248

Mange, som den døde Rettroenhed gjorde kolde, og som ikke kunde finde Hvile i de opkomne Sekter, lyttede villig til de Vantroens Røster, som først begyndte i England og senere løde i de fleste kristne Lande. Disse Vantroens Stridsmænd, som kaldes Fornuftkristne, Fritænkere og med andre Navne, søgte paa alle Maader at vinde Indgang for sine Lærdomme. En Bogtrykker i England udsatte en Belønning for aarlige Prædikener mod Kristendommen.

Katolikerne haabede, at den aabenbare Vantro i England og Protestanternes Opløsning i mange Sekter skulde føre dem tilbage til den romerske Kirke, som forstod at kue al Opsætsighed. Men den Enhed og Fred, hvoraf den romerske Kirke roste sig, blev forstyrret paa en forfærdelig Maade. Franskmanden Voltaire (læs: Voltær, † 1778) brugte sine store Gaver til at spotte Katholicismen, ja al aabenbaret Religion og al Sædelighed. En Skare Følgesvende gik i Mesterens Fodspor, og tilsidst blev hver den, som i Evangelierne troede at se noget andet og mere end et østerlandsk Eventyr, spottet og gjort latterlig som en Daare. — Den Sæd, som disse Fritænkere havde saaet, bar sin Frugt, da den store franske Revolution brød løs i Slutningen af forrige Aarhundrede. 1793 blev Kristendommen offentlig afskaffet i Frankrige. Biskopen af Paris traadte frem i Nationalforsamlingen og nedlagde sit Embede, som nu var blevet overflødigt. Flere Præster bleve faste; men andre forsikrede, at de hidtil ikke havde forkyndt andet end Eventyr og Daarskab og bedraget Folket. Man gik endda videre. Troen paa Guds Tilværelse blev afskaffet; paa Gravstenene skrev man: Døden er en evig Søvn; og Tegn paa Gudsfrygt blev straffet med Døden²). En Kvinde blev halv nøgen sat paa Alteret i Paris’s Hovedkirke som Fornuftens Gudinde og tilbedet med Røgelse og Lovsange. — Dette kunde ikke vare længe. Napoleon den første, som ikke brød sig om Religionen, men som skjønte, at ingen Stat kan bestaa uden Religion, indførte 1801 atter Katholicismen i Frankrige.

Fornuftkristendommen raadede ved Høiskolerne i Tyskland. Den kristne Sædelære lod man staa; men man vendte og dreiede saalænge paa Bibelens, 249Ord, at man fik ud, at Jesus ikke var Verdens Forsoner, men kun Lærer og Mønster1). Videre lærte man, at Jesus var det fuldkomneste af alle Mennesker, men Guds Søn, født af Faderen fra Evighed, var han ikke. Videre lærte man, at det var en ren Misforstaaelse af Texten, naar man troede, at Jesus havde gjort Mirakler. Naar Jesus siger til Peter: „Kast en Krog ud og tag den første Fisk, som trækkes op; naar du aabner dens Mund, vil du finde en Stater,” da skal det forstaaes saa: naar du aabner dens Mund, saa at Kjøberen kan se, at den er fersk, vil du faa en hel Stater for den.

I Norge og Danmark blev under Kristian den sjette Pietismen raadende. Man vilde ved ydre Tvangsmidler bringe Folk til at gaa i Kirke og blive gudfrygtige. Imidlertid indførtes Konfirmationen 1736, og den nidkjære Doktor Erik Pontoppidan (Biskop i Bergen † 1764) udgav Aaret efter sin kristelige Forklaring over Luthers Katekismus. Det er den samme, som dels uforandret, dels forkortet og dels omarbeidet endnu bruges i vore Skoler og ved Konfirmationen. — Mod Aarhundredets Slutning trængte Fornuftkristendommen ind fra Tyskland. Kingos og Guldbergs Salmebog maatte vige for den evangelisk-kristelige, som er uden Saft og Kraft. Paa Prædikestolen talede man om Dyd og Retskaffenhed, om Fornuft og Oplysning, om Plov og Harv, kort om alt undtagen om Synd og Naade. Intet Under derfor, at Kirkerne mange Steder stode tomme, og at flere Kapellanier nedlagdes i Norge, da ingen kunde mættes ved den Sjeleføde, som bødes.

