18

En fattig Vandringsmand kunde ikke naae til nærmeste Gaard formedelst Sneen, der føg fra alle Kanter og udslettede Veisporet. Han satte sig ned ved Kanten af Veien, men af Mathed og Kulde sov han ind, og stod herved Fare for at fryse ihjel. Imidlertid kom to Bønder kjørende. Hans, som kjørte i den forreste Slæde, saae Manden ligge sovende. ”Der ligger et Menneske, raabte han; enten er han død eller drukken!”

Christian, der kjørte i den anden Slæde, standsede, gik ud af Slæden, og forsøgte længe, om han ikke kunde vække ham, men han fandt ingen Bevægelse hos ham. Kom, raabte Hans, lad ham ligge; hvad kommer han os ved? Vi maae hjem! Nei, svarede Christian, jeg læste nylig i Penningmagazinet, at man ved en forstandig og rigtig Behandling kan bringe et Menneske tillive, der er frosset ihjel. Hjelp mig at faae ham i Slæden, saa vil jeg kjøre ham hjem og forsøge om det ikke er muligt at redde ham. Det var ret, svarede Hans; jeg sidder nu her saa varmt, og vil ikke for den Sags Skyld komme til at fryse igjen! Derpaa kjørte han afsted.

Christian løftede den Stivfrosne alene op i Slæden, kjørte hjem med ham, trak Klæderne af ham og bedækkede ham med Snee, saaledes at alene Ansigtet blev frit. Alt dette skede i et koldt Værelse. Efter nogle Timers Forløb mærkede han, at Sneen smeltede, og at Legemet begyndte at blive varmt. Nu lagde han ham i en Seng, men vovede ikke endnu at bringe ham i et varmt Værelse.

Da den Syge til Christians store Glæde og Naboernes Forundring havde givet Livstegn og kom mere og mere til sig selv, lod han ham drikke en Kop lunken Thee med Eddike i. Den følgende Dag kom Lægen, som Christian havde sendt Bud efter, og ved hans videre Hjelp blev den fattige Vandringsmand efter nogle Dages Forløb saa frisk, at han kunde fortsætte sin Reise. Med Taarer i Øinene takkede han sin Velgjører, og ønskede ham Guds Velsignelse for hans menneskekjærlige Handling.

Denne ædle Daad blev vidt og bredt bekjendt, og skaffede den brave Christian alle gode Menneskers Agtelse og Kjærlighed; Hans derimod blev foragtet af Alle for sin Følesløshed og Mangel paa Menneskekjærlighed.

18

En fattig vandringsmann kunne ikke nåe til nærmeste gård formedelst Sneen, der føk fra alle kanter og udslettede Veisporet. Han satte seg ned ved kanten av veien, men av matthet og kulde sov han inn, og stod herved fare for å fryse ihjel. Imidlertid kom to bønder kjørende. Hans, som kjørte i den forreste slede, så mannen ligge sovende. ”Der ligger et menneske, ropte han; enten er han død eller drukken!”

Christian, der kjørte i den annen slede, stanset, gikk ut av sleden, og forsøkte lenge, om han ikke kunne vekke ham, men han fant ingen bevegelse hos ham. Kom, ropte Hans, la ham ligge; hva kommer han oss ved? Vi må hjem! Nei, svarte Christian, jeg leste nylig i Penningmagazinet, at man ved en forstandig og riktig behandling kan bringe et menneske til live, der er frosset ihjel. Hjelp meg å få ham i sleden, så vil jeg kjøre ham hjem og forsøke om det ikke er mulig å redde ham. Det var rett, svarede Hans; jeg sitter nå her så varmt, og vil ikke for den saks skyld komme til å fryse igjen! Derpå kjørte han av sted.

Christian løftet den Stivfrosne alene opp i sleden, kjørte hjem med ham, trakk kledene av ham og bedekkede ham med snø, således at alene ansiktet ble fritt. Alt dette skjedde i et kaldt værelse. Etter noen Timers forløp merkede han, at Sneen smeltede, og at Legemet begynte å bli varmt. Nå la han ham i en seng, men vovede ikke ennå å bringe ham i et varmt værelse.

Da den syke til Christians store glede og naboenes forundring hadde gitt livstegn og kom mer og mer til seg selv, lot han ham drikke en kopp lunken te med eddik i. Den følgende Dag kom legen, som Christian hadde sendt bud etter, og ved hans videre hjelp ble den fattige vandringsmann etter noen Dages forløp så frisk, at han kunne fortsette sin reise. Med tårer i øynene takket han sin velgjører, og ønsket ham Guds velsignelse for hans menneskekjærlige handling.

Denne edle dåd ble vidt og bredt bekjent, og skaffet den brave Christian alle gode Menneskers aktelse og kjærlighet; Hans derimot ble foraktet av alle for sin Følesløshed og mangel på menneskekjærlighet.