Da Kong Harald Haarfagre underkastede sig hele Norge og blev Eneherre i Landet, var det forbi med Smaakongerne. Naar de ikke vilde underkaste sig ham og nøies med at blive hans Jarler, maatte de forlade Landet; thi det kunde ikke nytte dem at stride mod ham: dertil var han for mægtig og hans Kjæmper for vældige. Kong Harald taalte ingen Trodsighed eller Modsigelse af sine Undergivne. Han vilde ene raade i Landet og straffede haardt enhver, der vovede at vise Opsætsighed. Ogsaa de mægtige Bønder følte sig trykkede af hans Vælde; thi de kunde ikke raade sig, som de vilde, og maatte betale Kongen Skat, hvortil de før ikke vare vante. De mest Frisindede kunde derfor ikke finde sig heri, men vandrede ud med al sin Eiendom og alle sine Undergivne, Leilændinger og Træler. De fleste nedsatte sig paa det nysopdagede Island.
Den første Opdagelse af dette mærkelige Land skyldes et Tilfælde. Nogle Folk skulde seile fra Norge til Færøerne, men toge Feil af Kursen og kom for langt ud mod Nordvest. Saaledes kom de til at lande ved Island, som de dog snart igjen forlode, og kaldte det Sneland, 269da Fjeldtopperne ved deres Afreise vare bedækkede med Sne. En svensk Mand, Gardar, drog siden derhen, for at undersøge det, forblev der en Vinter og kaldte Øen Gardarsholm. Endelig drog Vikingen Floke Vilgerdssøn afsted fra Norge. Da han laa i Smørsund ved Udløbet af Bømlfjorden, gjorde han et stort Offer og helligede tre Ravne, der skulde vise ham Veien. Han lagde Veien over Hetland og Færøerne. Da han kom længere ud i Havet, slap han den første Ravn; men den kom strax tilbage. Derpaa lod han den anden flyve, og den satte til Veirs; den tredie fløi foran Skibet, indtil Landet var fundet. Floke, som efter disse Ravne fik Navnet Ravne-Floke, undersøgte nu Øen nøie og seilede næsten rundt om det hele Land. Ud paa Sommeren vendte han tilbage til Norge, men havde ved Hjemkomsten meget at udsætte paa Landet, der slet ikke behagede ham. Derimod havde han to Ledsagere, af hvilke den ene, Herjolf, sagde baade godt og ondt om Landet, den anden, Thorolf, roste det saa overdrevent, at han endog paastod, at der dryppede Smør af hvert Straa. Derfor kaldte man ham Thorolf Smør.
Den første, som bosatte sig paa Island, var Ingolf, en rask og dygtig Mand fra Søndfjord, der tilligemed sin Fætter Leif en Tidlang laa ude paa Tog og vandt stor Berømmelse. I Søndfjord herskede dengang som Statholder den gamle Atle Jarl, der i Kongens Navn ogsaa raadede for Sogn, og var en mægtig Mand, hvem det ikke var godt at lægge sig ud med. Ingolf havde en deilig Søster, ved Navn Helga, og hun og Leif elskede hinanden. Men Holmstein, Atles Søn, svor i et Julegilde, at han selv vilde have Helga tilægte. Leif rødmede, men sagde intet; dog om Vaaren, da han og Ingolf havde lagt ud med sine Skibe, og Atles Sønner ligeledes skulde ud paa Tog, kjæmpede de paa Liv og Død, og Holmstein faldt. Ingolf og Leif fortsatte Toget og kom hjem igjen om Vinteren; da vilde Holmsteins Broder overfalde dem, men blev selv dræbt. Ingolfs og Leifs Stilling var nu meget farlig; thi den mægtige Jarl, hvis Sønner de havde dræbt, fordrede Bøder og truede dem med Hevn. De maatte finde sig i at give Slip paa sine Fædrenegaarde og besluttede nu at opsøge Island, for at bosætte sig der. Først gjorde dog Leif et Tog til Irland, efter at have ægtet den smukke Helga; paa dette Tog vandt han store Rigdomme, et prægtigt Sværd, og ti Fanger, der maatte tjene ham som Træler. Før Afreisen gjorde ogsaa Ingolf et stort Offer til Guderne, for at erfare sin Skjebne. Svaret lød, som han troede, at Island skulde vorde hans Fremtids Hjem. Leif vilde hverken deltage i dette eller noget andet Offer.
Paa Overfarten havde begge Svogrene hvert sit Skib, og de holdt sig sammen, indtil de fik Øie paa Island; da skiltes de ad. Ingolf havde medbragt de to Stolper, der hjemme i Norge havde staaet paa hver sin Side af hans Høisæde; disse Stolper vare udskaarne som Gudebilleder og betragtedes som Familiens Helligdom. Ingolf besluttede at lade det komme an paa dem, hvor han skulde opslaa sin Bolig i Landet. Han kastede dem ud i Havet med de Ord, at han vilde 270anse det Sted, hvor de drev i Land, for at være ham af Guderne selv anvist som Opholdssted. Denne Skik fulgte siden de fleste andre Nybyggere. Ingolf landede ved de vilde Fjeldpynter østerpaa, hvor neppe nogen Havn var at finde, og hvor der altsaa ikke var noget blivende Sted. Her vare heller ingen Høisædesstolper at se, og han sendte derfor to af sine Træler vestover langs Kysten for at lede efter dem. Da de kom nogle Mile længere mod Vest, fandt de Leifs Lig. Hans usle Træler havde dræbt ham, ranet hans Gods, og med dette og hans Kone flygtet over til de i Nærheden liggende Øer, der efter dem have faaet Navnet Vestmannøerne. Ingolfs Træler vendte om og fortalte sin Herre den sørgelige Efterretning. Han skyndte sig hen til Stedet, lod Leif lægge i Haug og seilede derpaa ud til Øerne, som han fra en Fjeldknat kunde øine. Her fandt han Ugjerningsmændene, der fik sin fortjente Straf; siden fortsatte han sin Vei vestover; men først det tredie Aar efter hans Ankomst bleve hans Høisædesstolper fundne ved Reykjarvik, i mange Miles Afstand fra det Sted, hvor han havde kastet dem ud. Her byggede han sig Hus, og Stolperne bleve satte ved Høisædet. Han var den navnkundigste og mest ansete af alle Nybyggerne, og hans Gaard, Reykjarvik, er nu bleven til en By, den eneste, der nogenlunde kan fortjene dette Navn paa Island. Ingolfs Sønnesøn, Thorkel Maane, var en udmærket Mand. Uagtet han ikke var Kristen, og Kristendommen ikke engang var kommen til Island, førte han dog det dydigste Levnet, og, da han kjendte, at Døden nærmede sig, lod han sig bære ud i Solskinnet og bad den Gud, der havde skabt Solen, modtage hans Sjel.