43

Den norske Vinter er, som en Følge af Landets nordlige Beliggenhed, lang, sneefuld og kold; Dagene ere korte og strække ikke til Arbeidet; derfor samler man sig i Almindelighed, saasnart Dagen helder, omkring Skorstenen; de fede Tyri- eller Fyrrerødder lægges paa Ilden, som nu flammer rask iveiret og oplyser hele Stuen, saa at Enhver seer at udrette sit Arbeide. Qvinderne sidde ved de snurrende Rokke eller have andet Arbeide mellem Hænderne; Mandfolkene gjøre enten deres Gaardsredskaber, som: Slæder, Træskestave, Skjæker o. d. i Stand, eller forfærdige dem af Nyt, eller og udskjære de med deres Tælleknive allehaande kunstige Sager, kort: Alle ere sysselsatte og Ingen faaer Lov at slentre Tiden 44hen eller sidde i en Krog og sove; selv de smaae Børn sidde med deres ABC eller Katekismus ved Siden af Moderen og faae den fornødne Veiledning af hende. Sommetider læser En høit af en Bog, og sommetider istemme de, der kunne synge, en munter, anstændig Sang. Saaledes glider Aftenen let og ubemærket hen, og Ingen veed hvor Tiden bliver af, førend Aftensmaden staaer paa Bordet. Huusbonden holder derpaa Aftenbøn og Enhver gaaer til Hvile.

Saaledes sad Unge og Gamle forsamlede omkring den flammende Skorsteen i den hæderlige Bondemand Peder Hansen Foslunds Huus i Onsøe Præstegjeld i Smaalehnene. Det var i December Maaned, kort før Juul; Sneen føg udenfor fra alle Kanter, og Alle lovede sig et ypperligt Juleføre. Alle vare beskæftigede; Peder Hansens tre vorne Sønner samt Tjenestekarlen arbeidede paa en ny Langslæde, en af Døttrene spandt, den anden syede, og den tredie, der var 7 Aar gammel, maatte, da hun havde lært sin lille Lexe i Herslebs Bibelhistorie, plukke Uld.

Nu, Børn, sagde Faderen, idet han lagde Bogen, hvori han læste, fra sig; skal vi ikke faae en munter Sang i Aften? Ved at høre Sneefoget husker jeg paa den deilige Sang af Præsten Rein:

Min norske Vinter er saa vakker,De hvide, snebedækte Bakker,Den grønne Gran med pudret Haar,Trofaste Iis paa dybe VandeOg Engledragt paa nøgne Strande,Jeg bytter ikke med en Vaar.

„Du, Henrik, tag din Klarinet, saa synge de Andre!“

Henrik, den ældste Søn, lod sig ikke bede to Gange; han gjemte sin Tællekniv, hvormed han just var ifærd at udskjære en ziirlig Træskee af Løntræ, greb Klarinetten, pudsede den, og blæste derpaa Melodien: „Boer jeg paa det høie Fjeld.“ De sang følgende Sang af Ole Bjørnsen:

Vint’ren i sin hvide DragtBreder ud over Jorden sin frygtede Vælde;Alting føle maa dens Magt,Lave Dale, som skyhøie Fjelde.Sneen dækker Mark og Strand;Den oplivende Sol sig bag Fjeldene dølger;45Paa det dybe sølvblaa VandDækker Isen de skummende Bølger.Nøgne de løvrige Lunde er’;Taus er den muntre Fuglehær.Jorden synes være død,Og begravet i Vinterens Skjød.

Dog kan vores stolte NordEndnu stoltelig prange med yndige Steder,Om end Sneen, dyb og stor,Over Jorden sit Dække udbreder.Skovens grønne Fyr og Gran,Høi og rank pryde herligen Fjelde og Dale;Talrig her i Norges LandAllevegne i Mængde de prale.Fjorde og Søer i dyben DalDækker den blanke Iis-Krystal;Skoven ved den lave StrandSpeiler sig i det iisfrosne Vand.

Glæden fra vort vakre LandKan ei Vinterens Barskhed og Kulde forjage;I vor lave Bolig kanVi dog fro nyde sorgløse Dage.Glade vi ved nøisomt Bord,Os fornøie blandt Venner, og frydelig qvæde;Paa den iisbelagte FjordVi og lystelig kjøre i Slæde.Fra Fjeld og Bakke med HurtighedPaa glatte Ski vi flyve afsted.Vint’ren gavnlig er og god,Den forøger vor Styrke og Mod.

Imidlertid sad Forældrene og lyttede til med inderligt Velbehag.

“Er det ikke en vakker Sang, Ragnhild? spurgte gamle Peder sin mellemste Datter, da Sangen var tilende. Er ikke Vinteren en herlig Aarstid?”

“Jo vist er Vinteren skjøn og ret morsom, da den bringer os den herlige Juul, svarede Ragnhild; men ellers synes vi Piger bedst om Sommeren og Høsten; da ere vi til Sæters, da sanke vi de skjønne Jordbær, Bringbær, Teiebær 46og de saftige Multer inde paa Fjeldene; da kommer Høsletten og Kornskuren med alle deres Fornøielser. Saaledes er Høsten efter min Mening den behageligste Aarstid. Forleden Dag lærte jeg i Skolen en deilig Høstsang af vor Lærer. Jeg kjender ikke Melodien til den, men jeg kan fremsige den udenad.

