263

Foruden den naturlige Skjønhedssands, hvormed Gud i Grunden har udrustet ethvert Menneske, og som enhver bør pleie og udvikle hos sig og lade fremtræde i sin hele Færd, have enkelte Mennesker faaet en særegen Evne og et særeget Kald til at danne og frembringe visse Ting og Billeder, der egentlig ere til, for at virke ved sin Skjønhed, hvori andre Mennesker kunne fryde sig og finde Næring for sin Smag. Saadanne Mennesker kaldes Kunstnere, og de forskjellige Arter af Virksomhed, hvormed hine Værker dannes, hede de skjønne Kunster. Disse ere meget gamle i Menneskeheden, idet Folkene, saasnart de ere komne ud af den første Raahed og have faaet Sands og Smag for noget Høiere, have søgt at give sine Forestillinger om en bedre Verden synlig Skikkelse og Udtryk. Man finder Begyndelsen til de fleste Kunster allerede hos de hedenske Østerlændere, især hos Indere og Ægyptere; men hos Grækerne og Romerne have de især naaet en høi Grad af Fuldkommenhed, saa at endog de nyere kristelige Folk have i Regelen fundet sig bedst ved i dette Stykke at gaa mere eller mindre i deres Fodspor.

Som rimeligt har det især været Gudernes Templer og nu vore kristelige Kirker, som man ved Kunstens Hjælp har søgt at udstyre og pryde paa det Bedste. Men efterhaanden have de mere Velhavende ogsaa smykket sine egne Boliger, og overhoved er Kunsten bleven anvendt som et Middel dels til Dannelse, dels til en ædel Fornøielse. Allerede Bygningerne selv — Templer, Kirker, andre offentlige Bygninger og Enkeltmænds Huse — har man lært at opføre paa en saadan Maade, at deres ydre og indre Udseende ved en passende og naturlig Sammenføining, ved Delenes Overensstemmelse og Forholdsmæssighed o. s. v. kunde sætte Sjelen i en god Stemning og især gjøre et Indtryk, der svarede til Bygningens Øiemed. Det er da Bygningskunstens Sag. Men saa er ogsaa Billedhuggerkunsten kommen til og har smykket Templer, offentlige Pladse eller Pragtrum med Billeder, hugne i Sten eller Træ eller støbte af Metal. Disse Billeder skulde vel i Begyndelsen betyde Guder og bleve dyrkede som saadanne; men, da man tænkte sig Guderne i menneskelig Skikkelse, søgte Kunstnerne netop at afbilde denne i den største Fuldkommenhed. Thi Guderne maatte jo være skjønnere end nogen Dødelig, og saaledes dannede de store Kunstnere ved Hjælp af en lykkelig Indbildningskraft Billeder, som vistnok vare skabte i menneskelig Lignelse, men dog i Skjønhed overgik ethvert enkelt Menneske, som nogen havde seet. Derfor sætte vi endnu Pris paa de Billeder af Sten eller Erts, som ere tilbage fra Oldtiden, endskjønt vi nu vide bedre end at vise dem guddommelig 264Tilbedelse; ved sin Skjønhed kunne de endnu skaffe os en ædel Fornøielse og gjøre sit til at danne vor Smag. Efterhaanden har man ogsaa lært ligetil at afbilde Mennesker, der ere mærkværdige ved Skjønhed eller ved Aandsdannelse eller Bedrift; ja endog nogle af de skjønneste Dyr, en Løve, en Hest, en Hund, har man fundet det Umagen værdt at afbilde, for at fryde sig ved deres herlige Skabning i den største Fuldkommenhed, som Naturen kan frembringe og begavede Kunstnere udtænke og udtrykke.

Et letvindtere Middel til at frembringe smukke Billeder, er Malerkunsten, der blot ved Hjælp af Tegning og Farver kan afbilde Mennesker, Dyr, Huse, Træer o. s. v. saa livagtigt, som de staa og gaa. Den har, ligesom alle de andre Kunster, nærmest været brugt i Religionens Tjeneste, og navnlig har man i den katholske Kirke malet Helgenbilleder, som Folk i sin Daarlighed have tilbedt, men som forstandige Kristne endnu i al Uskyldighed kunne glæde sig over paa Grund af deres Skjønhed og det inderlige Udtryk af Fromhed, som Malerne have vidst at lægge deri. Mere og mere har Malerkunsten omfattet Historien og selv det menneskelige Hverdagsliv, hvoraf hele Optrin kunne fremstilles paa en Tavle, samt Naturen, idet de smukkeste Egne med Bjerg, Skov, Vand og Himmel gjengives ligesom i et Speil, ja endog med forhøiet Skjønhed, idet Maleren overalt ved at vælge det Bedste og at udelade alt, hvad der i den virkelige Natur tilfældigvis kan forstyrre et samstemmende Indtryk af det Hele.

