Af verdslige Træbygninger fra Middelalderen er der endnu færre levnet, i det Hele kun 6, som findes paa følgende Gaarde: Finne paa Voss, Landsvik i Herlø Sogn paa Nordhordland, Uf i Rennebo i Orkedalen, samt Raudland i Opdals Præstegjeld, Kravik i Nore og Alfstad i Rollags Præstegjeld i Numedal. Bygningen paa Finne har to Stokværk, det underste af Laft, det øverste derimod af Stavværk. De andre Bygninger ere derimod alene af Laft. Tømmeret er fint høvlet eller telgjet og nøie sammenpasset baade i Lafterne og Hjørnerne. I nogle af dem, ligesom i flere lignende nu nedrevne Huse skal der have været Strimler af rødt eller blaat uldent Tøi imellem Stokkene istedenfor Mose, og, naar Væggene ikke vare af kløvede Stokke, men af rundt Tømmer, blev dette ringhugget, det vil sige, hugget gjennem en Jernring, saa at hver Stok var lige tyk i begge Ender. Fra først af havde ingen af de nævnte Bygninger Vinduer. Stuen paa Landsvik er uden Loft og med Ljore i Taget; det samme har været Tilfældet med Stuerne paa Uf og Raudland, og idetmindste i disse to var Aaren (Ildstedet eller Gruen) paa Gulvet lige under Ljoren. Denne gamle Skik holdt sig længe. Vel gjorde allerede Olaf Kyrre, som var 309Konge fra 1066—1093, den Forandring paa Kongsgaardene, at Ildstedet blev henlagt fra Gulvet til et Hjørne, hvor han indrettede „Ovne,“ der maa have været opmurede af Sten og uden Pibe. Som det synes, blev dette ikke nogensinde efterlignet af andre søndenfor Dovre og østenfor Langfjeldene, hvor vi endnu i Sætersdal kan træffe Stuer med Aare eller Ildsted midt paa Gulvet. I hele det øvrige Land derimod er Skikken, som det synes, temmelig tidlig bleven optagen, og den blev her lidt efter lidt ganske almindelig; vi kan endnu se den brugt paa mange Steder inde i Fjordene i Bergens Stift. Den bestaar deri, at man i Hjørnet af Stuen istedenfor Peis med Skorsten har en saakaldet Røgovn, det vil sige, en firkantet Indretning, opført af store Stene, hvori der er en mere høi end bred Aabning til Ildstedet; da der ingen Pibe er, maa Røgen fra Ovnen søge ud af Aabningen mod Stuen og op igjennem Ljoren. — Bygningerne paa Alfstad og Krakvik ere begge paa to Stokværk og have mere Lighed med de nuværende østlandske Stabbure. Af de sidste er der vel neppe noget ældre end et Par hundrede Aar, flere skrive sig endog først fra Slutningen af forrige Aarhundrede; alligevel er det klart, at der i deres Form har vedligeholdt sig en Skik fra Middelalderen, ja endog fra Hedendommen; Svalgangen, som omgiver øverste Stokværk, er sammensat af Stavværk. — En anden Slags Bygninger ere Ramstuerne, hvoraf der nu kun findes meget faa, næsten alene i Loms Præstegjeld i Gudbrandsdal, og Barfrøstuerne i nordre Østerdal. I Ramstuerne har den ene Ende af Huset kun et Stokværk, hvori der er en stor Stue med aabent Loft, medens der i den anden Ende tvers over Husets Bredde er endnu et Stokværk, som kaldes Ramen. Barfrøstuerne har sit Navn af en firkantet taarnmæssig Bygning, som er sat foran Indgangen paa Husets Langside; det underste Stokværk, danner en Forgang, og det øverste indslutter et Kammer med Navnet Barfrø. Heller ikke nogen af de nuværende Huse af denne Slags er ældre end et Par hundrede Aar; men, at Ramstuer allerede vare i Brug i Middelalderen, synes at fremgaa af et gammelt Brev. Det samme var maaske Tilfældet med Barfrøstuerne. Navnet er en Forvanskning af det gammeltyske Bercvrit (udtaltes Berkfrit), som betyder, hvad der „bjerger“ eller skaffer „Fred“, og brugtes først om en Slags Taarne paa Landegrændserne. Senere brugtes det om Forsvarstaarnene paa Borgene eller Vagttaarnene i Byerne i Tyskland, Frankrige og England. Til os maa Ordet nærmest være kommet fra Normandiet, da det i Frankrige hed berfroi.

