257

Naar vi med et skjønsomt Øie se os om i Verden, blive vi snart var en Mængde Ting, hvoraf vi kunne gjøre os mangeslags Nytte, ja meget, som synes ligetil skabt og indrettet til Menneskenes Gavn. Men mange Skabninger ere der ogsaa, som strax ved det blotte Øiesyn, og uden at vi tænke paa at høste nogen Fordel deraf, alligevel tiltale og glæde os, vi vide ikke ret hvorfor, og som vi af den Grund kalde vakre, smukke, skjønne eller noget Lignende. Saaledes giver Solen os ikke alene det fornødne Lys og Varme til vor og alle levende Skabningers Trivsel og til vore Forretninger; men, naar den ved sin Opgang først forgylder Bjergenes og Skovenes Toppe og derpaa viser sig i sin fulde straalende Glands, da er dette et skjønt Syn, der maa oplive og 258fryde enhver, der ikke er Stok og Sten. Eller betragt et Træ! allerede den ranke Stamme, de fint bøiede, kunstigt sammenslyngede Grene, de grønne Blade og Blomsternes Pragt kunne vi ikke andet end skue med Velbehag, om vi end ikke i mindste Maade tænke paa den søde Frugt, det maaske engang vil bære. Ja, den modne Frugt selv, f. Ex. et Æble, glæder os ikke alene ved sin søde Smag, men ogsaa ved sin smukke runde Form og de blanke og fine Farver.

Hvor maa vi ikke beundre Skaberens Visdom og Godhed, der ikke alene har sørget for vort Legemes Ernæring og for vore lavere Fornødenheder, men ogsaa for at berede os den høiere, mere uegennyttige Glæde, som Beskuelsen af de skabte Tings Skjønhed kan skaffe os!

Thi vel kan det et Øieblik synes, at denne Beskuelse kun giver os en sandselig Øienslyst, der er for Synet det samme, som velsmagende Mad og Drikke er for Tungen, eller som Vellugt er for Næsen. Men, tænke vi lidt nøiere efter, finde vi, at der er en stor Forskjel. Hvad der smager en godt, smager maaske en anden ikke, og den ene kan have ligesaa megen Ret, som den anden; den, som synes om f. Ex. Tobak, er hverken bedre eller klogere end den, som ikke synes derom. Og det er ogsaa godt, at denne Slags Smag er meget forskjellig; thi den sandselige Lyst er egennyttig og maa have sit for sig selv og fortære det; det Stykke Tobak, som jeg nyder, kan en anden ikke have Godt af. Der er derfor ogsaa saa megen Strid og Misundelse i Verden, fordi mange have Lyst til det samme, som ikke mere end en kan faa. Ganske anderledes er det med det, vi kalde Skjønt eller Vakkert. Det, der er vakkert for mig, er ogsaa vakkert for alle andre. Og, selv om der ogsaa herom kunne være forskjellige Meninger, saa kommer dette kun deraf, at den ene har mere Skjøn paa Tingen end den anden. Og, hvad der er endnu bedre, er, at man, for at have Godt af det Skjønne, ikke behøver at have det for sig selv alene og udelukke andre derfra; heller ikke tærer eller slider det paa den skjønne Ting, at vi beskue den og glæde os derover. Tænke vi igjen paa Æblet, da kan mange glæde sig over dets skjønne Form og Farve, og Æblet bliver lige godt og lige helt; men kun en kan spise det og nyde den gode Smag; og, naar Æblet saa er spist, er det forbi dermed.