Medens de tre Kunster: Bygnings-, Billedhugger- og Malerkunsten arbeide for Øiet og virke ved synlige Skikkelser, lærer Tonekunsten eller Musiken at forbinde Toner, høie og dybe, korte og lange, svage og stærke, paa en saadan Maade, at de danne et smukt Helt og mere eller mindre klart udtrykke Bevægelser i Menneskets Indre. Musiken gjør et meget stærkt og, naar den er god, et velgjørende Indtryk paa Menneskenes Følelse og har derfor ogsaa en meget udstrakt Anvendelse, idet den bruges til at forskjønne alle noget mere fremtrædende Øieblikke i Livet, baade i Sorg og i Glæde. Toner forhøie den kirkelige og den huslige Andagt; de ledsage den muntre Dands, og selv Krigeren maa ved kraftige Toner og Taktmaal opflammes til Raskhed og Tapperhed. Dels bruges den menneskelige Stemme, og til Tonerne maa da ogsaa føies smukke Ord, dels alle Slags kunstige Redskaber (Instrumenter); men den største Virkning gjør Tonekunsten, naar begge Dele i rigt afvexlende Samstemmighed forbindes med hinanden.

Den høieste og fuldkomneste af alle Kunster er dog Digtekunsten eller Poesien, der af sandselige Midler kun bruger Ord, der vistnok kunne forbindes i kunstige Stavelsemaal og Rim; dog er ikke engang dette ganske nødvendigt. Hovedsagen er, at Ordenes Indhold meddeler vor Tanke smukke, saa at sige, indvortes Billeder ikke alene af Naturen og Menneskelivet, men fornemmelig af menneskelig Følelse og Handling, saa at vi ligesom se for Øine alt, hvad der rører sig i Menneskets Indre. Enten fortæller Digteren Tildragelser — udsmykkede eller opdigtede — eller han meddeler sit eget Indres Følelser, eller han 265lader sine opdigtede Personer ligefrem tale og handle for vort indre Øie. Dette sidste Slags Digte (Skuespil) kunne da igjen paa udvortes Maade fremstilles for Øie og Øre, idet en anden Slags Kunstnere, Skuespillerne, ved Tale og Handling efterligne de Personer, som Digterne have tænkt sig.

Der er ingen Tvivl om, at denne, saavelsom de øvrige Kunster, kan misbruges til megen tom Øienslyst og Forfængelighed; men det maa ikke bringe os til at glemme, at Kunsten efter sin egentlige Bestemmelse er en herlig Guds Gave, og at den, naar den haandteres og anvendes paa en værdig Maade, kan berede Menneskene ikke alene en ædel Nydelse, men ogsaa virkelig Aandsopløftelse, idet, som allerede forklaret, selv Religionen ikke forsmaar at smykke sin udvortes Fremtræden med Kunstens Frembringelser. Disse blive derfor ogsaa med Rette mere og mere tilgjængelige for Folk af alle Stænder. Vi have allerede selv hos os en Del smukke Bygninger, som endog den Fattigste kan beskue; man bestræber sig mere og mere for i enhver Bygd dog at faa et Gudshus af et smukt og værdigt Udseende, og, kan den simple Mand ikke gjøre sine egne Boliger til Kunstværker, saa skulde han dog mere og mere faa Sands for at give dem en vis Grad af Regelmæssighed og Pyntelighed, saa at man kan se, at en menneskelig Bolig er noget Mere, end en Svinesti. Gode Billedstøtter og Malerier falde vistnok kostbare; men en taalelig Altertavle burde dog efterhaanden enhver Kirke faa, til Husets Pryd og Menighedens Opbyggelse; og trykte Billeder (Kobbere, Stentryk eller Træsnit) ere dog nu ikke saa vanskelige at overkomme. Tonekunsten øves mere og mere over By og Bygd, og især burde enhver, der ikke er ganske uden naturlig Evne, lære at synge en Salme eller en simpel Vise til Opbyggelse og Opmuntring baade for sig selv og andre. Men fornemmelig ere Digtekunstens Værker i vore Tider, da Bøger ere saa billige og saa udbredte, overkommelige saa at sige for alle og enhver, og den, som blot kan faa laant en god Bog og har en rolig Stund til at læse den, samt saa megen Forstand og Sands, at han kan fatte den, kan derved skaffe sig en Fornøielse, der i alle væsentlige Stykker staar langt over alt, hvad selv den største Magt og Rigdom kan forskaffe af sandselig Lyst og Adspredelse.

