46

Høsten begynder,Bonden sig skynder,Skjærer sin Rug og det lysgule Byg;Ei er han rolig,Før i hans BoligSæden for Regn og for Uveir er tryg.

Hurtig han kjører,Hjemad han førerJordens Velsignelse, Agerens Guld.Herren han priser,Ham som bespiserMenneskets Slægt af det frugtbare Muld.

Ja, ogsaa vi ville takke vor Gud!Prise vor gode, vor himmelske Fader,Ham, der miskundelig Haanden oplader,Spreder paa Jorden Velsignelsen ud.

Ligne vi SmaaeFuglene ei under Himmelens Blaa?Ikke de plante, ikke de saae,Ikke de høste — dog savne de ikkeSpise og Drikke;Hvad de behøve, de dagligen faae.

Ligne vi SmaaeBlomsterne ei, som paa Marken staae?Ikke de arbeide, ikke de spinde,Klæder de mangle dog ingensinde.

Fader i Himlen!Du, som den ringeste Blomst ei vil glemme,47Du, som gav tusinde Smaafugle Stemme,Og seer til den mindste i hele Vrimlen!Hvert Barn paa Jorden du ogsaa kjender,Til Alle du Høstens Gaver sender.

Alle syntes godt om Ragnhilds Vise. “Du har Ret,“ sagde Faderen, “Høsten er en herlig Aarstid, men lad os nu samtale lidt om de øvrige tre, saa skal du see, at du faaer dem ligesaa kjær.

Den Gamle viste hende nu, at enhver af dem har sine Behageligheder og sin Nytte, og at det neppe er muligt med Grund at foretrække den ene for den anden; vi vilde derhos blive kjede af en bestandig Vaar ligesaavel som af en bestandig Sommer, Høst eller Vinter. Derfor har den gode Gud indrettet det saaledes, at den ene afvexler med den anden og beholder derved en stedsevarende Tillokkelse.

Alle maatte sande Oldingens Ord, og med denne nyttige Samtale sluttede denne Aften, da Moderen i det samme kaldte tilbords.

Paa denne Maade henrandt Vinteraftenerne i Peder Hansens Huus til Fornøielse og Nytte baade for Gamle og Unge. Især afholdtes derved de unge Karle fra Dovenskab, Svir og Natteløb, da de nemlig fik Sands for forstandig Belærelse, Orden og anstændig Opførsel, og ligesom Sønnerne vare de raskeste og hændigste unge Karle i Bygden til al deres Dont, og anstændige i hele deres Opførsel, saaledes udmærkede ogsaa Døttrene sig fremfor alle Bygdens unge Piger ved Sædelighed, Huuslighed og Arbeidsomhed.

46

Høsten begynner,Bonden seg skynder,Skjærer sin Rug og det lysgule bygg;Ei er han rolig,Før i hans boligSæden for Regn og for uvær er trygg.

Hurtig han kjører,Hjemad han førerJordens velsignelse, åkerens gull.Herren han priser,Ham som bespiserMenneskets slekt av det fruktbare Muld.

Ja, også vi ville takke vår Gud!Prise vår gode, vår himmelske Fader,Ham, der miskunnelig hånden oplader,Spreder på jorden velsignelsen ut.

Ligne vi SmaaeFuglene ei under Himmelens Blaa?Ikke de plante, ikke de så,Ikke de høste — dog savne de ikkeSpise og drikke;Hva de behøve, de dagligen få.

Ligne vi SmaaeBlomstene ei, som på marken stå?Ikke de arbeider, ikke de spinner,Klær de mangle dog ingensinde.

Fader i Himlen!Du, som den ringeste blomst ei vil glemme,47Du, som ga tusen småfugler stemme,Og ser til den minste i hele vrimmelen!Hvert barn på jorden du også kjenner,Til alle du Høstens gaver sender.

Alle syntes godt om Ragnhilds vise. “Du har rett,“ sa Faderen, “høsten er en herlig årstid, men la oss nå samtale litt om de øvrige tre, så skal du se, at du får dem likeså kjær.

Den Gamle viste henne nå, at enhver av dem har sine Behageligheder og sin nytte, og at det neppe er mulig med grunn å foretrekke den ene for den annen; vi ville derhos bli kjede av en bestandig vår ligesaavel som av en bestandig sommer, høst eller vinter. Derfor har den gode Gud innrettet det således, at den ene avveksler med den annen og beholder derved en stedsevarende tillokkelse.

Alle måtte sande Oldingens ord, og med denne nyttige samtale sluttet denne aften, da moren i det samme kalte til bords.

På denne måte henrandt vinteraftenene i Peder Hansens Huus til fornøyelse og nytte både for Gamle og unge. Især avholdtes derved de unge karer fra dovenskap, svir og Natteløb, da de nemlig fikk Sands for forstandig Belærelse, orden og anstendig oppførsel, og likesom sønnene var de raskeste og hendigste unge karer i bygden til all deres dont, og anstendige i hele deres oppførsel, således udmærkede også døtrene seg fremfor alle Bygdens unge piker ved sedelighet, huslighet og arbeidsomhet.