Even var eneste Barn af en velstaaende Bonde i Gudbrandsdalen. Jævnaldrende med Even var Huusmandens Søn Guttorm, som derfor daglig kom op til Gaarden for at lege med ham. De sværmede om i Mark og Skov, klavrede i Fjeld og Træ, og forligtes altid godt. Evens Fader holdt meget af Guttorm; han gav ham Klæder, og da begge Drengene vare gamle nok, lod han dem gaae sammen i Omgangsskolen, for at den ene skulde opmuntre den anden.
Guttorm havde ingen særdeles Gaver til at lære, tvertimod faldt det ham, især i Begyndelsen, noget tungt; men derimod gjorde han sig al mulig Flid med Alt hvad Læreren foresatte ham. Han hørte opmærksomt paa Lærerens Ord, lærte sine Lexer hjemme med største Flid, uden at Nogen behøvede at paaminde ham derom. Ved denne utrættelige Flid bragte han det snart saavidt, at han gik forbi sine Meddisciple, endog dem, som Gud havde givet bedre Evner og Anlæg end ham. Enhver, som kjendte ham, havde ham kjær for hans Flid og godslige Væsen, og Faderens Glæde over at have en saa velartet Søn var ubeskrivelig.
Even derimod var letsindig og gav ikke Agt paa de gode Lærdomme, som han hørte i Skolen. At fiske, løbe paa Jagt og flere deslige Fornøielser vare ham kjærere, end at gaae i Skole. Naar han blev formanet til at være flittig, svarede han: ”Jeg skal blive Bonde, og dertil behøves ikke mange Kundskaber; naar jeg kan læse, skrive og regne lidt, saa behøver jeg ikke mere, og til at lære dette er der endnu Tid nok.”
Saaledes gik et Aar efter det andet, og da Even troede at det altid var tidsnok, saa lærte han kun maadeligt at læse, skrive og næsten slet ikke at regne. Faderen havde gjerne seet, at han havde været flittigere, men han vilde ikke tvinge Sønnen, og desuden troede han ligesom Even, at en Bonde ikke behøvede at vide Meget, og at han ikke kunde komme til at lide Nød, naar han efterlod ham en velbrugt Gaard. Det hjalp heller ikke, at den forstandige Skolelærer viste ham, 40at Vanen til unyttige Beskæftigelser har oftest langt farligere Følger, end den blotte Forsømmelse af det Gode, som man havde kunnet lære i Ungdommen. Desuden, meente han, maa en Bonde i vore Dage vide og kunne langt mere, end blot at læse, skrive og regne lidt.
Da Even var bleven confirmeret, og følgelig ikke længer skulde gaae i Skole, vilde Faderen vænne ham til Gaardsbruget, og gav ham derfor snart denne, snart hiin Forretning, men han kunde aldrig lide paa Even, der levede paa sin gamle Viis. Det Værste var, at han i sin Lediggang tilsidst faldt paa at vandre til Landkræmmeren, der boede Nærheden, og hos ham fik han efterhaanden saadan Smag paa Svir og Drik, at han blev endnu mere uskikket til at bestille hvad hans Fader paalagde ham.
Nu behandlede Faderen ham haardt, men forsildig; det hjalp Intet, og han døde efter et Par Aars Forløb, som man fortæller, af Sorg over sin Søns liderlige Levnet. Nu var Even Eier af den skjønne Gaard, og kunde handle ganske efter eget Tykke. “Hvad man i Ungdommen nemmer, man ei i Alderdommen glemmer”, siger et gammelt Ordsprog, og det passede fuldkommen paa Even. Han levede som før, bekymrede sig lidet eller intet om Gaardsbruget, hvoraf Følgen var, at Intet blev rigtig udrettet; Tjenestefolkene bedroge ham; der indtraf Misvæxt, og efter nogle faa Aars Forløb var Even i saadan Gjeld, at han maatte sælge Gaarden. Af Kjøbesummen fik han blot nogle hundrede Daler tilovers, Resten gik med til Gjelds Afbetaling. Enhver troede nu, at han vilde anvende disse Penge til at kjøbe en Huusmandsplads, hvor han kunde boe og leve, men han havde faaet det ulyksalige Indfald at blive Handelskarl, og forlod i denne Hensigt Bygden uden at agte paa at alle hans Venner raadede ham derfra.
Det gik ham som det gaaer de Fleste, der gribe til denne som oftest fordærvelige Næringsvei. Hans Uvidenhed gjorde, at han faldt i Bedrageres Hænder; han forsøgte derfor at snyde Andre, og undertiden lykkedes det ham, undertiden fik han en banket Trøie. Kort: Efter halvandet Aars Forløb, i hvilken Tid han vandrede om i Valders, Hedemarken og Toten i usle Omstændigheder, var det forbi med de Penge, han havde arvet; formedelst hans Mangel paa Kundskaber og hans uordentlige Levnet havde han ingen Fortjeneste havt, og han saae sig bragt i den sørgelige Nødvendighed, enten at maatte 41sulte ihjel eller og vandre tilbage til sin Fædrenebygd, thi Ingen vilde ellers vide af ham.
Han betlede sig nu gjennem Hedemarken, og naaede omsider Lillehammer. Da han ovenfor denne Bye bøiede af til Høire op igjennem det paa begge Sider af høie Fjelde begrændsede Øier, følte han sig ligesom lettere og paa Omvendelsens Vei. Men da han fjerde Dagen derefter kom til Indgangen til den venlige, frugtbare og paa den ene Side af høie Fjelde omcirklede Dal, hvorigjennem den skjønne Lougen slynger sig, og hvor hans Faders Gaard laa, — da styrtede Taarerne ud af hans Øine, og den bittreste Anger over hans forrige Liv opfyldte hans Hjerte; han tænkte paa sine slet anvendte Barndomsaar og paa den stedse flittige og sædelige Guttorm, og formaaede neppe at gaae videre.
Omsider naaede han Gaarden, i hvis nærværende Eier han gjenkjendte sin Barndomsven Guttorm, der havde tjent tro og ærlig hos den Bonde, der kjøbte Gaarden af Even, og omsider var bleven givt med hans eneste Datter. Skamfuld og med nedslagne Øine stod Even længe taus for den ærlige Guttorm, hvis Glæde over at gjensee Barndomsvennen blandedes med Bedrøvelse over hans usle Udseende. Han tog ham med sig ind i Stuen, gav ham Mad og Drikke og Klæder, og da han mærkede, at Evens Anger over hans forrige syndefulde Liv var ligesaa dyb som oprigtig, overlagde han hos sig selv hvorledes han skulde hjelpe ham til at ernære sig paa en skikkelig Maade. En af Gaardens bedste Pladse blev efter nogen Tids Forløb ledig; han overlod den til Even, og denne, der var bleven ligesom et nyt Menneske, fandt her i et arbeidsomt og maadeholdent Liv den Lykke, han forhen forgjeves havde søgt i Lediggang og Suus og Duus.