235. Da jeg var lille.
Der var en Tid, da jeg var meget lille,Min hele Krop var kun en Alen lang;Sødt, naar jeg denne tænker, Taarer trille,Og derfor tænker jeg den mangen Gang.
Jeg spøged i min ømme Moders ArmeOg sad til Hest paa Bedstefaders KnæOg kjendte Mismod, Uro, Grublen, HarmeSaa lidt som Penge, Græsk og Galathe. 1)
Da syntes mig, vor Jord var meget mindre,Men og tillige meget mindre slem;Da saa jeg Stjernerne som Prikker tindreOg ønskte Vinger, for at fange dem.
268Da saa jeg Maanen ned paa Øen glideOg tænkte: gid jeg var paa Øen der,Saa kunde jeg dog rigtig faa at vide,Hvoraf, hvor stor, hvor rund, hvor skjøn den er.
Da saa jeg undrende Guds Sol at daleMod Vesten ned i Havets gyldne SkjødOg dog om Morgnen tidlig atter maleDen hele Himmelegn i Østen rød.
Og tænkte paa den naadige Gudfader,Som skabte mig og denne smukke SolOg alle disse Himlens Perlerader,Som vrimle fra hans Hænder, Pol til Pol.
Med barnlig Andagt bad min unge LæbeDen Bøn, min fromme Moder lærte mig:O, gode Gud! o, lad mig altid stræbe,At blive vis og god og lyde dig!
Saa bad jeg for min Fader og min ModerOg for min Søster og den hele ByOg for ukjendte Konge og den Stodder,Som gik mig krum og sukkende forbi.
De svandt, de svandt de blide Barndoms Dage,Min Rolighed, min Fryd med dem svandt hen;Jeg kun Erindringen har nu tilbage;Gud, lad mig aldrig, aldrig tabe den!
235. Da jeg var lille.
Der var en tid, da jeg var meget lille,Min hele kropp var kun en alen lang;Søtt, når jeg denne tenker, tårer trille,Og derfor tenker jeg den mangen gang.
Jeg spøged i min ømme Moders ArmeOg satt til hest på Bedstefaders kneOg kjente mismot, uro, Grublen, harmeSå litt som penger, gresk og Galathe. 1)
Da syntes meg, vår jord var meget mindre,Men og tillike meget mindre slem;Da så jeg stjernene som prikker tindreOg ønskte vinger, for å fange dem.
268Da så jeg månen ned på Øen glideOg tenkte: gid jeg var på Øen der,Så kunne jeg dog riktig få å vite,Hvorav, hvor stor, hvor rund, hvor skjønn den er.
Da så jeg undrende Guds sol at daleMot Vesten ned i Havets gyldne SkjødOg dog om morgenen tidlig atter maleDen hele Himmelegn i Østen rød.
Og tenkte på den nådige Gudfader,Som skapte meg og denne smukke solOg alle disse Himlens perlerader,Som vrimle fra hans hender, pol til pol.
Med barnlig andakt bad min unge leppeDen Bøn, min fromme mor lærte meg:O, gode Gud! o, la meg alltid strebe,Å bli vis og god og lyde deg!
Så bad jeg for min far og min morOg for min søster og den hele byOg for ukjente Konge og den stodder,Som gikk meg krum og sukkende forbi.
De svant, de svant de blide Barndoms dager,Min Rolighed, min fryd med dem svant hen;Jeg kun erindringen har nå tilbake;Gud, la meg aldri, aldri tape den!