299

Naar vi opspore og bevare de Ting, som vidne om, at der har levet Mennesker før os, da sker dette ikke saa meget for Tingenes egen Skyld som for de Lærdomme, vi deraf kan uddrage. Disse Levninger ere ligesom en Bog, hvori de forudgangne Mennesker fortælle os om sit eget Liv. Vi sættes derved istand til at dømme om, hvad Slags Folk der til forskjellige Tider boede paa hvert Sted, og hvorledes de havde det.

Jo længer vi gaa tilbage i Tiden, desto vanskeligere bliver det dog at komme til klar Kundskab om hine Ting. Thi baade blive selve Levningerne færre og færre, og de Hjælpemidler ringere, som kan give Oplysning derom. Stille vi os Nutiden nærmere, saa har vi ikke alene Levningerne at holde os til, men ogsaa Tegninger, Bøger og skrevne Optegnelser, hvoraf manglende Kundskab kan hentes. Gaa vi længer tilbage, findes der hverken Bøger eller Tegninger. Og gaa vi endnu længer tilbage i Tiden, træffe vi paa Folk, som hverken kjendte Bogstaver eller andre Tegn til dermed at udtrykke sine Tanker.

Ordsproget siger, at der er intet Nyt under Solen, og at Mennesket overalt er sig selv ligt. Dette maa dog ikke forstaaes saaledes, at enhver menneskelig Handling eller Frembringelse er en Gjentagelse af, hvad der før har vist sig. Thi ligesom den ene Draabe Vand ikke aldeles ligner en anden, og der ikke gives to Mennesker, som ere aldeles lige, saaledes viser der sig i det Enkelte aldrig nogen fuldkommen Gjentagelse. Alligevel kommer der en vis Regel tilsyne i al menneskelig Udvikling.

Naar Mennesket endnu ikke har faaet nogen Kundskab i Arv fra ældre Slægter, maa det hjælpe sig, som det kan. Er Stedets Veirlag saadant, at Mennesket ikke kan leve der i nøgen Tilstand og uden Tag 300over Hovedet, saa trænger det til Klæder og Boliger. I alle Tilfælde trænger det til Føde, og, frembringer ikke Jorden denne af sig selv, maa der hittes paa Midler til at skaffe den tilveie. Desuden maa Mennesket værge sig mod Overfald af andre Mennesker eller vilde Dyr. Til alt dette kræves visse Redskaber, og disse gjøres da først af Emner, som ligge nærmest for Haanden: Træ, Ben eller Sten. Men disse Emner ere ikke haarde og seige nok, hvorimod Metaller ere hensigtsmæssigere. Først lærer da Mennesket det Metal at kjende, som lettest udvindes, nemlig Kobber, og for at gjøre det haardere, giver man det en Tilsætning af Tin. Herved fremkommer den Blanding, som kaldes Bronse. Efter lang Tid opdager Mennesket endelig det hensigtsmæssigste Emne, Jernet, og faar Kyndighed i at fremdrage det af Myrer eller Sten, og lærer at smelte og smede det.

Ogsaa med Hensyn til Forsiringer eller den Maade, hvorpaa Redskaberne blive prydede, har man iagttaget en vis Regel. I Begyndelsen bruges kun saakaldte mathematiske Figurer, Prikker og Linjer. De sidste anvendes da forskjelligt, enten som Striber, brækkede Streger (Siksak), eller krummede som Cirkler, Bølgelinjer og Spiraler (i Form af Uhrfjere). Der gaar lang Tid hen, inden man efterligner virkelige Ting: Grenene med sine Bøininger, Planter, Blade, Dyr og Mennesker.

Paa Grund af de forskjellige Emner, som har været brugte til Redskaber, taler man om en Stenalder, en Bronsealder og en Jernalder. Dette er dog ikke saaledes at forstaa, som om den tidligere Alder overalt i Verden eller endog kun i et enkelt Land var endt, forinden den senere begyndte; eller saaledes, at man ikke længer brugte Stenredskaber, da Bronsen var bleven kjendt, eller Bronseredskaber, efterat man havde faaet Jern. Thi dengang hengik der endnu længere Tid end nu, førend de nye Opdagelser udbredte sig overalt, og imidlertid var der mange Folk, som fremdeles stode paa det lavere Trin.

