276

De norske Lodser ere raske Svende.Som Uveirsfugle færdes de paa Sø.For Dybets Farer ingen Frygt de kjende,Med Løvemod i Bølgens Favn de dø.

Men ingen var blandt Vovens kjekke SønnerSaa djærv som Nils fra Agders vilde Kyst.Saalænge Havet mod dens Klipper drønner,Hans Minde leve skal i Sømænds Bryst.

Hans Hjem var Dybet. Gjennem Stormens TudenHan fløi i Mulmet over Bølgens Magt;Med stolte Seierssmil han borded’ Skuden,En Frelsens Engel i en Søguts Dragt.

Naar Nattens Vinger Havets Ørken skjulte,Og Søen rullede med Tordengny,Han førte Skibet, mens det skarpest kulte,Imellem blinde Skjær til Havnens Ly.

277Det var en Høstnat sort. Orkanen susteMed rædsom Vælde fra Sydost mod Land;Henover skjulte Klipper Bølgen brusteOg jog i Stormflugt mod den nøgne Strand.

Fra Kysten Lodsen speided’ skarpt og nøie,Den vilde Brændings Torden om ham lød,Da fjernt paa Dybet saa hans FalkeøieEt Lys, der blinked’ lig en Stjerne rød.

Hans Blikke lynede. Han maatte dragePaa Søen ud til Kamp paa Liv og Død;Han trodsede sin Hustrus Bøn og KlageOg rev sig modig ud af hendes Skjød.

Han sine Sønner kjekt fra ModerbarmenMed Tordenstemme kaldte nu i Hast;De skulde følge ham i BølgelarmenOg sætte Livet paa et Terningskast.

De unge Ørne skulde med ham prøveAt redde Seileren, som var i Nød;De skulde Heltedaad paa Dybet øve,Hvad heller finde der en Heltedød.

Forgjeves for sin Stolthed og sin GlædeDen ømme Moder bad med bitter Graad.For med sin Fader Pligtens Vei at træde,Steg Lodsens Sønner i den lette Baad.

Det var en kulsort Nat. Som Bjerge høieDe vilde, skumbedækte Bølger gik;Men Lodsen regned’ ikke sligt saa nøieOg gjennembored’ Mulmet med sit Blik.

Han for i Stormen paa de mørke VandeTil Skibet, hvis Lanterne ei blev slukt.Det var en engelsk Brig, der maatte strande,Som drev mod Klipperne i rædsom Flugt.

Han fæsted’ om sig Linen, som man sendte;Han sprang i Dybets kolde Vover kjek.Med vaade Lokker, men med Blik, der brændte,Besteg han, lig en Havgud, Briggens Dæk.

Han øined’ Redning for den skjønne Skude.Dens Klyver flux blev heiset paa hans Bud;Men Seilet fløi i Pjalter og i Klude,Af Stormen sprengt, i Uveirsnatten ud!

278Han løb fra Rattet. Tid var ei at spilde;Han sprang i Mulmet paa den høie Raa.At ingen mere Solen skue vilde,Han saa, hvis Fokken ikke kunde staa.

De stærke Seisinger med Mod og IlenHan kappede. Det hvide Seil blev spændt.Det trodsed’ Stormen. Briggen fløi som PilenOg fik sin Stavn fra Klipperevet vendt.

Da tænkte Briterne ei mer paa Fare;Et dobbelt „Hurra!“ over Havet lødFor Norges Søfolk fra den kjekke Skare,Som Englands Snekke førte i sit Skjød.

Og Lodsen styrede med Haand og ØieI Mulmet mellem Klipperne dens Flugt.Henover Bølgerne, som rulled’ høie,Den fløi i Stormens Gny til Havnens Bugt.

Der trykte Faderen med salig GlædeDe brave Sønner til sit Heltebryst.Man saa hans brune Kind en Taare væde,Og Øiet straale af en himmelsk Lyst.

Da trak Kapteinens unge Viv henrykket,Med vaade Blikke, af sin LiljehaandEn Ring med funklende Brillanter smykketOg rakte Lodsen den med takfuld Aand.

