Kjære Børn! Jeg ønskede, hvis jeg kunde, i nogle faa Ord at forklare eder, hvad Nytte og Værd Eventyr 289kunne have. Det er et rigtig vanskeligt Arbeide; men Sagen er vigtig, og jeg vil forsøge derpaa og gjøre det saa godt, jeg kan. Jeg siger, at det er en vanskelig Sag, fordi der er saa mange Mennesker, der kalde sig selv rigtig kloge og forstandige, som rynke paa Næsen til alt, hvad der heder Eventyr, og kalde saadant Ammestuesnak og Regler; og dem kunde vel ogsaa I have truffet paa. Men simpelt, saa I forstaa det, at gjendrive deres Tale, er ikke let. Hør nu om en slig Mand: det er intet Eventyr, det er en sandfærdig Historie. Paa eders Alder havde jeg gaaet i Skole sammen med en Gut, som jeg holdt meget af; han var dengang snil og godslig, og vi havde mer end engang moret os sammen. Jeg kan ikke mindes det; men jeg tænker, vi ogsaa havde hørt Eventyr sammen. Han reiste langt, langt bort, til Afrika etsteds, og, da han efter mange Aar kom tilbage, var han saa rig, at han kunde kjøbt sig den største Herregaard i Norges Land og endda havt Penge tilovers. Men gammel var han bleven før Tiden baade paa Sind og Skind. Da vi traf sammen, spurgte han mig, om jeg havde levet godt, og om jeg var bleven rig. Jeg svarede ja til begge Dele: Gud havde velsignet mig og ladet mig lære adskilligt, og han havde hver Dag givet mig alt, hvad jeg behøvede, og mere til. „Hvor mange Penge har du?“ sagde han. „Her kan du selv tælle efter,“ svarede jeg; „du er jo en god Regnemester;“ dermed tog jeg min Pung op og holdt den hen til ham. Det var vist et Par Daler i Pungen og ikke sandt? det er ikke saa lidet. Men det syntes ikke han. „Stakker, har du ikke mere? Hvad har du da taget dig til?“ spurgte han. „Ja, det tør nok hænde, du vil forundre dig, naar du hører det. I den sidste Tid har jeg arbeidet mest paa at samle Eventyr.“ (Det gjorde jeg ogsaa dengang; siden har Herren sat mig til en vigtigere Gjerning). „Er det virkelig sandt?“ Jeg bekræftede det. „Du burde sultet ihjel, naar du ikke har taget dig Nyttigere fore,“ sagde han, og dermed var han færdig at gaa. „Nei, bi lidt, min Ven! nu falder det mig til at spørge; hvordan har du levet, og hvor rig er du bleven?“ „Jeg har levet slet; jeg har havt anderledes Slid og Slæb og Ængstelse og Bekymring, end der er ved at sanke Eventyr. En Klat har jeg lagt mig til — en 70–80,000 Daler eller saa i eders Mynt.“ „Saa er du vel rigtig glad og takker vor Herre, som har hjulpet dig til denne Formue?“ „Aa, selv har jeg fortjent mig den, du, med mange, sure Timer; den er ikke falden mig i Skjødet, mens jeg sad og dreiede Tommelfingrene om hinanden. Men det er for lidet. Derfor er jeg kommen hjem, for at se, om ikke her skulde være mere at tjene ved mine Midler.“ „Stakkers min Ven! Du er det sørgeligste Bevis, jeg endnu har havt, paa, at Mennesket ikke lever af Brød alene,“ sagde jeg, og vi skiltes ad. — Men der er mange slige Mennesker i Verden; de spørge bare efter det, de kalde Nytten: hvorledes de skal tjene flere Penge, faa smukkere Klæder og lækrere Mad. At de af Gud har faaet en Sjæl, som engang maa forlade alt, hvad de har samlet, meget eller lidet — det glemme de rent. Denne Verdens Omsorg har ganske fortrængt det barnlige Sind hos dem, og derfor tykkes alt, som Børn glæde sig ved, dem naragtigt og uselt. 290Se, disse maa omvende sig og blive som Børn igjen, før de kunne more sig ved et Eventyr og skjønne, at ogsaa det har sit Værd.