Det er saaledes en herlig Ting ved Smagen for det Skjønne og Nydelsen deraf, at den er uegennyttig, og at den lader Tingen urørt og uforstyrret. Paa denne Maade kunne vi først glæde os over Herligheden af Guds Skabninger, saadanne som de ere i sig selv, istedetfor at ødelægge dem, idet vi føre os dem til Nytte. Vi have vistnok Lov til at nytte alle skabte Ting — undtagen vore Medmennesker — ogsaa paa denne Maade, og Gud har givet ikke alene Urterne paa Marken, men ogsaa Fiskene i Havet, Fuglene under Himmelen og alle Dyr, som krybe paa Jorden, i Menneskenes Magt. Men det er dog urimeligt at tro, at Gud skulde have skabt Græsset med de fine Blade og de deilige Blomster, alene for at ædes af Oxen, og Oxen, det herlige, kraftige Dyr, blot for at ædes af Menneskene. Meget mere har Gud baade i Dyr og Væxter, ja i alt, hvad han har frembragt, i Tingenes egen 259Indretning og Skikkelse nedlagt Spor af sin uendelige Visdom, og det er netop disse Spor, vi mere eller mindre klart føle, hvergang vi sige om en Ting, at den er vakker.

Gud har saaledes ikke alene gjort og indrettet Tingene viseligen, ikke alene gjemt sin Visdom i Skabningens Indre; men han har ogsaa aabenbaret den for dødelige Øine, idet han lader den ligesom skinne igjennem Tingenes ydre Skikkelse. Han har gjort Tingene skjønne og givet os Mennesker Sands for Skjønheden, for at vi skulle føle og ane hans Visdom og Godhed, selv hvor vi ikke klart kunne fatte den i dens hele Dybde.

Den, som finder, at f. Ex. en Blomst er vakker, og glæder sig derover, tænker i det Øieblik ikke længer paa sig selv og sin egen Fordel; men han har en Følelse af den Herlighed, som Skaberen har nedlagt i Tingen, en Smag af den Visdom, som den er skabt til at aabenbare. Denne Følelse opløfter Mennesket over sine snevre, sandselige Begjerligheder og bereder ham en Glæde, som kun Mennesket kan nyde, og som først er Mennesket ret værdig.

Skjønheden hører vistnok til de synlige Ting; men den peger dog stedse hen mod det Usynlige.

Derfor er det ogsaa blandt levende Væsener alene Mennesket, som har denne mærkværdige Sands for det Skjønne. Dyrene have intet Syn for Tingene og ingen Glæde af dem, uden forsaavidt de tjene til deres Ernæring eller i det Hele til at tilfredsstille deres sandselige Drifter. De se i den smukkeste Blomst ikke andet, end et Græs, som de kunne fortære. Dyrene ere derfor ogsaa ufri, blot hengivne i sine Begjeringers Magt. Kun Mennesket, Guds ypperste Skabning, er skabt til Frihed; det bliver ikke helt og holdent behersket af sine Begjeringer og maaler ikke de øvrige Skabninger blot efter disse, men har ogsaa faaet Øiet aabent for et Værd og en Herlighed, som Tingene have i sig selv, og kan derigjennem skimte Skaberens Almagt og Visdom.

Af denne Grund sagde vi ogsaa nylig, at den Glæde, som det Skjønne skaffer os, først er Mennesket ret værdig, fordi den eiendommelig tilhører Mennesket og bringer det netop til at føle sig som Menneske.

Det er heller ikke egentlig med den legemlige Sands, med Øiet eller Øret, at vi fornemme det Skjønne, skjønt vistnok Sandsen dertil er det ydre Redskab. Men det, der fornemmer og føler Skjønheden, er Aanden i os, vor høiere, udødelige Del. Dyret har det samme Sandse-Indtryk af Blomstens Omkreds og Farve; men dog ser det ikke det Smukke deri, fordi det har ingen Aand.