263

Foruten den naturlige skjønnhetssans, hvormed Gud i grunnen har utrustet ethvert menneske, og som enhver bør pleie og utvikle hos seg og lade fremtre i sin hele ferd, have enkelte mennesker fått en særegen evne og et særegent kald til å danne og frembringe visse ting og Billeder, der egentlig er til, for å virke ved sin skjønnhet, hvori andre mennesker kunne fryde seg og finne næring for sin smak. Sådanne mennesker kalles kunstnere, og de forskjellige arter av virksomhet, hvormed hine verker dannes, hede de skjønne kunster. Disse er meget gamle i menneskeheten, idet folkene, så snart de er kommet ut av den første råhet og have fått Sands og smak for noe Høiere, have søkt å gi sine forestillinger om en bedre verden synlig skikkelse og uttrykk. Man finner begynnelsen til de fleste kunster allerede hos de hedenske Østerlændere, især hos indere og egyptere; men hos grekerne og romerne har de især nået en høy grad av fullkommenhet, så at endog de nyere kristelige Folk har i regelen funnet seg best ved i dette stykke å gå mer eller mindre i deres fotspor.

Som rimelig har det især vært Gudernes templer og nå våre kristelige kirker, som man ved Kunstens hjelp har søkt å utstyre og pryde på det Bedste. Men etterhånden har de mer Velhavende også smykket sine egne boliger, og overhoved er kunsten blitt anvendt som et middel dels til dannelse, dels til en edel fornøyelse. Allerede bygningene selv — templer, kirker, andre offentlige bygninger og Enkeltmænds hus — har man lært å oppføre på en sådan måte, at deres ytre og indre utseende ved en passende og naturlig sammenføyning, ved Delenes overensstemmelse og forholdsmessighet o. s. v. kunne sette sjelen i en god stemning og især gjøre et inntrykk, der svarte til Bygningens øyemed. Det er da Bygningskunstens Sag. Men så er også billedhuggerkunsten kommet til og har smykket templer, offentlige plasser eller praktrom med Billeder, hugne i Sten eller tre eller støpte av metall. Disse Billeder skulle vel i begynnelsen bety guder og ble dyrket som sådanne; men, da man tenkte seg gudene i menneskelig skikkelse, søkte kunstnerne nettopp å avbilde denne i den største fullkommenhet. Thi gudene måtte jo være skjønnere enn noen Dødelig, og således dannede de store kunstnere ved hjelp av en lykkelig Indbildningskraft Billeder, som vistnok vare skapte i menneskelig lignelse, men dog i skjønnhet overgikk ethvert enkelt menneske, som noen hadde sett. Derfor sette vi ennå pris på de Billeder av Sten eller erts, som er tilbake fra oldtiden, enskjønt vi nå vide bedre enn å vise dem guddommelig 264tilbedelse; ved sin skjønnhet kunne de ennå skaffe oss en edel fornøyelse og gjøre sitt til å danne vår smak. Etterhånden har man også lært ligetil å avbilde mennesker, der er merkverdige ved skjønnhet eller ved åndsdannelse eller bedrift; ja endog noen av de skjønneste dyr, en løve, en hest, en hund, har man funnet det umaken verdt å avbilde, for å fryde seg ved deres herlige skapning i den største fullkommenhet, som Naturen kan frembringe og begavede kunstnere uttenke og uttrykke.

Et lettvintere middel til å frembringe smukke Billeder, er malerkunsten, der blot ved hjelp av tegning og farger kan avbilde mennesker, dyr, hus, trær o. s. v. så livaktig, som de står og gå. Den har, likesom alle de andre kunster, nærmest vært brukt i Religionens tjeneste, og navnlig har man i den katolske Kirke malt helgenbilder, som Folk i sin Daarlighed have tilbedt, men som forstandige kristne ennå i all uskyldighet kunne glede seg over på grunn av deres skjønnhet og det inderlige uttrykk av fromhet, som malerne har visst å legge deri. Mer og mer har malerkunsten omfattet historien og selv det menneskelige hverdagsliv, hvorav hele opptrinn kunne fremstilles på en tavle, samt Naturen, idet de smukkeste Egne med Bjerg, skog, vann og himmel gjengives likesom i et speil, ja endog med forhøyet skjønnhet, idet maleren overalt ved å velge det Bedste og å utelate alt, hva der i den virkelige natur tilfeldigvis kan forstyrre et samstemmende inntrykk av det hele.

