221. Polykarp.
Der var en gammel HyrdeFor Herrens Folke-Hjord,Han bar med Graahaars-KroneHalvfemsindstyve Aar.
Hans Tro var som en Klippe,Hans Haab som Lærken graa,Hans Kjærlighed som HavetMed klare Vande blaa.
Hans Tale var som Floden,Der vander Hede gold,Saa Grøde den kan giveMed Frugter mangefold.
Hans Navn er og derefter,Det staar i Livets Bog,Hans Navn er „den Frugtbare“Paa alle Jordens Sprog.
Den Gamle gik i IldenFor Jesu Navn og Tro,Som Engle gaa til HvileMed Himlens Fred og Ro.
Han var slet ikke bundetOm Haand og ei om Fod;Men frit, som han bekjendte,Han mellem Luer stod.
Han folded sine HænderOg takkede sin Gud,Som Kalken med hans FrelserHam gav at tømme ud.
Ham gav de røde LuerEn ægte Straale-Krands,Kun Stefans MartyrkroneKan overstraale hans.
Han var den sidste HyrdeAf apostolisk Art,Den sørgelige ÆreGid han maa tabe snart!
Det er de gode HyrderPaa denne Verdens Ø,Som leve kun i HerrenOg vil for Hjorden dø!
221. Polykarp.
Der var en gammel hyrdeFor Herrens Folke-hjord,Han bar med Graahaars-kroneHalvfemsindstyve år.
Hans Tro var som en klippe,Hans Haab som lerken grå,Hans Kjærlighed som havetMed klare Vande blå.
Hans Tale var som Floden,Der vanner Hede gold,Så grøde den kan giMed frukter mangefold.
Hans Navn er og deretter,Det står i Livets bok,Hans Navn er „den Frugtbare“På alle Jordens språk.
Den Gamle gikk i ildenFor Jesu Navn og tro,Som Engle gå til hvileMed Himlens fred og ro.
Han var slett ikke bundetOm hånd og ei om fot;Men fritt, som han bekjente,Han mellom Luer stod.
Han foldet sine henderOg takket sin Gud,Som Kalken med hans FrelserHam ga å tømme ut.
Ham ga de røde LuerEn ekte stråle-krans,Kun Stefans MartyrkroneKan overstråle hans.
Han var den siste hyrdeAv apostolisk art,Den sørgelige æreGid han må tape snart!
Det er de gode hyrderPå denne Verdens Ø,Som leve kun i HerrenOg vil for hjorden dø!