47

Anders spurgte sin Fader, da han saae denne plante et Træ: “Hvorfor planter du det lille Træ, som endnu ikke kan bære nogen Frugt?“ Bærer da du allerede Frugt? svarede Faderen; og dog ernærer, pleier og underviser jeg dig, fordi jeg haaber at du skal blive stor, og da udrette meget Godt paa Jorden. Det samme er og Tilfældet med Træet; jeg haaber at det skal voxe, blomstre, bære Frugt, og naar det omsider uddøer kan man bruge dets Ved. Et godt Træ er følgelig meget værdt.

Derfor har jeg plantet det; derfor er det til, og dette kalder jeg Træets Bestemmelse.

48Saaledes har enhver Ting paa Jorden sin Bestemmelse, thi Gud, som i Begyndelsen skabte Himmelen og Jorden, og Alt hvad i dem er, er alviis, det er: Alt hvad han har frembragt, har sin Bestemmelse. Det Mindste med det Største er skabt i en eller anden Hensigt.

“Men hvorfor er jeg til?“ spurgte Anders. Det glæder mig at du spørger saaledes, svarede Faderen; ethvert Menneske burde hver Dag spørge sig selv saaledes, da vilde ogsaa Enhver finde Svaret hos sig selv. Ethvert Menneske har i sit Hjerte en Følelse, der roser ham, naar han har gjort noget Godt, og dadler ham, naar han har gjort Ondt, og denne Følelse kaldes Samvittighed. Den, som stedse adlyder Samvittigheden, lever lykkelig og tilfreds; men den, som handler imod sin Samvittighed, ængstes og pines af den; han mister Guds Naade og Yndest, andre Menneskers Agtelse og Kjærlighed, og bliver et ulykkeligt Menneske baade her og hisset.

Samvittigheden byder os:

“Du skal saameget muligt erhverve dig nyttige Kundskaber og Færdigheder;

“Du skal ønske, at Alt i Verden maa være godt, og at alle Mennesker maae blive lykkelige;“

“Du skal med al din Kraft bidrage til at formere det Gode paa Jorden.“

Eller med andre Ord: Du skal vide og kunne hvad der er godt; du skal ville det, og du skal gjøre det. Dette er Menneskets Bestemmelse; derfor har Gud skabt mig og dig og alle Mennesker, og den, der begriber denne hans naadige og fuldkomne Villie, og lever derefter, bliver et godt, nyttigt og lykkeligt Menneske.

47

Anders spurte sin far, da han så denne plante et tre: “Hvorfor planter du det lille tre, som ennå ikke kan bære noen frukt?“ Bærer da du allerede frukt? svarede Faderen; og dog ernærer, pleier og underviser jeg deg, fordi jeg håper at du skal bli stor, og da utrette meget godt på jorden. Det samme er og tilfellet med treet; jeg håper at det skal vokse, blomstre, bære frukt, og når det omsider utdør kan man bruke dets Ved. Et godt tre er følgelig meget verdt.

Derfor har jeg plantet det; derfor er det til, og dette kaller jeg Træets bestemmelse.

48Således har enhver ting på jorden sin bestemmelse, thi Gud, som i begynnelsen skapte himmelen og jorden, og alt hva i dem er, er alviis, det er: Alt hva han har frembrakt, har sin bestemmelse. Det Mindste med det Største er skapt i en eller annen hensikt.

“Men hvorfor er jeg til?“ spurte Anders. Det gleder meg at du spør således, svarede Faderen; ethvert menneske burde hver dag spørre seg selv således, da ville også Enhver finne svaret hos seg selv. Ethvert menneske har i sitt hjerte en følelse, der roser ham, når han har gjort noe godt, og dadler ham, når han har gjort Ondt, og denne følelse kalles samvittighet. Den, som stedse adlyder samvittigheten, lever lykkelig og tilfreds; men den, som handler imot sin samvittighet, engstes og pines av den; han mister Guds Naade og Yndest, andre Menneskers aktelse og kjærlighet, og blir et ulykkelig menneske både her og hisset.

Samvittigheten byr oss:

“Du skal saameget mulig erverve deg nyttige kunnskaper og ferdigheter;

“Du skal ønske, at alt i verden må være godt, og at alle mennesker må bli lykkelige;“

“Du skal med all din kraft bidra til å formere det gode på jorden.“

Eller med andre ord: Du skal vite og kunne hva der er godt; du skal ville det, og du skal gjøre det. Dette er Menneskets bestemmelse; derfor har Gud skapt meg og deg og alle mennesker, og den, der begriper denne hans nådige og fullkomne vilje, og lever deretter, blir et godt, nyttig og lykkelig menneske.