311

Af vore Klosterbygninger er omtrent Halvdelen forsvunden; af den anden Halvdel staa endnu større eller mindre tagløse Dele paa Hovedøen ved Kristiania, Lysekloster i Søndhordland, Selje i Nordfjord, Rein og Tauters ved Throndhjemsfjorden. Levningerne af Klosteret paa Nidarholm, eller nu Munkholmen i Throndhjemsfjorden, have vel Tag over sig, men ere meget forandrede og indbyggede i en nyere Bygning; dog sees det, at Hovedformen har været rund, en Form, som ellers ikke er truffet i Norge. Et Par mindre Rum af Nonneseter Kloster i Oslo have endnu sine Hvælvinger og findes i den derværende Bispegaard; ligeledes er et Par lignende Rum dels af Nonneseter Kloster paa Lungegaarden i Bergen og dels af Jonsklosteret i samme By endnu bevarede i derværende private Huse. Kun af to Klostre bruges endnu større Dele til kirkeligt Brug, nemlig Domkirken i Bergen og Utsteins Klosters Kirke i Ryfylke. Begge ere i spidsbuet Stil og have rige Forsiringer omkring Døre og Vinduer.

Af Biskopsgaarde er der kun levnet en, nemlig den saakaldte Kongsgaard eller Artillerigaarden i Throndhjem; ved Stavangers lærde Skole staar der et meget vakkert Kapel, som engang hørte til den nedrevne Biskopsgaard, og ved Grans Præstegjeld paa Hadeland er der en liden simpel Stenbygning paa 3 Stokværk, hvori Biskopen af Hamar holdt til, naar han var paa de Kanter.

Ogsaa de kongelige Borge eller Kasteller ere mestendels forsvundne; dog er der endnu nogle Mure tilbage af det saakaldte Mjøskastel, som Haakon Haakonssøn reiste paa en liden Holme ligeud for Gaarden Sten paa Hedemarken; og af det ene af de Kasteller, som han byggede paa det nuværende Bergenhus, findes enkelte Levninger i det derværende store Taarn. Dette blev for største Delen opført i Aarene omkring 1563 af Lensherren Erik Rosenkrants, men har nu faaet det urigtige Navn Valkendorfs Taarn. Kun en eneste verdslig Stenbygning er for største Del 312endnu levnet, nemlig Hallen paa Bergenhus. Den er opført i spidsbuet Stil af Haakon Haakonssøn mellem Aarene 1247 og 1263, og var fra først af bestemt til en kongelig Gjæstebudssal; hertil blev den rimeligvis ogsaa brugt endnu omkring 1350. Men fra Slutningen af det 17de Aarhundrede har den været Kornmagasin, og er derfor nu i en sørgelig Stand; dog tør man vel haabe, at der kommer en Tid, da Regjering og Storthing ville gjøre sit til, at den kan faa et værdigere Brug. Bygningen var fra først af delt i tre Stokværk. Det nederste, hvori tre Kjeldere, havde ingen Lysaabninger og var dækket med et fladt Træloft; det mellemste havde ligeledes tre Rum, syv smaa Vinduer og fire Piller, som bare Hvælvingerne. I det øverste Stokværk, eller den egentlige Festsal, var der paa Langsiden syv store Vinduer og i Endevæggen et meget bredt Vindu med saadan Høide, at det gik et Stykke op i Gavlen, og under dette Vindu stod rimeligvis den kongelige Trone; Rummet var ikke dækket med fladt Loft, hvorimod dette var aabent, saa at man kunde se op i Sperreværket, som formodentlig var prydet med Udskjæringer. Bygningens Form, navnlig i det øverste Rum, er den samme, som træffes i engelske og nordmandiske Haller. Salen er endnu den største her i Landet; den er 52 Alen lang, 21 Alen bred og 12 Alen høi i Murene eller dertil, hvor Sperreværket begyndte.