Men der er et andet Slags Mennesker, der ere saare agtværdige, ja hvem vi i meget maa ønske at ligne, men som ogsaa ofte afsky Eventyr, Sagn og alt saadant. De ere komne til en levende Bekymring for at blive salige; de fornemme, at de ere arme Syndere, og ville saa gjerne faa sine Sjele frelste. „At vinde Christum og findes i ham“ — det er deres alvorligste Formaal. Ogsaa mange saadanne, af Guds Naade opvakte Sjele fordømme Eventyrene, kalde dem Verdens Tant og ville ikke, at Børn skulle høre dem. De have for en Del Ret: der gives mange, mange stygge Eventyr, som Børn slet ikke bør høre. De bære i sig Forgift, der høilig kan skade, ja dræbe det Liv, Gud i Daaben har skabt i et Barnehjerte. For de Lærde kunne saadanne Eventyr nok være nyttige at kjende, fordi de vise, hvor fordærvet det naturlige Menneskehjerte er, som glæder sig i at opfinde slige fæle Digtninger til Morskab for sig selv og andre; Børn derimod og Enfoldige maa paa det alvorligste sky dem. Men, naar mange for Salighedssagen Bekymrede fælde den samme Dom over alle Eventyr og kalde dem alle skadelige og fordærvelige for Børn, da have de neppe rigtig tænkt over Tingen. Der gives mange, ikke blot morsomme, men gode og lærerige Eventyr, som kunne sysselsætte Børns Sjele paa en oplivende og gavnlig Maade. Hvor morsomme de kunne være, ved I selv, kjære Børn! Og det, som rigtig tiltaler eder og vækker eder til inderlig Deltagelse, det opliver ikke blot, det øver ogsaa eders Sjelskræfter, — og hvor gavnligt er ei det? Men dernæst ligger der ogsaa paa de gode Eventyrs Bund en Betragtning af Livet, som just bør føres ind i Barnehjertet; ak, der kommer siden nok, som vil trænge denne Betragtning ud igjen af Sindet. I have vist lagt Mærke til, at i de gode Eventyr gaar det altid den Fromme og Forstandige vel, den Onde, Taabelige og Daarlige ilde; det er ikke Fødsel, Stand og udvortes Kaar, som gjør Udslaget. Ofte gaar det hel underligt til, saa at de uanseligste Ting, de stakkers Dyr, som den medlidende Gut hjælper, et ubetydeligt Træ, som den deltagende Pige tager sig af, eller andet Lignende — siden frelser og bringer Lykke. Men saaledes gaar det, naar du ser med det rette Blik, ogsaa til i Verden: der fører ogsaa alt til Lykke og Gavn for den Fromme og Forstandige, til Skade og Fordærvelse for den Onde og Daarlige, om ikke altid eller strax i de udvortes Kaar, saa ganske vist i de indvortes og mod Enden. Og ofte, ja langt oftere, end vi tænke derpaa, bruger Gud det Smaa og Ubetydelige til at fremlede Held og Lykke for Sine. Disse Sandheder, som mangt et Eventyr smukt og klart lærer, kan du aldrig dybt nok indprente dig, kjære Barn! Din Lykke beror paa, at du ret eier dem. — I Eventyret er der intet Livløst; alt lever, taler og handler. Se, saaledes er det i Grunden ogsaa i Skabningen omkring os, og Barneøiet ser ofte Livet der, hvor den Ældre med det sløvere Blik slet ikke opdager det, og hører grant Talen der, hvor den Ældre tykkes, alt er tyst og stumt. Har du ikke selv, kjære Barn! t. Ex. mange Gange seet, hvorledes 291i Sommertiden, naar Vindpust gaa over Engen, Blaaklokkerne stod og svaiede og ringede for de andre Blomster og Græsstraa rundt om, som om de sagde: „Lad os holde Gudstjeneste, Herren til Ære!“ — og har du ikke seet, hvorledes Urter og Straa efterkom Kaldet og bukkede sig og neiede sig for ham, der gjorde Himmelen og Jorden? Har du ikke hørt, hvad Svalen i Luften og Bækken, der bruser ned over Fjeldet, og Trætoppene i Skoven udsjunge og udrisle og udsuse? O, kjære Barn! lad kun Eventyret lære dig med opladte Sandser at gaa om mellem Alskabningen; da skal den, hvor du færdes, tale til dig og sige: „Herre, hvor mange ere dine Gjerninger, og du gjorde dem alle viseligen.“ Og da er du bleven gjort til en enfoldig Vis ved det enfoldige Børneeventyrs Visdom.

