294

Det er allerede 6 eller 7 Aar siden, og det var her paa Østlandet: jeg var paa en Skydsstation, satte mig i Slæden og kjørte af Gaarde, og snart kom jeg i Samtale med Skydsmanden, som stod bagpaa.

„Siden vi skal være sammen en Mil, saa faar jeg Lov at spørge: hvad er du for en Mand?“

„Aa, jeg er bare en simpel Mand.“

„En simpel Mand? — Hvad vil det sige, at være en simpel Mand?“

„Aa, det er ikke andet end saadan en simpel Mand.“

Lidt efter lidt fik jeg dog vide, at Manden, som havde Kone og Børn og kunde være paa Alder med mig selv, var Husmand og desuden havde den Bestilling hos Husbonden, at han skulde passe de fire Heste paa Gaarden — deriblandt da ogsaa den, som jeg nu kjørte med.

„Og det kalder du en ringe Bestilling? Men jeg kalder det en Kunst at passe Heste. Der skal ikke bare Samvittighed til, men Forstand. Og den rette Forstand paa Tingen faar ingen, uden han driver sin Dont med samvittighedsfuld Omhu. Jeg kan ikke passe Heste, langt fra det; men jeg kan begribe, at du maa give nøie Agt og have godt Skjøn paa hele Dyrets Natur, naar du paa en Gang skal spare paa Fodret og holde Dyret i god Stand. Om dig, min Ven, vil jeg helst tro, at du er en ligesaa brav og dygtig Karl i dit Kald, som din Bestilling er vanskelig og vigtig, — og da kalder ikke jeg dig en simpel Mand.“

Omtrent saa talte jeg og gjorde mig Flid for at overvinde det Mismod hos Manden, som syntes mig at lyde gjennem de Ord: „bare en simpel Mand.“

Og efter denne Begyndelse har jeg saa tidt i disse Aar tænkt paa, hvordan det egentlig har sig med den simple Mand, og tilsidst er jeg kommen til at forundre og glæde mig ved at se, hvor meget der bor i den norske Almuesmand, sandelig meget af baade Kundskab og Dannelse.

295En simpel Mand kan maaske ikke engang renlæse skikkelig, og han pleier nu end mindre kunne skrive. Men endda kunde en saadan Mand tjene som Kulfoged ved et af vore Jernværker. Forvalteren har fortalt mig det. Manden kunde have at modtage en ti Tusinde Læster Kul og derover i Løbet af en Vinter, og paa en enkelt Dag kunde der komme hundrede, ja halvandet hundrede Bønder og levere hver en Læst, halvanden Læst og saa bort efter. Efterhvert som en Kulbonde havde faaet sit Læs maalt og modtaget, gik han til Forvalteren og gav op, hvor meget det var; men om Aftenen maatte igjen Kulfogden give op, hvilke Bønder han havde modtaget Kul af, og hvor meget af hver, — og altid stemmede hans Hukommelse med, hvad de mange Bønder Dagen igjennem havde opgivet. Stundom syntes Forvalteren, han maatte sætte ham paa Prøve: „Men du, Lars, han Per Høibakke gav op en Læst og sex?“ „En Læst og tre; har han givet op mer, saa har han ljuget.“ Det glap aldrig.

Se, saadant Taalmodigheds-Arbeide og betænkt Væsen hører den simple Mand til. Saa vidt jeg har faret i Landet, har jeg fundet det igjen, i hver en Krog.

Ja, just i en Krog dybt nede i Røraas Værks Gruber viste Bergmandsfolkene mig engang et Syn, som gjorde Indtryk paa mig. To Bergmænd udgjorde et lidet Arbeidslag for sig selv og gav sig netop ifærd med Minerings-Arbeidet; medens den ene spyttede i Næverne og greb om Skaftet paa Slæggen, satte den anden Boret an mod Fjeldet — og det med stor Betænksomhed: ret ind, paa skraa nedad, paa skraa opad eller til Siden — det gjælder om at vælge Stillingen ret; thi derpaa kommer det an, om Mineskuddet skal give stort eller lidet Udslag, som det heder i Bergmandssproget, og derpaa kommer det igjen an, om de to Mænd skulle bringe stort eller lidet Udbytte med sig hjem af den Bergmaaneds Møie, og Bevidstheden herom under de mange Aars Arbeide har tilsidst givet dem en fuldendt Indsigt i den Maade, hvorpaa Stenen og Bjerget vil behandles for at lystre Mennesket. Den, som har naturlig god Begavelse, bringer det naturligvis videst.