248

Mange, som den døde rettroenhet gjorde kalde, og som ikke kunne finne hvile i de opkomne sekter, lyttet villig til de Vantroens røster, som først begynte i England og senere lød i de fleste kristne land. Disse Vantroens stridsmenn, som kalles Fornuftkristne, fritenkere og med andre navn, søkte på alle måter å vinne inngang for sine lærdommer. En Bogtrykker i England utsatte en belønning for årlige predikener mot kristendommen.

Katolikkene håpet, at den åpenbare vantro i England og Protestanternes oppløsning i mange sekter skulle føre dem tilbake til den romerske Kirke, som forstod å kue al Opsætsighed. Men den enhet og fred, hvorav den romerske Kirke roste seg, ble forstyrret på en forferdelig måte. Franskmannen Voltaire (les: Voltær, † 1778) brukte sine store gaver til å spotte katolisismen, ja all åpenbart religion og all sedelighet. En Skare Følgesvende gikk i Mesterens fotspor, og til sist ble hver den, som i evangeliene trodde å se noe annet og mer enn et østerlandsk eventyr, spottet og gjort latterlig som en dåre. — Den Sæd, som disse fritenkere hadde sådd, bar sin frukt, da den store franske revolusjon brød løs i Slutningen av forrige århundre. 1793 ble kristendommen offentlig avskaffet i Frankrige. Biskopen av Paris trådte frem i Nationalforsamlingen og nedla sitt embete, som nå var blitt overflødig. Flere prester ble faste; men andre forsikret, at de hittil ikke hadde forkyndt annet enn eventyr og dårskap og bedraget Folket. Man gikk enda videre. Troen på Guds tilværelse ble avskaffet; på gravsteinene skrev man: Døden er en evig søvn; og tegn på gudsfrykt ble straffet med Døden²). En Kvinde ble halv nøgen satt på alteret i Paris’s hovedkirke som Fornuftens gudinne og tilbedet med røkelse og lovsanger. — Dette kunne ikke vare lenge. Napoleon den første, som ikke brød seg om religionen, men som skjønte, at ingen stat kan bestå uten religion, innførte 1801 atter katolisismen i Frankrige.

Fornuftkristendommen rådde ved høyskolene i Tyskland. Den kristne sedelære lot man stå; men man vendte og dreide så lenge på Bibelens, 249ord, at man fikk ut, at Jesus ikke var Verdens Forsoner, men kun lærer og mønster1). Videre lærte man, at Jesus var det fullkomneste av alle mennesker, men Guds Søn, født av Faderen fra evighet, var han ikke. Videre lærte man, at det var en ren misforståelse av teksten, når man trodde, at Jesus hadde gjort mirakler. Når Jesus sier til Peter: „Kast en krok ut og ta den første fisk, som trekkes opp; når du åpner dens munn, vil du finne en stater,” da skal det forstås så: når du åpner dens munn, så at kjøperen kan se, at den er fersk, vil du få en hel stater for den.

I Norge og Danmark ble under Kristian den sjette pietismen rådende. Man ville ved ytre tvangsmidler bringe Folk til å gå i Kirke og bli gudfryktige. Imidlertid indførtes konfirmasjonen 1736, og den nidkjære doktor Erik Pontoppidan (biskop i Bergen † 1764) utgav Aaret etter sin kristelige forklaring over Luthers katekismus. Det er den samme, som dels uforandret, dels forkortet og dels omarbeidet ennå brukes i våre skoler og ved konfirmasjonen. — Mot århundrets slutning trengte Fornuftkristendommen inn fra Tyskland. Kingos og Guldbergs salmebok måtte vike for den evangelisk-kristelige, som er uten saft og kraft. På prekestolen talte man om dyd og rettskaffenhet, om fornuft og opplysning, om plog og harv, kort om alt unntagen om synd og nåde. Intet under derfor, at kirkene mange steder stod tomme, og at flere kapellanier nedlagdes i Norge, da ingen kunne mettes ved den Sjeleføde, som bødes.