220. De hellige tre Konger.
Deilig er den Himmel blaa,Lyst det er at se derpaa,Hvor de gyldne Stjerner blinke,Hvor de smile, hvor de vinkeOs fra Jorden op til sig!
Kommer Smaa og hører til!Jeg for eder sjunge vilOm saa lys og mild en Stjerne,Jeg det ved, I høre gjerne:Himlen hører eder til!
Det var midt i Jule-Nat,Hver en Stjerne glimted mat,Men med et der blev at skueEn saa klar paa Himlens Bue,Som en liden Stjerne-Sol.
Langt herfra i ØsterlandStod en gammel Stjerne-Mand,Saa fra Taarnet vist paa Himlen,Saa det Lys i Stjerne-Vrimlen,Blev i Sind saa barneglad.
Naar den Stjerne, lys og blid,Sig lod se ved Midnats-Tid,Var det Sagn fra gamle Dage,At en Konge uden MageSkulde fødes paa vor Jord.
Derfor blev i ØsterlandNu saa glad den gamle Mand;Thi han vilde dog saa gjerneSe den lyse Konge-Stjerne,Før han lagdes i sin Grav.
Han gik til sin Konges Slot;Kongen kjendte ham saa godt,Hørte og med Hjertens-Glæde,At det Lys var nu tilstede,Hvorom gamle Spaadom lød.
Han med Søn og StjernemandFlux uddrog af Østerland,For den Konge at oplede,For den Konge at tilbede,Som var født i samme Stund.
Klare Stjerne ledte demLige til Jerusalem;Kongens Slot de gik at finde;Der var vel en Konge inde,Men ei den, de ledte om.
Klare Stjerne hasted frem,Ledte dem til Bethlehem;Over Hytten lav og lilleStod saa pludselig den stille,Straalede saa lyst og mildt.
Glade udi Sjel og SindGinge de i Hytten ind;Der var ingen Konge-Trone;Der kun sad en fattig Kone,Vugged Barnet i sit Skjød.
Østerlands de vise MændFandt dog Stjernen der igjen,Som de skued i det Høie;Thi i Barnets milde ØieFunklende og klar den sad.
253Den var dem et Tegn saa vist,At de saa den sande Christ;Derfor neied de sig glade,Ofrede paa gyldne FadeRøgelse med søden Lugt!
Vil I Smaa ei ogsaa gjerneSe den lyse, milde Stjerne!For den Konge dybt jer neie,Som Guds Rige har i EieOg vil lukke jer derinde!
Ser jer til den Himmel blaaMed de gyldne Stjerner paa!Der den Stjerne ei I finde;Men den er dog vist derinde:Over Jesu Konge-Stol!
Thi det Barn, som var paa Jord,Blevet er en Konge stor,
Og han sidder nu deroppe,Over alle Stjerne-Toppe,Ved Gud Faders høire Haand!
Neier eder kun, I Smaa,Han fra Himlen ser derpaa!Sender ham med Hjertens-Glæde,Lov og Pris til høie Sæde,Det er Røgelse for ham!
Stjernen ledte vise MændTil nyfødte Konge hen;I har og en saadan Stjerne,Og, naar I den følge gjerne,Komme I til Jesum vist!
Denne Stjerne, lys og mild,Som kan aldrig lede vild,Er hans Guddoms-Ord det klare,Som han lod os aabenbareTil at lyse for vor Fod!
220. De hellige tre konger.
Deilig er den himmel blå,Lyst det er å se derpå,Hvor de gyldne stjerner blinke,Hvor de smiler, hvor de vinkerOs fra jorden opp til seg!
Kommer Smaa og hører til!Jeg for dere sjunge vilOm så lys og mild en stjerne,Jeg det ved, dere hører gjerne:Himlen hører dere til!
Det var midt i Jule-natt,Hver en stjerne glimtet mat,Men med et der ble å skueEn så klar på Himlens bue,Som en liten Stjerne-sol.
Langt herfra i ØsterlandStod en gammel stjerne-mann,Så fra tårnet vist på Himlen,Så det lys i stjerne-vrimmelen,Ble i sinn så barneglad.
Når den stjerne, lys og blid,Sig lot se ved Midnats-tid,Var det sagn fra gamle dager,At en Konge uten mageSkulle fødes på vår jord.
Derfor ble i ØsterlandNå så glad den gamle mann;Thi han ville dog så gjerneSe den lyse Konge-stjerne,Før han lagdes i sin grav.
Han gikk til sin Konges slott;Kongen kjente ham så godt,Hørte og med Hjertens-glede,At det lys var nå til stede,Hvorom gamle spådom lød.
Han med sønn og StjernemandFluks uddrog av Østerland,For den Konge at oplede,For den Konge å tilbe,Som var født i samme stund.
Klare stjerne ledte demLike til Jerusalem;Kongens slott de gikk å finne;Der var vel en Konge inne,Men ei den, de ledte om.
Klare stjerne hastet frem,Ledte dem til Bethlehem;Over hytten lav og lilleStod så plutselig den stille,Straalede så lyst og mildt.
Glade uti sjel og sinnGinge de i hytten inn;Der var ingen Konge-trone;Der kun satt en fattig kone,Vugget barnet i sitt Skjød.
Østerlands de vise mennFant dog stjernen der igjen,Som de skuet i det Høye;Thi i Barnets milde ØyeFunklende og klar den satt.
253Den var dem et tegn så vist,At de så den sanne Christ;Derfor neiet de seg glade,Ofret på gyldne FadeRøkelse med søden lukt!
Vil dere Smaa ei også gjerneSe den lyse, milde stjerne!For den Konge dypt jer neie,Som Guds Rige har i eieOg vil lukke jer derinne!
Ser jer til den himmel blåMed de gyldne stjerner på!Der den stjerne ei dere finner;Men den er dog vist derinne:Over Jesu Konge-stol!
Thi det barn, som var på jord,Blitt er en Konge stor,
Og han sitter nå deroppe,Over alle stjerne-Toppe,Ved Gud Faders høyre hånd!
Neier dere kun, dere Smaa,Han fra Himlen ser derpå!Sender ham med Hjertens-glede,Lov og pris til høye sete,Det er røkelse for ham!
Stjernen ledte vise mennTil nyfødte Konge hen;Dere har og en sådan stjerne,Og, når dere den følge gjerne,Kommer dere til Jesum vist!
Denne stjerne, lys og mild,Som kan aldri lede vill,Er hans Guddoms-ord det klare,Som han lot oss åpenbareTil å lyse for vår fot!