29

“Kjære Børn”, sagde Vilhelms Fader til hans Søn Vilhelms smaae Venner, som han paa dennes Fødselsdag havde indbudet til sig i sin store Have, “drikker for Guds Skyld ikke Koldt, og gaaer ikke i Trækvinden, naar I have løbet Eder varme! Jeg kan ikke noksom advare Eder derfor, thi mangt et Barn ja endog mangt et voxent Menneske har derved paadraget sig en tidlig og ofte qvalfuld Død.”

Han fandt det nødvendigt at give dem denne Advarsel, fordi han blev vaer, at een af Vilhelms Kammerater, Gustav, efter at have løbet omkaps med et Par Andre, følte sig overmaade varm, og vilde drikke et Glas Vand, hvorfra han lykkeligviis forhindrede ham. — Gustav var imidlertid letsindig nok til at ringeagte den velmeente Advarsel. Han havde allerede forhen mange Gange drukket Koldt, naar han var heed, eller stillet sig ude i Vinden for hurtig at 30blive afkjølet, uden at det var blevet ham til Skade. Da han nu vidste, at der var en Brønd i en Krog af Haven, saa løb han lige derhen, for alligevel at stille sin Tørst.

Men fordi man flere Gange kan foretage noget Farligt uden strax at have Skade deraf, saa følger dog ikke deraf, at man altid kan gjøre det uden Skade. Heller ikke yttrer sig strax de sørgelige Følger af Handlinger, der skade vor Sundhed, men ofte først efter længere Tids Forløb. — Efterat Gustav havde stillet sin Tørst med det iiskolde Brøndvand, vendte han tilbage til Selskabet, hvor han af dem alle fik det Spørgsmaal: hvad han havde gjort, siden han saae ganske kridhvid ud i Ansigtet. “Intet”, svarede Gustav, uden at han agtede videre paa Spørgsmaalet, og tog strax med fornyet Iver Deel i de Andres Forlystelse, hvorved han efterhaanden mistede sit blege Udseende.

Nogle Dage efter klagede Gustav over Smerter i Hovedet og Brystet. Hans Forældre spurgte en Læge tilraads, som nøie udspurgte Drengen om hvorved han kunde have paadraget sig sin Upasselighed. Gustav fortalte imidlertid intet om hvad han havde gjort paa Vilhelms Fødselsdag, thi han tænkte selv ikke mere derpaa. Efterhaanden tiltog hans Sygdom mere og mere, han fik en slem Hoste, hentæredes og maatte tilsidst bestandig ligge tilsengs. Endelig faldt det ham ind, at han, efterat have drukket koldt Vand, da han var i Selskab hos Vilhelm, var bleven ganske bleg, og en Dag tilstod han for sine bedrøvede Forældre, at han nok dengang havde lagt Grunden til sin Sygdom. Han fik ingen Bebreidelser, thi Lægen havde allerede ladet sig mærke med, at Gustav kun havde faa Dage at leve i, og virkelig døde den forhen saa blomstrende og raske Dreng af Tæring efter et halvaarigt smertefuldt Sygeleie.

Da Vilhelms Fader fik høre, at hans Søns lille Ven var død, og tillige Aarsagen dertil, indbød han alle de Drenge, der havde været med at festligholde Vilhelms Fødselsdag, til sig paa Gustavs Begravelsesdag. Han førte dem hen til Liigkisten, hvori deres hensovede Ven laa, sagde dem i faa men kraftige 31Ord Aarsagen til hans tidlige Død, og formanede dem med Taarer i Øinene til at afholde sig fra at drikke Koldt eller stille sig i Trækvinden, naar de vare meget varme, og til den Ende at erindre deres ulykkelige Vens sørgelige og advarende Dødsmaade. Faderens Ord gjorde et dybt Indtryk paa Børnene, og dette i Forening med deres Sorg over Gustavs Død gjorde, at de sidenefter aldrig handlede mod hans faderlige Advarsel.