43

Den norske vinter er, som en følge av Landets nordlige beliggenhet, lang, sneefuld og kald; Dagene er korte og strekke ikke til arbeidet; derfor samler man seg i alminnelighet, så snart dagen heller, omkring skorsteinen; de feite Tyri- eller Fyrrerødder legges på ilden, som nå flammer rask iveiret og opplyser hele stuen, så at Enhver ser å utrette sitt arbeide. Kvinnene sitte ved de snurrende Rokke eller have annet arbeide mellom hendene; Mannfolkene gjøre enten deres gårdsredskaper, som: Sleder, Træskestave, skjæker o. d. i stand, eller forfærdige dem av Nyt, eller og udskjære de med deres Tælleknive allehånde kunstige saker, kort: Alle er sysselsatte og Ingen får lov å slentre tiden 44hen eller sitte i en krok og sove; selv de små barn sitte med deres ABC eller katekismus ved siden av moren og få den fornødne veiledning av henne. Sommetider leser En høyt av en bok, og sommetider istemme de, der kunne synge, en munter, anstendig sang. Således glider Aftenen lett og ubemerket hen, og Ingen vet hvor tiden blir av, før aftensmaten står på bordet. Husbonden holder derpå aftenbønn og Enhver går til hvile.

Således satt unge og Gamle forsamlede omkring den flammende skorstein i den hederlige bondemann Peder Hansen Foslunds Huus i Onsøe prestegjeld i Smaalehnene. Det var i desember måned, kort før Juul; Sneen føk utenfor fra alle kanter, og alle lovede seg et ypperlig Juleføre. Alle var beskæftigede; Peder Hansens tre vorne sønner samt Tjenestekarlen arbeidet på en ny Langslæde, en av døtrene spant, den annen sydde, og den tredje, der var 7 år gammel, måtte, da hun hadde lært sin lille lekse i Herslebs bibelhistorie, plukke ull.

Nå, barn, sa Faderen, idet han la boken, hvori han leste, fra seg; skal vi ikke få en munter sang i aften? Ved å høre Sneefoget husker jeg på den deilige sang av presten rein:

Min norske vinter er så vakker,De hvite, snøbedekte bakker,Den grønne Gran med pudret hår,Trofaste is på dype VandeOg Engledragt på nakne Strande,Jeg bytter ikke med en vår.

„Du, Henrik, ta din klarinett, så synge de andre!“

Henrik, den eldste sønn, lot seg ikke bede to ganger; han gjemte sin tellekniv, hvormed han just var ifærd at udskjære en sirlig Træskee av Løntræ, grep klarinetten, pusset den, og blåste derpå melodien: „Boer jeg på det høye Fjell.“ De sang følgende sang av Ole Bjørnsen:

Vint’ren i sin hvite draktBrer ut over jorden sin fryktede Vælde;Alting føle må dens makt,Lave daler, som skyhøye fjell.Sneen dekker Mark og Strand;Den opplivende sol seg bak fjellene dølger;45På det dype sølvblå vannDekker isen de skummende bølger.Nakne de løvrige Lunde er’;Taus er den muntre Fuglehær.Jorden synes være død,Og begravet i Vinterens Skjød.

Dog kan våres stolte nordEnnå stoltelig prange med yndige steder,Om enn Sneen, dyp og stor,Over jorden sitt dekke utbrer.Skovens grønne fyr og Gran,Høy og rank pryde herlig fjell og daler;Talrig her i Norges landAllevegne i mengde de prale.Fjorde og Søer i dype dalDekker den blanke is-krystall;Skogen ved den lave StrandSpeiler seg i det iisfrosne vann.

Gleden fra vårt vakre landKan ei Vinterens barskhet og kulde forjage;I vår lave bolig kanVi dog fro nyte sorgløse dager.Glade vi ved nøysomt bord,Os fornøye blant venner, og frydelig kvede;På den isbelagte fjordVi og lystelig kjøre i slede.Fra Fjell og Bakke med hurtighetPå glatte ski vi flyve av sted.Vint’ren gavnlig er og god,Den forøker vår styrke og mot.

Imidlertid satt foreldrene og lyttet til med inderlig velbehag.

“Er det ikke en vakker sang, Ragnhild? spurte gamle Peder sin mellomste datter, da sangen var til ende. Er ikke vinteren en herlig årstid?”

“Jo vist er vinteren skjønn og rett morsom, da den bringer oss den herlige Juul, svarede Ragnhild; men ellers synes vi piker best om sommeren og høsten; da er vi til seters, da sanke vi de skjønne jordbær, Bringbær, teiebær 46og de saftige multer inne på fjellene; da kommer Høsletten og Kornskuren med alle deres fornøyelser. Således er høsten etter min mening den behageligste årstid. Forleden Dag lærte jeg i skolen en deilig Høstsang av vår lærer. Jeg kjenner ikke melodien til den, men jeg kan fremsi den utenat.