53

Mineralier ere livløse Legemer, der hverken ernære eller forplante sig. Man inddeler dem i fire Klasser.

1. Jord og Stene. Der gives forskjellige Jordarter, af hvilke Muld og Leerjord ere de almindeligste. Muldjord er for Agerdyrkeren den nyttigste og brugbareste Jordart. Af Leer forarbeides Tag- og Muursteen, Potter, Tallerkener og flere Ting. Af Stenene gives der mangfoldige Arter. De Stene, der udmærke sig ved Glands, Farve, Tyngde og Haardhed og tillige ere meget sjeldne, kaldes Ædelstene, f. Ex. Diamanten, Rubinen, Smaragden, Topasen, o. fl. og tjene Menneskene især til Prydelse. Andre Stene, der findes i større Stykker og have mindre Glands og Haardhed, men som alligevel kunne modtage Politur, ere: Marmor, Alabast og Serpentin; de forarbeides til Bordplader, Billedstøtter, Gravminder o. m. d. De almindelige Stene, som: Kisel, Sandsteen, Kalksteen, Granit og Flintesteen, bruges til Bygning og flere andre Ting. Flere Steder i Norge hugges Møllestene, Steentrapper o. m. af Granit. I Gudbrandsdalen hugges Klebersteen, en blød Steenart, hvoraf gjøres Kakkelovne, Gryder, o. m. d.; af et Fjeld i Tellemarken hugges Brynestene. Kalksteen findes hyppig i Norge; den brændes i dertil indrettede Ovne, og vædes eller lædskes med Vand, hvorpaa den opløser sig til det fine hvide Støv, der kaldes Kalk, og blandet med Sand bruges til at mure med. Marmor findes ligeledes flere Steder i Norge, dog ikke fuldkommen hvid som den italienske. Kridt, der bruges til at skrive med, er et Mineral, ligesaa Blyant og Rødkridt.

2. Salte. Saltene ere en mineralsk Masse, der lettelig opløses i Vand, og giver sig tilkjende ved en egen skarp Smag. Man adskiller de Salte, der bruges 54i Medicinen, f. Ex. Salpeter, Salmiak, Vitriol, o. fl. fra Kjökkensaltet, der enten udgraves af Jorden som Steensalt, eller koges af Sövand og Saltkilder, som Sösalt og Kildesalt. Paa Vallöe ved Tönsberg er et Saltverk, der dog ikke tilvirker Salt nok til Landets Fornödenhed, hvorover meget Salt maa hentes udenlands, fornemmelig fra Spanien og Portugal.

3. Til de brændbare Mineralier höre Svovel og Jordharpix; til den sidste regnes Jordbeeg og Steenkul. De sidste findes især i stor Mængde i England.

4. De mærkværdigste Mineralier ere Metallerne, der udmærke sig fremfor alle andre Stene ved deres Tyngde, Tæthed og Flydbarhed i Ilden, samt derved, at de kunne udstrækkes. Der gives henved 20 Arter af Metaller, hvilke man inddeler i egentlige Metaller og Halvmetaller. Platina, Guld og Sölv kaldes ædle Metaller; de bruges til Smykker og til Mynt. De övrige Metaller ere: Kobber, Qviksölv, Jern, Bly og Tin; Halvmetaller ere: Arsenik, Kobolt o. fl. Bly er det blödeste og næst Guld og Sölv det tungeste Metal; men det nyttigste er Jernet, der bruges til utallige Ting og tillige findes hyppigst. Norge har et Sölvverk paa Kongsberg, et Kobberverk paa Röraas, et Kobolt- eller Blaafarveverk paa Modum, og en heel Deel Jernverker, hvoraf de vigtigste ere: Fritzöe ved Laurvig, Næs ved Arendal, Fossum ved Skien, Bærum mellem Christiania og Drammen; Egeland, Froland o. fl.

