285

Før var der knapt skrevet paa Dansk en BogSom ret kunde Hjerterne hue,Kun Eventyr, brugbart i Kakkelovnskrog,Kun Vise til Spinderskens Stue.

Hver Mand, som med Kløgt gik i Lærdom til Bund,Latin paa Papiret kun malte,Med Fruerne Fransk, og Tydsk med sin HundOg Dansk med sin Tjener han talte.

Da seiled et Skib fra Bergens Fjord,En kostelig ladet Snekke;Thi Ludvig Holberg var der ombord;Han stirred saa vide fra Dække.

Og Øiet opdaged ved Øresunds KystDe Taarne, som kneise mod Himmel;Da banker hans Hjerte af salig LystAt skue Axelstads Vrimmel.

Og snildt han ser paa det brogede Spil,Smil funkler i Øinenes Lue;„Nu, der skal en dygtig Lugekniv tilDet Ukrud i Væxten at kue!

286Von Tybo kneiser saa strunk som et Siv;Hvad om han bøied sig noget?Magistren om Pavens Skjeg ypper KivOg er baade skimlet og kroget.

Sjør Herman pudser paa Folk og Land;Hvad om han polered sin Kande?Og, hvad om Frants Hansen fik hjemme ForstandOg skaante de fremmede Lande?“

Og Holberg sin mandige Røst oplodOm Daarernes Lader og Fagter,Saa levende, som de gik og stodMed Ansigt, med Tale og Dragter.

Som rensende Stormvind hans Tale klangTil Solskin i kommende Dage;Indsmuglede Noder som Græshopper sprangDen Vei, de var komne, tilbage.

Vel føres fra fremmede Lande herhidRet meget, hvorved vi oplives;Men Latter, saa sund som ved Holbergs Vid,Kan ikke med Posten forskrives.

Han lærte de Danske, at Danske er fødAt tale med Fædrenes Tunge;Thi hjemmebrygt var jo den herlige Mjød,Som styrkede Hjerter og Lunge.

Og Tanken fløi fra sit taagede Skjul,Behøved om Ord ei at lede,Ret som naar til Sang opvaagner en Fugl,Naar Morgensol hilser dens Rede.

Saa længe som derfor med Liv og med AandDen Danske kan synge i Lunden,Saa længe som ikke hans SmilebaandAf Moden i Knuder er bunden;

Saa længe en Draabe gammeldags BlodKan Vei gjennem Hjerterne finde;Saa længe som Bøgen ved Sorø slaar Rod,Skal leve vor Holbergs Minde.

285

Før var der knapt skrevet på Dansk en bokSom rett kunne hjertene hue,Kun eventyr, brukbart i Kakkelovnskrog,Kun vise til Spinderskens stue.

Hver mann, som med kløkt gikk i lærdom til bunn,Latin på papiret kun malte,Med fruene fransk, og tysk med sin hundOg Dansk med sin tjener han talte.

Da seilte et skip fra Bergens fjord,En kostelig ladet snekke;Thi Ludvig Holberg var der ombord;Han stirret så vide fra dekke.

Og Øiet oppdaget ved Øresunds kystDe tårn, som kneise mot himmel;Da banker hans hjerte av salig lystÅ skue Axelstads vrimmel.

Og snilt han ser på det brokete spill,Smil funkler i øynenes lue;„Nå, der skal en dyktig Lugekniv tilDet ukrutt i veksten å kue!

286Von Tybo kneiser så strunk som et Siv;Hva om han bøyde seg noe?Magistren om Pavens skjegg ypper kivOg er både skimlet og kroket.

Sjør Herman pusser på Folk og land;Hva om han polered sin kanne?Og, hva om Frants Hansen fikk hjemme forstandOg skånte de fremmede land?“

Og Holberg sin mandige røst oplodOm dårenes Lader og fakter,Så levende, som de gikk og stodMed ansikt, med Tale og drakter.

Som rensende stormvind hans Tale klangTil solskinn i kommende dager;Innsmuglet noder som gresshopper sprangDen Vei, de var kommet, tilbake.

Vel føres fra fremmede land herhidRett meget, hvorved vi oplives;Men Latter, så sund som ved Holbergs Vid,Kan ikke med posten forskrives.

Han lærte de Danske, at Danske er fødtÅ tale med Fædrenes tunge;Thi hjemmebrygt var jo den herlige mjød,Som styrket hjerter og lunge.

Og Tanken fløy fra sitt tåkete skjul,Behøved om ord ei å lede,Rett som når til sang opvaagner en fugl,Når morgensol hilser dens rede.

Så lenge som derfor med liv og med åndDen Danske kan synge i Lunden,Så lenge som ikke hans SmilebaandAv Moden i knuter er bunden;

Så lenge en dråpe gammeldags blodKan vei gjennom hjertene finne;Så lenge som bøken ved Sorø slår rot,Skal leve vår Holbergs Minde.