292

Blandt alle Lande i Øst og VestEr Fædrelandet mit Hjerte næst.Det „gamle Norge“Med KlippeborgeMig huer bedst.

Fra Vesterhavet til Kjølens Rand,Fra Nordishavet til Kristianssand,Der har jeg hjemmeOg kan istemme:Mit Fædreland!

Jeg elsker eder, I gamle FjeldMed høie Tinder og dybe Væld,Med Skog om BarmenOg Jern i ArmenTil Tidens Kveld!

Jeg elsker eder, I Bække smaa,I stolte Fosse, I Fjorde blaa,I Sjøer blanke,Hvis stille TankeKan Stjerner naa!

293Jeg elsker Furu- og BjerkelundMed Toneklangen fra Fuglemund;Og meget anerDe dunkle GranerI Vaarens Stund.

Jeg elsker Bølgen, hvor Frihedgror,De dybe Dale, hvor Freden bor,De Lier fagre,Og gyldne AgrePaa Odelsjord.

Kun høit i Norden, trods MørketsBaand,Kan Sommerlyset faa Overhaand,Saa AftenglødenOg MorgenrødenGaa Haand i Haand.

Selv Norges Vinter med Sne og IsHar Flammefarver, som vindePris.Den NordlysvrimmelPaa høien HimmelEr fuldt Bevis.

I Berg og Kiste vi mangle Guld,Men Forsyns-Haanden er stedsefuld;Arbeider, beder!— Den Brød berederAf Sten og Muld.

Ei alt, hvad glimrer, er stortog godt;Det tidt var bedre, som syntessmaat.Jeg vil ei bytteMin norske HytteMed fremmed Slot.

Jeg elsker alt, som er ægte norsk,–Fra Folkelivet til Sild og Torsk,–Som fremad skrider,Om end det gliderEn Smule dorsk.

Jeg elsker høilig mit Modersmaal,Der klinger kraftigt som hærdetStaal,Fra Hjertets Grunde,I FolkemundeHos Per og Paal.

Dog mest jeg elsker det Folkefærd,Som har sit Hjem mellem Fjeldog Skjær,Hvor Unge hædreDe gamle Fædre,Som bygde her.

Jeg elsker Bonden i Kofte graa,Og Fattigmanden, hvis Seng erStraa,Og alle Magter,Som ei foragterDe simple Smaa.

Vi alle udsprang af fælles Rod,Til fælles Lykke, med fælles Blod;Og fælles MinderSom Bølger rinderI Tidens Flod.

Her finder Aanden en HjertegrundMed aabent Øre og villig Mund.De lyse NætterOs snart forjætterEn fager Stund.

Ja, Folkehaabet er ankerfast,Saa her i Norden det aldrigbrast.Lad Skyer true,Vi vil ei grueFor Bølgekast.

Nu klarer Livet sig Dag forDag,Til Sandhed vinder et Hovedslag;Thi Ordets VærgeMod Trold og DvergeEr Aandens Sag.294Er Hjernen endnu tildels forspansk,Og Tankegangen for tysk ogfransk,Mens Folk i SaleSom Bøger taleFor meget dansk, —

Lad Nordenvinden gaa Landet omOg blæse heden det falske Skum,Som gamle NoderOg nye ModerHar givet Rum!

Saa vaagner Folket en MorgenstundMed Liv i Hjerte og Lys i Mund,Og sødt det sjungerMed løste TungerOm Livets Grund.

Da samles ogsaa den Trillinggren,Som var — trods Bølge og MærkestenOg alskens TrættePaa Fjeld og Slette —I Aanden en.

Paa AandensHimmel med Bue blaaSkal Nordens Stjerne som Vaarsol gaaOg skabe SommerMed Sang og Blommer,Mens Hjerter slaa.

292

Blant alle land i øst og vestEr fedrelandet mitt hjerte nest.Det „gamle Norge“Med klippeborgerMeg huer best.

Fra Vesterhavet til Kjølens Rand,Fra Nordishavet til Kristianssand,Der har jeg hjemmeOg kan istemme:Mitt fedreland!

Jeg elsker dere, dere gamle FjellMed høye Tinder og dype vell,Med skog om barmenOg Jern i armenTil Tidens kveld!

Jeg elsker dere, dere bekker små,I stolte Fosse, dere Fjorde blå,I sjøer blanke,Hvis stille tankeKan stjerner nå!

293Jeg elsker Furu- og BjerkelundMed Toneklangen fra Fuglemund;Og meget anerDe dunkle granerI vårens stund.

Jeg elsker bølgen, hvor Frihedgror,De dype daler, hvor freden bor,De Lier fagre,Og gyldne åkrerPå odelsjord.

Kun høyt i Norden, trass MørketsBånd,Kan Sommerlyset få overhånd,Så AftenglødenOg MorgenrødenGå hånd i hånd.

Selv Norges vinter med Sne og isHar flammefarger, som vindePris.Den NordlysvrimmelPå høien himmelEr fullt bevis.

I Berg og kiste vi mangle gull,Men Forsyns-hånden er stedsefull;Arbeider, beder!— Den Brød berederAv Sten og Muld.

Ei alt, hva glimrer, er stortog godt;Det titt var bedre, som syntessmått.Jeg vil ei bytteMin norske hytteMed fremmed slott.

Jeg elsker alt, som er ekte norsk,–Fra Folkelivet til sild og torsk,–Som fremad skrider,Om enn det gliderEn Smule dorsk.

Jeg elsker høylig mitt morsmål,Der klinger kraftig som herdetStål,Fra Hjertets grunner,I folkemunneHos Per og Paal.

Dog mest jeg elsker det folkeferd,Som har sitt hjem mellom Fjellog Skjær,Hvor unge hedreDe gamle fedre,Som bygde her.

Jeg elsker Bonden i kofte grå,Og Fattigmanden, hvis seng erStrå,Og alle makter,Som ei forakterDe simple Smaa.

Vi alle utsprang av felles rot,Til felles lykke, med felles blod;Og felles minnerSom Bølger rinnerI Tidens Flod.

Her finner Aanden en hjertegrunnMed åpent øre og villig munn.De lyse netterOs snart forjætterEn fager stund.

Ja, folkehåpet er ankerfast,Så her i Norden det aldribrast.Lad skyer true,Vi vil ei grueFor Bølgekast.

Nå klarer livet seg Dag forDag,Til sannhet vinder et Hovedslag;Thi Ordets vergeMot troll og dvergerEr åndens Sag.294Er hjernen ennå tildels forspansk,Og Tankegangen for tysk ogfransk,Mens Folk i SaleSom Bøger taleFor meget dansk, —

Lad Nordenvinden gå landet omOg blåse heden det falske skum,Som gamle noderOg nye ModerHar gitt rom!

Så våkner Folket en morgenstundMed liv i hjerte og lys i munn,Og søtt det syngerMed løste tungerOm Livets grunn.

Da samles også den Trillinggren,Som var — trass bølge og merkesteinOg alskens trettePå Fjell og Slette —I Aanden en.

På åndenshimmel med bue blåSkal Nordens stjerne som vårsol gåOg skape sommerMed sang og Blommer,Mens hjerter slå.