Læreplanatlas
Tredie SkoletrinOm Norges Fortidslevninger.

262. Verdslige Træbygninger.

308

Af verdslige Træbygninger fra Middelalderen er der endnu færre levnet, i det Hele kun 6, som findes paa følgende Gaarde: Finne paa Voss, Landsvik i Herlø Sogn paa Nordhordland, Uf i Rennebo i Orkedalen, samt Raudland i Opdals Præstegjeld, Kravik i Nore og Alfstad i Rollags Præstegjeld i Numedal. Bygningen paa Finne har to Stokværk, det underste af Laft, det øverste derimod af Stavværk. De andre Bygninger ere derimod alene af Laft. Tømmeret er fint høvlet eller telgjet og nøie sammenpasset baade i Lafterne og Hjørnerne. I nogle af dem, ligesom i flere lignende nu nedrevne Huse skal der have været Strimler af rødt eller blaat uldent Tøi imellem Stokkene istedenfor Mose, og, naar Væggene ikke vare af kløvede Stokke, men af rundt Tømmer, blev dette ringhugget, det vil sige, hugget gjennem en Jernring, saa at hver Stok var lige tyk i begge Ender. Fra først af havde ingen af de nævnte Bygninger Vinduer. Stuen paa Landsvik er uden Loft og med Ljore i Taget; det samme har været Tilfældet med Stuerne paa Uf og Raudland, og idetmindste i disse to var Aaren (Ildstedet eller Gruen) paa Gulvet lige under Ljoren. Denne gamle Skik holdt sig længe. Vel gjorde allerede Olaf Kyrre, som var 309Konge fra 1066—1093, den Forandring paa Kongsgaardene, at Ildstedet blev henlagt fra Gulvet til et Hjørne, hvor han indrettede „Ovne,“ der maa have været opmurede af Sten og uden Pibe. Som det synes, blev dette ikke nogensinde efterlignet af andre søndenfor Dovre og østenfor Langfjeldene, hvor vi endnu i Sætersdal kan træffe Stuer med Aare eller Ildsted midt paa Gulvet. I hele det øvrige Land derimod er Skikken, som det synes, temmelig tidlig bleven optagen, og den blev her lidt efter lidt ganske almindelig; vi kan endnu se den brugt paa mange Steder inde i Fjordene i Bergens Stift. Den bestaar deri, at man i Hjørnet af Stuen istedenfor Peis med Skorsten har en saakaldet Røgovn, det vil sige, en firkantet Indretning, opført af store Stene, hvori der er en mere høi end bred Aabning til Ildstedet; da der ingen Pibe er, maa Røgen fra Ovnen søge ud af Aabningen mod Stuen og op igjennem Ljoren. — Bygningerne paa Alfstad og Krakvik ere begge paa to Stokværk og have mere Lighed med de nuværende østlandske Stabbure. Af de sidste er der vel neppe noget ældre end et Par hundrede Aar, flere skrive sig endog først fra Slutningen af forrige Aarhundrede; alligevel er det klart, at der i deres Form har vedligeholdt sig en Skik fra Middelalderen, ja endog fra Hedendommen; Svalgangen, som omgiver øverste Stokværk, er sammensat af Stavværk. — En anden Slags Bygninger ere Ramstuerne, hvoraf der nu kun findes meget faa, næsten alene i Loms Præstegjeld i Gudbrandsdal, og Barfrøstuerne i nordre Østerdal. I Ramstuerne har den ene Ende af Huset kun et Stokværk, hvori der er en stor Stue med aabent Loft, medens der i den anden Ende tvers over Husets Bredde er endnu et Stokværk, som kaldes Ramen. Barfrøstuerne har sit Navn af en firkantet taarnmæssig Bygning, som er sat foran Indgangen paa Husets Langside; det underste Stokværk, danner en Forgang, og det øverste indslutter et Kammer med Navnet Barfrø. Heller ikke nogen af de nuværende Huse af denne Slags er ældre end et Par hundrede Aar; men, at Ramstuer allerede vare i Brug i Middelalderen, synes at fremgaa af et gammelt Brev. Det samme var maaske Tilfældet med Barfrøstuerne. Navnet er en Forvanskning af det gammeltyske Bercvrit (udtaltes Berkfrit), som betyder, hvad der „bjerger“ eller skaffer „Fred“, og brugtes først om en Slags Taarne paa Landegrændserne. Senere brugtes det om Forsvarstaarnene paa Borgene eller Vagttaarnene i Byerne i Tyskland, Frankrige og England. Til os maa Ordet nærmest være kommet fra Normandiet, da det i Frankrige hed berfroi.