Hvad Bygningerne angaar, vedblev man 307fremdeles at bygge af Træ; men ved Kristendommens Indførelse lærte vore Forfædre ogsaa at bygge af Sten og Kalk. Vi skulle først omhandle de forskjellige Træbygninger og dernæst Stenbygningerne.

Naar man her i Landet før Reformationen brugte Træ som Bygningsemne i Kirker, bleve de ikke, som senere, tømrede op af Laft, men vare Reisværks- eller Stavbygninger. I det Hele kan det antages, at der i Landsbygderne har været mindst 500 saadanne Kirker. Flere af dem vare vel simple, men mange udførte med den største Omtanke og Kunstfærdighed. Største Delen deraf er nu nedtagen, dels fordi de bleve for smaa, dels vistnok ogsaa fordi de vare ødelagte ved ukyndige og daarlige Istandsættelser. Naar undtages 3—4 af lidet Værd i Romsdals Amt og paa Nordmøre, er der levnet omtrent 25 Stavekirker, som findes i Gudbrandsdal, Valders, Hallingdal, Numedal, Sandsvær, Thelemarken og Sogn. Men selv disse ere saa forandrede og have faaet saamange senere Tilsætninger, at vi kun efter en nøiere Undersøgelse kan sige, hvorledes de fra først af saa ud. De havde dengang hverken Taarn eller Spir, men dog vistnok som oftest midt paa Skibet et lidet Klokkehus, med sædvanligt Tag og Gavler mod Øst og Vest. Vinduer fandtes ikke, men kun nogle faa runde Glugger, omtrent en halv Fod brede, som vare udskaarne i en Rad paa hver Side af Kirken et Stykke nedenfor det øverste Tagskjeg. Dette havde vel sin Grund dels deri, at Glas dengang var lidet kjendt og desuden meget kostbart, og dels i, at man ikke trængte dertil, da Menigheden ingen Salmebøger havde, og det meste af Gudstjenesten blev udført i Koret under Lysning af Voxkjerter. Taget i Kirkerne, som oftest ogsaa Væggene, var belagt med Træspon, og til at fæste disse, ligesom til alle andre Forbindinger, brugtes Trænagler; Jern findes kun anvendt til Dørenes Hængsler og Beslag. Som oftest var hele Bygningen omgiven af en Svalgang med større eller mindre Aabninger. Indvendig var der intet Loft, saa at man, ligesom i de nuværende Sperrestuer, kunde se helt op i Taget. Sammensætningen i en Stavekirke er væsentlig gjort paa følgende Maade. Under ligge svære Sviller, som ere sammenbundne i Hjørnerne, hvorpaa der reiser sig runde Staver. Disse have i Enden en Indhugning, saa at de gaa ned over Svillerne og omslutte dem. Mellem Staverne er der en Væg af staaende Planker eller kløvede og telgjede Stokke, som ere pløiede ind i hverandre, og saaledes at de Planker, som ved hver Side staa nærmest Staverne, gaa ind i en Fuge, som findes paa disse. Ved Foden ere Plankerne nedfællede i Svillerne. Over hele Væggen er der igjen en Sville eller Stavlægje, som sammenholder Plankerne og Staverne paa samme Maade som nedentil. Paa Overkanten af Stavlægjerne ligge Tagsperrer, og disse skraane derfra opad enten imod den nærmest staaende høiere Væg eller ind til der, hvor de mødes med Sperrerne fra den modsatte Side af Bygningen. Om vore Forfædre først lærte denne Bygningsmaade med Kristendommen fra England og Irland, eller om de allerede i Hedendommen kjendte den, kan være uvist; men det sidste er vel det rimeligste. Hvad derimod Kirkernes Former angaar, saa har vel enkelte ogsaa sin Grund i Stavsammensætningen. 