24

Tvende Brødre, der begge vare meget fattige, tærskede Korn hos en rig Bonde i Nærheden af Christiania. De havde begge Koner og Børn, men Lidet at forsørge dem med, og klagede derfor ofte sin Nød for hinanden. Hvorledes skal det gaae os til Vinteren? sagde den Ene; Veden, Veden er saa dyr, at en fattig Mand ikke kan kjøbe den. De stakkels Børn komme til at fryse sig fordærvede! — Du gode Gud, hvad skal der blive til Mad og Huusleie, sukkede den Anden.

Hør, Broder Christian, sagde den Ene; Nød bryder alle Love! Vi kunne jo ikke hjelpe os paa anden Maade; lad os hver Aften, naar vi gaae hjem, fylde vore Lommer med 25Korn; lidt efter lidt bliver det dog en Skjeppe, og saaledes have vi dog lidt til Brød!

O Halvor, svarede Broderen, hvor kan du raade til saadant noget! Man maa jo ikke blot handle ret og rigtigt, naar det er en let Sag og ikke koster nogen Møie; selv i den største Nød maa man ikke gjøre Noget, som er ondt. Jeg kunde da aldrig have en god Samvittighed, og maatte skamme mig for Gud og alle Mennesker. Nei, lad os heller bede Huusbond, om at han vil give os en Skjeppe Korn i Forskud paa vor Dagløn!

De gjorde saa. Men Bonden var en haardhjertet Mand, og han svarede: Jeg kan ikke indlade mig derpaa. Fortjener først Kornet, saa skulle I faae det!

Vinteren blev stræng, og Nøden større og større i de tvende Brødres Huus. Naar de om Løverdagen fik deres Arbeidsløn, saa indfandt deres Kreditorer sig, og gjorde Fordring paa det Meste af hvad de havde fortjent, saa at de arme Tærskere tilsidst neppe vidste, hvad de skulde gjøre for at redde sig, Kone og Børn fra den haarde Nød.

Da begyndte atter den ene Broder at overtale den anden til Korntyveri. Den haarde og ubarmhjertige Mand tvinger os jo til at stjæle, og vi kunne dog ikke lade vore Børn hungre ihjel, sagde han.

Nei, svarede Christian standhaftig, jeg gjør det slet ikke, om endog Nøden var endnu større. Man skal ikke gjøre noget Ondt, om man endog kunde redde sit Liv derved!

Men hvem veed det da? spurgte hans Broder.

Hvem veed det? svarede Christian; veed du ikke, at Gud veed det?

Hvad mene I, at Broderen svarede?

24

Tvende brødre, der begge var meget fattige, tresket korn hos en rik bonde i nærheten av Christiania. De hadde begge koner og barn, men Lidet å forsørge dem med, og klagede derfor ofte sin nød for hinannen. Hvorledes skal det gå oss til vinteren? sa den Ene; Veden, veden er så dyr, at en fattig mann ikke kan kjøpe den. De stakkels barn komme til å fryse seg fordærvede! — Du gode Gud, hva skal der bli til mat og husleie, sukket den Anden.

Hør, bror Christian, sa den Ene; Nød bryter alle Love! Vi kunne jo ikke hjelpe oss på annen måte; la oss hver aften, når vi går hjem, fylde våre lommer med 25korn; litt etter litt blir det dog en skjeppe, og således har vi dog litt til brød!

O Halvor, svarte broren, hvor kan du råde til sådant noe! Man må jo ikke blot handle rett og riktig, når det er en lett Sag og ikke koster noen møye; selv i den største nød må man ikke gjøre Noget, som er ondt. Jeg kunne da aldri have en god samvittighet, og måtte skamme meg for Gud og alle mennesker. Nei, la oss heller bede husbond, om at han vil gi oss en skjeppe korn i forskudd på vår daglønn!

De gjorde så. Men bonden var en hårdhjertet mann, og han svarte: Jeg kan ikke innlate meg derpå. Fortjener først kornet, så skulle dere få det!

Vinteren ble streng, og nøden større og større i de tvende Brødres hus. Når de om lørdagen fikk deres arbeidslønn, så innfant deres kreditorer seg, og gjorde fordring på det Meste av hva de hadde fortjent, så at de arme Tærskere til sist neppe visste, hva de skulle gjøre for å redde seg, kone og barn fra den harde nød.

Da begynte atter den ene bror å overtale den annen til Korntyveri. Den harde og ubarmhjertige mann tvinger oss jo til å stjele, og vi kunne dog ikke lade våre barn hungre ihjel, sa han.

Nei, svarte Christian standhaftig, jeg gjør det slett ikke, om endog nøden var enda større. Man skal ikke gjøre noe Ondt, om man endog kunne redde sitt liv derved!

Men hvem vet det da? spurte hans bror.

Hvem vet det? svarede Christian; vet du ikke, at Gud vet det?

Hva mener dere, at broren svarte?