Ved Følelsen af det Skjønne erfarer Mennesket først, at det har en Aand, at det er mere end et Dyr og har en anden Bestemmelse end blot at sørge for sin Ernæring og de sandselige Drifters Tilfredsstillelse. Og det saa meget mere, fordi der, som vi nylig have forklaret, til at nyde det Skjønne ikke udkræves at besidde det alene for sig selv og udelukke andre derfra. Det smukke Træ kunne ogsaa andre end Eieren betragte med Velbehag og Fornøielse, uden mindste Afbræk for enten Træet eller dets Eier. Derfor behøver der heller ikke at være en saa 260dan Strid om det Skjønne, som der i Almindelighed er om de sandselige Goder, som den ene stedse søger at tilrive sig paa den andens Bekostning. Det Skjønne er derimod netop skikket til at forene Menneskene og styrke deres Følelse af Fællesskab. I Sandsen for det Skjønne mødes alle Mennesker og det desto mere, jo mere de have af Dannelse og ægte menneskelig Følelse. Hvor det skjønne Syn møder os, være sig i Naturen, i de menneskelige Træk eller i de Omgivelser, et Menneske har vidst at berede sig, der føler enhver sig behagelig tiltrukken og venlig stemt. Menneskene aabne sig lettere for hinanden og faa en Følelse af, at de netop som Mennesker ere beslægtede. Vi kunne saaledes sige, at Sandsen for det Skjønne ikke alene minder os om, at vi have en Aand, men ogsaa om, at vi have een Aand, at der er noget i os, noget Høiere og Ædlere, der ikke blot tilhører hver enkelt og skiller ham fra alle andre, men som i Sandhed tilhører alle Mennesker, og som jeg og du har, ikke fordi vi ere jeg og du, men fordi vi ere Mennesker.

Vi ere ellers altfor meget optagne af os selv; enhver tænker mest paa sig, paa sine særegne Sysler og smaa Anliggender. Hvor godt er det ikke da, at der gives noget, der idetmindste i Mellemstunder kan drage os ud af denne Tranghed og bringe os til at føle os som Lemmer af et stort Brodersamfund, til at føle, at det Bedste i os selv er netop det, vi have tilfælles med alle Mennesker. Netop det at være Menneske, at høre til den Slægt, som er Guds ypperste Skabning, som han har dannet i sit eget Billede, og over hvem han har udøst sine rigeste Velsignelser — dette er uendeligt mere værdt end alt, hvad enten du eller jeg eller nogen enkelt kan have for sig selv at bryste sig af eller glæde sig over.

Og hver Gang jeg ser og rigtig føler noget Skjønt, er det ligesom jeg glemmer alt, hvad jeg er og har blot for mig selv, og føler tvertimod paa almindelig menneskelig Vis, føler ligesom paa Menneskehedens Vegne, føler, hvad ethvert Menneske blot i Kraft af at være Menneske maatte føle. Det Skjønne tiltaler netop det indre Menneske i os og vækker det til Liv og Virksomhed. Derfor er denne Følelse ogsaa ligesaa behagelig, som den er velgjørende; thi netop saaledes at glemme sig selv, for blot at være og føle sig som Menneske, det hører til Menneskets sande Natur; derhen gaar dets dybe Trang og Tragten, som altsaa ved de Følelser, som det Skjønne vækker, idetmindste for et Øieblik bliver tilfredsstillet.

Vi føle nok, at der er noget Godt i os, noget, der hører til vort sande Væsen, saadant som det af Gud er dannet og bestemt, der næres og trives, hver Gang noget rigtig Skjønt udøver sin Virkning paa vort Sind. Og vi kunne gaa endnu et Skridt videre. Vi sagde nylig, at Skabningens Skjønhed er at betragte som de synlige Spor af Skaberens Visdom, som Kjendetegn, der uvilkaarligt minde om den Fuldkommenhed, i hvilken Tingene udgik af Guds Haand. Hvor herligt er det nu ikke, at netop disse Ting gjøre et saa behageligt Indtryk paa os, tiltale os paa en saa inderlig Maade og virke ligesom saa hjemligt og 261fortroligt paa os? Maa dette ikke være os et Vink om, at ogsaa vi egentlig høre hjemme i en guddommelig Tingenes Orden, i en bedre og fuldkommere Verden, hvoraf de skjønne Skikkelser give ligesom en jordisk Afglands, at Menneskets Aand er en Gnist af Guds egen, netop sat i Verden for at fatte og tilegne sig ethvert Spor af den evige Visdom? Med et Ord, skulde ikke Følelsen af det Skjønne være en Mindelse om det Gudsbillede, hvori Mennesket er skabt, og hvoraf en Rest, skjønt ved Synden forstyrret og fordunklet, endnu lever i vort Indre?

