En Fader vandrede med sin lille Søn paa Marken; der saae de et Faar, som et lidet Lam pattede, og Moderen slikkede Lammet.
Drengen glædede sig over dette Syn. Da han længe havde betragtet Faaret og Lammet, smilede han og sagde: Det lille Lam patter sin Moder som et lille Barn, men hvor er dets Fader?
Det kjender ikke sin Fader, og lærer ham aldrig at kjende, svarede Faderen sin Søn.
Atter spurgte denne: Bliver det da bestandig hos sin Moder?
Faderen svarede: Ogsaa hos hende bliver det kun saalænge det dier hendes Bryst. Naar det selv kan æde Græs, forlader det sin Moder og glemmer hende og bøier sit Hoved mod Jorden.
Hvad Forskjel er der da mellem de smaae Børn og de smaae Lam? spurgte Drengen.
57Se, sagde Faderen, da du blev født, laa du paa din Moders Skjød og diede hendes Bryst, ligesom dette Lam, og slumrede i nogle Maaneder. Men da blev dit Aasyn klarere, og fra din Moders Bryst skuede du op til hende, og smilede til hende. Se, det formaaer Lammet ikke. — Og efter nogle Maaneders Forløb kjendte du din Moder fremfor alle øvrige Mennesker; stammende udstrakte du dine smaae Hænder efter hende. Se, heller ikke dette formaaer Lammet. — Og atter, efter nogle Maaneder, kjendte du ogsaa din Fader, og vendte dit lille Ansigt fra din Moder til din Fader, og sagde: Fader og Moder! Se, heller ikke dette formaaer Lammet. Det bøier sit Hoved til Jorden. Du derimod vender dit Aasyn ikke alene mod Jorden, men ogsaa op imod Himmelen, og i din Sjel voxer Kjærlighed. Saaledes voxer ogsaa Kundskab. Snart vil du skue Naturens Aasyn, ligesom du skuede din Faders og Moders. Da vil du udtale det tredie Ord; det er Livets Ord. — Men Dyret har intet Aasyn og kjender intet Aasyn.
Saa talte Faderen. Drengen greb hans Haand, saae venlig op til ham, og følte glad, at han var — et Menneske.