261

Maatte det da ikke være af Vigtighed, at denne Følelse, der selv er saa skjøn, finder rigelig Næring, at den mere og mere renses og styrkes, saa at selv det jordiske Menneske faar Smag for noget Bedre og Ædlere end i de sandselige Lyster, der nedsænke det i raa Egenkjærlighed og fjerner det fra Gud? Gud har derfor heller ikke ladet det mangle paa en saadan Næring, men meget mere rigeligen udspredet Skjønhedens Glimt overalt over sine Skabninger, fra de største til de mindste. Det kommer kun an paa os, at vi ikke lukke Øie og Sind for denne Herlighed. Vende vi Blikket opad, hvor skjøn er ikke denne blaa Hvælving med den straalende Sol, der træder frem „som en Brudgom fra sit Brudekammer“ (Salm. 19, 6), med de vandrende Skyer, der især Morgen og Aften ofte gløde i de prægtigste Farver! Og selv den mørke, tause Nat, hvor herlig er ikke ogsaa den med de utallige tindrende Stjerner, der synes ligesom satte til at minde os om det Evighedens Lys, der opgaar, naar det Nærmeste og Timelige for os hylles i Dunkelhed!

Eller se vi nedad mod Jorden, hvilken rig Afvexling møder os ikke der, i Fjeldenes høie Skikkelser, i de venlige grønne Dale og Sletter, i de klare Vande, det blaanende Hav! Og nu den levende Skabning: det mindste Græsstraa med sit friske, saftige Grønne og sin fine Form prædiker allerede høit om Skaberens Visdom; endnu mere „Liljerne paa Marken,“ de prægtige Blomster, de høie, bladrige Træer. Endelig Dyrenes mangfoldige Vrimmel. Vel ere der netop blandt disse flere, der strax mindre fryde vort Øie, som Krokodiler og Slanger og lignende, der næsten gjøre Indtrykket af at være Guds Vredes Redskaber. Men dels maa ogsaa disse for det dybere forskende Blik aabenbare sine Skjønheder — thi al Guds Skabning er igrunden „saare god“ —, dels gives der paa den anden Side saa mange Dyr, som vi ret skue med Velbehag. Vi ville kun ifleng minde om saa mange muntert farvede Sommerfugle, disse „Luftens Blomster,“ saa mange med lette Former og prægtige Farver udmærkede Fugle, om den stolte Løve, om den modige Hest, om den tro Hund.

Ogsaa for Øret frembyder Naturen smukke Fornemmelser. Naar Vinden suser i Trætoppene, naar Fuglene kvidre, naar Bækken risler, og naar Fossen drøner, naar Havet snart sagte skvulper, snart mægtigen bruser: da sættes vor Sjel i mangen underlig bevæget Stemning, der mere eller mindre hæver os over det Nærmeste og dunkelt minder om Alskabningens Kilde.

262Men det skjønneste Skjønne i Naturen er Skabningens Krone, Mennesket, der allerede ved sin synlige Skikkelse maa give et Slags Fornemmelse af, at han fortrinsvis er skabt i Guds, den Usynliges, Billed og Lignelse. Derfor fik han denne opreiste Gang, den forholdsmæssigt afmaalte, baade rolige og letvindte Form og især det udtryksfulde Aasyn og det talende Blik, hvoraf en høiere Aand ligesom synlig fremlyser. Og hvilken fortryllende Velklang, hvilket dybt gribende Udtryk kan der ikke ligge i en menneskelig Stemme, især naar den bruges til sit bedste Øiemed, til at forkynde Skaberens uendelige Visdom og Kjærlighed!

Men Mennesket fik ogsaa Fornuft og fri Villie, for at det skulde pleie og skjøtte Skaberens Værk og ved Orden, Renlighed, Dannelse og Dyder end mere pryde det Guds Tempel, hvori hans Aand skal bo. Forsømmer Mennesket denne Pligt, saa kan det istedetfor det Skjønneste i Skabningen blive det Allerstyggeste, ja igrunden det eneste i Sandhed Stygge, som gives. Paa den anden Side kan Mennesket forskjønne ikke alene sig selv ved passende Omsorg for sit Legeme og end mere for sin Sjel, der efterhaanden giver ogsaa Legemet sit Udtryk, men ogsaa i større eller mindre Udstrækning sine Omgivelser. Mennesket bygger Huse, der mere og mere tiltale Skjønhedssandsen; det bortrydder Stene og andre Naturhindringer, det planter Blomster og Træer, leder Kilder og Bække derhen, hvor de ikke alene kunne gjøre den meste Nytte, men ogsaa gjøre den smukkeste Virkning i Egnens Udseende, o. s. v. Ogsaa i Menneskenes Sæder og Adfærd er der en vis Sømmelighed og Orden, en vis Sands for det Passende og Samstemmende, der frembringer, saa at sige, en mere indvortes Skjønhed, gjør, at alt tager sig godt ud og gjør et tiltalende og velgjørende Indtryk.

