253

Hos Fyrsterne sad tæt i RingDe Bisper rundt om Borde,Herr Ludvig holdt et Keiser-Thing,Og saa tog han til Orde:„Hvor finder jeg den Klerk vel nu,Som vandre vil med trøstig HuTil Hedninger i Norden?“

Der sad den Skare, stolt og prud,Af Herrer og af Klerke,De elsked Verden fremfor Gud,Det var saa godt at mærke;Til Ring og Stav, til Borg og LenVar Beilere vel ti for en,Til Martyrkronen ingen.

254Da reiste sig en Abbed fin,Man kaldte ham Hr. Vale,Han mælte brat: „O Herre min!Nu mig Forlov at tale!Jeg ved en Munk saa fin og from,Han kan saa godt sin Kristendom,Og har saa snild en Tunge.“

Det var en Munk, som Prisen barFor Bisper og for Klerke,Det var den hellige Ansgar,Den Hedens Morgenlærke.Han gik til Rhin for Ludvig frem,Ja, først og sidst til Englehjem,Der klinger nu hans Harpe.

Det skulde flux han svare paa,Om han til Danmarks SkoveSom Ordets Tjener vilde gaa,For Troen Livet vove?„Ja, hjælpe Gud mig arme Mand!Jeg gange vil, saa godt jeg kan,Saa vidt I mig vil sende.“

Og det kom ud blandt Læg og Lærd,Her er en Munk i Gaarde,Som vove vil den Daarefærd,Ja, Martyr vil han vorde.Det er slet ingen kristen Mand,Der saa fra kristne FædrelandVil gaa til Hedenskabet.

Det var Ansgar, den fromme Mand,Han blev i Sind saa bange,Og ingen Hvile havde hanAlt for den gamle Slange;Med Verdens Latter, Spot og Had,Sig blanded Verdens LokkemadOg Venners Fristetaler.

Han gik sig i den UrtegaardAlt mellem grønne RankerOg kjæmpede den Kamp saa haardMed Tvivl og onde Tanker.Der læste han og bad i Løn,Ja bad til Guds enbaarne Søn,Og græd saa bitre Taarer.

Alt som Ansgar da sad i Vraa,Saa bitterlig at græde,En Ungersvend mon for ham staa,I Gyldenstykkes Klæde.„O sig du mig,“ saa lød hans Ord,„Har end du Lyst at gaa til Nord,Og Liv for Tro at vove?“

„Hvad vilst du her? gak, frist mig ei,Gak bort til dine Glæder!Hvad vil du paa min øde Vei,Du Mand i bløde Klæder?“Saa lød den Frommes haarde Ord,Han vented Svig, ei Trøst paa Jord;Han var saa syg i Sinde.

Det svared da den Ungersvend:„Fra Svig mig Gud bevare!Men, vandrer du til Danmark hen,Jeg deler Færd og Fare;Mit Hjerte brast, om jeg dig saaSaa enlig og bedrøvet gaaTil vilde Hedninglande.“

Saa gav de i den UrtegaardHinanden Tro og Love,Og, begge om de bange Kaar,De alting turde vove,Af Gaarden ud de ginge nu,Med Haand i Haand og Fryd i Hu,Alt som hinandens Engle.

Herr Odbert hed den Ungersvend,Hans Byrd var som den bedste,Han kaldtes mangen Høvdings Ven,Var født til Borg og Fæste.Det var alt som et Underværk,Og at i Under Gud er stærk,Vil Verden aldrig lære.

Saa drog de ud i Jesu Navn,At bygge Danmarks Kirke.De for paa Rhin til Dorstads-HavnDe gik til Danevirke;De bygged paa en bedre VoldMed Prædiken og SkoleholdI Marken og paa Heden.

Saa reiste sig i MorgengrySaa nær ved Danevirke,Ved Sliens Bred i Hedeby,Den første Dane-Kirke,Og Erik hed den Herre godAf Jyllands gamle Kongeblod,Som tømre lod den Kirke.

253

Hos fyrstene satt tett i ringDe Bisper rundt om Borde,Herr Ludvig holdt et Keiser-ting,Og så tok han til Orde:„Hvor finner jeg den Klerk vel nå,Som vandre vil med trøstig huTil hedninger i Norden?“

Der satt den Skare, stolt og prud,Av Herrer og av Klerke,De elsket verden fremfor Gud,Det var så godt å merke;Til ring og stav, til Borg og lenVar beilere vel ti for en,Til Martyrkronen ingen.

254Da reiste seg en abbed fin,Man kalte ham Hr. Vale,Han mælte brat: „O Herre min!Nå meg Forlov å tale!Jeg ved en munk så fin og from,Han kan så godt sin kristendom,Og har så snild en tunge.“

Det var en munk, som prisen barFor Bisper og for Klerke,Det var den hellige Ansgar,Den Hedens morgenlerke.Han gikk til Rhin for Ludvig frem,Ja, først og sist til Englehjem,Der klinger nå hans harpe.

Det skulle fluks han svare på,Om han til Danmarks skogerSom Ordets tjener ville gå,For troen livet vove?„Ja, hjelpe Gud meg arme mann!Jeg gange vil, så godt jeg kan,Så vidt dere meg vil sende.“

Og det kom ut blant legg og Lærd,Her er en munk i Gaarde,Som vove vil den dåreferd,Ja, martyr vil han vorde.Det er slett ingen kristen mann,Der så fra kristne fedrelandVil gå til hedenskapet.

Det var Ansgar, den fromme mann,Han ble i sinn så bange,Og ingen hvile hadde hanAlt for den gamle slange;Med Verdens latter, Spot og hat,Sig blandet Verdens lokkematOg Venners Fristetaler.

Han gikk seg i den urtegårdAlt mellom grønne rankerOg kjempet den kamp så hardMed tvil og onde tanker.Der leste han og bad i Løn,Ja bad til Guds enbårne sønn,Og gråt så bitre tårer.

Alt som Ansgar da satt i vrå,Så bitterlig å gråte,En Ungersvend mon for ham stå,I Gyldenstykkes klede.„O seg du meg,“ så lød hans ord,„Har enn du lyst å gå til nord,Og Liv for tro å vove?“

„Hva vilst du her? gak, frist meg ei,Gak bort til dine gleder!Hva vil du på min øde vei,Du mann i bløde klær?“Så lød den Frommes harde ord,Han ventet svik, ei trøst på jord;Han var så syk i sinne.

Det svarte da den ungersvenn:„Fra Svig meg Gud bevare!Men, vandrer du til Danmark hen,Jeg deler ferd og fare;Mitt hjerte brast, om jeg deg såSå enlig og bedrøvet gåTil ville Hedninglande.“

Så ga de i den urtegårdHinannen tro og Love,Og, begge om de bange kår,De alting turde vove,Av Gaarden ut de ginge nå,Med hånd i hånd og fryd i hu,Alt som hinandens engler.

Herr Odbert het den ungersvenn,Hans Byrd var som den beste,Han kaltes mangen Høvdings venn,Var født til Borg og feste.Det var alt som et underverk,Og at i under Gud er sterk,Vil verden aldri lære.

Så drog de ut i Jesu Navn,Å bygge Danmarks Kirke.De for på Rhin til Dorstads-havnDe gikk til Danevirke;De bygget på en bedre voldMed prediken og SkoleholdI marken og på Heden.

Så reiste seg i morgengrySå nær ved Danevirke,Ved Sliens bred i Hedeby,Den første Dane-Kirke,Og Erik het den Herre godAv Jyllands gamle Kongeblod,Som tømre lot den Kirke.