Mens de tre kunster: Bygnings-, Billedhugger- og malerkunsten arbeide for øyet og virke ved synlige skikkelser, lærer tonekunsten eller musikken å forbinde toner, høye og dype, korte og lange, svage og sterke, på en sådan måte, at de danne et smukt helt og mer eller mindre klart uttrykke bevegelser i Menneskets indre. Musikken gjør et meget sterkt og, når den er god, et velgjørende inntrykk på Menneskenes følelse og har derfor også en meget utstrakt anvendelse, idet den brukes til å forskjønne alle noe mer fremtredende øyeblikk i livet, både i sorg og i glede. Toner forhøye den kirkelige og den huslige andakt; de ledsage den muntre dans, og selv krigeren må ved kraftige toner og taktmål oppflammes til raskhet og tapperhet. Dels brukes den menneskelige stemme, og til tonene må da også føyes smukke ord, dels alle Slags kunstige redskaper (instrumenter); men den største virkning gjør tonekunsten, når begge dele i rikt avvekslende samstemmighet forbindes med hinannen.

Den høyeste og fullkomneste av alle kunster er dog diktekunsten eller poesien, der av sanselige midler kun bruker ord, der vistnok kunne forbindes i kunstige Stavelsemaal og rim; dog er ikke engang dette ganske nødvendig. Hovedsaken er, at Ordenes innhold meddeler vår tanke smukke, så å si, innvortes Billeder ikke alene av Naturen og menneskelivet, men fornemmelig av menneskelig følelse og handling, så at vi likesom se for øyne alt, hva der rører seg i Menneskets indre. Enten forteller dikteren tildragelser — udsmykkede eller oppdiktede — eller han meddeler sitt eget Indres følelser, eller han 265lader sine oppdiktede personer likefrem tale og handle for vårt indre Øye. Dette siste Slags Digte (skuespill) kunne da igjen på utvortes måte fremstilles for Øye og øre, idet en annen Slags kunstnere, skuespillerne, ved Tale og handling etterligne de personer, som dikterne har tenkt seg.

Der er ingen tvil om, at denne, saavelsom de øvrige kunster, kan misbrukes til mye tom øyenslyst og forfengelighet; men det må ikke bringe oss til å glemme, at kunsten etter sin egentlige bestemmelse er en herlig Guds gave, og at den, når den håndteres og anvendes på en verdig måte, kan berede menneskene ikke alene en edel nytelse, men også virkelig Aandsopløftelse, idet, som allerede forklaret, selv religionen ikke forsmår å smykke sin utvortes fremtreden med Kunstens Frembringelser. Disse bli derfor også med rette mer og mer tilgjengelige for Folk av alle stender. Vi har allerede selv hos oss en del smukke bygninger, som endog den Fattigste kan beskue; man bestreber seg mer og mer for i enhver bygd dog å få et gudshus av et smukt og verdig utseende, og, kan den simple mann ikke gjøre sine egne boliger til kunstverker, så skulle han dog mer og mer få Sands for å gi dem en viss grad av regelmessighet og pyntelighet, så at man kan se, at en menneskelig bolig er noe Mere, enn en svinesti. Gode billedstøtter og malerier falle vistnok kostbare; men en tålelig altertavle burde dog etterhånden enhver Kirke få, til Husets pryd og menighetens oppbyggelse; og trykte Billeder (Kobbere, steintrykk eller tresnitt) er dog nå ikke så vanskelige å overkomme. Tonekunsten øves mer og mer over by og bygd, og især burde enhver, der ikke er ganske uten naturlig evne, lære å synge en Salme eller en simpel vise til oppbyggelse og oppmuntring både for seg selv og andre. Men fornemmelig er Digtekunstens verker i våre tider, da bøker er så billige og så utbredte, overkommelige så å si for alle og enhver, og den, som blot kan få lånt en god bok og har en rolig stund til å lese den, samt så mye forstand og Sands, at han kan fatte den, kan derved skaffe seg en fornøyelse, der i alle vesentlige stykker står langt over alt, hva selv den største makt og rikdom kan forskaffe av sanselig lyst og adspredelse.