End Agerdyrkeren — den norske Agerdyrker, som saa ofte har kunnet læse paa Prent (hvis han har befattet sig med at kjøbe Bøger og holde Aviser), at han staar saa aldeles tilbage og mangler Indsigt i Grundene for sin Bedrift! Jeg selv forstaar nu sagtens ikke disse Ting saa nøie; men det var dog en Gang, jeg fik ligesom en Tanke om, hvordan det har sig.

Det var paa Lom. Jeg var der i Sommertiden og saa dette Stel med Agervandingen, som var saa nyt for mig. Jeg gik hen paa Ageren og betragtede Arbeidet og gav mig i Samtale med Tjenestegutterne, Husmændene og Bønderne. Jeg fik et Vink hist, lagde Mærke til et Træk her, kom omsider saa vidt, at jeg skimtede lidt af Vanskeligheden og formaaede at stile Spørgsmaal angaaende Fremgangsmaaden og Grundene. Saa var der tilsidst en Bonde (et af de klareste og skarpsindigste Hoveder), som forstod mit Ønske og sad sammen med mig i samfulde to Dage og gik ind paa mine Spørgsmaal om hvorfor og 296hvorledes, og han anstrengte sig for at trænge til Bunds og gjøre mig det Hele begribeligt. Tilslut udbrød han selv i Forundring: „Jeg tør sige, jeg er en med de Bedste i Bygden til at vande Ager; men først nu, formedelst dine Spørgsmaal, har jeg faaet Grundene klarere for mig.“ Men jeg betragtede med stor Tilfredshed denne den simple Mands Kunst: paa den beroede det, om Folket skulde lide vel eller ilde, og kanske alt fra Halfdan Svartes mørke Tidsalder er den da, ved Slægternes anspændte Skarpsindighed, bleven udviklet saaledes, at selve Agerdyrkningens stolte Videnskab skulde prise den, om den blev fuldstændig fremstillet ved Skribentens Haand, medens den hidtil kun har været stillet til Skue paa selve Ageren ved den simple Mands Haand.

Nu staar der for mit Syn et meget vakkert og venligt Billede: paa en Fjeldgaard høit oppe i Sundalen var hele Familien samlet ude paa Tunet, og nogle hjalp til, og andre stod og saa paa, medens Sønnen paa Gaarden lagde Kløven paa Hesten, for at drage op til en Fjeldslaat, hvor han skulde være en Uge eller to, og altsaa maatte have med sig Niste, Sengklæder, Redskaber. Disse Kløv-Greier ere saa overmaade ringe at se til, naar de hænge paa Væggen i Redskabs-Skjulet, — ringe at se til, som Bonden selv mangen Gang kan se simpel ud. Men, hvor det morede mig nu at lægge Mærke til alt: paa Hestens Ryg og med fuld Oppakning var Kløv-Sadlen med Tilbehør mig et Billede paa Sindrighed: hver Ting var saa vel betænkt, indrettet paa det Bedste for Dyret, som skulde bære, for Varerne, som skulde flyttes. Indretningen kan gjerne have været ganske ligedan paa Kong Sverres Tid; det har ikke været nødvendigt at prøve paa nogen Forbedring siden.

