Læreplanatlas
Mellemste KlasseII. Fortællinger og Naturbetragtninger.

36. Vinteraftenerne.

43

Den norske Vinter er, som en Følge af Landets nordlige Beliggenhed, lang, sneefuld og kold; Dagene ere korte og strække ikke til Arbeidet; derfor samler man sig i Almindelighed, saasnart Dagen helder, omkring Skorstenen; de fede Tyri- eller Fyrrerødder lægges paa Ilden, som nu flammer rask iveiret og oplyser hele Stuen, saa at Enhver seer at udrette sit Arbeide. Qvinderne sidde ved de snurrende Rokke eller have andet Arbeide mellem Hænderne; Mandfolkene gjøre enten deres Gaardsredskaber, som: Slæder, Træskestave, Skjæker o. d. i Stand, eller forfærdige dem af Nyt, eller og udskjære de med deres Tælleknive allehaande kunstige Sager, kort: Alle ere sysselsatte og Ingen faaer Lov at slentre Tiden 44hen eller sidde i en Krog og sove; selv de smaae Børn sidde med deres ABC eller Katekismus ved Siden af Moderen og faae den fornødne Veiledning af hende. Sommetider læser En høit af en Bog, og sommetider istemme de, der kunne synge, en munter, anstændig Sang. Saaledes glider Aftenen let og ubemærket hen, og Ingen veed hvor Tiden bliver af, førend Aftensmaden staaer paa Bordet. Huusbonden holder derpaa Aftenbøn og Enhver gaaer til Hvile.

Saaledes sad Unge og Gamle forsamlede omkring den flammende Skorsteen i den hæderlige Bondemand Peder Hansen Foslunds Huus i Onsøe Præstegjeld i Smaalehnene. Det var i December Maaned, kort før Juul; Sneen føg udenfor fra alle Kanter, og Alle lovede sig et ypperligt Juleføre. Alle vare beskæftigede; Peder Hansens tre vorne Sønner samt Tjenestekarlen arbeidede paa en ny Langslæde, en af Døttrene spandt, den anden syede, og den tredie, der var 7 Aar gammel, maatte, da hun havde lært sin lille Lexe i Herslebs Bibelhistorie, plukke Uld.

Nu, Børn, sagde Faderen, idet han lagde Bogen, hvori han læste, fra sig; skal vi ikke faae en munter Sang i Aften? Ved at høre Sneefoget husker jeg paa den deilige Sang af Præsten Rein:

Min norske Vinter er saa vakker,De hvide, snebedækte Bakker,Den grønne Gran med pudret Haar,Trofaste Iis paa dybe VandeOg Engledragt paa nøgne Strande,Jeg bytter ikke med en Vaar.

„Du, Henrik, tag din Klarinet, saa synge de Andre!“

Henrik, den ældste Søn, lod sig ikke bede to Gange; han gjemte sin Tællekniv, hvormed han just var ifærd at udskjære en ziirlig Træskee af Løntræ, greb Klarinetten, pudsede den, og blæste derpaa Melodien: „Boer jeg paa det høie Fjeld.“ De sang følgende Sang af Ole Bjørnsen:

Vint’ren i sin hvide DragtBreder ud over Jorden sin frygtede Vælde;Alting føle maa dens Magt,Lave Dale, som skyhøie Fjelde.Sneen dækker Mark og Strand;Den oplivende Sol sig bag Fjeldene dølger;45Paa det dybe sølvblaa VandDækker Isen de skummende Bølger.Nøgne de løvrige Lunde er’;Taus er den muntre Fuglehær.Jorden synes være død,Og begravet i Vinterens Skjød.

Dog kan vores stolte NordEndnu stoltelig prange med yndige Steder,Om end Sneen, dyb og stor,Over Jorden sit Dække udbreder.Skovens grønne Fyr og Gran,Høi og rank pryde herligen Fjelde og Dale;Talrig her i Norges LandAllevegne i Mængde de prale.Fjorde og Søer i dyben DalDækker den blanke Iis-Krystal;Skoven ved den lave StrandSpeiler sig i det iisfrosne Vand.

Glæden fra vort vakre LandKan ei Vinterens Barskhed og Kulde forjage;I vor lave Bolig kanVi dog fro nyde sorgløse Dage.Glade vi ved nøisomt Bord,Os fornøie blandt Venner, og frydelig qvæde;Paa den iisbelagte FjordVi og lystelig kjøre i Slæde.Fra Fjeld og Bakke med HurtighedPaa glatte Ski vi flyve afsted.Vint’ren gavnlig er og god,Den forøger vor Styrke og Mod.

Imidlertid sad Forældrene og lyttede til med inderligt Velbehag.

“Er det ikke en vakker Sang, Ragnhild? spurgte gamle Peder sin mellemste Datter, da Sangen var tilende. Er ikke Vinteren en herlig Aarstid?”

“Jo vist er Vinteren skjøn og ret morsom, da den bringer os den herlige Juul, svarede Ragnhild; men ellers synes vi Piger bedst om Sommeren og Høsten; da ere vi til Sæters, da sanke vi de skjønne Jordbær, Bringbær, Teiebær 46og de saftige Multer inde paa Fjeldene; da kommer Høsletten og Kornskuren med alle deres Fornøielser. Saaledes er Høsten efter min Mening den behageligste Aarstid. Forleden Dag lærte jeg i Skolen en deilig Høstsang af vor Lærer. Jeg kjender ikke Melodien til den, men jeg kan fremsige den udenad.