299

Når vi oppsporer og bevare de ting, som vitne om, at der har levet mennesker før oss, da skjer dette ikke så meget for Tingenes egen skyld som for de lærdommer, vi derav kan uddrage. Disse Levninger er likesom en bok, hvori de forudgangne mennesker fortelle oss om sitt eget Liv. Vi settes derved i stand til å dømme om, hva Slags Folk der til forskjellige tider bodde på hvert sted, og hvorledes de hadde det.

Jo lenger vi går tilbake i tiden, desto vanskeligere blir det dog å komme til klar kunnskap om hine ting. Thi både bli selve levningene færre og færre, og de hjelpemidler ringere, som kan gi opplysning derom. Stille vi oss Nutiden nærmere, så har vi ikke alene levningene å holde oss til, men også tegninger, bøker og skrevne opptegnelser, hvorav manglende kunnskap kan hentes. Går vi lenger tilbake, finnes der hverken bøker eller tegninger. Og går vi enda lenger tilbake i tiden, treffer vi på Folk, som hverken kjente bokstaver eller andre tegn til dermed å uttrykke sine tanker.

Ordspråket sier, at der er intet Nyt under solen, og at mennesket overalt er seg selv ligt. Dette må dog ikke forstås således, at enhver menneskelig handling eller frembringelse er en gjentagelse av, hva der før har vist seg. Thi likesom den ene dråpe vann ikke aldeles ligner en annen, og der ikke gives to mennesker, som er aldeles like, således viser der seg i det Enkelte aldri noen fullkommen gjentagelse. Allikevel kommer der en viss regel til syne i all menneskelig utvikling.

Når mennesket ennå ikke har fått noen kunnskap i arv fra eldre slekter, må det hjelpe seg, som det kan. Er Stedets Veirlag sådant, at mennesket ikke kan leve der i nøgen tilstand og uten tak 300over hodet, så trenger det til klær og boliger. I alle tilfelle trenger det til føde, og, frembringer ikke jorden denne av seg selv, må der hittes på midler til å skaffe den til veie. Dessuten må mennesket verge seg mot overfall av andre mennesker eller ville dyr. Til alt dette kreves visse redskaper, og disse gjøres da først av emner, som ligge nærmest for hånden: Tre, Ben eller Sten. Men disse emner er ikke harde og seige nok, hvorimot metaller er hensigtsmæssigere. Først lærer da mennesket det metall å kjenne, som lettest utvinnes, nemlig kobber, og for å gjøre det hårdere, giver man det en tilsetning av Tin. Herved fremkommer den blanding, som kalles bronse. Etter lang tid oppdager mennesket endelig det hensigtsmæssigste emne, jernet, og får kyndighet i at fremdrage det av myrer eller Sten, og lærer å smelte og smede det.

Også med hensyn til forsiringer eller den måte, hvorpå redskapene bli prydet, har man iakttatt en viss regel. I begynnelsen brukes kun såkalte matematiske figurer, prikker og linjer. De siste anvendes da forskjellig, enten som striper, brækkede streker (sikksakk), eller krummet som sirkler, bølgelinjer og spiraler (i form av urfjærer). Der går lang tid hen, innen man etterligner virkelige ting: Grenene med sine bøyninger, planter, Blade, dyr og mennesker.

På grunn av de forskjellige emner, som har vært brukte til redskaper, taler man om en steinalder, en bronsealder og en jernalder. Dette er dog ikke således å forstå, som om den tidligere alder overalt i verden eller endog kun i et enkelt land var endt, forinden den senere begynte; eller således, at man ikke lenger brukte steinredskaper, da bronsen var blitt kjent, eller bronseredskaper, etter at man hadde fått jern. Thi dengang hengik der enda lenger tid enn nå, før de nye oppdagelser utbredte seg overalt, og imidlertid var der mange Folk, som fremdeles stod på det lavere Trin.