En anden Hest og en anden Gut. Det var en simpel Tjenestekarl. Han fulgte Præsten, som han tjente hos, paa en Reise til Annexet; Veien gik over en Hei; det var en graa Høstdag i det sydlige Norge, i Kristiansands Stift. Midt ude i en Elv blev de var en Hest staaende paa en Sten; den havde tydeligvis villet svømme over og havde saa sparket sig op paa Stenen og derved faaet Hagen af den ene Bagbens-Sko fast i en Vidje-Spænding, som hørte til en Helle paa et af Forbenene, — og der stod den altsaa fjetret. Præsten, hvem jeg ellers kjender som en ualmindelig snarraadig Mand, saa ikke Raad her; thi Strømmen var for rivende og dyb. Men Gutten fandt udaf det: et Stykke fra stod en Tør-Gran, den brød han af og tog i Haanden; saa gik han et Stykke op med Elven, sprang ud og kom sig til at sidde skrævs over en Tømmerstok, som kom ned med Strømmen, og med Gran-Lurken roede og stagede han sig ud til Stenen, hvor det var et Øiebliks Værk for hans Tollekniv at skjære Vidjen over, saa Dyret var befriet. Præsten saa til med Angst; men Gutten røbede ikke og nærede vist heller ikke nogen Tanke om, at han her havde udmærket sig ved Raskhed og Mod. Men i Elven havde han faaet sig et koldt Bad, og trods det, at han søgte at holde Varmen i sig ved at gaa stærkt, paadrog han sig en voldsom Nervefeber, som hans unge friske Liv maatte bukke under for, faa Uger efter. Nu er jeg bedrøvet over, at jeg, som dog for kun et Par Maaneder siden hørte Fortællingen 297af Præsten selv, ikke lagde mig hans Navn bedre paa Minde, — det skulde staaet her.

Den simple Mand! Maler Tidemand har malet en rigtig simpel Mand: det er en Fisker paa Bergens-Kanten, staaende ved Siden af sin Baad, speidende ud over og grundende paa, om han skal gaa ud. Det blæser maaske stærkt, eller det ser truende ud; men, trøster en saadan Mand sig til at sætte Seil til, saa gaa kun med: han er som Erfarenheden selv. Eller kommer Stormen og Snekavet over eder derude, saa stol kun paa ham: kan Aandsnærværelse og Sømandsdygtighed hjælpe, saa har det ingen Fare, saa længe der er en saadan Høvedsmand ved Roret.

Og nu tænker jeg paa den Uendelighed af Nes og Holmer, af Skjær og Grunde, som vort Norges-Kart kun giver et svagt Billede af, men som det hører til vore Fiskeres og Lodsers Videnskab at kjende. De kjende dem ogsaa ud og ind. Men hvilket Arbeide Slægterne have havt, Arbeide og Møie med at gjøre alle disse Opdagelser og at fastholde dem i Hukommelsen! Man kan da ogsaa se Faderen sidde og forklare og beskrive for Sønnen, hvad Mærker han skal gaa efter, for at finde hin Fiske-Grund eller dette Skibsløb, og det er Guttens Ærgjerrighed at blive rigtig stø i Læren.

Omtrent saaledes som nu paa Papiret udbredte jeg mig i en Samtale for nogle Uger siden over den simple Mands Skjønsomhed og Indsigter i de Ting, som angaa ham, og da blev det sagt af en, at det stemmede overens med et Ord, han havde hørt af Agronom Lindekvist: „Dersom man skulde skrive op alt, hvad den simple Bonde ved, saa vilde det blive store Bøger, og der er desuden det Gode ved det, at det er lutter nyttige Kundskaber, som han daglig har Brug for.“ Her har Lindekvist just truffet det rette Ord.

Men Minering, Agerdyrkning, Sømandsskab, som jeg hidtil har talt om, — alt dette hører jo til den simple Mands Næringsdrift. Og derfor, kan nogen sige, er det ikke at undres over, at han er hjemme i de Ting; men prøv ham i nogen af de dannende Videnskaber, i Historie f. Ex., og der vil han nok staa tilbage.

Jeg ved ogsaa, at jeg selv mangen Gang har været utilfreds over at finde, at den norske Almuesmand for det meste kjender saa overmaade lidt til Fædrelandets Historie, saa han af Sagaens mærkelige Mænd neppe ved om mere end en, som de kaldte St. Olaf. Han har indskrænket sig til at lytte til de Historier, som gaa i Bygden om Bygdens egne Begivenheder og Personer i de sidste to — tre Menneske-Aldre.

Men engang, jeg hørte en Bygdemand fortælle slige Bygde-Historier, fik jeg Forestilling om, hvilken Menneskekundskab og historisk Sands der ogsaa saaledes kan udvikles. Og siden jeg først engang blev opmærksom paa det, har det siden stadig fornøiet mig at høre vore Almuesmænds Fortællinger; der er noget af de gammel-norske Sagaers eiendommelige Art i dem, saa det er, som saa du den hele Begivenhed, hvordan den gik for sig, og kjendte paa dig, hvad der rørte sig i det Menneskes Hjerte og Sind, som der fortælles om. I saadanne livagtige, men ellers simple Fortællinger glimter stundom Geniet frem.

