Paa en Eng nær ved en Have, vogtede en Dreng en Ko. I det han saae op til et Kirsebærtræ, blev han nogle modne Kirsebær vaer derpaa; de skinnede saa røde, og han fik Lyst til at plukke dem. Da forlod han Koen, og klavrede op i Træet.
Men da Koen ikke saae Hyrden, løb den ind i Haven, aad Blomster og Urter, og søndertraadte de øvrige. Drengen blev dette vaer; forbittret sprang han ned af Træet; løb hen og skjeldte og pryglede Dyret ubarmhjertigt.
Da traadte Faderen, der havde seet alt dette, hen til Drengen, saae alvorligen paa ham og sagde: Hvem fortjener vel denne Tugtelse, du eller Dyret, som ikke kjender Høire eller Venstre? Har du mindre fulgt din Begjerlighed end Dyret, som du skulde vogte? Og nu straffer du det saa grusomt, glemmende din egen Fornuft og din egen Brøde . . . .
Men Drengen stod skamrød for sin Faders Aasyn.