308Navnlig synes dette at være Tilfældet med Svalgangen, som vel havde til Hensigt dels at støtte Bygningen paa alle Kanter, dels at fri Væggene og Svillerne fra Væde. Men i Hovedsagen ere Stavekirkerne en Efterligning af de udenlandske Stenkirker i det vestlige Europa, og disse havde igjen til Forbillede de romerske saakaldte Basiliker. Det sidste Forbillede viser sig tildels i Korets halvrunde Ende, men dog allerklarest i de rigere Stavekirker, hvor Rummet efter Længden ved fritstaaende Staver er delt i tre, et høiere Mellemskib og to Sideskibe, og hvor Staverne ogsaa ere forenede med Buer og bære Mellemskibets øverste Vægge. I det Ydre af den sidste Slags Stavekirker fremkommer saaledes tre forskjellige Høider eller Stokværk med hver sine Tage: nederst Svalgangen, dernæst Sideskibene og øverst Mellemskibet. Medregnes ogsaa det omtalte lille Klokkehus paa Taget, saa bliver der fire forskjellige Høider. Naar vi se Kirken fra Siden af og i østre Ende, faa vi endog 5 Afsatser eller Trin: Svalgangen, Kor-Rundingen, Korets Mellemskib, Langhusets Mellemskib og endelig Klokkehuset. Det Hele stiger saaledes taarnmæssigt i Veiret. Ingen af de nuværende Stavekirker har i det Ydre beholdt sin gamle Form; mest er det Tilfældet med Borgunds Kirke i Sogn. Den gjør et høist eiendommeligt Indtryk og udmærker sig ogsaa ved meget gode Forhold. Indvendig derimod er Urnes Kirke, ligeledes i Sogn, den vakreste af alle Stavekirker, det vil sige, naar man tænker sig de senere Tilsætninger borte. Med faa Undtagelser ere Stavekirkerne ældre end 1250, de fleste endog ældre end 1200, og man ser derfor næsten overalt i deres Former kun den rundbuede Stil. Endnu maa det tilføies, at, da det oven omtalte Klokkehus paa Taget ikke var stærkt nok til større Klokker, saa har man til saadant Brug som oftest opsat en egen Klokkestøpel et Stykke fra Kirken. Men i den gamle Smag er der nu ingen saadan tilbage undtagen ved Borgunds Kirke.

Hva bygningene angår, vedble man 307fremdeles å bygge av tre; men ved Kristendommens Indførelse lærte våre forfedre også å bygge av Sten og kalk. Vi skulle først omhandle de forskjellige trebygninger og dernest steinbygningene.

Når man her i landet før reformasjonen brukte tre som Bygningsemne i kirker, ble de ikke, som senere, tømrede opp av laft, men vare Reisværks- eller Stavbygninger. I det hele kan det antas, at der i landsbygdene har vært minst 500 sådanne kirker. Flere av dem vare vel simple, men mange utførte med den største omtanke og kunstferdighet. Største delen derav er nå nedtatt, dels fordi de ble for små, dels vistnok også fordi de var ødelagte ved ukyndige og dårlige istandsettelser. Når unntas 3—4 av lite verd i Romsdals Amt og på Nordmøre, er der levnet omtrent 25 Stavekirker, som finnes i Gudbrandsdal, Valders, Hallingdal, Numedal, Sandsvær, Thelemarken og Sogn. Men selv disse er så forandrede og have fått så mange senere tilsetninger, at vi kun etter en nøyere undersøkelse kan si, hvorledes de fra først av så ut. De hadde dengang hverken tårn eller spir, men dog vistnok som oftest midt på skipet et lite klokkehus, med sedvanlig tak og gavler mot øst og vest. Vinduer fantes ikke, men kun noen få runde glugger, omtrent en halv fot brede, som var utskårne i en rad på hver side av kirken et stykke nedenfor det øverste takskjegg. Dette hadde vel sin grunn dels deri, at Glas dengang var lite kjent og dessuten meget kostbart, og dels i, at man ikke trengte dertil, da menigheten ingen salmebøker hadde, og det meste av gudstjenesten ble utført i koret under lysning av vokskjerter. Taget i kirkene, som