244. Hardanger.
Gives Sted paa Jorden, hvorGammel Kummer, ved at stemmesI Naturens blide Toner,Kan bedøves og forglemmes, —Hvor sig Had med Had forsoner, —280Hvor usalig Lyst til SynderDæmpes, Lidenskaben tæmmes,Løven lig i Barnets Snor,Kun ved Syn af Egnens Ynder,Tanken om en Guds NærværI Naturens Majestæt,I hans Almagts Høihed klædt,Og ved Følelsen af Freden,Der er over Egnen gledenSom et paradisisk Skjer,Som en Glories Straaleære,Hvormed Høi og Tinde pranger:— Da for vist det Sted maa væreI det deilige Hardanger.
Gives Sted paa Jorden, hvorGudløs Last, som kommer didFlygtig, ved et vildt Tilfælde,Bliver from med et og tror . . .Sted, hvor en fortvivlet AngerFøler klart sin Skabers Vælde,Men ei Giften af sit BidMere Hjertet at fortære:— O, da maa vel Stedet væreI det deilige Hardanger.
Gives der paa Jorden Sted,Hvor, om tvende Fiender mødes,Uvilkaarligen de nødesTil at standse sine FjedOg udrække Haanden begge,Venlig Arm i Arm at lægge,Slagne af den søde FredI Naturens Herlighed . .Hvor ForfængelighedsflammenSynker i sin Aske sammen,Og Erobrer, hvis han kom,Om med Blusel vilde vende,Retsom bange for at skjændeHellig viet Tempeldom . . .Hvor Naturen taler Trøst:Fjeldet som den issehvideBørnekjære Oldefader,Der sin gamle Favn oplader,Dalen med en Moders blideUforglemmelige Røst,Elven, som en trofast Sanger,281Der vil Hjertet atter læreGamle Toner, svunden Lyst:— O, da maa vel Stedet væreI det deilige Hardanger.
Ak, om saa livsaligt StedFindes paa vort Jorderige,Hvor i blaanende GeledAlper frem af Dalen stige, —Hvor ved den krystalne BræBlomstrer snehvidt Abildtræ,Medens i en Snefons SporVilde Rose lystig gror, —Hvor en Kilde først sin SangKun mundharpespæd begynderMurmlende blandt Mos og Stene,Men saa under OrregreneFra sin Afdal ud sig skynder,Dreven af ungdomlig TrangTil med Hoveddalens YnderI sin Glands sig at forene;Og, lig David Harpeslager,Fra en Hyrde bleven tilDalens Konning ved sit Spil,Stolt og mægtig gjennemdrager,Under tordnende Befalen,Alt sit skjønne Rige, Dalen . . .Ja, hvor findes saadant Sted:Majestæt og YndighedI en inderlig Forening,Hvor ifra den hvide FonBrede sig i hvid ForgreningFagerliers grønne Baand, —Hvor de blide Bakkehæld,Som forbinde Fjord og Fjeld,Glide ud i løvbekrandsteGrønne Odders Fryndserad,Der sig speile som i Bad.Hvor de synes halvveis standste,Saa de ei forentes medFjordens anden skjønne Bred,Og hvorfra et HyttehjemTitter mellem Birke frem,Fra hvis Tag, med mild BetoningOver alt, en Røg fremblaaner,Og det hele Synet laanerAf et Offer og Forsoning —282O, hvor findes saadant Sted,Disse løvbekrandste TangerMed den fromme Hyttes Fred,Uden i din Herlighed,Underdeilige Hardanger?
244. Hardanger.
Gives sted på jorden, hvorGammel kummer, ved å stemmesI Naturens blide toner,Kan bedøves og forglemmes, —Hvor seg hat med hat forsoner, —280Hvor usalig lyst til synderDempes, lidenskapen temmes,Løven lig i Barnets snor,Kun ved syn av Egnens Ynder,Tanken om en Guds nærværI Naturens majestet,I hans allmakts høyhet kledd,Og ved følelsen av freden,Der er over Egnen gledenSom et paradisisk Skjer,Som en Glories stråleære,Hvormed Høi og Tinde pranger:— Da for vist det sted må væreI det deilige Hardanger.
Gives sted på jorden, hvorGudløs last, som kommer ditFlyktig, ved et vilt tilfelle,Blir from med et og tror . . .Sted, hvor en fortvivlet angerFøler klart sin skapers Vælde,Men ei giften av sitt BidMer hjertet å fortære:— O, da må vel stedet væreI det deilige Hardanger.
Gives der på jorden sted,Hvor, om tvende fiender møtes,Uvilkårlig de nødesTil å stanse sine FjedOg udrække hånden begge,Vennlig arm i arm å legge,Slagne av den søte fredI Naturens herlighet . .Hvor forfengelighetsflammenSynker i sin aske sammen,Og Erobrer, hvis han kom,Om med Blusel ville vende,Retsom bange for at skjændeHellig viet Tempeldom . . .Hvor Naturen taler trøst:Fjellet som den issehviteBarnekjære oldefar,Der sin gamle favn oplader,Dalen med en Moders blideUforglemmelige røst,Elven, som en trofast sanger,281Der vil hjertet atter læreGamle toner, svunnen lyst:— O, da må vel stedet væreI det deilige Hardanger.
Ak, om så livsaligt stedFinnes på vårt Jorderige,Hvor i blånende geleddAlper frem av Dalen stige, —Hvor ved den krystalne breBlomstrer snøhvitt Abildtræ,Mens i en Snefons sporVille Rose lystig gror, —Hvor en Kilde først sin sangKun mundharpespæd begynnerMurmlende blant Mos og Steiner,Men så under OrregreneFra sin Afdal ut seg skynder,Dreven av ungdomlig trangTil med Hoveddalens YnderI sin glans seg å forene;Og, lig David Harpeslager,Fra en hyrde blitt tilDalens Konning ved sitt spill,Stolt og mektig gjennemdrager,Under tordnende Befalen,Alt sitt skjønne rike, Dalen . . .Ja, hvor finnes sådant sted:Majestet og yndighetI en inderlig forening,Hvor ifra den hvite fonBrede seg i hvit forgreningFagerliers grønne bånd, —Hvor de blide bakkehell,Som forbinde fjord og Fjell,Glide ut i løvbekrandsteGrønne Odders Fryndserad,Der seg speile som i Bad.Hvor de synes halvveis standste,Så de ei forentes medFjordens annen skjønne bred,Og hvorfra et HyttehjemTitter mellom Birke frem,Fra hvis tak, med mild betoningOver alt, en Røg fremblaaner,Og det hele synet lånerAv et offer og forsoning —282O, hvor finnes sådant sted,Disse løvbekrandste TangerMed den fromme Hyttes fred,Uten i din herlighet,Underdeilige Hardanger?