265. Forsiringer.

Ved vore Bygninger fra Middelalderen maa endnu omtales nogle Enkeltheder og den Forsiringsmaade, som brugtes. I Stavekirkerne bleve Tagene og de Vægge, som vendte mod Luften, tjærebredte; indvendig derimod havde Træet sin naturlige Farve; kun var der i de Høvelspor, som findes visse Steder, navnlig paa Buerne, Sperrerne og Stavlægjerne, strøget sort Limfarve, for end mere at fremhæve saadanne Fordybninger. Udskaarne Figurer træffes indvendig som oftest kun i Toppen af Staverne, hvor der sees fæle Dyrefjeser og Menneskeansigter med store Knebelsbarter. Sjeldnere træffes Udskjæringer paa Søilernes eller de fritstaaende Stavers Hoveder, og kun i Urnes Kirke i Sogn ere Staverne ogsaa ovenfor disse Hoveder prydede paa denne Maade. Udvendig derimod findes næsten altid Udskjæringer af det eiendommeligste Slags paa de Poster, Planker og Buer, som danne Dørenes Omgivelser. Arbeidet er meget godt gjort, og Tegningen i Mønsteret vakker. Vi gjenkjende vel tildels de samme Forsiringer, som brugtes i Udlandet dengang; men i Hovedsagen træffes et Arvegods fra Hedendommen, dog udført i langt større Maalestok og med større Kunstfærdighed og Smag. Det sædvanligste Mønster fremviser to vingede Drager, som bugte sig opad Døraabningens Sider og over Buen nærme sig hinanden med opspilede Gab. Omkring deres Kroppe slynger sig mindre Drager og Orme, som bide over sin egen Hale eller over de nærmeste Slyngninger. Ogsaa i Tagenes Kamme og paa Vindskierne fandtes Udskjæringer, men af simplere Slags. — Stenbygningerne fremviste udvendig Stenenes naturlige Farve, indvendig derimod vare de Flader, som ikke bestode af huggen Sten, afpudsede med Kalk; hvor der 313var Hvælvinger, bleve deres Kapper eller Flader overstrøgne paa samme Maade, hvorimod de Gurter eller Ribber, som bare Hvælvingen, vare uden Kalk; i Stavangers Kirke har man truffet Spor af, at Ribbernes Hulkiler og Lister vare overstrøgne med forskjellige Farver. En anden Prydelse viste sig i Vinduerne, naar der var Glasmalerier; saadanne omtales ved Stavangers Kirke, og Levninger deraf bleve fundne ved Udgravningen af Hovedøens Kloster. I Gulvene var der undertiden Teglstensfliser af forskjellig Farve, vel som oftest uden Figurer; dog fandtes i sidstnævnte Kloster en Del Fliser med indbrændte mærkelige Forsiringer.

Mange af vore mindre Kirker ere næsten aldeles glatte uden nogensomhelst Udhugning; flere af dem have dog eller har havt Listværk omkring Døre og Vinduer, og indvendig omkring Korbuen; ligeledes træffer man Udhugninger paa Søilernes og Pillernes Hoveder. Forsiringerne vise i den ældre Tid eller før 1200 for det meste saadanne Figurer, som Siksak, Tandsnit, snoet Tougværk, senere mest Blade og Blomster. Overalt have Forsiringerne stor Lighed med dem, som brugtes i England og Nordmandiet; dog er der ogsaa af og til Spor af de samme, som sees i Stavekirkerne. Af Stenbygninger med udhuggede Forsiringer træffes kun meget faa i Kristiania Stift, derimod de fleste i det Strøg af Landet, som ligger mellem Ekersund og Throndenes i Finmarken. Det fineste og rigeste Stenhuggerarbeide træffes i Stavangers og Throndhjems Domkirker, dog kan ingen Bygning maale sig med den sidste.