298Geni hos den simple Mand? Henrik Wergeland vilde, at de Genier eller begavede Sjele, som monne fødes blandt Fattigfolk, skulde opdrages paa Statens Bekostning, at der kunde blive store Mænd af dem, til at lyse for Nationen som Stjerner over Landet. Men, da jeg engang sad i en Skolestue i Lom i Gudbrandsdalene og saa en liden rødkindet en og lagde Mærke til, hvorledes han hang med Øinene ved den gamle Skolemesters Læber, da maatte jeg tænke ved mig selv, at, dersom denne Otteaarige skulde blive en simpel Mand som Husmanden, hans Fader, saa var det jo netop Guds kjærlige Villie, at denne simple Stand ikke skulde mangle begavede Aander. Under den udvortes Ringhed kan der jo ogsaa saa vel trænges til Begavelsens Lys og Aandens Opløftelse.

Det kan være artigt at høre en Udlændings Dom om den simple Mand i Norge, og jeg blev ialfald selv opmærksom paa Ting, som jeg ikke havde tænkt paa før, da jeg traf til at læse følgende Fortælling af Engelskmanden Forbes, en anseet Lærd, som reiste her i Landet i Aaret 1851. Jeg tror nok, jeg skal mindes Gangen i Fortællingen. Fra Bergens By gjorde en norsk Herre ham Selskab ind til Mauranger, og herfra vilde de tage lige op og gaa over Folgefondens Snefjeld til nærmeste Bygd paa den anden Side. En Bondemand og hans Datter (det maa da vist have været hjertelig simple Folk) paatog sig at gaa med som Veivisere og bære Tøiet og Nisten. Midtveis forfærdedes Engelskmanden for sin Reisekammerat, der var uvant med dette Slags Anstrengelser og ikke orkede at gaa mere; det gjaldt om Livet her i denne Sne-Ørken; nogen Hvile og et Glas Vin styrkede dog den Udmattede, og langt om længe naaede de ned af Fjeldet did, hvor de agtede sig, og med usigelig Glæde saa de allerede et Hus med rygende Skorsten i Nærheden. Men her satte Bonden og Bondepigen sig ned, tog Byrderne af Ryggen, aabnede et Knyte, som de havde med for sig selv, og lod til at give sig god Tid. Engelskmanden spurgte, hvad dette skulde betyde; men de forstod det ikke. Han skjændte; men det forstyrrede dem heller ikke, og de blev ved sit. Endelig skjønnede den Fremmede det: de vilde ordne paa sine Klæder, for at se lidt pyntelige ud, før de gik ind paa den fremmede Gaard. Dette slog den Reisende, og hans Utaalmodighed vendtes til Velvillie og Agtelse for disse simple Folk, som røbede saa megen Selvagtelse. Saa vidt han havde faret, i Schweiz og ellers videnom i Udlandet, syntes han ikke at have seet saadant før.

Men det er saa gjennem-norsk, dette Træk, lige ens i alle Norges Stifter. En Arbeids-Bonde gaar ikke lettelig i et Snar-Ærinde ind til Naboen paa samme Gaard, uden ialfald at rette lidt paa sin Dragt; skal han hen paa en anden Gaard, maa han ialfald have en bedre Trøie paa, og han er søndagsklædt, naar han skal et Ærinde udenfor Bygden. Og som Bonden, saa Husmanden, og som Husmanden, saa den vel opdragne Tjenestekarl og Gjætergut, efter fattig Leilighed.

Det skulde føre mig for vidt, om jeg ogsaa vilde forsøge paa at forklare den Betænksomhed og Finhed, hvormed denne samme simple 299Mand ved at belægge sine Ord, naar han skal indlede og fremføre sit Ærinde. Jeg skal kun sige, at, dersom nogen lider af Heftighed og Fremfusenhed, saa skulde han søge Leilighed til at komme i Lag og omgaaes fortrolig med den norske Almuesmand, for at lære Sindighed af ham.

