309

Som anført, lærte vore Forfædre først ved Kristendommens Indførelse den Kunst at bygge af Sten og Kalk. En stor Del af disse Bygninger er nu forsvunden, navnlig det meste af, hvad der var opført i vore gamle Byer (Oslo, Hamar, Tunsberg, Stavanger, Bergen og Nidaros), og mange af Landskirkerne. I det Hele er der omtrent 170 Stenbygninger tilbage fra Middelalderen, som endnu ere i Brug, dog med større eller mindre Forandringer. De fleste ere i rundbuet Stil og derfor ældre end Aaret 1200; kun meget faa ere yngre end 1300. Den nordligste er Throndenes Kirke i Finmarken, 310som derhos er en af de største og vakreste Landskirker. Den ældste er Mosters Kirke i Søndhordland; den blev opført mellem Aarene 996—1000 og er rimeligvis nu den ældste Bygning i de tre nordiske Riger, ligesom Throndhjems Domkirke engang var den største og pragtfuldeste.

Naar vi nøiere undersøge vore Stenbygninger fra Middelalderen, viser der sig i det Mindre det samme, som vi træffe i andre Lande paa denne Tid. I Middelalderen blev der anvendt mange Penge og stor Arbeidskraft paa Bygninger, især Kirker; alligevel havde man ikke Raad til at udføre de Anlæg, man havde gjort, eller til at fuldføre en Bygning saaledes, som den var begyndt. Vi kan træffe ualmindelig vakre Former, fint Stenhuggerarbeide, baade i simplere Dele og i de mest kunstige Forsiringer, nøiagtig Muring og udmærket Kalk; men vi træffe ogsaa mange Skjevheder af Mangel paa rigtigt Maal. Ofte ere Grundvoldene daarligt lagt, eller man har brugt Sten dertil, som ikke staar sig godt mod Veiret, og, om end Murene synes stærke som Fjeld, saa ere de dog kun hule eller dobbelte, det vil sige, at kun den indre og ydre Side er fast Mur, medens Mellemrummet er fyldt med Kalk, Grus og Smaastene. I flere Bygninger kan vi se, at Koret, der sædvanlig byggedes først, er vakkert gjort, men, jo længere mod Vest, desto simplere og fattigere bliver Arbeidet; og, naar man i Vestenden har villet have et Taarn, saa er det undertiden knapt kommet saa høit op som til Gavlen af Kirken.

Vore Bygninger fra Middelalderen og navnlig Landskirkerne ere for det meste opførte af tugtet Graasten, dog i mange Tilfælde med Hjørner af huggen Sten. Ikke sjelden ere Murene endog helt opførte af Kvaderstene eller firhugne Stene. Hertil er i Kristiania Stift mest brugt Kalksten, i de øvrige Stifter næsten uden Undtagelse den ypperlige Klæbersten, som lader sig saa let tildanne og staar sig bedst af al Sten mod Veiret. I nogle faa Kirker, navnlig i Throndhjems Domkirke, er der ogsaa brugt Marmor. Teglsten derimod eller Sten af brændt Ler var den Tid kun lidet kjendt her i Landet og neppe før 1250. Ingen af de staaende Bygninger er opført af denne Sten.

Hvad Stenkirkernes Former angaar, ser man i mange Tilfælde endnu klarere end ved Stavekirkerne, at deres Forbillede er hentet fra engelsk-nordmandiske Kirker. Det maa dog lægges Mærke til, at de nuværende Spir, Trætaarne og Tagværk hidrøre fra nyere Tid; ligeledes ere Vaabenhusene og de fleste Vinger (Kors) og Sakristier senere Tilbygninger. Kun yderst faa have fra først af havt muret Taarn, medens alle de andre dengang overhovedet vare uden Taarn; Klokkerne hang da vistnok enten paa Loftet indenfor en Aabning i vestre Gavl eller i en egen Støpel, opført i Nærheden af Kirken. Før 1200 vare de større Rum altid dækkede med Træloft; det samme var for det meste Tilfældet ogsaa efter den Tid, da Stenhvælvinger kun kjendtes i de største Kirker. Men Træloftene vare ikke altid flade og lukkede; i flere Tilfælde har der, som vi endnu kan se, været faa eller ingen Tverbjelker, og man kunde ligesom i Stavekirkerne se helt op i Taget eller 311Spærreværket. De faa Vinduesaabninger, som fandtes, vare kun smaa, og Buen mellem Skibet og Koret yderst trang.

De simpleste Kirker udgjøre kun en aflang Firkant, saa at der i det Ydre ikke er nogen Forskjel paa Skib og Kor. I de fleste Tilfælde er dog Koret baade lavere, kortere og smalere end Skibet, og ikke sjelden ender det i en Halvrunding. Rigere er derimod Formen, naar Kirkens Langhus ved Søiler eller Piller deles i et Mellemskib og to Sideskibe, saaledes som i Akers, Grans og Ringsakers Kirker. Endnu rigere var Formen, naar der foruden den nævnte Inddeling fandtes et Taarn, som i Stavangers Kirke, eller endog to Taarne, som i Mariekirken i Bergen, ved vestre Side. Men den rigeste Form, som kjendes her i Landet, er den, som træffes i Throndhjems Domkirke. Her møder os ei alene den omtalte Inddeling og to Taarne i Vestenden, men omtrent paa Midten af Kirken er der et Tverskib eller til hver Side en Vinge, og, hvor dette Tverskib støder sammen med Langhusets Mellemskib, reiser der sig et tredie stort Taarn. Saaledes var det og i Hamars Domkirke, som nu er nedfalden.

