Af vore Klosterbygninger er omtrent Halvdelen forsvunden; af den anden Halvdel staa endnu større eller mindre tagløse Dele paa Hovedøen ved Kristiania, Lysekloster i Søndhordland, Selje i Nordfjord, Rein og Tauters ved Throndhjemsfjorden. Levningerne af Klosteret paa Nidarholm, eller nu Munkholmen i Throndhjemsfjorden, have vel Tag over sig, men ere meget forandrede og indbyggede i en nyere Bygning; dog sees det, at Hovedformen har været rund, en Form, som ellers ikke er truffet i Norge. Et Par mindre Rum af Nonneseter Kloster i Oslo have endnu sine Hvælvinger og findes i den derværende Bispegaard; ligeledes er et Par lignende Rum dels af Nonneseter Kloster paa Lungegaarden i Bergen og dels af Jonsklosteret i samme By endnu bevarede i derværende private Huse. Kun af to Klostre bruges endnu større Dele til kirkeligt Brug, nemlig Domkirken i Bergen og Utsteins Klosters Kirke i Ryfylke. Begge ere i spidsbuet Stil og have rige Forsiringer omkring Døre og Vinduer.
Af Biskopsgaarde er der kun levnet en, nemlig den saakaldte Kongsgaard eller Artillerigaarden i Throndhjem; ved Stavangers lærde Skole staar der et meget vakkert Kapel, som engang hørte til den nedrevne Biskopsgaard, og ved Grans Præstegjeld paa Hadeland er der en liden simpel Stenbygning paa 3 Stokværk, hvori Biskopen af Hamar holdt til, naar han var paa de Kanter.
Ogsaa de kongelige Borge eller Kasteller ere mestendels forsvundne; dog er der endnu nogle Mure tilbage af det saakaldte Mjøskastel, som Haakon Haakonssøn reiste paa en liden Holme ligeud for Gaarden Sten paa Hedemarken; og af det ene af de Kasteller, som han byggede paa det nuværende Bergenhus, findes enkelte Levninger i det derværende store Taarn. Dette blev for største Delen opført i Aarene omkring 1563 af Lensherren Erik Rosenkrants, men har nu faaet det urigtige Navn Valkendorfs Taarn. Kun en eneste verdslig Stenbygning er for største Del 312endnu levnet, nemlig Hallen paa Bergenhus. Den er opført i spidsbuet Stil af Haakon Haakonssøn mellem Aarene 1247 og 1263, og var fra først af bestemt til en kongelig Gjæstebudssal; hertil blev den rimeligvis ogsaa brugt endnu omkring 1350. Men fra Slutningen af det 17de Aarhundrede har den været Kornmagasin, og er derfor nu i en sørgelig Stand; dog tør man vel haabe, at der kommer en Tid, da Regjering og Storthing ville gjøre sit til, at den kan faa et værdigere Brug. Bygningen var fra først af delt i tre Stokværk. Det nederste, hvori tre Kjeldere, havde ingen Lysaabninger og var dækket med et fladt Træloft; det mellemste havde ligeledes tre Rum, syv smaa Vinduer og fire Piller, som bare Hvælvingerne. I det øverste Stokværk, eller den egentlige Festsal, var der paa Langsiden syv store Vinduer og i Endevæggen et meget bredt Vindu med saadan Høide, at det gik et Stykke op i Gavlen, og under dette Vindu stod rimeligvis den kongelige Trone; Rummet var ikke dækket med fladt Loft, hvorimod dette var aabent, saa at man kunde se op i Sperreværket, som formodentlig var prydet med Udskjæringer. Bygningens Form, navnlig i det øverste Rum, er den samme, som træffes i engelske og nordmandiske Haller. Salen er endnu den største her i Landet; den er 52 Alen lang, 21 Alen bred og 12 Alen høi i Murene eller dertil, hvor Sperreværket begyndte.
265. Forsiringer.
Ved vore Bygninger fra Middelalderen maa endnu omtales nogle Enkeltheder og den Forsiringsmaade, som brugtes. I Stavekirkerne bleve Tagene og de Vægge, som vendte mod Luften, tjærebredte; indvendig derimod havde Træet sin naturlige Farve; kun var der i de Høvelspor, som findes visse Steder, navnlig paa Buerne, Sperrerne og Stavlægjerne, strøget sort Limfarve, for end mere at fremhæve saadanne Fordybninger. Udskaarne Figurer træffes indvendig som oftest kun i Toppen af Staverne, hvor der sees fæle Dyrefjeser og Menneskeansigter med store Knebelsbarter. Sjeldnere træffes Udskjæringer paa Søilernes eller de fritstaaende Stavers Hoveder, og kun i Urnes Kirke i Sogn ere Staverne ogsaa ovenfor disse Hoveder prydede paa denne Maade. Udvendig derimod findes næsten altid Udskjæringer af det eiendommeligste Slags paa de Poster, Planker og Buer, som danne Dørenes Omgivelser. Arbeidet er meget godt gjort, og Tegningen i Mønsteret vakker. Vi gjenkjende vel tildels de samme Forsiringer, som brugtes i Udlandet dengang; men i Hovedsagen træffes et Arvegods fra Hedendommen, dog udført i langt større Maalestok og med større Kunstfærdighed og Smag. Det sædvanligste Mønster fremviser to vingede Drager, som bugte sig opad Døraabningens Sider og over Buen nærme sig hinanden med opspilede Gab. Omkring deres Kroppe slynger sig mindre Drager og Orme, som bide over sin egen Hale eller over de nærmeste Slyngninger. Ogsaa i Tagenes Kamme og paa Vindskierne fandtes Udskjæringer, men af simplere Slags. — Stenbygningerne fremviste udvendig Stenenes naturlige Farve, indvendig derimod vare de Flader, som ikke bestode af huggen Sten, afpudsede med Kalk; hvor der 313var Hvælvinger, bleve deres Kapper eller Flader overstrøgne paa samme Maade, hvorimod de Gurter eller Ribber, som bare Hvælvingen, vare uden Kalk; i Stavangers Kirke har man truffet Spor af, at Ribbernes Hulkiler og Lister vare overstrøgne med forskjellige Farver. En anden Prydelse viste sig i Vinduerne, naar der var Glasmalerier; saadanne omtales ved Stavangers Kirke, og Levninger deraf bleve fundne ved Udgravningen af Hovedøens Kloster. I Gulvene var der undertiden Teglstensfliser af forskjellig Farve, vel som oftest uden Figurer; dog fandtes i sidstnævnte Kloster en Del Fliser med indbrændte mærkelige Forsiringer.