Pigen fra Mauranger har jeg kanske talt med; men da kom jeg ikke Fortællingen ihu. Det var en Kvinde fra den samme Bygd, nu gift Kone og boende i en Nabobygd. Der var smaa Kaar, og der skulde Anstrengelse og Omtanke og Forsigtighed til, for at holde Mangelen ude. Men hun var Sjelen i Husholdningen, og jeg mener, at hendes Æresfølelse og Arbeidsvane skal udrette store Ting. Jeg ser hende endnu, med det fint rynkede Ansigt: hun er en af disse mangfoldige Almueskoner, hvis Indsigter og Dyder jeg har lært at høiagte, og som jeg i Dagenes Løb kan glæde mig ved at mindes.

Ja, der bor meget i den simple norske Mand og Kvinde, og det mærkes paa deres Kundskab og Dannelse, at den sunde norske Folke-Skik kan give Ungdommen en ypperlig Opdragelse.

294

Det er allerede 6 eller 7 år siden, og det var her på Østlandet: jeg var på en skysstasjon, satte meg i sleden og kjørte av Gaarde, og snart kom jeg i samtale med skyssmannen, som stod bakpå.

„Siden vi skal være sammen en mil, så får jeg lov å spørre: hva er du for en mann?“

„Aa, jeg er bare en simpel mann.“

„En simpel mann? — Hva vil det si, å være en simpel mann?“

„Aa, det er ikke annet enn sådan en simpel mann.“

Litt etter litt fikk jeg dog vite, at mannen, som hadde kone og barn og kunne være på alder med meg selv, var husmann og dessuten hadde den bestilling hos husbonden, at han skulle passe de fire hester på gården — deriblant da også den, som jeg nå kjørte med.

„Og det kaller du en ringe bestilling? Men jeg kaller det en kunst å passe hester. Der skal ikke bare samvittighet til, men forstand. Og den rette forstand på tingen får ingen, uten han driver sin dont med samvittighetsfull omhu. Jeg kan ikke passe hester, langt fra det; men jeg kan begripe, at du må gi nøye akt og have godt skjønn på hele Dyrets natur, når du på en gang skal spare på Fodret og holde dyret i god stand. Om deg, min venn, vil jeg helst tro, at du er en likeså brav og dyktig Karl i ditt kald, som din bestilling er vanskelig og viktig, — og da kaller ikke jeg deg en simpel mann.“

Omtrent så talte jeg og gjorde meg flid for å overvinne det mismot hos mannen, som syntes meg å lyde gjennom de ord: „bare en simpel mann.“

Og etter denne begynnelse har jeg så titt i disse år tenkt på, hvordan det egentlig har seg med den simple mann, og til sist er jeg kommet til å forundre og glede meg ved å se, hvor meget der bor i den norske Almuesmand, sannelig meget av både kunnskap og dannelse.

295En simpel mann kan maaske ikke engang renlæse skikkelig, og han pleier nå enda mindre kunne skrive. Men enda kunne en sådan mann tjene som Kulfoged ved et av våre Jernværker. Forvalteren har fortalt meg det. Mannen kunne ha å motta en ti tusen lester kull og derover i løpet av en vinter, og på en enkelt Dag kunne der komme hundre, ja halvannet hundre bønder og levere hver en lest, halvannen lest og så bort etter. Efterhvert som en Kulbonde hadde fått sitt lass målt og mottatt, gikk han til forvalteren og ga opp, hvor meget det var; men om Aftenen måtte igjen Kulfogden gi opp, hvilke bønder han hadde mottatt kull av, og hvor meget av hver, — og alltid stemte hans hukommelse med, hva de mange bønder dagen igjennom hadde oppgitt. Stundom syntes forvalteren, han måtte sette ham på prøve: „Men du, Lars, han Per Høibakke ga opp en lest og seks?“ „En Læst og tre; har han gitt opp mer, så har han ljuget.“ Det glapp aldri.

Se, sådant tålmodighets-arbeide og betenkt vesen hører den simple mann til. Så vidt jeg har faret i landet, har jeg funnet det igjen, i hver en krok.