257

Når vi med et skjønnsomt Øye se oss om i verden, blir vi snart var en mengde ting, hvorav vi kunne gjøre oss mangeslags nytte, ja meget, som synes ligetil skapt og innrettet til Menneskenes Gavn. Men mange skapninger er der også, som straks ved det blotte øyesyn, og uten at vi tenker på å høste noen fordel derav, allikevel tiltale og glede oss, vi vet ikke rett hvorfor, og som vi av den grunn kalle vakre, smukke, skjønne eller noe Lignende. Således giver solen oss ikke alene det fornødne lys og varme til vår og alle levende skapningers trivsel og til våre forretninger; men, når den ved sin oppgang først forgyller Bjergenes og skogenes Toppe og derpå viser seg i sin fulle strålende glans, da er dette et skjønt syn, der må oplive og 258fryde enhver, der ikke er stokk og Sten. Eller betrakt et tre! allerede den ranke stamme, de fint bøiede, kunstigt sammenslyngede grener, de grønne Blade og blomstenes prakt kunne vi ikke annet enn skue med velbehag, om vi enn ikke i minste måte tenke på den søte frukt, det maaske engang vil bære. Ja, den modne frukt selv, f. Ex. et eple, gleder oss ikke alene ved sin søte smak, men også ved sin smukke runde form og de blanke og fine farger.

Hvor må vi ikke beundre Skaberens visdom og godhet, der ikke alene har sørget for vårt Legemes ernæring og for våre lavere fornødenheter, men også for å berede oss den høyere, mer uegennyttige glede, som Beskuelsen av de skapte Tings skjønnhet kan skaffe oss!

Thi vel kan det et øyeblikk synes, at denne beskuelse kun giver oss en sanselig øyenslyst, der er for synet det samme, som velsmakende mat og drikke er for tungen, eller som vellukt er for nesen. Men, tenker vi litt nøyere etter, finner vi, at der er en stor forskjell. Hva der smaker en godt, smaker maaske en annen ikke, og den ene kan ha likeså mye rett, som den annen; den, som synes om f. Ex. Tobakk, er hverken bedre eller klokere enn den, som ikke synes derom. Og det er også godt, at denne Slags smak er meget forskjellig; thi den sanselige lyst er egennyttig og må ha sitt for seg selv og fortære det; det stykke tobakk, som jeg nyter, kan en annen ikke have godt av. Der er derfor også så mye strid og misunnelse i verden, fordi mange have lyst til det samme, som ikke mer enn en kan få. Ganske annerledes er det med det, vi kaller Skjønt eller Vakkert. Det, der er vakkert for meg, er også vakkert for alle andre. Og, selv om der også herom kunne være forskjellige meninger, så kommer dette kun derav, at den ene har mer skjønn på tingen enn den annen. Og, hva der er enda bedre, er, at man, for å ha godt av det Skjønne, ikke behøver å ha det for seg selv alene og utelukke andre derfra; heller ikke tærer eller sliter det på den skjønne ting, at vi beskue den og glede oss derover. Tenker vi igjen på eplet, da kan mange glede seg over dets skjønne form og farge, og eplet blir like godt og lige helt; men kun en kan spise det og nyte den gode smak; og, når eplet så er spist, er det forbi dermed.

