Niels foretog sig gjerne unyttige Ting. Naar han hentede Plougjernene hos Smeden, eller havde slebet sin Lja, skulde han altid probere dem paa det første det bedste Træ, han fandt.
Paa Nabogaarden havde Eieren plantet Træer rundt omkring Husene og flere Steder. Især havde han opelsket en skjøn Allee fra Veien lige op til Indgangen af Huset, bestaaende af ranke Løn-, Birke-, Aske- og flere Slags Løvtræer. Til sin store Ærgrelse saae han engang, at Stammerne paa flere Steder vare beskadigede ved Indsnit, og at nogle af dem endog døde ud. For at faae fat paa Gjerningsmanden, satte han hemmelig en af sine Tjenestekarle paa Vagt i Nærheden, og det varede ikke længe førend Niels blev grebet, og han maatte anvende et halvt Aars Løn til at betale Skaden. Han sagde da, at han ikke var alene derom, men at Andre ogsaa havde beskadiget Træerne.
“Dig alene har jeg truffet,“ sagde Naboen, “og ingen Anden. Har du derimod seet Andre ifærd med saadanne slette Handlinger, saa skulde du have advaret dem istedetfor at gjøre ligedan.“
Mennesket bør stræbe at gjøre Guds skjønne Jord endnu skjønnere ved at opdyrke og beplante den, og det vidner om en høi Grad af Raahed og Letsindighed, naar Nogen fordærver og ødelægger hvad en Anden har plantet.
Ødelæg ei kaad i VaarenSpæde Qvist, — men giv den Læ!Veed du, om den er udkaarenTil din Alders Skyggetræ?