309

Som anført, lærte våre forfedre først ved Kristendommens Indførelse den kunst å bygge av Sten og kalk. En stor del av disse bygninger er nå forsvunnen, navnlig det meste av, hva der var oppført i våre gamle byer (Oslo, Hamar, Tunsberg, Stavanger, Bergen og Nidaros), og mange av landskirkene. I det hele er der omtrent 170 steinbygninger tilbake fra middelalderen, som ennå er i Bruk, dog med større eller mindre forandringer. De fleste er i rundbuet stil og derfor eldre enn Aaret 1200; kun meget få er yngre enn 1300. Den nordligste er Throndenes Kirke i Finmarken, 310som derhos er en av de største og vakreste Landskirker. Den eldste er Mosters Kirke i Søndhordland; den ble oppført mellom årene 996—1000 og er rimeligvis nå den eldste bygning i de tre nordiske riker, likesom Throndhjems domkirke engang var den største og pragtfuldeste.

Når vi nøyere undersøke våre steinbygninger fra middelalderen, viser der seg i det Mindre det samme, som vi treffer i andre land på denne tid. I middelalderen ble der anvendt mange penger og stor arbeidskraft på bygninger, især kirker; allikevel hadde man ikke råd til å utføre de anlegg, man hadde gjort, eller til å fullføre en bygning således, som den var begynt. Vi kan treffe ualminnelig vakre former, fint steinhuggerarbeid, både i simplere dele og i de mest kunstige forsiringer, nøyaktig muring og utmerket kalk; men vi treffer også mange skjevheter av mangel på riktig mål. Ofte er grunnvollene dårlig lagt, eller man har brukt Sten dertil, som ikke står seg godt mot været, og, om enn murene synes sterke som Fjell, så er de dog kun hule eller dobbelte, det vil si, at kun den indre og ytre side er fast mur, mens mellomrommet er fylt med kalk, grus og Smaastene. I flere bygninger kan vi se, at koret, der sedvanlig byggedes først, er vakkert gjort, men, jo lenger mot vest, desto simplere og fattigere blir arbeidet; og, når man i vestenden har villet have et tårn, så er det undertiden knapt kommet så høyt opp som til gavlen av kirken.

Våre bygninger fra middelalderen og navnlig landskirkene er for det meste oppførte av tuktet Graasten, dog i mange tilfelle med hjørner av hugget Sten. Ikke sjelden er murene endog helt oppførte av kvadersteiner eller firhugne Steiner. Hertil er i Kristiania Stift mest brukt kalkstein, i de øvrige Stifter nesten uten unntakelse den ypperlige kleberstein, som lar seg så lett tildanne og står seg best av all Sten mot været. I noen få kirker, navnlig i Throndhjems domkirke, er der også brukt marmor. Teglstein derimot eller Sten av brent Ler var den tid kun lite kjent her i landet og neppe før 1250. Ingen av de stående bygninger er oppført av denne Sten.

Hva steinkirkenes former angår, ser man i mange tilfelle enda klarere enn ved Stavekirkerne, at deres Forbillede er hentet fra engelsk-normanniske kirker. Det må dog legges merke til, at de nåværende spir, tretårn og takverk hidrøre fra nyere tid; likeledes er våpenhusene og de fleste vinger (kors) og sakristier senere Tilbygninger. Kun ytterst få ha fra først av hatt muret tårn, mens alle de andre dengang overhodet vare uten tårn; Klokkerne hang da vistnok enten på loftet innenfor en åpning i vestre gavl eller i en egen Støpel, oppført i nærheten av kirken. Før 1200 var de større rom alltid dekket med Træloft; det samme var for det meste tilfellet også etter den tid, da steinhvelvinger kun kjentes i de største kirker. Men Træloftene vare ikke alltid flate og lukket; i flere tilfelle har der, som vi ennå kan se, vært få eller ingen Tverbjelker, og man kunne likesom i Stavekirkerne se helt opp i taket eller 311sperreverket. De få vindusåpninger, som fantes, vare kun små, og buen mellom skipet og koret ytterst trang.

De simpleste kirker utgjøre kun en avlang firkant, så at der i det ytre ikke er noen forskjell på skip og Kor. I de fleste tilfelle er dog koret både lavere, kortere og smalere enn skipet, og ikke sjelden ender det i en Halvrunding. Rikere er derimot formen, når Kirkens Langhus ved søyler eller piller deles i et Mellemskib og to sideskip, således som i Akers, Grans og Ringsakers kirker. Enda rikere var formen, når der foruten den nevnte inndeling fantes et tårn, som i Stavangers Kirke, eller endog to tårn, som i Mariekirken i Bergen, ved vestre side. Men den rikeste form, som kjennes her i landet, er den, som treffes i Throndhjems domkirke. Her møter oss ei alene den omtalte inndeling og to tårn i vestenden, men omtrent på midten av kirken er der et tverrskip eller til hver side en Vinge, og, hvor dette tverrskip støter sammen med Langhusets Mellemskib, reiser der seg et tredje stort tårn. Således var det og i Hamars domkirke, som nå er nedfalden.