Indpræger Eder denne velmeente Advarsel, kjære Børn, og glemmer aldrig, at I ved at ringeagte den sætte Eders Liv og Helbred paa Spil, og derved berede Eders Forældre stor Sorg og Eder selv store Lidelser.

29

“Kjære barn”, sa Vilhelms far til hans sønn Vilhelms små venner, som han på dennes fødselsdag hadde indbudet til seg i sin store hage, “drikker for Guds skyld ikke Koldt, og går ikke i trekkvinden, når dere har løbet Eder varme! Jeg kan ikke noksom advare Eder derfor, thi mangt et barn ja endog mangt et voksent menneske har derved pådraget seg en tidlig og ofte kvalfull død.”

Han fant det nødvendig å gi dem denne advarsel, fordi han ble vaer, at een av Vilhelms Kammerater, Gustav, etter å ha løbet om kapp med et par andre, følte seg overmåte varm, og ville drikke et Glas vann, hvorfra han lykkeligvis forhindret ham. — Gustav var imidlertid letsindig nok til å ringeakte den velmente advarsel. Han hadde allerede forhen mange ganger drukket Koldt, når han var heed, eller stillet seg ute i vinden for hurtig å 30bli avkjølt, uten at det var blitt ham til skade. Da han nå visste, at der var en brønn i en krok av hagen, så løp han lige derhen, for allikevel å stille sin tørst.

Men fordi man flere ganger kan foreta noe Farligt uten straks å ha skade derav, så følger dog ikke derav, at man alltid kan gjøre det uten skade. Heller ikke yttrer seg straks de sørgelige følger av handlinger, der skade vår sunnhet, men ofte først etter lenger Tids forløp. — Etter at Gustav hadde stillet sin tørst med det iiskolde brønnvann, vendte han tilbake til selskapet, hvor han av dem alle fikk det spørsmål: hva han hadde gjort, siden han så ganske kritthvit ut i ansiktet. “Intet”, svarte Gustav, uten at han aktede videre på spørsmålet, og tok straks med fornyet Iver Deel i de Andres forlystelse, hvorved han etterhånden mistet sitt bleke utseende.

Noen dager etter klagede Gustav over smerter i hodet og brystet. Hans Forældre spurte en lege tilraads, som nøye utspurte drengen om hvorved han kunne ha pådraget seg sin Upasselighed. Gustav fortalte imidlertid intet om hva han hadde gjort på Vilhelms fødselsdag, thi han tenkte selv ikke mer derpå. Etterhånden tiltok hans sykdom mer og mer, han fikk en slem hoste, hentæredes og måtte til sist bestandig ligge til sengs. Endelig falt det ham inn, at han, etter at have drukket kaldt vann, da han var i selskap hos Vilhelm, var blitt ganske bleg, og en dag tilstod han for sine bedrøvede foreldre, at han nok dengang hadde lagt grunnen til sin sykdom. Han fikk ingen bebreidelser, thi legen hadde allerede ladet seg merke med, at Gustav kun hadde få dager å leve i, og virkelig døde den forhen så blomstrende og raske dreng av tæring etter et halvaarigt smertefullt sykeleie.

Da Vilhelms far fikk høre, at hans Søns lille venn var død, og tillike årsaken dertil, innbød han alle de drenger, der hadde vært med at festligholde Vilhelms fødselsdag, til seg på Gustavs Begravelsesdag. Han førte dem hen til likkisten, hvori deres hensovede venn lå, sa dem i få men kraftige 31ord årsaken til hans tidlige død, og formante dem med tårer i øynene til å avholde seg fra å drikke Koldt eller stille seg i trekkvinden, når de var meget varme, og til den ende å erindre deres ulykkelige Vens sørgelige og advarende dødsmåte. Faderens ord gjorde et dypt inntrykk på barna, og dette i forening med deres sorg over Gustavs død gjorde, at de sidenefter aldri handlede mot hans faderlige advarsel.

Indpræger Eder denne velmente advarsel, kjære barn, og glemmer aldri, at dere ved å ringeakte den sette Eders liv og helbred på spill, og derved berede Eders foreldre stor sorg og Eder selv store lidelser.