Det er således en herlig ting ved smaken for det Skjønne og nytelsen derav, at den er uegennyttig, og at den lader tingen urørt og uforstyrret. På denne måte kunne vi først glede oss over herligheten av Guds Skabninger, sådanne som de er i seg selv, i stedet for å ødelegge dem, idet vi føre oss dem til nytte. Vi har vistnok lov til å nytte alle skapte ting — unntagen våre medmennesker — også på denne måte, og Gud har gitt ikke alene urtene på marken, men også fiskene i havet, fuglene under himmelen og alle dyr, som krype på jorden, i Menneskenes makt. Men det er dog urimelig å tro, at Gud skulle ha skapt gresset med de fine Blade og de deilige blomster, alene for å etes av oksen, og oksen, det herlige, kraftige dyr, blot for å etes av menneskene. Meget mer har Gud både i dyr og vekster, ja i alt, hva han har frembrakt, i Tingenes egen 259innretning og skikkelse nedlagt spor av sin uendelige visdom, og det er nettopp disse spor, vi mer eller mindre klart føle, hvergang vi sier om en ting, at den er vakker.

Gud har således ikke alene gjort og innrettet tingene viseligen, ikke alene gjemt sin visdom i Skabningens indre; men han har også åpenbart den for dødelige øyne, idet han lader den likesom skinne igjennom Tingenes ytre skikkelse. Han har gjort tingene skjønne og gitt oss mennesker Sands for skjønnheten, for at vi skulle føle og ane hans visdom og godhet, selv hvor vi ikke klart kunne fatte den i dens hele dybde.

Den, som finner, at f. Ex. en blomst er vakker, og gleder seg derover, tenker i det øyeblikk ikke lenger på seg selv og sin egen fordel; men han har en følelse av den herlighet, som skaperen har nedlagt i tingen, en smak av den visdom, som den er skapt til å åpenbare. Denne følelse oppløfter mennesket over sine snevre, sanselige begjærligheter og bereder ham en glede, som kun mennesket kan nyte, og som først er mennesket rett verdig.

Skjønnheten hører vistnok til de synlige ting; men den peker dog stedse hen mot det Usynlige.

Derfor er det også blant levende vesener alene mennesket, som har denne merkverdige Sands for det Skjønne. Dyrene har intet syn for tingene og ingen glede av dem, uten for så vidt de tjene til deres ernæring eller i det hele til å tilfredsstille deres sanselige drifter. De se i den smukkeste blomst ikke annet, enn et gress, som de kunne fortære. Dyrene er derfor også ufri, blot hengivne i sine Begjeringers makt. Kun mennesket, Guds ypperste skapning, er skapt til Frihed; det blir ikke helt og holdent behersket av sine Begjeringer og måler ikke de øvrige skapninger blot etter disse, men har også fått øyet åpent for et verd og en herlighet, som tingene har i seg selv, og kan derigjennom skimte Skaberens allmakt og visdom.

Av denne grunn sa vi også nylig, at den glede, som det Skjønne skaffer oss, først er mennesket rett verdig, fordi den eiendommelig tilhører mennesket og bringer det nettopp til å føle seg som menneske.

Det er heller ikke egentlig med den legemlige Sands, med øyet eller øret, at vi fornemme det Skjønne, skjønt vistnok sansen dertil er det ytre redskap. Men det, der fornemmer og føler skjønnheten, er Aanden i oss, vår høyere, udødelige del. Dyret har det samme Sandse-inntrykk av Blomstens omkrets og farge; men dog ser det ikke det Smukke deri, fordi det har ingen ånd.