oftest også veggene, var belagt med trespon, og til å feste disse, likesom til alle andre forbindinger, brugtes trenagler; Jern finnes kun anvendt til Dørenes hengsler og beslag. Som oftest var hele bygningen omgitt av en svalgang med større eller mindre åpninger. Innvendig var der intet loft, så at man, likesom i de nåværende Sperrestuer, kunne se helt opp i taket. Sammensetningen i en stavkirke er vesentlig gjort på følgende måte. Under ligge svære sviller, som er sammenbundne i hjørnene, hvorpå der reiser seg runde staver. Disse har i enden en Indhugning, så at de går ned over svillene og omslutte dem. Mellom stavene er der en vegg av stående planker eller kløvede og telgjede Stokke, som er pløiede inn i hverandre, og således at de planker, som ved hver side stå nærmest stavene, gå inn i en fuge, som finnes på disse. Ved foten er plankene nedfelte i svillene. Over hele veggen er der igjen en sville eller Stavlægje, som sammenholder plankene og stavene på samme måte som nedentil. På overkanten av Stavlægjerne ligge taksperrer, og disse skråne derfra oppad enten imot den nærmest stående høyere vegg eller inn til der, hvor de møtes med sperrene fra den motsatte side av bygningen. Om våre forfedre først lærte denne Bygningsmaade med kristendommen fra England og Irland, eller om de allerede i hedendommen kjente den, kan være uvist; men det siste er vel det rimeligste. Hva derimot Kirkenes former angår, så har vel enkelte også sin grunn i stavsammensetningen. 308Navnlig synes dette å være tilfellet med svalgangen, som vel hadde til hensikt dels å støtte bygningen på alle kanter, dels at fri veggene og svillene fra væte. Men i hovedsaken er Stavekirkerne en etterligning av de utenlandske steinkirker i det vestlige Europa, og disse hadde igjen til Forbillede de romerske såkalte Basiliker. Det siste Forbillede viser seg tildels i Korets halvrunde ende, men dog allerklarest i de rikere Stavekirker, hvor rommet etter lengden ved fritstaaende staver er delt i tre, et høyere Mellemskib og to sideskip, og hvor stavene også er forenede med buer og bære Mellemskibets øverste vegger. I det ytre av den siste Slags Stavekirker fremkommer således tre forskjellige høyder eller stokkverk med hver sine Tage: nederst svalgangen, dernest sideskipene og øverst mellomskipet. Medregnes også det omtalte lille klokkehus på taket, så blir der fire forskjellige høyder. Når vi ser kirken fra siden av og i østre ende, får vi endog 5 avsatser eller Trin: Svalgangen, Kor-rundingen, Korets Mellemskib, Langhusets Mellemskib og endelig klokkehuset. Det hele stiger således taarnmæssigt i været. Ingen av de nåværende Stavekirker har i det ytre beholdt sin gamle form; mest er det tilfellet med Borgunds Kirke i Sogn. Den gjør et høist eiendommelig inntrykk og utmerker seg også ved meget gode forhold. Innvendig derimot er Urnes Kirke, likeledes i Sogn, den vakreste av alle Stavekirker, det vil si, når man tenker seg de senere tilsetninger borte. Med få unntagelser er Stavekirkerne eldre enn 1250, de fleste endog eldre enn 1200, og man ser derfor nesten overalt i deres former kun den rundbuede stil. Ennå må det tilføyes, at, da det oven omtalte klokkehus på taket ikke var sterkt nok til større klokker, så har man til sådant Bruk som oftest oppsatt en egen Klokkestøpel et stykke fra kirken. Men i den gamle smak er der nå ingen sådan tilbake unntagen ved Borgunds Kirke.