I Drammen var der en Høst en farlig Børnesygdom. Blandt Andre blev en Tømmermands Barn pludselig meget syg, og Forældrene sendte strax Bud efter Lægen. Han kom, og medbragte Lægemidler, af samme Slags, som han allerede med Held havde anvendt hos mange Syge; thi med Alle, der havde taget dem ind i rette Tid, var det blevet bedre.
Det syge Barn vilde derimod slet ikke tage Lægemidler ind. Forældrene spurgte det, om det ikke ønskede at blive friskt igjen. O jo, kjære Forældre, jeg ønsker inderlig at blive snart frisk igjen, men Lægemidlet smager saa bittert, svarede Barnet. Dersom du vil blive frisk igjen, maa du indtage Lægemidlet, enten det smage sødt eller bittert; paa anden Maade gaaer det ikke an at faae din Sundhed igjen, sagde de ængstelige Forældre.
Men nei, Barnet blev ved sin Egensindighed; det vilde gjerne blive friskt igjen, men slet ikke indtage noget Lægemiddel. Efter faa Dages Forløb maatte Barnet døe. Tilsidst tog det gjerne ind, hvad Lægen gav det, men Sygdommen havde nu taget saaledes til, at det var — forsildigt.