223. Luthers Minde.
I Vittenberg i SachsenlandDer er en Grav tilskue,Der hviler sig en from Guds MandAlt under Kirkebue;Hvad her han hed, det ved enhver,Som har sin Gud og Bibel kjær;Men, hvad han heder nu hos Gud,Skal Engle for os sjunge ud,Naar vi med ham forsamles.
255Han lukked op den Bibelbog,Som var saa fast forseglet;Han saa, paa Herrens Syner klog,Guds Herlighed i Speilet;Han laante Biblen Folkets Maal,Han trodsed Ban og Staal og Baal:Og hvad der stred mod Herrens Ord,Det sank paa Baal, det sank i Jord;Thi Herrens Ord har Kræfter.
Trods List og Vold, trods Ban og BaalGik Ordet vidt om Lande;Det talte Folkets TungemaalAlt op til Nørre-Strande,Det lød ved Donaus Kildevæld,Det høit gjenlød fra Dovrefjeld;Ved Bloksbjerg og ved Hekla klangDet liflig sødt i Kirkesang:Da var der Lyst at leve.
Der han gik hjem, den fromme MandTil Fader i det Høie,Da sørged Kristne vidt om LandMed Suk, med Graad i Øie;Han fulgtes til sit HvilestedAf Læge og af Lærde med,Ja, mangen Ridder, gjev og bold,Med Taarer salvede sit Skjold;Men Herrens Ord dem trøsted.
223. Luthers Minde.
I Vittenberg i SachsenlandDer er en grav til skue,Der hviler seg en from Guds MandAlt under Kirkebue;Hva her han het, det ved enhver,Som har sin Gud og Bibel kjær;Men, hva han heter nå hos Gud,Skal engler for oss sjunge ut,Når vi med ham forsamles.
255Han lukket opp den bibelbok,Som var så fast forseglet;Han så, på Herrens syner klok,Guds Herlighed i speilet;Han lånte bibelen Folkets mål,Han trosset Ban og stål og bål:Og hva der stred mot Herrens ord,Det sank på bål, det sank i jord;Thi Herrens ord har krefter.
Trass list og vold, trass Ban og bålGikk Ordet vidt om land;Det talte Folkets tungemålAlt opp til Nørre-Strande,Det lød ved Donaus Kildevæld,Det høyt gjenlød fra Dovrefjeld;Ved Bloksbjerg og ved Hekla klangDet liflig søtt i kirkesang:Da var der lyst å leve.
Der han gikk hjem, den fromme mannTil far i det Høye,Da sørget kristne vidt om landMed sukk, med gråt i Øye;Han fulgtes til sitt hvilestedAv Læge og av Lærde med,Ja, mangen Ridder, gjev og bold,Med tårer salvede sitt skjold;Men Herrens ord dem trøstet.