En höist mærkelig Jernsteen er Magneten, der har den Egenskab, at den trækker Jern til sig samt vender bestandig sit ene Endepunkt mod Nord.

53

Mineraler er livløse Legemer, der hverken ernære eller forplante seg. Man inndeler dem i fire klasser.

1. Jord og Steiner. Der gives forskjellige jordarter, av hvilke Muld og leirjord er de alminneligste. Muldjord er for Agerdyrkeren den nyttigste og brukbareste jordart. Av Leer forarbeides Tag- og murstein, Potter, tallerkener og flere ting. Av Stenene gives der mangfoldige arter. De Steiner, der utmerke seg ved glans, farge, tyngde og hardhet og tillike er meget sjeldne, kalles edelstener, f. Ex. Diamanten, rubinen, smaragden, topasen, o. fl. og tjene menneskene især til Prydelse. Andre Stene, der finnes i større stykker og have mindre glans og hardhet, men som allikevel kunne motta politur, er: Marmor, alabast og serpentin; de forarbeides til bordplater, billedstøtter, gravminner o. m. d. De alminnelige Steiner, som: Kisel, sandstein, kalkstein, granitt og flintestein, brukes til bygning og flere andre ting. Flere steder i Norge hugges møllesteiner, steintrapper o. m. av granitt. I Gudbrandsdalen hugges kleberstein, en bløt steinart, hvorav gjøres kakkelovner, gryter, o. m. d.; av et Fjell i Tellemarken hugges Brynestene. Kalkstein finnes hyppig i Norge; den brennes i dertil indrettede ovner, og vætes eller lædskes med vann, hvorpå den oppløser seg til det fine hvite støv, der kalles kalk, og blandet med Sand brukes til å mure med. Marmor finnes likeledes flere steder i Norge, dog ikke fullkommen hvit som den italienske. Kritt, der brukes til å skrive med, er et mineral, likeså blyant og rødkritt.

2. Salte. Saltene er en mineralsk masse, der lettelig oppløses i vann, og gir seg tilkjenne ved en egen skarp smak. Man adskiller de Salte, der brukes 54i medisinen, f. Ex. Salpeter, salmiakk, vitriol, o. fl. fra kjøkkensaltet, der enten udgraves av jorden som steinsalt, eller kokes av sjøvann og saltkilder, som sjøsalt og Kildesalt. På Vallöe ved Tönsberg er et Saltverk, der dog ikke tilvirker salt nok til Landets fornødenhet, hvorover meget salt må hentes utenlands, fornemmelig fra Spanien og Portugal.

3. Til de brennbare mineraler høre svovel og jordharpiks; til den siste regnes Jordbeeg og steinkull. De siste finnes især i stor mengde i England.

4. De mærkværdigste mineraler er metallene, der utmerke seg fremfor alle andre Steiner ved deres tyngde, tetthet og Flydbarhed i ilden, samt derved, at de kunne udstrækkes. Der gives henved 20 arter av metaller, hvilke man inndeler i egentlige metaller og halvmetaller. Platina, gull og sølv kalles edle metaller; de brukes til smykker og til mynt. De øvrige metaller er: Kobber, kvikksølv, Jern, bly og Tin; Halvmetaller er: Arsenikk, kobolt o. fl. Bly er det bløteste og nest gull og sølv det tyngste metall; men det nyttigste er jernet, der brukes til utallige ting og tillike finnes hyppigst. Norge har et sølvverk på Kongsberg, et Kobberverk på Röraas, et Kobolt- eller blåfargeverk på Modum, og en hel del Jernverker, hvorav de viktigste er: Fritzöe ved Laurvig, Næs ved Arendal, Fossum ved Skien, Bærum mellom Christiania og Drammen; Egeland, Froland o. fl.

En høyst merkelig jernstein er magneten, der har den egenskap, at den trekker Jern til seg samt vender bestandig sitt ene endepunkt mot nord.