Nu — saa vælg dine Eventyr og glæd dig ved de gode!

Kjære barn! Jeg ønsket, hvis jeg kunne, i noen få ord å forklare dere, hva nytte og verd eventyr 289kunne ha. Det er et riktig vanskelig arbeide; men Sagen er viktig, og jeg vil forsøke derpå og gjøre det så godt, jeg kan. Jeg sier, at det er en vanskelig Sag, fordi der er så mange mennesker, der kalle seg selv riktig kloge og forstandige, som rynke på nesen til alt, hva der heter eventyr, og kalle sådant ammestuesnakk og regler; og dem kunne vel også dere har truffet på. Men simpelt, så dere forstår det, å gjendrive deres Tale, er ikke lett. Hør nå om en slig mann: det er intet eventyr, det er en sannferdig historie. På deres alder hadde jeg gått i skole sammen med en Gut, som jeg holdt meget av; han var dengang snill og godslig, og vi hadde mer enn engang moret oss sammen. Jeg kan ikke minnes det; men jeg tenker, vi også hadde hørt eventyr sammen. Han reiste langt, langt bort, til Afrika etsteds, og, da han etter mange år kom tilbake, var han så rik, at han kunne kjøpt seg den største herregård i Norges land og enda hatt penger til overs. Men gammel var han blitt før tiden både på sinn og skinn. Da vi traff sammen, spurte han meg, om jeg hadde levet godt, og om jeg var blitt rik. Jeg svarte ja til begge dele: Gud hadde velsignet meg og ladet meg lære adskillig, og han hadde hver dag gitt meg alt, hva jeg behøvde, og mer til. „Hvor mange penger har du?“ sa han. „Her kan du selv telle etter,“ svarte jeg; „du er jo en god regnemester;“ dermed tok jeg min pung opp og holdt den hen til ham. Det var vist et par daler i pungen og ikke sandt? det er ikke så lite. Men det syntes ikke han. „Stakker, har du ikke mer? Hva har du da tatt deg til?“ spurte han. „Ja, det tør nok hænde, du vil forundre deg, når du hører det. I den siste tid har jeg arbeidet mest på å samle eventyr.“ (Det gjorde jeg også dengang; siden har Herren satt meg til en viktigere gjerning). „Er det virkelig sandt?“ Jeg bekreftet det. „Du burde sultet ihjel, når du ikke har tatt deg Nyttigere fore,“ sa han, og dermed var han ferdig å gå. „Nei, bi litt, min venn! nå faller det meg til å spørre; hvordan har du levet, og hvor rik er du blitt?“ „Jeg har levet slet; jeg har hatt annerledes Slid og slep og engstelse og bekymring, enn der er ved å sanke eventyr. En Klat har jeg lagt meg til — en 70–80,000 daler eller så i deres mynt.“ „Så er du vel riktig glad og takker vår Herre, som har hjulpet deg til denne formue?“ „Aa, selv har jeg fortjent meg den, du, med mange, sure timer; den er ikke falt meg i Skjødet, mens jeg satt og dreide tommelfingrene om hinannen. Men det er for lite. Derfor er jeg kommet hjem, for å se, om ikke her skulle være mer å tjene ved mine midler.“ „Stakkers min venn! Du er det sørgeligste bevis, jeg ennå har hatt, på, at mennesket ikke lever av brød alene,“ sa jeg, og vi skiltes ad. — Men der er mange slike mennesker i verden; de spør bare etter det, de kaller nytten: hvorledes de skal tjene flere penger, få smukkere klær og lekrere mat. At de av Gud har fått en sjel, som engang må forlate alt, hva de har samlet, meget eller lite — det glemme de rent. Denne Verdens omsorg har ganske fortrengt det barnlige sinn hos dem, og derfor tykkes alt, som barn glede seg ved, dem naragtigt og usselt. 290Se, disse må omvende seg og bli som barn igjen, før de kunne more seg ved et eventyr og skjønne, at også det har sitt verd.