Hvad Menneskene foretage sig, kan ske paa flere Maader, og det synes ofte at være en ringe Ting, hvorved noget bliver smukt og tækkeligt, medens Forsømmelsen deraf kan give det Hele et ganske modsat Udseende. Lader os til Exempel tænke paa en saa simpel Sag som at holde sit Maaltid. Hvor godt tager det sig ikke ud, ja hvilken Hygge krydrer ikke den fattigste Kost, naar den tilberedes og fremsættes renligt, og naar Familien sætter sig ordentlig samlet, med blottede Hoveder, tilbords og begynder og slutter Maaltidet med en Bøn! Andre menneskelige Øine kunne ikke se, med hvor megen inderlig Andagt denne Bøn forrettes; men i ethvert Fald er det en smuk Skik, der vel ogsaa kan bidrage sit til, at Hjertets Taksigelse ikke forsømmes. Man tænke sig derimod, at enhver gaar til Bordet, eftersom Sulten indfinder sig, og river Maden i sig, siddende, staaende, en med Hatten paa, en anden barhovedet, altsammen uden mindste Skik eller Orden. Og dog koster det første Maaltid ikke mere hverken af Penge, Tid eller Møie, kun lidt Omtanke og Regelmæssighed.

Jeg ser to Personer give Almisse til en Fattig. Gaven er den samme; men den ene slænger den med en grætten Mine hen for Stodderens Fod; den anden taler venligt med den Fattige og ved ogsaa i det Ydre at give sin Almisse Præget af en fri Kjærligheds-Handling. 263Jeg kan ikke veie de tvende Giveres Hjertelag, som kun Gud kjender; kun ved jeg, at den sidstes Handling for Mennesker ser tækkeligere ud, og gjør baade paa Modtageren og paa alle dem, der ere Vidner dertil, et bedre Indtryk. Dog er det ogsaa Guds Villie, at vi skulle give Agt paa alt, hvad der er sømmeligt, hvad der haver et godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder (Fil. 4, 8).

261

Måtte det da ikke være av viktighet, at denne følelse, der selv er så skjønn, finner rikelig næring, at den mer og mer renses og styrkes, så at selv det jordiske menneske får smak for noe Bedre og Ædlere enn i de sanselige lyster, der nedsenke det i rå egenkjærlighet og fjerner det fra Gud? Gud har derfor heller ikke ladet det mangle på en sådan næring, men meget mer rikelig utspredt skjønnhetens glimt overalt over sine skapninger, fra de største til de minste. Det kommer kun an på oss, at vi ikke lukke Øye og sinn for denne herlighet. Vende vi blikket oppad, hvor skjønn er ikke denne blå hvelving med den strålende sol, der trer frem „som en brudgom fra sitt Brudekammer“ (Salm. 19, 6), med de vandrende skyer, der især morgen og aften ofte gløde i de prektigste farger! Og selv den mørke, tause natt, hvor herlig er ikke også den med de utallige tindrende stjerner, der synes likesom satte til at minde oss om det evighetens lys, der oppgår, når det Nærmeste og Timelige for oss hylles i dunkelhet!

Eller ser vi nedad mot jorden, hvilken rik avveksling møter oss ikke der, i fjellenes høye skikkelser, i de vennlige grønne daler og sletter, i de klare Vande, det blånende hav! Og nå den levende skapning: det minste gresstrå med sitt friske, saftige Grønne og sin fine form prediker allerede høyt om Skaberens visdom; enda mer „liljene på marken,“ de prektige blomster, de høye, bladrike trær. Endelig Dyrenes mangfoldige vrimmel. Vel er der nettopp blant disse flere, der straks mindre fryde vårt Øye, som krokodiller og slanger og lignende, der nesten gjøre inntrykket av å være Guds Vredes redskaper. Men dels må også disse for det dypere forskende blikk åpenbare sine skjønnheter — thi all Guds Skabning er i grunnen „såre god“ —, dels gives der på den annen side så mange dyr, som vi rett skue med velbehag. Vi ville kun i fleng minde om så mange muntert fargede sommerfugler, disse „Luftens blomster,“ så mange med lette former og prektige farger udmærkede fugler, om den stolte løve, om den modige hest, om den tro hund.

