Erik Nielsen holdt tidlig sine Børn til at erhverve sig Noget ved Arbeide. Hans Døttre syede og strikkede ogsaa udenfor Skoletimerne, og han afkjøbte dem da undertiden deres smaae Arbeider. Hans Sønner dreiede, eller gjorde allehaande Paparbeider. Ogsaa disse afkjøbte Faderen dem, naar de vare peent og net gjorte. Børnene havde saaledes altid Penge under Hænderne, som de kunde bruge efter deres eget Godtbefindende; men Faderen formanede dem ofte til at anvende dem paa en nyttig Maade og omgaaes sparsomt med dem, og holdt derhos Øie med Anvendelsen. Carl og Marie, Eriks yngste Børn, fulgte ogsaa disse Formaninger, og kjøbte for deres Penge forskjellige Ting, som vare dem nødvendige: Papir, Penne, Blyanter, Knive og Saxe. Hvor stor var ikke deres Glæde, naar de ved deres Arbeide havde fortjent sig nogle Skillinger, og hvor kjært var dem ikke Alt det, de havde kjøbt for sine egne Penge!
Gustav, Eriks ældste Søn, holdt imidlertid ikke saa godt Huus med sine Penge, som hans Søskende gjorde. Alt, hvad han saae og som behagede ham ved første Øiekast, vilde han have, og derfor kjøbte han ofte aldeles 13unyttige Ting, eller og hvad han ikke just behøvede. Han havde f. Ex. en meget god Tællekniv, men da han en Dag fik see en med et meget smukt Skaft, som en Bonde falbød ham, kjøbte han den og betalte den endog temmelig dyrt. Dagen efter indtraf en nødvendig Udgivt for ham; nu manglede han Penge, og vilde laane af sine Søskende, men dette havde Faderen strængt forbudet. Han bad nu sine Forældre om at de vilde give ham nogle Penge, men fik det Svar: ”Lær at omgaaes sparsomt med dine Penge, kjøb ingen unyttige eller unødvendige Ting, saa vil du aldrig komme til at mangle de fornødne Penge til dine Udgivter.”