Ja, just i en krok dypt nede i Røraas verks gruver viste bergmannsfolkene meg engang et syn, som gjorde inntrykk på meg. To bergmenn utgjorde et lite arbeidslag for seg selv og ga seg nettopp ifærd med Minerings-arbeidet; mens den ene spyttet i nevene og grep om skaftet på sleggen, satte den annen boret an mot fjellet — og det med stor betenksomhet: rett inn, på skrå nedad, på skrå oppad eller til siden — det gjelder om å velge stillingen rett; thi derpå kommer det an, om mineskuddet skal gi stort eller lite utslag, som det heter i bergmannsspråket, og derpå kommer det igjen an, om de to menn skulle bringe stort eller lite utbytte med seg hjem av den Bergmaaneds møye, og bevisstheten herom under de mange Aars arbeide har til sist gitt dem en fullendt innsikt i den måte, hvorpå steinen og Bjerget vil behandles for å lystre mennesket. Den, som har naturlig god begavelse, bringer det naturligvis videst.

Enn Agerdyrkeren — den norske Agerdyrker, som så ofte har kunnet lese på prent (hvis han har befattet seg med å kjøpe bøker og holde aviser), at han står så aldeles tilbake og mangler innsikt i grunnene for sin bedrift! Jeg selv forstår nå saktens ikke disse ting så nøye; men det var dog en gang, jeg fikk likesom en tanke om, hvordan det har seg.

Det var på Lom. Jeg var der i sommertiden og så dette stell med Agervandingen, som var så nytt for meg. Jeg gikk hen på åkeren og betraktede arbeidet og ga meg i samtale med tjenesteguttene, husmennene og bøndene. Jeg fikk et vink hist, la merke til et trekk her, kom omsider så vidt, at jeg skimtet litt av vanskeligheten og formådde å stile spørsmål angående fremgangsmåten og grunnene. Så var der til sist en bonde (et av de klareste og skarpsindigste hoder), som forstod mitt ønske og satt sammen med meg i samfulle to dager og gikk inn på mine spørsmål om hvorfor og 296hvorledes, og han anstrengte seg for å trenge til Bunds og gjøre meg det hele begripelig. Til slutt utbrøt han selv i forundring: „Jeg tør si, jeg er en med de Bedste i bygden til å vande Ager; men først nå, formedelst dine spørsmål, har jeg fått grunnene klarere for meg.“ Men jeg betraktede med stor tilfredshet denne den simple Mands kunst: på den beroede det, om Folket skulle lide vel eller ilde, og kanskje alt fra Halfdan Svartes mørke tidsalder er den da, ved slekternes anspente skarpsindighet, blitt utviklet således, at selve Agerdyrkningens stolte vitenskap skulle prise den, om den ble fullstendig fremstilt ved Skribentens hånd, mens den hittil kun har vært stillet til Skue på selve åkeren ved den simple Mands hånd.

Nå står der for mitt syn et meget vakkert og vennlig bilde: på en fjellgård høyt oppe i Sundalen var hele familien samlet ute på tunet, og noen hjalp til, og andre stod og så på, mens sønnen på gården la Kløven på hesten, for å dra opp til en fjellslått, hvor han skulle være en uke eller to, og altså måtte ha med seg niste, Sengklæder, redskaper. Disse kløv-greier er så overmåte ringe å se til, når de henger på veggen i redskaps-skjulet, — ringe å se til, som Bonden selv mangen gang kan se simpel ut. Men, hvor det moret meg nå å legge merke til alt: på Hestens rygg og med full oppakning var kløv-salen med tilbehør meg et bilde på Sindrighed: hver ting var så vel betenkt, innrettet på det Bedste for dyret, som skulle bære, for varene, som skulle flyttes. Innretningen kan gjerne ha vært ganske likedan på Kong Sverres tid; det har ikke vært nødvendig å prøve på noen forbedring siden.