Mange af vore mindre Kirker ere næsten aldeles glatte uden nogensomhelst Udhugning; flere af dem have dog eller har havt Listværk omkring Døre og Vinduer, og indvendig omkring Korbuen; ligeledes træffer man Udhugninger paa Søilernes og Pillernes Hoveder. Forsiringerne vise i den ældre Tid eller før 1200 for det meste saadanne Figurer, som Siksak, Tandsnit, snoet Tougværk, senere mest Blade og Blomster. Overalt have Forsiringerne stor Lighed med dem, som brugtes i England og Nordmandiet; dog er der ogsaa af og til Spor af de samme, som sees i Stavekirkerne. Af Stenbygninger med udhuggede Forsiringer træffes kun meget faa i Kristiania Stift, derimod de fleste i det Strøg af Landet, som ligger mellem Ekersund og Throndenes i Finmarken. Det fineste og rigeste Stenhuggerarbeide træffes i Stavangers og Throndhjems Domkirker, dog kan ingen Bygning maale sig med den sidste.
266. Slutning.
Naar vi til Slutning sammenligne Norge med de to andre nordiske Riger, saa viser Forholdet sig noget anderledes end det var i Hedendommen. Som ovenfor anført, vare Levningerne fra Hedendommen meget lige hinanden i Norge og Sverige. Under Middelalderen derimod stod Norge mere for sig selv, idet endog Nord-Sverige nærmede sig til Danmark. Dette viser sig især i Bygninger og hænger sammen med forskjellige Omstændigheder. For det første brugte man i Sverige langtfra saameget at bygge af Træ som i Norge, og i Danmark var det kun Tilfældet i de første Tider efter Kristendommens Indførelse. Der er nu ingen Trækirker levnet i Danmark, og af de korte Beretninger, som haves, kan man ikke faa nogen klar Forestilling om deres Udseende; navnlig er der intet, hvoraf vi kan slutte, at de lignede vore Stavekirker. I Sverige findes der vel endnu et Par Kirker af Reisværk, men, som det synes, i flere Henseender ulige vore, navnlig derved, at de mangle Udskjæringer. En anden Forskjel viser sig deri, at man i Danmark og tildels ogsaa i Sverige meget ofte brugte Teglsten som Bygningsemne, medens dette næsten slet ikke var Tilfældet i Norge. Hertil kom, at den udenlandske Smag, som gjorde sig gjældende i Norge, næsten udelukkende hidrørte fra England og Nordmandiet, medens Sverige og især Danmark hentede sit Forbillede mest fra Tyskland. Men ved Siden af denne Paavirkning udenfra vedligeholdt der sig i Norge en gammel indenlandsk Bygningsskik og Smag i Forsiringer, medens denne i de to andre Lande snart tabte sig. I det Hele taget 314blev der vel i hvert af disse to Riger bygget flere og i Almindelighed større Kirker end i Norge; men i Forhold til Folkemængden stod Norge neppe lavest; derimod blev der i Sverige og Danmark efter det fjortende Aarhundrede dels af Kongerne, dels af Adelen opført endel verdslige Stenbygninger, hvortil Norge intet Sidestykke havde, fordi vor Konge holdt til udenfor Landet og vore Stormænd byggede som Borgerne og Bønderne af Træ. Men, naar man engang faar nøiere Kjendskab end nu til alle Bygninger, som findes i disse tre Riger, vil det maaske vise sig, at endog Stenbygningskunsten stod høiere i Norge end i Nabolandene før 1350. Herved maa det tages med i Betragtning, at Norge dels ved Ildebrande, dels ved Nedrivning har lidt langt større Tab endog paa sine vakreste Bygninger, end Sverige og Danmark. Som Følge af disse Ødelæggelser findes her nu heller ikke nogen Begravelse fra Middelalderen, og saaledes fremkommer der en mærkelig Egenhed for vort Land. Vi kan endnu sige, hvor flere af vore hedenske Konger ligge begravne eller idetmindste paavise Stedet; men alle de Gravrum, som indeholdt Levningerne af vore Konger og Stormænd imellem Kristendommens Indførelse og Reformationen, ere sporløst forsvundne.