Lene havde en afskyelig Feil: hun fortalte Alle og Enhver hvad der foregik hjemme i hendes Forældres 22Huus. Börnene i Skolen, Tjenestepigerne og Naboerne vidste hvad der hver Dag blev spiist, drukket, talt, gjort. Ikke blot de uskyldigste Ting fortalte hun, men ogsaa det, som ikke Enhver maatte vide. Det var hende næsten umuligt at tie stille.
Naturligviis maatte heraf opkomme allehaande Misforstaaelser, Fortrædeligheder og Uvenskab med Naboerne; thi der gives altid nysgjerrige og ondskabsfulde Mennesker, der udspörge saadanne sladderagtige Börn, og misbruge hvad disse fortælle dem. Först vidste ikke Forældrene hvorfra al denne Sladder kom. Endelig opdagede de til deres store Sorg, at den kom fra deres eget Barn. De sögte nu at afvænne hende fra denne Feil derved, at de bestandig udelukkede hende fra deres fortrolige Samtaler og fra anden selskabelig Omgang. Naar altsaa hendes övrige Söskende legede inde i Forældrenes Stue eller samtalede med dem, maatte Lene opholde sig i Sideværelset. Denne fortjente Udelukkelse fra hendes saa kjære Forældres Selskab og Fortrolighed smertede hende inderligen; hun sögte at at vænne sig af med sin slemme Lyst til at fortælle Alt hvad hun saae og hörte, og efter megen Möie lykkedes det hende ogsaa.
Men hvem var Skyld i Lenes slemme Vane? Ingen anden end hendes egen Moder. Denne var meget nysgjerrig, og hvergang Lene havde været i Selskab maatte hun for sin Moder gjöre Regnskab for hvad hun havde spiist og drukket, hvad man havde talt om, hvordan Gjesterne vare klædte o. s. v. Moderen tilfredsstillede paa denne Maade sin Nysgjerrighed, men hun mærkede ikke, at Lene derved vænnede sig ikke alene til at fortælle hvad hun saae hos Fremmede, men ogsaa igjen at fortælle disse hvad der skede hjemme, og saaledes var hun efterhaanden blevet en övet Sladdrerske.