251. Bergens Stift.
Nu gaar ØstenvindenMed et Suk igjennem Linden,Og mod Vesten glider Skyen blidt,Og min Længsel følgerTil de fjerne Bølger,Hvor min Barndom gyngede saa tidt.
Mine BarndomsdageEr en billedsmykket Sage,I hvert Billed er en Tone lagt.I min Drøm paa Fjeldet,Under FossevældetHar en Huldre mig sin Harpe rakt.
Kjender du de svale,Mørke, kirkestille DaleUden Arner, uden Sti og Navn?Ved de sorte ElveTaarebirke skjælve;De har nævnt mig alle mine Savn.
Har du seet SkovenHænge frodigt over VovenFra det lune, farverige Fjeld?Der, blandt BlomsterbedeUnder Droslens RedeSprang min dybe Sjeleglædes Væld.
Ved mit Edens GjærdeEr en Kjæmpevagt paafærde:Vilde Jøkler splitte Skyen ad;292Men i Styrkens BelteOm de barske HelteHar en Dise virket Rosens Blad.
Der er nøgne Strande,Hvor de klippestore Hvaler landeUnder Tordens og Orkanens Gny;Der er dybe Bugter,Hvor de røde FrugterGro ved Bredden af din Snekkes Ly.
Der har Herren stilletFor din Ringhed Almagts Billed,Der er Orgelklang fra Fjeld og Fjord;Der vil Droslens ToneKvæge og forsoneI det klippehvalte Tempelkor.
Der var godt at blundeI de lyse, duftopfyldte Lunde,Hvor min Vugge overskygget stod;For hver kvalfuld Slummer,For hver vaagen KummerEr min Vuggegave Lægerod.
Hil dig, Norges Bringe!Under Stormens vinterlige VingeEr du hærdet til din Jættedyst;Men bag Pandsrets BueBlusser Fromheds Lue,Banker Hjertet mod Naturens Lyst.
251. Bergens Stift.
Nå går ØstenvindenMed et sukk igjennom Linden,Og mot Vesten glider skyen blidt,Og min lengsel følgerTil de fjerne bølger,Hvor min barndom gynget så titt.
Mine BarndomsdageEr en billedsmykket Sage,I hvert bilde er en tone lagt.I min drøm på fjellet,Under FossevældetHar en huldre meg sin harpe rakt.
Kjenner du de svale,Mørke, kirkestille dalerUten Arner, uten sti og navn?Ved de sorte elverTaarebirke skjelve;De har nevnt meg alle mine savn.
Har du sett skogenHenge frodig over VovenFra det lune, farverige Fjell?Der, blant BlomsterbedeUnder Droslens redeSprang min dype Sjeleglædes vell.
Ved mitt Edens gjerdeEr en Kjæmpevagt paafærde:Ville jøkler splitte skyen ad;292Men i Styrkens belteOm de barske HelteHar en Dise virket Rosens blad.
Der er nakne Strande,Hvor de klippestore Hvaler landeUnder Tordens og Orkanens Gny;Der er dype bukter,Hvor de røde frukterGro ved bredden av din Snekkes ly.
Der har Herren stilletFor din ringhet allmakts bilde,Der er orgelklang fra Fjell og fjord;Der vil Droslens ToneKvege og forsoneI det klippehvalte Tempelkor.
Der var godt å blundeI de lyse, duftoppfylte Lunde,Hvor min vugge overskygget stod;For hver kvalfull Slummer,For hver våken kummerEr min vuggegave legerot.
Hil deg, Norges Bringe!Under Stormens vinterlige VingeEr du herdet til din jettedyst;Men bak Pandsrets bueBlusser fromhets lue,Banker hjertet mot Naturens lyst.