Læreplanatlas
Tredie Skoletrinfemte Afdeling. Forskjelligartet Indhold.

243. Morgenvandring.

278

Med lette Fjed vandrede vi i den kjølige Morgenluft indover Moen, idet vi valgte Sæterveien, som gaar gjennem Skaret paa Haver-Aasen. Ingen Oppakning besværede vore Skridt; thi mit lille Knytte af Smørrebrød var for intet at regne, ja ikke engang Fiskerens sædvanlige Byrde, Stangen, hindrede os; thi Bersvend mente, vi kunde skjære os et Par Birkestænger, naar vi kom høit op i Lien.

Men inde i Furuskoven begyndte allerede Taagen at trække op, og, idet den i tætte Floker samlede sig om Trætopperne, der syntes, som om de endnu vilde holde den fast, kom den blaa Himmel alt mere og mere tilsyne.

Veien gaar tæt forbi en liden Trø eller Indhegning med en grøn Bygagerflek. Nei se! Der sidder alt Haren og holder sin Frokost og venter ikke at blive overrasket saa tidlig paa Morgenstunden. To Stykker 279springe op og smutte ud igjennem Hafælden; men den tredie bliver siddende inde i Ageren og tror sig useet og sikker, uden at tænke paa de forræderske lange Øren.

Skoven aabner sig atter. Vi ere ved Kojebakken i den indhegnede, halvt opryddede Havnegang, som hører Gaarden til. Denne Bakke, der ved en Dal og en Myr skilles fra Lien, som her saa smaat begynder at hæve sig, var et af mine kjæreste Steder. Herhen valfartede vi som oftest de smukke Sommeraftener for at møde Hjemkjøerne, der uden Gjæter fra den tidlige Morgenstund gik i Marken og sædvanlig ved et bestemt Klokkeslet kom nedover igjen. I Bakkehældet sad vi da og lyttede efter Lyden af Kobjelden oppe i Lien, og, naar vi saa hørte den, og Moder eller Pigen begyndte med sin Kojen eller Lokkesang, som Ekkoet mangefold gjentog, da fik strax Klokken en stærkere eller hurtigere Klang, og den Ko, hvis Navn blev lokket, undlod sjelden at svare med sin kjendte Røst. Der var en forunderlig melankolsk Stilhed ved dette Sted, hvor man foruden Myren og den lille Bæk dernede, ikke saa andet end den mørke ensformige Skovli, bag hvilken Tronen i sin barske Majestæt stiger op. Paa dette Sted var ogsaa engang for et Par Aar siden hændet mig noget Underligt. En Søndags-Aften var jeg med flere Børn der inde i Skoven og pillede Blaabær. Jeg var bleven skilt fra mine Kammerater og kom omsider hen paa Kojebakken, hvor jeg satte mig ned. Som jeg sad der, Gud ved i hvad for alvorlige Betragtninger, afbrødes Stilheden pludselig af en høitlydende, vidunderlig Musik. Det var lange, udholdende Toner, der i harmoniske Akkorder lød over fra Skoven; men for mit Øre hørtes det, som om disse Toner samlede sig fra flere Kanter og derpaa ligesom flagrede hen i Luften over mig, men spredtes atter og hendøde en efter en. Jeg blev underlig tilmode og lyttede længe, om ikke Tonerne atter skulde komme tilbage; men, uagtet jeg blev siddende indtil Aftenens voxende Skygger forjog den sidste røde Solstraale fra Haver-Aasens Top, hørte jeg dog intet mere. Da stod jeg op og gik stille hjem til Huset, hvor man undredes over min lange Udeblivelse; men jeg havde ingen Lyst til at deltage i de øvrige Børns Leg siden om Kvelden. Bedstefader mente, at det vel maatte være Toner af en Lur, som, mangfoldiggjorte af Ekkoet, frembragte disse forunderlige Lydbølger. Men nei, det lød ikke som Lurtoner¹). Jeg har aldrig rigtig tilfredsstillende kunnet forklare mig det.