”Hør, kjære Moder,” sagde den lille Anton, da han en Dag kom hjem af Skolen, ”den stakkels Halvor, som du veed har hverken Fader eller Moder, gaaer det ret ilde med; han er bleven meget syg, og de slemme Folk, som have taget ham til sig, lade ham ligge i et afsides Kammer ganske alene, uden at opvarte og pleie ham. Dette gjør mig meget ondt, og jeg vilde gjerne besøge den syge Halvor ret ofte, dersom du tillader det.” Meget gjerne, min Søn, svarede Moderen, det er ret og godt at Venner staae hinanden bi i Nøden, men vær derhos forsigtig og erkyndige dig i Forveien om din Vens Sygdom er smitsom eller ei, for at du ikke skal blive udsat for nogen Fare. Strax løb Anton hen for at forespørge sig herom, og bragte den Efterretning, at Sygdommen ikke var smitsom. Nu gik han hver Dag til sin syge Ven, sad hele Timer ved hans Seng, hentede Alt hvad han behøvede, og tilbragte endog nogle Timer hos ham om Natten. Da Halvor begyndte at komme sig, læste Anton for ham af gode Bøger, og bragte ham styrkende Spise, som han havde bedet sin Moder om. En af hans Skolekammerater sagde engang til ham: 14“Du er dog ret en Nar, at du sidder hele Timer hos den syge Halvor; jeg for min Part vilde betakke mig derfor!” Men vilde du da ikke synes godt om, svarede Anton, naar du var syg og forladt af Alle, at en Ven tog sig af dig, trøstede og pleiede dig?

Halvor blev snart igjen frisk, og takkede med inderlig Rørelse sin Ven Anton for hans kjærlige Bistand. “Hvor vilde det ikke være mig kjært, sagde han, dersom jeg kunde gjøre dig nogen Glæde igjen, gode Anton, men jeg er fattig, og veed heller ikke hvormed jeg skulde kunne glæde dig.” Nogen Tid efter kom Anton en Dag ud i sin lille Have, som han selv havde anlagt og indrettet i Gaarden. Hvor blev han ikke forundret, da han fandt Bedene omhyggelig rensede fra Ukrud, nye smukt udskaarne Stokke satte til alle hans Blomster, og desuden to deilige dobbelte Nelliker plantede midt i Blomsterbedet. Han kunde slet ikke begribe, hvorledes dette var gaaet til, thi Aftenen i Forveien havde han været i sin Have, og da var Alt som forhen. I Begyndelsen tænkte han, at hans Forældre havde gjort ham denne Glæde, men hverken de, eller Folkene i Huset vidste noget derom. Endelig fik Anton vide af en Nabo, at den taknemmelige Halvor tidlig om Morgenen havde bragt Blomsterne ind i Haven og pyntet den. Nu fik Anton Halvor end mere kjær; de levede fra den Tid i det inderligste Venskab, og havde gjerne ladet Livet for hinanden, dersom et saadant Tilfælde havde indtruffet.

”Hør, kjære mor,” sa den lille Anton, da han en dag kom hjem av skolen, ”den stakkels Halvor, som du vet har hverken far eller Moder, går det rett ilde med; han er blitt meget syk, og de slemme folk, som har tatt ham til seg, lade ham ligge i et avsides kammer ganske alene, uten å oppvarte og pleie ham. Dette gjør meg meget ondt, og jeg ville gjerne besøke den syke Halvor rett ofte, dersom du tillater det.” Meget gjerne, min sønn, svarte moren, det er rett og godt at venner stå hinannen bi i nøden, men vær derhos forsiktig og erkyndige deg i forveien om din Vens sykdom er smittsom eller ei, for at du ikke skal bli utsatt for noen fare. Straks løp Anton hen for å forespørre seg herom, og brakte den etterretning, at sykdommen ikke var smittsom. Nå gikk han hver dag til sin syke venn, satt hele Timer ved hans seng, hentet alt hva han behøvde, og tilbrakte endog noen Timer hos ham om natten. Da Halvor begynte å komme seg, leste Anton for ham av gode bøker, og brakte ham styrkende spise, som han hadde bedt sin mor om. En av hans Skolekammerater sa engang til ham: 14“Du er dog rett en narr, at du sitter hele Timer hos den syke Halvor; jeg for min part ville betakke meg derfor!” Men ville du da ikke synes godt om, svarede Anton, når du var syk og forlatt av alle, at en venn tok seg av deg, trøstet og pleide deg?

Halvor ble snart igjen frisk, og takket med inderlig Rørelse sin venn Anton for hans kjærlige bistand. “Hvor ville det ikke være meg kjært, sa han, dersom jeg kunne gjøre deg noen glede igjen, gode Anton, men jeg er fattig, og vet heller ikke hvormed jeg skulle kunne glede deg.” Noen tid etter kom Anton en dag ut i sin lille hage, som han selv hadde anlagt og innrettet i gården. Hvor ble han ikke forundret, da han fant bedene omhyggelig rensede fra ukrutt, nye smukt utskårne Stokke satte til alle hans blomster, og dessuten to deilige dobbelte nelliker plantede midt i blomsterbedet. Han kunne slett ikke begripe, hvorledes dette var gått til, thi Aftenen i forveien hadde han vært i sin hage, og da var alt som forhen. I begynnelsen tenkte han, at hans foreldre hadde gjort ham denne glede, men hverken de, eller folkene i huset visste noe derom. Endelig fikk Anton vide av en nabo, at den takknemlige Halvor tidlig om morgenen hadde brakt blomstene inn i hagen og pyntet den. Nå fikk Anton Halvor enda mer kjær; de levde fra den tid i det inderligste vennskap, og hadde gjerne ladet livet for hinannen, dersom et sådant tilfelle hadde inntruffet.