Læreplanatlas
Mellemste KlasseII. Fortællinger og Naturbetragtninger.

3. Faaret.

7

Iblandt Dyrene er Faaret et af de nyttigste for Menneskene; derfor finder man Faar næsten i enhver Bondegaard. En Flok Faar kaldes en Faarehjord.

Faarene æde Græs og alleslags Urter; om Vinteren æde de helst fiint Høe, men de kunne ogsaa nøies med Halm, Løv og Bar, dog blive de let syge, dersom de faae daarligt Foder.

Naar Faaret endnu er lidet, kalder man det Lam. Ethvert Lam i Hjorden kjender sin Moder, og enhver Moder i Hjorden kjender sit Lam. Lammet fødes om Foraaret. Det patter sin Moder saalænge til det kan æde Græs og Hø.

Hannen kaldes Vædder. Den har ofte store krumme Horn, gaaer i Spidsen for Hjorden og anfører og forsvarer Faarene. De islandske Faar have henimod 8 Horn. De arabiske Faar have saa tykke og fede Haler, at de kunne veie henimod 40 Pund.

Faaret gjør os især Nytte ved sin Uld, der klippes ved Sommerens Begyndelse og om Høsten. Ulden af de spanske og engelske Faar er den bedste. Dets Kjød, 8Talg, Skind og Melk er ligeledes af særdeles Nytte.

Af Melken laves feed Ost, og af Talgen støbes Lys. Af Fødderne og Knoklerne koges Liim.

Faarene finde Behag i Musik, især Fløitespil. Allerede i de allerældste Tider have Menneskene lagt Vind paa Faareavlen. Abel levede som Faarehyrde; Patriarken Jakob ligesaa.