Også for øret frembyr Naturen smukke fornemmelser. Når vinden suser i tretoppene, når fuglene kvidre, når bekken risler, og når fossen drønner, når havet snart sakte skvulper, snart mektig bruser: da settes vår sjel i mangen underlig beveget stemning, der mer eller mindre hever oss over det Nærmeste og dunkelt minner om Alskabningens Kilde.

262Men det skjønneste Skjønne i Naturen er Skabningens krone, mennesket, der allerede ved sin synlige skikkelse må gi et Slags fornemmelse av, at han fortrinnsvis er skapt i Guds, den Usynliges, bilde og lignelse. Derfor fikk han denne oppreiste gang, den forholdsmessig avmålte, både rolige og lettvinte form og især det uttrykksfulle åsyn og det talende blikk, hvorav en høyere ånd likesom synlig fremlyser. Og hvilken fortryllende velklang, hvilket dypt gripende uttrykk kan der ikke ligge i en menneskelig stemme, især når den brukes til sitt beste øyemed, til å forkynne Skaberens uendelige visdom og kjærlighet!

Men Mennesket fikk også fornuft og fri vilje, for at det skulle pleie og skjøtte Skaberens verk og ved orden, Renlighed, dannelse og dyder enda mer pryde det Guds tempel, hvori hans ånd skal bo. Forsømmer mennesket denne plikt, så kan det i stedet for det Skjønneste i skapningen bli det Allerstyggeste, ja i grunnen det eneste i sannhet stygge, som gives. På den annen side kan mennesket forskjønne ikke alene seg selv ved passende omsorg for sitt legeme og enda mer for sin sjel, der etterhånden giver også Legemet sitt uttrykk, men også i større eller mindre utstrekning sine omgivelser. Mennesket bygger hus, der mer og mer tiltale skjønnhetssansen; det bortrydder Steiner og andre Naturhindringer, det planter blomster og trær, leder kilder og bekker derhen, hvor de ikke alene kunne gjøre den meste nytte, men også gjøre den smukkeste virkning i Egnens utseende, o. s. v. Også i Menneskenes Sæder og atferd er der en viss sømmelighet og orden, en vis Sands for det Passende og Samstemmende, der frembringer, så å si, en mer innvortes skjønnhet, gjør, at alt tar seg godt ut og gjør et tiltalende og velgjørende inntrykk.

Hva menneskene foreta seg, kan ske på flere måter, og det synes ofte å være en ringe ting, hvorved noe blir smukt og tekkelig, mens forsømmelsen derav kan gi det hele et ganske motsatt utseende. Lader oss til eksempel tenke på en så simpel Sag som å holde sitt måltid. Hvor godt tar det seg ikke ut, ja hvilken hygge krydrer ikke den fattigste kost, når den tilberedes og fremsettes renligt, og når familien setter seg ordentlig samlet, med blottede hoder, til bords og begynner og slutter måltidet med en Bøn! Andre menneskelige øyne kunne ikke se, med hvor mye inderlig andakt denne Bøn forrettes; men i ethvert fall er det en smuk skikk, der vel også kan bidra sitt til, at Hjertets Taksigelse ikke forsømmes. Man tenke seg derimot, at enhver går til bordet, ettersom sulten innfinner seg, og river maten i seg, sittende, stående, en med hatten på, en annen barhodet, altsammen uten minste skikk eller orden. Og dog koster det første måltid ikke mer hverken av penger, tid eller møye, kun litt omtanke og regelmessighet.

Jeg ser to personer gi almisse til en Fattig. Gaven er den samme; men den ene slenger den med en gretten mine hen for Stodderens fot; den annen taler vennlig med den Fattige og ved også i det ytre å gi sin almisse preget av en fri Kjærligheds-handling. 263Jeg kan ikke veie de tvende Giveres hjertelag, som kun Gud kjenner; kun vet jeg, at den sidstes handling for mennesker ser tekkeligere ut, og gjør både på mottakeren og på alle dem, der er vitner dertil, et bedre inntrykk. Dog er det også Guds Villie, at vi skulle gi akt på alt, hva der er sømmelig, hva der haver et godt lov, enhver dyd og enhver Hæder (Fil. 4, 8).