En annen hest og en annen Gut. Det var en simpel Tjenestekarl. Han fulgte presten, som han tjente hos, på en reise til annekset; Veien gikk over en Hei; det var en grå høstdag i det sydlige Norge, i Kristiansands Stift. Midt ute i en Elv ble de var en hest stående på en Sten; den hadde tydeligvis villet svømme over og hadde så sparket seg opp på steinen og derved fått Hagen av den ene bakbens-sko fast i en vidje-spenning, som hørte til en Helle på et av Forbenene, — og der stod den altså fjetret. Presten, hvem jeg ellers kjenner som en ualminnelig snarrådig mann, så ikke råd her; thi strømmen var for rivende og dyp. Men Gutten fant udaf det: et stykke fra stod en Tør-Gran, den brød han av og tok i hånden; så gikk han et stykke opp med elven, sprang ut og kom seg til å sitte skrevs over en tømmerstokk, som kom ned med strømmen, og med Gran-lurken rodde og staget han seg ut til steinen, hvor det var et Øiebliks verk for hans tollekniv å skjære vidjen over, så dyret var befriet. Presten så til med angst; men gutten røbede ikke og nærede vist heller ikke noen tanke om, at han her hadde utmerket seg ved raskhet og mot. Men i elven hadde han fått seg et kaldt Bad, og trass det, at han søkte å holde varmen i seg ved å gå sterkt, pådrog han seg en voldsom nervefeber, som hans unge friske Liv måtte bukke under for, få uker etter. Nå er jeg bedrøvet over, at jeg, som dog for kun et par måneder siden hørte fortellingen 297av presten selv, ikke la meg hans navn bedre på Minde, — det skulle stått her.

Den simple mann! Maler Tidemand har malt en riktig simpel mann: det er en fisker på Bergens-kanten, stående ved siden av sin båt, speidende ut over og grunnende på, om han skal gå ut. Det bleser maaske sterkt, eller det ser truende ut; men, trøster en sådan mann seg til å sette seil til, så gå kun med: han er som erfarenheten selv. Eller kommer Stormen og Snekavet over dere derude, så stol kun på ham: kan åndsnærværelse og sjømannsdyktighet hjelpe, så har det ingen fare, så lenge der er en sådan høvedsmann ved roret.

Og nå tenker jeg på den uendelighet av Nes og holmer, av Skjær og grunner, som vårt Norges-Kart kun giver et svakt bilde av, men som det hører til våre Fiskeres og losers vitenskap å kjenne. De kjenner dem også ut og inn. Men hvilket arbeide slektene har hatt, arbeide og møye med å gjøre alle disse oppdagelser og å fastholde dem i hukommelsen! Man kan da også se Faderen sitte og forklare og beskrive for sønnen, hva merker han skal gå etter, for å finne hin fisker-grunn eller dette skipsløp, og det er Guttens ærgjerrighet å bli riktig stø i læren.

Omtrent således som nå på papiret utbredte jeg meg i en samtale for noen uker siden over den simple Mands skjønnsomhet og innsikter i de ting, som angå ham, og da ble det sagt av en, at det stemte overens med et ord, han hadde hørt av agronom Lindekvist: „Dersom man skulle skrive opp alt, hva den simple bonde ved, så ville det bli store bøker, og der er dessuten det gode ved det, at det er lutter nyttige kunnskaper, som han daglig har Bruk for.“ Her har Lindekvist just truffet det rette ord.

Men Minering, Agerdyrkning, sjømannsskap, som jeg hittil har talt om, — alt dette hører jo til den simple Mands næringsdrift. Og derfor, kan noen si, er det ikke å undres over, at han er hjemme i de ting; men prøv ham i noen av de dannende vitenskaper, i historie f. Ex., og der vil han nok stå tilbake.

Jeg vet også, at jeg selv mangen gang har vært utilfreds over å finne, at den norske Almuesmand for det meste kjenner så overmåte litt til Fædrelandets historie, så han av Sagaens merkelige menn neppe ved om mer enn en, som de kalte St. Olaf. Han har innskrenket seg til å lytte til de historier, som gå i bygden om Bygdens egne begivenheter og personer i de siste to — tre menneske-aldre.

Men engang, jeg hørte en bygdemann fortelle slike Bygde-historier, fikk jeg forestilling om, hvilken menneskekunnskap og historisk Sands der også således kan utvikles. Og siden jeg først engang ble oppmerksom på det, har det siden stadig fornøyet meg å høre våre Almuesmænds fortellinger; der er noe av de gammel-norske Sagaers eiendommelige art i dem, så det er, som så du den hele begivenhet, hvordan den gikk for seg, og kjente på deg, hva der rørte seg i det Menneskes hjerte og sinn, som der fortelles om. I sådanne livaktige, men ellers simple fortellinger glimter stundom geniet frem.