266. Slutning.

Naar vi til Slutning sammenligne Norge med de to andre nordiske Riger, saa viser Forholdet sig noget anderledes end det var i Hedendommen. Som ovenfor anført, vare Levningerne fra Hedendommen meget lige hinanden i Norge og Sverige. Under Middelalderen derimod stod Norge mere for sig selv, idet endog Nord-Sverige nærmede sig til Danmark. Dette viser sig især i Bygninger og hænger sammen med forskjellige Omstændigheder. For det første brugte man i Sverige langtfra saameget at bygge af Træ som i Norge, og i Danmark var det kun Tilfældet i de første Tider efter Kristendommens Indførelse. Der er nu ingen Trækirker levnet i Danmark, og af de korte Beretninger, som haves, kan man ikke faa nogen klar Forestilling om deres Udseende; navnlig er der intet, hvoraf vi kan slutte, at de lignede vore Stavekirker. I Sverige findes der vel endnu et Par Kirker af Reisværk, men, som det synes, i flere Henseender ulige vore, navnlig derved, at de mangle Udskjæringer. En anden Forskjel viser sig deri, at man i Danmark og tildels ogsaa i Sverige meget ofte brugte Teglsten som Bygningsemne, medens dette næsten slet ikke var Tilfældet i Norge. Hertil kom, at den udenlandske Smag, som gjorde sig gjældende i Norge, næsten udelukkende hidrørte fra England og Nordmandiet, medens Sverige og især Danmark hentede sit Forbillede mest fra Tyskland. Men ved Siden af denne Paavirkning udenfra vedligeholdt der sig i Norge en gammel indenlandsk Bygningsskik og Smag i Forsiringer, medens denne i de to andre Lande snart tabte sig. I det Hele taget 314blev der vel i hvert af disse to Riger bygget flere og i Almindelighed større Kirker end i Norge; men i Forhold til Folkemængden stod Norge neppe lavest; derimod blev der i Sverige og Danmark efter det fjortende Aarhundrede dels af Kongerne, dels af Adelen opført endel verdslige Stenbygninger, hvortil Norge intet Sidestykke havde, fordi vor Konge holdt til udenfor Landet og vore Stormænd byggede som Borgerne og Bønderne af Træ. Men, naar man engang faar nøiere Kjendskab end nu til alle Bygninger, som findes i disse tre Riger, vil det maaske vise sig, at endog Stenbygningskunsten stod høiere i Norge end i Nabolandene før 1350. Herved maa det tages med i Betragtning, at Norge dels ved Ildebrande, dels ved Nedrivning har lidt langt større Tab endog paa sine vakreste Bygninger, end Sverige og Danmark. Som Følge af disse Ødelæggelser findes her nu heller ikke nogen Begravelse fra Middelalderen, og saaledes fremkommer der en mærkelig Egenhed for vort Land. Vi kan endnu sige, hvor flere af vore hedenske Konger ligge begravne eller idetmindste paavise Stedet; men alle de Gravrum, som indeholdt Levningerne af vore Konger og Stormænd imellem Kristendommens Indførelse og Reformationen, ere sporløst forsvundne.

311

Av våre klosterbygninger er omtrent halvdelen forsvunnen; av den annen halvdel stå enda større eller mindre tagløse dele på Hovedøen ved Kristiania, Lysekloster i Søndhordland, Selje i Nordfjord, Rein og Tauters ved Throndhjemsfjorden. Levningene av klosteret på Nidarholm, eller nå Munkholmen i Throndhjemsfjorden, have vel tak over seg, men er meget forandrede og innbyggede i en nyere bygning; dog sees det, at hovedformen har vært rund, en form, som ellers ikke er truffet i Norge. Et par mindre rom av Nonneseter kloster i Oslo have ennå sine hvelvinger og finnes i den derværende bispegård; likeledes er et par lignende rom dels av Nonneseter kloster på Lungegaarden i Bergen og dels av Jonsklosteret i samme by ennå bevarede i derværende private hus. Kun av to klostre brukes enda større dele til kirkelig Bruk, nemlig Domkirken i Bergen og Utsteins Klosters Kirke i Ryfylke. Begge er i spissbuet stil og have rike forsiringer omkring dører og vinduer.

Av Biskopsgaarde er der kun levnet en, nemlig den såkalte kongsgård eller Artillerigaarden i Throndhjem; ved Stavangers lærde skole står der et meget vakkert kapell, som engang hørte til den nedrevne biskopsgård, og ved Grans Præstegjeld på Hadeland er der en liten simpel steinbygning på 3 stokkverk, hvori biskopen av Hamar holdt til, når han var på de kanter.