Av verdslige trebygninger fra middelalderen er der enda færre levnet, i det hele kun 6, som finnes på følgende Gaarde: Finne på Voss, Landsvik i Herlø Sogn på Nordhordland, Uf i Rennebo i Orkedalen, samt Raudland i Opdals Præstegjeld, Kravik i Nore og Alfstad i Rollags Præstegjeld i Numedal. Bygningen på Finne har to stokkverk, det underste av laft, det øverste derimot av stavverk. De andre bygninger er derimot alene av laft. Tømmeret er fint høvlet eller telgjet og nøye sammenpasset både i laftene og hjørnene. I noen av dem, likesom i flere lignende nå nedrevne hus skal der have vært strimler av rødt eller blått ullent tøy imellom stokkene istedenfor Mose, og, når veggene ikke vare av kløvde Stokke, men av rundt tømmer, ble dette ringhugget, det vil si, hugget gjennom en jernring, så at hver stokk var lige tykk i begge ender. Fra først av hadde ingen av de nevnte bygninger vinduer. Stuen på Landsvik er uten loft og med ljore i taket; det samme har vært tilfellet med stuene på Uf og Raudland, og idetmindste i disse to var åren (ildstedet eller gruen) på gulvet like under ljoren. Denne gamle skikk holdt seg lenge. Vel gjorde allerede Olaf Kyrre, som var 309Konge fra 1066—1093, den forandring på kongsgårdene, at ildstedet ble henlagt fra gulvet til et hjørne, hvor han innrettet „ovner,“ der må ha vært opmurede av Sten og uten pipe. Som det synes, ble dette ikke noensinne etterlignet av andre sønnenfor Dovre og østenfor Langfjeldene, hvor vi ennå i Sætersdal kan treffe stuer med åre eller ildsted midt på gulvet. I hele det øvrige land derimot er skikken, som det synes, temmelig tidlig blitt opptatt, og den ble her litt etter litt ganske alminnelig; vi kan ennå se den brukt på mange steder inne i fjordene i Bergens Stift. Den består deri, at man i hjørnet av stuen istedenfor peis med skorstein har en såkalt røkovn, det vil si, en firkantet innretning, oppført av store Steiner, hvori der er en mer høy enn bred åpning til ildstedet; da der ingen pipe er, må røyken fra ovnen søke ut av åpningen mot stuen og opp igjennom ljoren. — Bygningene på Alfstad og Krakvik er begge på to stokkverk og have mer likhet med de nåværende østlandske Stabbure. Av de siste er der vel neppe noe eldre enn et par hundre år, flere skrive seg endog først fra Slutningen av forrige århundre; allikevel er det klart, at der i deres form har vedlikeholdt seg en skikk fra middelalderen, ja endog fra hedendommen; Svalgangen, som omgiver øverste stokkverk, er sammensatt av stavverk. — En annen Slags bygninger er ramstuene, hvorav der nå kun finnes meget få, nesten alene i Loms Præstegjeld i Gudbrandsdal, og barfrøstuene i nordre Østerdal. I ramstuene har den ene ende av huset kun et stokkverk, hvori der er en stor stue med åpent loft, mens der i den annen ende tvers over Husets bredde er ennå et stokkverk, som kalles rammen. Barfrøstuene har sitt navn av en firkantet taarnmæssig bygning, som er satt foran inngangen på Husets langside; det underste stokkverk, danner en forgang, og det øverste inneslutter et kammer med navnet barfrø. Heller ikke noen av de nåværende hus av denne Slags er eldre enn et par hundre år; men, at Ramstuer allerede vare i Bruk i middelalderen, synes å fremgå av et gammelt brev. Det samme var maaske tilfellet med barfrøstuene. Navnet er en forvanskning av det gammeltyske Bercvrit (udtaltes Berkfrit), som betyr, hva der „berger“ eller skaffer „fred“, og brugtes først om en Slags tårn på landegrensene. Senere brugtes det om forsvarstårnene på borgene eller vakttårnene i byene i Tyskland, Frankrige og England. Til oss må Ordet nærmest være kommet fra Normandiet, da det i Frankrige het berfroi.