Lovise havde den slemme Vane at slikke og smage paa Alt, hvad hun kunde faae fat paa af Spise- og Drikkevarer. Hun var ofte bleven straffet af sine Forældre derfor, fordi Slikvurrenhed ikke alene er meget uanstændig, men ogsaa bliver Aarsag til at man ikke kan styre og undertrykke sine Lyster; den ender gjerne med Tyveri.
Alligevel afholdt Lovise sig ikke fra at slikke, naar Begjerligheden kom over hende. Havedøren 26maatte for hendes Skyld være bestandig lukket, saa længe der var Frugt i Haven; thi hun afplukkede Alt, hvad hun kunde naae, endog umodne Frugter, bed i Æblerne og Pærerne, og kastede dem væk, naar de endnu vare sure. Paa denne Maade fordærvede hun ligesaa megen Frugt, naar hun engang imellem kom i Haven, som Fuglene og Insekterne.
Helst sneg hun sig ind i Fadeburet, hvor hun med Fingrene tog Fløden af Mælkefadene. I Begyndelsen troede man, at Katten var Tyven, og afskaffede den derfor; men snart opdagede man, at Lovise meget godt vidste at finde Nøgelen til Fadeburet. Det var altsaa slet ikke at undres over, at Forældrene aldeles ingen Tiltro havde til hende, og at de lukkede Alting for hende som for en Tyv. Engang havde hun endog faaet fat paa en Flaske Brændeviin, som Faderen havde staaende i et Hjørneskab til at beværte Fremmede med; hun blev beruset deraf og næsten dødssyg.
En Dag var hun alene i Stuen, og et saadant Tilfælde pleiede hun gjerne at benytte. Hun saae sig omkring, om ikke et Skab stod aabent, eller om Nøgelen stod deri; endelig blev hun vaer en Skaal øverst paa Skabet. Strax gjorde hun Anstalter til at eftersee, om der var Noget for hende at slikke. Hun satte en Stol hen til Skabet, men da denne ikke var høi nok, trak hun ogsaa Bordet derhen, steg fra Stolen op paa Bordet og tog Skaalen ned. Der var noget Hvidt i den, der saae ud som stødt Sukker; hun dyppede Fingerspidsen deri, og smagte paa det; det smagte sødt, og hun slikkede altsaa med større og større Begjerlighed.
Pludselig traadte Moderen ind af Døren. Lovise forskrækkedes saa heftig, at hun nær var faldet ned af Bordet; men endnu større var Moderens Skræk, da hun saae at Lovise spiste Gift. “Ulykkelige Barn, hvad gjør du?” raabte hun. Hun løftede hende strax ned af Bordet, sendte Bud efter Lægen, gav hende sød Mælk at drikke for at hun skulde komme til at brække sig, og anvendte alle Midler for at redde hende fra en jammerlig Død.
27Snart følte Lovise de forfærdeligste Smerter i Indvoldene, og skreg saa at man kunde høre hende langt borte. Lægen kom og forordnede et Brækmiddel samt andre Lægemidler; men hun havde nok slikket formeget af Giften, thi omendskjøndt hun til Slutning slap derfra med Livet, havde Giften alligevel den Virkning, at hendes Lemmer siden den Tid bestandig skjælvede.
Den, der blindt hen følger sine Begjerligheder, styrter sig omsider i Fordærvelse.