Læreplanatlas
Tredie SkoletrinOm Norges Fortidslevninger.

259. Fortsættelse.

304

Hvad der skarpt adskiller Jernalderen fra Bronsealderen, er ogsaa Forsiringsmaaden. I Bronsealderen brugtes hertil mest kun mathematiske Figurer. Forsiringerne ere i det Enkelte som i sin Helhed vakre, men gjøre dog et Indtryk af Tomhed og Fattigdom. I Jernalderens Forsiringer viser sig derimod meget Liv og stor Rigdom; vi træffe en Mangfoldighed af Ting: græske og romerske Mønstre, Slyngninger, Fletninger, Mennesker og forskjellige Dyr, især Orme og vingede Drager. Disse Ting ere stillede ved Siden af hverandre, 305vel i en Slags Orden, men ofte dog uden mindste Sammenhæng, og Enkelthederne ere raat udførte. Vi se heri et ungt Folk, som har faret videnom og søger at efterligne, hvad det har seet, men paa en barbarisk Maade. Alligevel er der i disse Forsiringer ogsaa noget Eiendommeligt, som mere og mere kom frem, men i Hedendommens Tid kun tildels fik et Præg af Skjønhed.

Af Levninger fra Jernalderen findes der mindst i Tromsø Stift. I de øvrige Stifter er Forholdet omtrent saaledes: i Throndhjems Stift udmærke sig især Nordmøre og Strøgene omkring Throndhjemsfjorden; i Bergens Stift Søndmøre, Sogn, Søndhordland og Hardanger; i Kristiania Stift Hedemarken, Hadeland, Ringerike og Jarlsbergs og Laurviks Amt; endelig i Kristiansands Stift Lister, Jæderen og Ryfylke. De to sidste ere endog, med Hensyn til Levninger ældre end Kristendommen, de rigeste i Landet. Thi her findes ikke alene Levninger baade fra Sten-, Bronse- og Jernalderen; men vi træffe Gravhauger fra Bronsealderen, og af faste Mindesmærker fra Jernalderen møder os her næsten alle de forskjellige Slags, som kjendes i Landet: runde, aflange og trekantede Gravhauger, Bautastene med og uden Runeskrift, runde Pladse med og uden Stenlægning, Kredse af opreiste Stene og Befæstninger.

Sammenligne vi Norge under Jernalderen med de to andre nordiske Lande, saa møder os et omvendt Forhold af, hvad der fandt Sted under den foregaaende Tid. Medens Danmark er saa rigt paa Levninger fra Sten- og Bronsealderen i Forhold til Sverige og Norge, viser det sig meget fattigt i Jernalderens sidste Tid. Grunden er endnu ikke klar. Vist er det, at man i Danmark næsten ei træffer Bautastene, og kun meget sjelden Gravhauger fra denne Tid, hvorimod Jernsagerne mest findes indlagte i naturlige Sandbanker eller løse i Jorden. Kun sjeldnere finder man Sværde, Øxer og Spyd, neppe nogensinde de aflange skaalformede Spænder, og af den Skik at begrave de Døde i Skib eller Baad er der ikke fundet Spor. Det egentlige Sverige har derimod stor Lighed med Norge. Derfor kan det vistnok med fuld Grund siges, at ligesom Nord-Sverige og Norge, hvad Landets Natur, Folkets Sindelag og Sprog angaar, nutildags komme hinanden meget nær, medens Danmark staar fjernere, saaledes er det egentlig kun, eller i alle Fald mest, i Nord-Sveriges og Norges Fortidslevninger, at man finder det Liv udpræget, som var eiendommeligt for de hedenske Nordboer. I en Henseende er der dog en større indbyrdes Forskjel mellem alle tre Lande. Norge har kun meget faa Indskrifter med de almindelige nordiske Runer, og de fleste yngre end Hedendommen; Sverige har derimod baade mange flere og ældre; men i Danmark findes de fleste og ældste. Af en ældre Slags Runer, de saakaldte gotiske, er der endnu ikke fundet nogen Indskrift paa et fast Mindesmærke i Danmark, men kun i Norge og Sverige. Sproget i de sidste Indskrifter er ikke nordisk, men gotisk.

Med Hedendommen endte den Skik at gravlægge Mennesker paa vild Mark sammen med Ting, som de havde brugt i levende Live. Derfor er der fra Tiden efter Kristendommens Indførelse og indtil Reformationen 306kun faa Levninger af Vaaben og huslige Redskaber. Disse ere mest Sværde, Spyd, Hellebarder, Skjolde, Øxer, Knive, Buer og Drikkehorn. Nogen Forandring af den ældre Form viste sig ikke strax, men kun lidt efter lidt og delvis. Navnlig var det Sværdene, som, især hvad Heftet angaar, fik den Form, som brugtes andre Steder.