Christen, en liden Dreng, fandt Fornøielse i at plage og pine de Dyr, han kunde faae fat. Da han endnu var ganske liden, gik det ud over Katten og Hunden; siden rev han Benene af Fluer og andre Insekter, og uden at betænke, at Dyr ligesaavel føle Smerte som Menneskene, mishandlede han dem saa grusomt som om de vare hans værste Fiender.
Især øvede han sin Kunst i at pine en liden Hund, som hans Fader havde givet ham. Han gik hele Dagen med den i et Baand, og for at vise Folk at han var Hundens 42Herre, slog han den ved den ringeste Anledning, sparkede den med Foden og kneb den i Ørene, saa at fremmede Folk ofte gjorde ham Bebreidelser derfor. Christen derimod blot lo deraf.
Da han blev større, mishandlede han Kreaturene paa Gaarden, red Hestene fordærvet eller lod dem, naar han var i Byen, staae ude paa Gaden og baade fryse og sulte. Tjenestefolkene behandlede han haardt og følesløst, hvorover ingen brav Karl kunde holde det ud hos ham. Ulykkeligviis saae Forældrene gjennem Fingre med ham i Alting, fordi han var deres eneste Barn.
Endnu værre blev det, da han efter Faderens Død skulde overtage Gaarden efter ham. Hestene mishandlede han, de øvrige Kreature lede Ondt hos ham; ingen Tjenere kunde han beholde hos sig, og formedelst sit onde og uvenlige Gemyt kom han tilsidst i Strid næsten med alle Mennesker. Herved kom han i Processer, kort — han førte et glædeløst Liv.
Gud sagde til Mennesket: Lader os gjøre et Menneske i vort Billede, som skal regjere over hvert Dyr, der lever paa Jorden. Vi skulle altsaa ligne Gud, den algode Fader, naar vi udøve vort Herredømme over Dyrene; vi kunne bruge dem til vor Næring, til vor Beklædning, og til at lette os vore Forretninger. Vi have blot da Lov til at dræbe (men ikke pine) Dyrene, naar deres Død er os nyttig, og deres Liv os skadeligt. Det er Synd at plage Dyrene, fordi man derved fornemmelig forsynder sig mod Gud, deres Skaber; fordi deres Legeme er et kunstigt og beundringsværdigt Værk af Skaberen; fordi de ere følende Væsener ligesaavel som vi, og endelig fordi de allesammen gjøre os Nytte paa en eller anden Maade. Vi maae derfor ingenlunde forgribe os paa deres Legeme enten ved at saare dem, eller udrive Lemmerne af dem, ikke mishandle dem med Hug og Slag, ikke paalægge vore Lastdyr for tungt Arbeide, ikke lade dem arbeide Nat og Dag, men give dem den nødvendige Hvile samt tilstrækkeligt Foder i rette Tid. Da ligne vi Faderen i Himmelen, der oplader sin milde Haand og mætter Alt hvad der lever med Velsignelse, — der giver Qvæget sit Foder og mætter de unge Ravne.
Ved derimod at være god imod Dyr, vil du have den Glæde, at blive lønnet af dem med Erkjendtlighed. Dyret 43vil aldrig glemme paa sin Maade at udtrykke erkjendtlig Følelse mod dets Velgjører, hvilket du kan lære af følgende Historie.
En Gaardhund stod bunden i en Lænke nær ved et Huus, hvor der opkom Ildebrand. Denne Hund pleiede at være meget bidsk og glubsk, saa at Ingen vovede at komme den nær. Folkene i Gaarden glemte i Tummelen at løse den, og den var bleven levende opbrændt, dersom ikke en Skorsteensfeier, der kom ud af det brændende Huus, havde seet den, og følt Medlidenhed med Dyret. Han gik hen til den, og løste den. Hunden, der vel mærkede, at den var i Fare, viste sig ikke arrig og bidsk som den pleiede; men logrede venligt for sin Befrier. Nogen Tid efter var Hunden med dens Herre kommen i en anden Gaard, hvor den igjen stod bunden ved Porten, og hvor den som sædvanligt gjøede og foer løs mod Alle, der kom ind i Gaarden. Engang kom den samme Skorsteensfeier derhen, og saasnart Hunden saae ham komme ind af Porten, gjøede den af Glæde, og logrede for ham, som om den vilde kalde ham til sig. Skorsteensfeieren gik da hen til den og klappede den; Hunden sprang op ad ham, slikkede hans Haand, og yttrede saaledes tydeligt, at den med glad Erindring gjenkjendte sin Redningsmand.
Dette kalde vi Erkjendtlighed, og det viser at Dyrene ogsaa kunne have denne Følelse, hvorved de gjøre mange Mennesker til Skamme. Vær derfor god og venlig mod Dyr! Du taber aldrig noget derved, men du vinder paa meer end een Maade.