Læreplanatlas
Tredie Skoletrinfemte Afdeling. Forskjelligartet Indhold.

245. Kong Beles og Thorsteins 1) Visdomssprog.

282

Kong Bele lænt til Sværdet i Kongshal stod,Og hos ham Thorstein Vikingsson, den Bonde god,Hans gamle Vaabenbroder, snart hundredaaret,Som Runestenen arret og sølverhaaret.

„I Sønner,“ sagde Bele, „min Sol gaar nedOg eders op, — styr Riget i Broderfred;Thi Enighed gi’r Styrke. Den er som RingenOm Landsen; den foruden, er Kraften ingen.

Lad Styrken staa ved Grændsen som Landets Skjold,Og Freden blomstre inden befæstet Vold!Til Værn blev Sværdet givet, men ei til Skade,Og Hængelaas er Skjoldet for Bondens Lade.

Sit eget Land nedtrykker blot uklog Mand;Thi Kongen kan alene, hvad Folket kan.Naar Stammens Marv hentæres blandt nøgne Stene,Da visner ogsaa Kronen med Løv og Grene.

Paa fire Søiler 2) støtter sig Himlens Rund;Men Tronen hviler alene paa Lovens Grund.Naar Vold paa Thinget dømmer, staar Uret nære,Men Ret er Landets Lykke og Kongens Ære.

Vær altid fast, Kong Helge, men haard ei vær!Det Sværd, som let sig bøier, tidt skarpest er,Og Mildhed pryder Kongen, som Skjoldet Blommer,Og mer end Vintren bringer den blide Sommer.

En Mand foruden Venner, hvor stærk han er,Dør hen som Stammen, hvoraf man Barken skjær.Den Vennesæle trives som Træ i Skoven,Hvor Bækken er ved Roden og Sol foroven.

283Pral ei af Fædres Ære; hver har blot sin.Kan du ei spænde Buen, er den ei din.Hvad vil du med den Hæder, som er begravet?Stærk Strøm med egne Vover gaar gjennem Havet.

Et muntert Sind er, Halfdan, vis Mands Gevinst;Men Daarskab pryder ingen og Kongen mindst.Med Humlen brygges Mjøden, ei blot med Honning;Læg Staal i Sværd og Alvor i Legen, Konning.

For meget Vid fik ingen, hvor vis han hed,Men lidet nok ved mangen, som intet ved.Enfoldig Gjæst i Høibænk faar ingens Øre;Hvor lavt den Vise sidder, vil man ham høre.

Vælg ikke til Fortrolig hvem helst, som vil!Tomt Hus staar gjerne aabent; rigt lukkes til.Vælg en; unødigt er det paa to at lide,Og Verden ved, o Halfdan, hvad trende vide.“

Derefter opsteg Thorstein og talte saa:

„En Konge bør ei ene til Odin gaa.Vi deled Livets Glæder og Sorger, Bele;Og Døden, vil jeg haabe, vi ogsaa dele.

Søn Fridthjof, Alderdommen har hvisket migI Øret mangen Varsel; den gives dig.Som Odins Fugle1) stille paa Æthøi dale,Paa Oldingslæben vugger sig Visdomstale.

Først ær de høie Guder! thi Ondt og Godt,Som Storm og Solskin, komme fra Himlen blot.De se i Hjertets Lønhvælv den skjulte Brøde,Og Aar for Stundens Feiltrin maa ofte bøde.

Lyd Kongen! En maa styre med Kraft og Ret.Mørk Nat har mange Øine, men Dagen et.Den Bedre, Fridthjof, taaler helt godt den Bedste,Og Eg har Sværdet nødig, men ogsaa Fæste.

Høi Kraft er Guders Gave; men uden AandOg Vid er Styrken ringe. For en Mands HaandTidt med sin Tolvmandsstyrke faldt Bjørn i Skoven.Mod Sværdhug holdes Skjoldet, — mod Vælde Loven.

284Af faa den Stolte frygtes, men hades af enhver,Og Overmod en Fader til Faldet er.Høit saa jeg mangen flyve, som gaar med Krykke;For Høsten raader Veiret, og Vind for Lykke.

Dag skal du prise, Fritdhjof, naar Solen sig har dulgt,Og Øl, naar det er drukket, og Raad, naar fulgt.Paa meget vel forlader sig Ungersvenden;Men Striden prøver Sværdet og Nøden Vennen.

Natgammel Is tro ikke, ei Vaardags Sne,Ei sovnet Orm, ei Møen, sat paa dit Knæ!Thi Kvindens Barm er dreiet paa Hjul, som ruller,Og Vægelsind sig under de Liljer skjuler.

Du selv skal dø, og dø skal hvad dig tilhør;Men en Ting, ved jeg, Fridthjof, som aldrig dør;Det er den Dom, vi over de Døde høre.Hvad Ædelt er, du ville — hvad Ret, du gjøre!“

Saa klang fra Gubbens Læber de Ord af Staal,Som Skalden siden satte i Haavamaal¹); —Fra Slægt til Slægt de vandre, og lige friskeEndnu fra Kjæmpegraven i Nord de hviske.