Ved følelsen av det Skjønne erfarer mennesket først, at det har en ånd, at det er mer enn et dyr og har en annen bestemmelse enn blot å sørge for sin ernæring og de sanselige Drifters tilfredsstillelse. Og det så meget mer, fordi der, som vi nylig have forklaret, til å nyte det Skjønne ikke utkreves å besitte det alene for seg selv og utelukke andre derfra. Det smukke tre kunne også andre enn eieren betrakte med velbehag og fornøyelse, uten minste avbrekk for enten treet eller dets eier. Derfor behøver der heller ikke å være en så 260dan strid om det Skjønne, som der i alminnelighet er om de sanselige goder, som den ene stedse søker å tilrive seg på den annens bekostning. Det Skjønne er derimot nettopp skikket til å forene menneskene og styrke deres følelse av fellesskap. I sansen for det Skjønne møtes alle mennesker og det desto mer, jo mer de har av dannelse og ekte menneskelig følelse. Hvor det skjønne syn møter oss, være seg i Naturen, i de menneskelige trekk eller i de omgivelser, et menneske har visst å berede seg, der føler enhver seg behagelig tiltrukken og vennlig stemt. Menneskene åpne seg lettere for hinannen og få en følelse av, at de nettopp som mennesker er beslektede. Vi kunne således si, at sansen for det Skjønne ikke alene minner oss om, at vi har en ånd, men også om, at vi har een ånd, at der er noe i oss, noe Høiere og Ædlere, der ikke blot tilhører hver enkelt og skiller ham fra alle andre, men som i sannhet tilhører alle mennesker, og som jeg og du har, ikke fordi vi er jeg og du, men fordi vi er mennesker.

Vi er ellers altfor meget optagne av oss selv; enhver tenker mest på seg, på sine særegne sysler og små anliggender. Hvor godt er det ikke da, at der gives noe, der idetmindste i mellomstunder kan dra oss ut av denne tranghet og bringe oss til å føle oss som lemmer av et stort brodersamfunn, til å føle, at det Bedste i oss selv er nettopp det, vi har tilfælles med alle mennesker. Nettopp det å være menneske, å høre til den slekt, som er Guds ypperste skapning, som han har dannet i sitt eget bilde, og over hvem han har utøst sine rikeste velsignelser — dette er uendelig mer verdt enn alt, hva enten du eller jeg eller noen enkelt kan ha for seg selv å bryste seg av eller glede seg over.

Og hver gang jeg ser og riktig føler noe Skjønt, er det likesom jeg glemmer alt, hva jeg er og har blot for meg selv, og føler tvertimod på alminnelig menneskelig Vis, føler likesom på menneskehetens vegne, føler, hva ethvert menneske blot i kraft av å være menneske måtte føle. Det Skjønne tiltaler nettopp det indre menneske i oss og vekker det til liv og virksomhet. Derfor er denne følelse også likeså behagelig, som den er velgjørende; thi nettopp således å glemme seg selv, for blot å være og føle seg som menneske, det hører til Menneskets sande natur; derhen går dets dype trang og trakten, som altså ved de følelser, som det Skjønne vekker, idetmindste for et øyeblikk blir tilfredsstilt.

Vi føler nok, at der er noe godt i oss, noe, der hører til vårt sande vesen, sådant som det av Gud er dannet og bestemt, der næres og trives, hver gang noe riktig Skjønt utøver sin virkning på vårt sinn. Og vi kunne gå ennå et skritt videre. Vi sa nylig, at Skabningens skjønnhet er å betrakte som de synlige spor av Skaberens visdom, som kjennetegn, der uvilkårlig minde om den fullkommenhet, i hvilken tingene utgikk av Guds Haand. Hvor herlig er det nå ikke, at nettopp disse ting gjøre et så behagelig inntrykk på oss, tiltale oss på en så inderlig måte og virke likesom så hjemlig og 261fortrolig på oss? Må dette ikke være oss et vink om, at også vi egentlig høre hjemme i en guddommelig Tingenes orden, i en bedre og fuldkommere verden, hvorav de skjønne skikkelser gi likesom en jordisk avglans, at Menneskets ånd er en gnist av Guds egen, nettopp satt i verden for å fatte og tilegne seg ethvert spor av den evige visdom? Med et ord, skulle ikke følelsen av det Skjønne være en minnelse om det gudsbilde, hvori mennesket er skapt, og hvorav en rest, skjønt ved synden forstyrret og fordunklet, ennå lever i vårt indre?