28

Ferdinand og Lovise vare Söskende og havde hinanden hjertelig kjær. Især holdt den lille Lovise inderlig af sin Broder, uagtet denne mangen Gang opförte sig noget uartig mod hende. Hvor hun kunde, sögte hun at være ham til Behag og gjöre ham Glæde, og fölte selv stor Fornöielse, naar hun fandt en Leilighed dertil.

Især lod hun aldrig sin Broders Födselsdag gaae hen, uden at overraske ham med en eller anden liden Foræring, og hele Maaneder i Forveien sparede hun sammen alle de Penge, hun fik af sine Forældre, for at kjöbe noget ret Smukt til sin Broder.

Saaledes var hun en Dag, kort för Ferdinands Geburtsdag, beskæftiget med at gjemme de smaae Foræringer, hun havde bestemt til ham, i sin lille Dragkiste, da Ferdinand pludselig traadte ind. Hurtig stödte Lovise Skuffen ind og vilde tillaase den, da Ferdinand, som mærkede hendes Overraskelse, sprang til, og spurgte, hvad hun havde gjemt der.

Det maa du endnu ikke vide, svarede Lovise smilende, og vilde tage Nöglen af. Ferdinand hindrede hende heri, og paastod at han vilde see hvad der var i Skuffen. Forgjeves bad hans blide Söster ham om at have Taalmodighed nogle Dage; den heftige Ferdinand, der ikke tænkte paa sin nære Geburtsdag, sögte at trænge Lovise bort, som havde stillet sig foran Dragkisten. Dette lykkedes ham ogsaa, og nu trak han fuld af Glæde Skuffen ud, medens Lovise gik grædende fra ham ind i Sideværelset.

Da Ferdinand fik see hvad der var i Skuffen, troede han neppe sine egne Öine. Han fandt en Æske med smukke Tinsoldater, en Æske med Farver, som han saa ofte havde önsket sig, og en deilig Tegnebog, hvorpaa 29hans Navn og Födselsdag stod udsyet. Nu indsaae han strax, hvorfor han endnu ikke skulde vide hvad hans gode Söster havde i sin Skuffe. Höist skamfuld over sin uartige Opförsel, hvorved han havde fordærvet en Glæde for sig og sin Söster, stod han og saae paa de smaae Herligheder, og vidste i Begyndelsen ikke hvad han skulde gjöre. Endelig gik han sagte og stiltiende ind til sin Söster, greb hendes Haand og sagde: “Kjære, gode Lovise! Jeg beder dig, vær ikke vred paa mig; jeg vil aldrig mere være uartig mod dig, men stedse snil og god!“ I det han sagde disse Ord, randt Taarerne ham ned af Kinderne.

Lovise aftörrede sine Taarer, og sagde med Blidhed: “Hvor kan jeg være vred paa dig, da du lover bestandig at være god og snil mod mig? Men kom nu, kjære Ferdinand, og modtag idag hvad jeg först havde tiltænkt dig om nogle Dage!“ — Hertil var imidlertid Ferdinand ikke at overtale. Han bad Lovise saalænge om at gjemme de skjönne Sager til hans Födselsdag, at hun endelig lovede ham det. Det Bedste af Alt var, at Ferdinand efter den Tid ligesaa ömt elskede sin gode Söster, som hun havde elsket ham.

28

Ferdinand og Lovise vare søsken og hadde hinannen hjertelig kjær. Især holdt den lille Lovise inderlig av sin bror, uaktet denne mangen gang oppførte seg noe uartig mot henne. Hvor hun kunne, søkte hun å være ham til behag og gjöre ham glede, og følte selv stor fornøyelse, når hun fant en leilighet dertil.

Især lot hun aldri sin Broders fødselsdag gå hen, uten å overraske ham med en eller annen liten Foræring, og hele måneder i forveien sparte hun sammen alle de penger, hun fikk av sine foreldre, for å kjøpe noe rett Smukt til sin bror.

Således var hun en dag, kort för Ferdinands Geburtsdag, beskjeftiget med å gjemme de små Foræringer, hun hadde bestemt til ham, i sin lille dragkiste, da Ferdinand plutselig trådte inn. Hurtig støtte Lovise skuffen inn og ville tillaase den, da Ferdinand, som merkede hennes overraskelse, sprang til, og spurte, hva hun hadde gjemt der.

Det må du ennå ikke vite, svarede Lovise smilende, og ville ta nøkkelen av. Ferdinand hindret henne heri, og påstod at han ville se hva der var i skuffen. Forgjeves bad hans blide søster ham om å ha tålmodighet noen dager; den heftige Ferdinand, der ikke tenkte på sin nære Geburtsdag, søkte å trenge Lovise bort, som hadde stillet seg foran dragkisten. Dette lyktes ham også, og nå trakk han full av glede skuffen ut, mens Lovise gikk gråtende fra ham inn i Sideværelset.

Da Ferdinand fikk se hva der var i skuffen, trodde han neppe sine egne øyne. Han fant en eske med smukke tinnsoldater, en eske med farger, som han så ofte hadde ønsket seg, og en deilig tegnebok, hvorpå 29hans navn og fødselsdag stod utsydd. Nå innså han straks, hvorfor han ennå ikke skulle vite hva hans gode søster hadde i sin skuffe. Høyst skamfull over sin uartige oppførsel, hvorved han hadde fordervet en glede for seg og sin søster, stod han og så på de små herligheter, og visste i begynnelsen ikke hva han skulle gjöre. Endelig gikk han sakte og stiltiende inn til sin søster, grep hennes hånd og sa: “Kjære, gode Lovise! Jeg beder deg, vær ikke vred på meg; jeg vil aldri mer være uartig mot deg, men stedse snill og god!“ I det han sa disse ord, rant tårene ham ned av kinnene.

Lovise aftörrede sine tårer, og sa med blidhet: “Hvor kan jeg være vred på deg, da du lover bestandig å være god og snill mot meg? Men kom nå, kjære Ferdinand, og motta i dag hva jeg først hadde tiltenkt deg om noen dager!“ — Hertil var imidlertid Ferdinand ikke å overtale. Han bad Lovise så lenge om å gjemme de skjønne saker til hans fødselsdag, at hun endelig lovede ham det. Det Bedste av alt var, at Ferdinand etter den tid likeså ømt elskede sin gode søster, som hun hadde elsket ham.