Også de kongelige Borge eller kasteller er mestendels forsvundne; dog er der ennå noen murer tilbake av det såkalte Mjøskastel, som Haakon Haakonssøn reiste på en liten Holme ligeud for gården Sten på Hedemarken; og av det ene av de kasteller, som han bygde på det nåværende Bergenhus, finnes enkelte Levninger i det derværende store tårn. Dette ble for største delen oppført i årene omkring 1563 av lensherren Erik Rosenkrants, men har nå fått det uriktige navn Valkendorfs tårn. Kun en eneste verdslig steinbygning er for største del 312ennå levnet, nemlig hallen på Bergenhus. Den er oppført i spissbuet stil av Haakon Haakonssøn mellom årene 1247 og 1263, og var fra først av bestemt til en kongelig gjestebudssal; hertil ble den rimeligvis også brukt ennå omkring 1350. Men fra Slutningen av det 17de århundre har den vært kornmagasin, og er derfor nå i en sørgelig stand; dog tør man vel håpe, at der kommer en tid, da regjering og storting ville gjøre sitt til, at den kan få et værdigere Bruk. Bygningen var fra først av delt i tre stokkverk. Det nederste, hvori tre kjellere, hadde ingen lysåpninger og var dekket med et flatt Træloft; det mellomste hadde likeledes tre rom, syv små vinduer og fire piller, som bare hvelvingene. I det øverste stokkverk, eller den egentlige festsal, var der på langsiden syv store vinduer og i endeveggen et meget bredt vindu med sådan høyde, at det gikk et stykke opp i gavlen, og under dette vindu stod rimeligvis den kongelige trone; Rommet var ikke dekket med flatt loft, hvorimot dette var åpent, så at man kunne se opp i sperreverket, som formodentlig var prydet med utskjæringer. Bygningens form, navnlig i det øverste rom, er den samme, som treffes i engelske og normanniske haller. Salen er ennå den største her i landet; den er 52 alen lang, 21 alen bred og 12 alen høy i murene eller dertil, hvor sperreverket begynte.

265. Forsiringer.

Ved våre bygninger fra middelalderen må ennå omtales noen enkeltheter og den forsiringsmåte, som brugtes. I Stavekirkerne ble takene og de vegger, som vendte mot luften, tjærebredte; innvendig derimot hadde treet sin naturlige farge; kun var der i de Høvelspor, som finnes visse steder, navnlig på buene, sperrene og Stavlægjerne, strøket sort limfarge, for enda mer å fremheve sådanne fordypninger. Utskårne figurer treffes innvendig som oftest kun i toppen av stavene, hvor der sees fæle Dyrefjeser og menneskeansikter med store knebelsbarter. Sjeldnere treffes utskjæringer på søylenes eller de fritstaaende Stavers hoder, og kun i Urnes Kirke i Sogn er stavene også ovenfor disse hoder prydede på denne måte. Utvendig derimot finnes nesten alltid utskjæringer av det eiendommeligste Slags på de poster, planker og buer, som danne Dørenes omgivelser. Arbeidet er meget godt gjort, og tegningen i mønsteret vakker. Vi gjenkjenner vel tildels de samme forsiringer, som brugtes i utlandet dengang; men i hovedsaken treffes et arvegods fra hedendommen, dog utført i langt større målestokk og med større kunstferdighet og smak. Det sædvanligste mønster fremviser to vingede Drager, som bukte seg oppad døråpningens Sider og over buen nærme seg hinannen med oppspilte gap. Omkring deres kropper slynger seg mindre Drager og ormer, som bite over sin egen hale eller over de nærmeste slyngninger. Også i takenes Kamme og på vindskiene fantes utskjæringer, men av simplere Slags. — Steinbygningene fremviste utvendig steinenes naturlige farge, innvendig derimot var de flater, som ikke bestod av hugget Sten, afpudsede med kalk; hvor der 313var hvelvinger, ble deres kapper eller flater overstrøkne på samme måte, hvorimot de gurter eller ribber, som bare hvelvingen, vare uten kalk; i Stavangers Kirke har man truffet spor av, at Ribbernes hulkiler og Lister var overstrøkne med forskjellige farger. En annen Prydelse viste seg i vinduene, når der var glassmalerier; sådanne omtales ved Stavangers Kirke, og Levninger derav ble funne ved utgravningen av Hovedøens kloster. I gulvene var der undertiden teglsteinsfliser av forskjellig farge, vel som oftest uten figurer; dog fantes i sistnevnte kloster en del fliser med innbrente merkelige forsiringer.