Men Ringen Havets Søn med stolte BlikkeTilbagegav. „Jeg bærer ikke sligt;Det paa en beget Næve passer ikke.Vi har inat alene gjort vor Pligt.“

276

De norske loser er raske svenner.Som Uveirsfugle ferdes de på Sø.For Dybets Farer ingen frykt de kjenner,Med Løvemod i Bølgens favn de dør.

Men ingen var blant Vovens kjekke sønnerSå djerv som Nils fra Agders ville kyst.Så lenge havet mot dens klipper drønner,Hans Minde leve skal i sjømenns bryst.

Hans Hjem var dypet. Gjennom Stormens TudenHan fløy i Mulmet over Bølgens makt;Med stolte seierssmil han bordet’ skuten,En Frelsens engel i en Søguts drakt.

Når Nattens vinger Havets ørken skjulte,Og Søen rullet med Tordengny,Han førte skipet, mens det skarpest kulte,Imellom blinde Skjær til Havnens ly.

277Det var en høstnatt sort. Orkanen susteMed rædsom Vælde fra Sydost mot land;Henover skjulte klipper bølgen brusteOg jog i Stormflugt mot den nakne Strand.

Fra Kysten losen speidet’ skarpt og nøye,Den ville Brændings torden om ham lød,Da fjernt på dypet så hans falkeøyeEt lys, der blinket’ lig en stjerne rød.

Hans Blikke lynte. Han måtte draPå sjøen ut til kamp på liv og død;Han trosset sin Hustrus Bøn og klageOg rev seg modig ut av hennes Skjød.

Han sine sønner kjekt fra ModerbarmenMed Tordenstemme kalte nå i hast;De skulle følge ham i BølgelarmenOg sette livet på et Terningskast.

De unge ørner skulle med ham prøveÅ redde seileren, som var i nød;De skulle heltedåd på dypet øve,Hva heller finne der en heltedød.

Forgjeves for sin stolthet og sin gledeDen ømme mor bad med bitter gråt.For med sin far pliktens vei å tre,Steg losens sønner i den lette båt.

Det var en kulsort natt. Som Bjerge høyeDe ville, skumbedekte bølger gikk;Men Lodsen regnet’ ikke slikt så nøyeOg gjennembored’ Mulmet med sitt blikk.

Han for i Stormen på de mørke VandeTil skipet, hvis lanterne ei ble slukt.Det var en engelsk brigg, der måtte strande,Som drev mot Klipperne i rædsom flukt.

Han festet’ om seg linen, som man sendte;Han sprang i Dybets kalde Vover kjekk.Med våte lokker, men med blikk, der brente,Besteg han, lig en havgud, Briggens dekk.

Han øynet’ redning for den skjønne skute.Dens klyver fluks ble heiset på hans bud;Men Seilet fløy i pjalter og i kluter,Av Stormen sprengt, i uværsnatten ut!

278Han løp fra rattet. Tid var ei å spille;Han sprang i Mulmet på den høye rå.At ingen mer solen skue ville,Han så, hvis fokken ikke kunne stå.

De sterke seisinger med mot og IlenHan kappet. Det hvite seil ble spent.Det trosset’ Stormen. Briggen fløy som pilenOg fikk sin Stavn fra Klipperevet vendt.

Da tenkte britene ei mer på fare;Et dobbelt „Hurra!“ over havet lødFor Norges Søfolk fra den kjekke Skare,Som Englands snekke førte i sitt Skjød.

Og Lodsen styrte med hånd og ØyeI Mulmet mellom Klipperne dens flukt.Henover bølgene, som rullet’ høye,Den fløy i Stormens Gny til Havnens bukt.

Der trykte Faderen med salig gledeDe brave sønner til sitt Heltebryst.Man så hans brune kinn en tåre væte,Og Øiet stråle av en himmelsk lyst.

Da trakk Kapteinens unge Viv henrykket,Med våte Blikke, av sin liljehåndEn Ring med funklende Brillanter smykketOg rakte losen den med takfuld ånd.

Men Ringen Havets sønn med stolte BlikkeTilbakegav. „Jeg bærer ikke slikt;Det på en beket neve passer ikke.Vi har i natt alene gjort vår plikt.“