Enhver Skabning, der lever og kan føle, er et Dyr. Den lille Myg er altsaa ligesaavel et Dyr, som den store Oxe. Den lille Maddike, som findes i Ost, og som man neppe kan see med blotte Øine, er et Dyr ligesaavel som den uhyre Hvalfisk. De inddeles i 6 Klasser: Pattedyr, Fugle, Amphibier, Fiske, Insekter og Orme.
Dyrene leve overalt: i Vandet, i Jorden og paa Jorden. Der gives ogsaa Dyr, der kunne leve baade i Vandet og paa Landet, f. Ex. Krokodillen og Frøerne.
Dyrenes Legeme ere bedækkede med en Hud. Denne Hud er nøgen hos mange Dyr; hos andre er den besat med Haar, eller Pigge, eller Skjolde, eller Skjæl, eller Fjær. Under Huden have de Fedt, Muskler eller Kjød, Knokler, Bruske og en Mængde Blodaarer. Dog gives der Dyr, som hverken have Knokler eller Bruske, f. Ex. Insekterne.
De fleste Dyr have Stemme, og kunne see, høre, lugte, smage og føle; mange mangle en eller anden af disse Sandser. Imidlertid kunne alle Dyr føle og smage.
Mange Dyr have Vaaben, som: Horn, Tænder, Kløer, Hove, hvormed de forsvare sig mod deres Fiender.
Dyrene leve af Græs og Urter, Korn og Frugter. Der gives derhos mange Dyr, der æde andre Dyrs Kjød, som: Løven, Ulven, Ørnen, Krokodillen. Et saadant Dyr kaldes et Rovdyr.
Mennesket benytter Dyrene paa mange Maader. Eet Dyr bruger han til at bære svære Byrder, et andet til at ride, kjøre, pløie, o. s. v. Kjød, Melk, Æg, Talg, Haar, Fjær, Huder, Horn, Skjolde, Tænder, Knokler, Altsammen benyttes af Mennesket. Hvad bruges alle disse Ting til?