“Gud sørger for alle Ting. Ikke en Spurv falder til Jorden, uden hans Villie.”
Dette læste den lille Karen i en Bog, og spurgte derpaa sin Moder, om den kjære Gud da ogsaa sørger for de smaae Børn?
Ja vist, mit Barn, sagde Moderen; han satte jo Forældre til at sørge for Børnene, og Alt hvad Forældrene give Børnene, det have de af ham.
Da sagde Karen: Jeg har Gud saa kjær, og jeg tænker mig ham saa inderlig god. Jeg tør vel ogsaa bede ham om Noget?
Moderen. Det tør du ikke alene, men han vil ogsaa at du skal gjøre det.
Karen. Giver han mig da Alt hvad jeg beder om?
Moderen. Nei, mit Barn, det gjør han ikke; dertil er han altfor god.
Karen. Altfor god?
Moderen. Ja, kjære Karen, vi Mennesker vide ikke altid, hvad der er godt for os, men Gud veed det.
Karen. Gud giver os altsaa kun det, der er godt for os?
Moderen. Ja, mit Barn; især hører han ganske vist din Bøn, naar du beder ham om et godt, fromt Hjerte.
Karen. Jeg vil da bee den gode Gud, at han vil give mig et godt, fromt Hjerte, og Alt hvad der er mig gavnligt!