Mange av våre mindre kirker er nesten aldeles glatte uten nogensomhelst Udhugning; flere av dem have dog eller har hatt listverk omkring dører og vinduer, og innvendig omkring korbuen; likeledes treffer man Udhugninger på søylenes og Pillernes hoder. Forsiringene vise i den eldre tid eller før 1200 for det meste sådanne figurer, som sikksakk, tannsnitt, snoet Tougværk, senere mest Blade og blomster. Overalt have forsiringene stor likhet med dem, som brugtes i England og Nordmandiet; dog er der også av og til spor av de samme, som sees i Stavekirkerne. Av Stenbygninger med uthuggede forsiringer treffes kun meget få i Kristiania Stift, derimot de fleste i det strøk av landet, som ligger mellom Ekersund og Throndenes i Finmarken. Det fineste og rikeste steinhuggerarbeid treffes i Stavangers og Throndhjems domkirker, dog kan ingen bygning måle seg med den siste.

266. Slutning.

Når vi til slutning sammenligne Norge med de to andre nordiske riker, så viser forholdet seg noe annerledes enn det var i hedendommen. Som ovenfor anført, var levningene fra hedendommen meget like hinannen i Norge og Sverige. Under middelalderen derimot stod Norge mer for seg selv, idet endog Nord-Sverige nærmet seg til Danmark. Dette viser seg især i bygninger og henger sammen med forskjellige omstendigheter. For det første brukte man i Sverige langtfra saameget å bygge av tre som i Norge, og i Danmark var det kun tilfellet i de første tider etter Kristendommens Indførelse. Der er nå ingen trekirker levnet i Danmark, og av de korte beretninger, som haves, kan man ikke få noen klar forestilling om deres utseende; navnlig er der intet, hvorav vi kan slutte, at de lignede våre Stavekirker. I Sverige finnes der vel ennå et par kirker av reisverk, men, som det synes, i flere henseender ulige våre, navnlig derved, at de mangle utskjæringer. En annen forskjell viser seg deri, at man i Danmark og tildels også i Sverige meget ofte brukte teglstein som Bygningsemne, mens dette nesten slett ikke var tilfellet i Norge. Hertil kom, at den utenlandske smak, som gjorde seg gjeldende i Norge, nesten utelukkende hidrørte fra England og Nordmandiet, mens Sverige og især Danmark hentet sitt Forbillede mest fra Tyskland. Men ved siden av denne påvirkning utenfra vedlikeholdt der seg i Norge en gammel innenlandsk Bygningsskik og smak i forsiringer, mens denne i de to andre land snart tapte seg. I det hele tatt 314ble der vel i hvert av disse to riker bygget flere og i alminnelighet større kirker enn i Norge; men i forhold til folkemengden stod Norge neppe lavest; derimot ble der i Sverige og Danmark etter det fjortende århundre dels av kongene, dels av adelen oppført endel verdslige steinbygninger, hvortil Norge intet sidestykke hadde, fordi vår Konge holdt til utenfor landet og våre stormenn bygde som borgerne og bøndene av tre. Men, når man engang får nøyere kjennskap enn nå til alle bygninger, som finnes i disse tre riker, vil det maaske vise seg, at endog steinbygningskunsten stod høyere i Norge enn i nabolandene før 1350. Herved må det tas med i betraktning, at Norge dels ved ildebranner, dels ved nedrivning har lidt langt større tap endog på sine vakreste bygninger, enn Sverige og Danmark. Som Følge av disse ødeleggelser finnes her nå heller ikke noen begravelse fra middelalderen, og således fremkommer der en merkelig egenhet for vårt land. Vi kan ennå si, hvor flere av våre hedenske konger ligge begravne eller idetmindste påvise stedet; men alle de gravrom, som inneholdt levningene av våre konger og stormenn imellom Kristendommens Indførelse og reformasjonen, er sporløst forsvundne.