Mange, som den døde Rettroenhed gjorde kolde, og som ikke kunde finde Hvile i de opkomne Sekter, lyttede villig til de Vantroens Røster, som først begyndte i England og senere løde i de fleste kristne Lande. Disse Vantroens Stridsmænd, som kaldes Fornuftkristne, Fritænkere og med andre Navne, søgte paa alle Maader at vinde Indgang for sine Lærdomme. En Bogtrykker i England udsatte en Belønning for aarlige Prædikener mod Kristendommen.
Katolikerne haabede, at den aabenbare Vantro i England og Protestanternes Opløsning i mange Sekter skulde føre dem tilbage til den romerske Kirke, som forstod at kue al Opsætsighed. Men den Enhed og Fred, hvoraf den romerske Kirke roste sig, blev forstyrret paa en forfærdelig Maade. Franskmanden Voltaire (læs: Voltær, † 1778) brugte sine store Gaver til at spotte Katholicismen, ja al aabenbaret Religion og al Sædelighed. En Skare Følgesvende gik i Mesterens Fodspor, og tilsidst blev hver den, som i Evangelierne troede at se noget andet og mere end et østerlandsk Eventyr, spottet og gjort latterlig som en Daare. — Den Sæd, som disse Fritænkere havde saaet, bar sin Frugt, da den store franske Revolution brød løs i Slutningen af forrige Aarhundrede. 1793 blev Kristendommen offentlig afskaffet i Frankrige. Biskopen af Paris traadte frem i Nationalforsamlingen og nedlagde sit Embede, som nu var blevet overflødigt. Flere Præster bleve faste; men andre forsikrede, at de hidtil ikke havde forkyndt andet end Eventyr og Daarskab og bedraget Folket. Man gik endda videre. Troen paa Guds Tilværelse blev afskaffet; paa Gravstenene skrev man: Døden er en evig Søvn; og Tegn paa Gudsfrygt blev straffet med Døden²). En Kvinde blev halv nøgen sat paa Alteret i Paris’s Hovedkirke som Fornuftens Gudinde og tilbedet med Røgelse og Lovsange. — Dette kunde ikke vare længe. Napoleon den første, som ikke brød sig om Religionen, men som skjønte, at ingen Stat kan bestaa uden Religion, indførte 1801 atter Katholicismen i Frankrige.
Fornuftkristendommen raadede ved Høiskolerne i Tyskland. Den kristne Sædelære lod man staa; men man vendte og dreiede saalænge paa Bibelens, 249Ord, at man fik ud, at Jesus ikke var Verdens Forsoner, men kun Lærer og Mønster1). Videre lærte man, at Jesus var det fuldkomneste af alle Mennesker, men Guds Søn, født af Faderen fra Evighed, var han ikke. Videre lærte man, at det var en ren Misforstaaelse af Texten, naar man troede, at Jesus havde gjort Mirakler. Naar Jesus siger til Peter: „Kast en Krog ud og tag den første Fisk, som trækkes op; naar du aabner dens Mund, vil du finde en Stater,” da skal det forstaaes saa: naar du aabner dens Mund, saa at Kjøberen kan se, at den er fersk, vil du faa en hel Stater for den.
I Norge og Danmark blev under Kristian den sjette Pietismen raadende. Man vilde ved ydre Tvangsmidler bringe Folk til at gaa i Kirke og blive gudfrygtige. Imidlertid indførtes Konfirmationen 1736, og den nidkjære Doktor Erik Pontoppidan (Biskop i Bergen † 1764) udgav Aaret efter sin kristelige Forklaring over Luthers Katekismus. Det er den samme, som dels uforandret, dels forkortet og dels omarbeidet endnu bruges i vore Skoler og ved Konfirmationen. — Mod Aarhundredets Slutning trængte Fornuftkristendommen ind fra Tyskland. Kingos og Guldbergs Salmebog maatte vige for den evangelisk-kristelige, som er uden Saft og Kraft. Paa Prædikestolen talede man om Dyd og Retskaffenhed, om Fornuft og Oplysning, om Plov og Harv, kort om alt undtagen om Synd og Naade. Intet Under derfor, at Kirkerne mange Steder stode tomme, og at flere Kapellanier nedlagdes i Norge, da ingen kunde mættes ved den Sjeleføde, som bødes.