298Geni hos den simple mann? Henrik Wergeland ville, at de genier eller begavede sjeler, som monne fødes blant fattigfolk, skulle oppdras på Statens bekostning, at der kunne bli store menn av dem, til å lyse for nasjonen som stjerner over landet. Men, da jeg engang satt i en skolestue i Lom i Gudbrandsdalene og så en liten rødkinnet en og la merke til, hvorledes han hang med øynene ved den gamle Skolemesters lepper, da måtte jeg tenke ved meg selv, at, dersom denne Otteaarige skulle bli en simpel mann som husmannen, hans far, så var det jo nettopp Guds kjærlige vilje, at denne simple stand ikke skulle mangle begavede ånder. Under den utvortes ringhet kan der jo også så vel trenges til Begavelsens lys og åndens Opløftelse.

Det kan være artig å høre en utlendings dom om den simple mann i Norge, og jeg ble i alle fall selv oppmerksom på ting, som jeg ikke hadde tenkt på før, da jeg traff til å lese følgende fortelling av engelskmannen Forbes, en anseet Lærd, som reiste her i landet i Aaret 1851. Jeg tror nok, jeg skal minnes gangen i fortellingen. Fra Bergens by gjorde en norsk Herre ham Selskab inn til Mauranger, og herfra ville de ta like opp og gå over Folgefondens snøfjell til nærmeste bygd på den annen side. En Bondemand og hans datter (det må da vist have vært hjertelig simple Folk) påtok seg å gå med som veivisere og bære tøyet og nisten. Midtveis forfærdedes engelskmannen for sin Reisekammerat, der var uvant med dette Slags anstrengelser og ikke orket å gå mer; det gjaldt om livet her i denne Sne-ørken; noen hvile og et Glas vin styrkede dog den Udmattede, og langt om lenge nådde de ned av fjellet dit, hvor de aktede seg, og med usigelig glede så de allerede et hus med rykende skorstein i nærheten. Men her satte Bonden og bondepiken seg ned, tok byrdene av ryggen, åpnet et Knyte, som de hadde med for seg selv, og lot til å gi seg god tid. Engelskmannen spurte, hva dette skulle bety; men de forstod det ikke. Han skjændte; men det forstyrret dem heller ikke, og de ble ved sitt. Endelig skjønte den Fremmede det: de ville ordne på sine klær, for å se litt pyntelige ut, før de gikk inn på den fremmede gård. Dette slo den reisende, og hans utålmodighet vendtes til velvilje og aktelse for disse simple Folk, som røbede så mye selvaktelse. Så vidt han hadde faret, i Schweiz og ellers videnom i utlandet, syntes han ikke å ha sett sådant før.

Men det er så gjennom-norsk, dette trekk, like ens i alle Norges Stifter. En Arbeids-bonde går ikke lettelig i et snar-ærend inn til naboen på samme gård, uten i alle fall å rette litt på sin drakt; skal han hen på en annen gård, må han i alle fall have en bedre trøye på, og han er søndagskledd, når han skal et ærend utenfor bygden. Og som Bonden, så husmannen, og som husmannen, så den vel opdragne Tjenestekarl og gjetergutt, etter fattig leilighet.

Det skulle føre meg for vidt, om jeg også ville forsøke på å forklare den betenksomhet og finhet, hvormed denne samme simple 299mann ved å belegge sine ord, når han skal innlede og fremføre sitt ærend. Jeg skal kun si, at, dersom noen lider av heftighet og fremfusenhet, så skulle han søke leilighet til å komme i lag og omgås fortrolig med den norske Almuesmand, for å lære sindighet av ham.

Piken fra Mauranger har jeg kanskje talt med; men da kom jeg ikke fortellingen ihu. Det var en kvinne fra den samme bygd, nå gift kone og boende i en nabobygd. Der var små kår, og der skulle anstrengelse og omtanke og forsiktighet til, for å holde mangelen ute. Men hun var sjelen i husholdningen, og jeg mener, at hennes æresfølelse og arbeidsvane skal utrette store ting. Jeg ser henne ennå, med det fint rynkede ansikt: hun er en av disse mangfoldige Almueskoner, hvis innsikter og dyder jeg har lært at høiagte, og som jeg i Dagenes løp kan glede meg ved å minnes.

Ja, der bor meget i den simple norske mann og kvinne, og det merkes på deres kunnskap og dannelse, at den sunde norske Folke-skikk kan gi ungdommen en ypperlig oppdragelse.