Men der er et annet Slags mennesker, der er såre aktverdige, ja hvem vi i meget må ønske å ligne, men som også ofte avsky eventyr, sagn og alt sådant. De er kommet til en levende bekymring for å bli salige; de fornemme, at de er arme syndere, og ville så gjerne få sine sjeler frelste. „Å vinne Christum og finnes i ham“ — det er deres alvorligste formål. Også mange sådanne, av Guds Naade opvakte sjeler fordømme eventyrene, kalle dem Verdens tant og ville ikke, at barn skulle høre dem. De har for en del rett: der gives mange, mange stygge eventyr, som barn slett ikke bør høre. De bære i seg forgift, der høylig kan skade, ja drepe det liv, Gud i dåpen har skapt i et barnehjerte. For de Lærde kunne sådanne eventyr nok være nyttige å kjenne, fordi de vise, hvor fordervet det naturlige menneskehjerte er, som gleder seg i å oppfinne slike fæle diktninger til morskap for seg selv og andre; Barn derimot og Enfoldige må på det alvorligste sky dem. Men, når mange for Salighedssagen Bekymrede felle den samme dom over alle eventyr og kalle dem alle skadelige og fordervelige for barn, da har de neppe riktig tenkt over tingen. Der gives mange, ikke blot morsomme, men gode og lærerike eventyr, som kunne sysselsette Børns sjeler på en opplivende og gavnlig måte. Hvor morsomme de kunne være, ved dere selv, kjære barn! Og det, som riktig tiltaler dere og vekker dere til inderlig deltagelse, det oppliver ikke blot, det øver også deres sjelskrefter, — og hvor gavnligt er ei det? Men dernest ligger der også på de gode Eventyrs bunn en betraktning av livet, som just bør føres inn i barnehjertet; ak, der kommer siden nok, som vil trenge denne betraktning ut igjen av sinnet. Dere har vist lagt merke til, at i de gode eventyr går det alltid den Fromme og Forstandige vel, den Onde, Taabelige og Daarlige ilde; det er ikke fødsel, stand og utvortes kår, som gjør utslaget. Ofte går det hel underlig til, så at de uanseligste ting, de stakkers dyr, som den medlidende Gut hjelper, et ubetydelig tre, som den deltagende pike tar seg av, eller annet Lignende — siden frelser og bringer lykke. Men således går det, når du ser med det rette blikk, også til i verden: der fører også alt til lykke og Gavn for den Fromme og Forstandige, til skade og fordervelse for den Onde og Daarlige, om ikke alltid eller straks i de utvortes kår, så ganske vist i de innvortes og mot enden. Og ofte, ja langt oftere, enn vi tenker derpå, bruker Gud det Smaa og Ubetydelige til at fremlede held og lykke for Sine. Disse sannheter, som mangt et eventyr smukt og klart lærer, kan du aldri dypt nok innprente deg, kjære barn! Din lykke beror på, at du rett eier dem. — I eventyret er der intet Livløst; alt lever, taler og handler. Se, således er det i grunnen også i skapningen omkring oss, og barneøyet ser ofte livet der, hvor den Ældre med det sløvere blikk slett ikke oppdager det, og hører grant talen der, hvor den Ældre tykkes, alt er tyst og stumt. Har du ikke selv, kjære barn! t. Ex. mange ganger sett, hvorledes 291i sommertiden, når vindpust gå over Engen, blåklokkene stod og svaiet og ringte for de andre blomster og gresstrå rundt om, som om de sa: „La oss holde gudstjeneste, Herren til ære!“ — og har du ikke sett, hvorledes urter og strå etterkom kallet og bukket seg og neiet seg for ham, der gjorde himmelen og jorden? Har du ikke hørt, hva Svalen i luften og bekken, der bruser ned over fjellet, og tretoppene i skogen udsjunge og udrisle og udsuse? O, kjære barn! la kun eventyret lære deg med opplatte sanser å gå om mellom Alskabningen; da skal den, hvor du ferdes, tale til deg og si: „Herre, hvor mange er dine gjerninger, og du gjorde dem alle viseligen.“ Og da er du blitt gjort til en enfoldig Vis ved det enfoldige Børneeventyrs visdom.

Nå — så velg dine eventyr og gled deg ved de gode!