249

Den franske Revolution havde bragt Elendighed og Ydmygelse baade over Frankrige og over andre Lande. Folkene saa og følte, hvor en Oplysning uden Tro fører hen. Saa begyndte de at længes efter Herren, som ene kan hjælpe i Nøden.

Gamle Minder vaktes i Tyskland ved Festen, som 1817 holdtes for Reformationens Begyndelse for 300 Aar siden. Grundige Theologer eller Skriftlærde have kjæmpet og kjæmpe for Troens Seier og have øvet stor Virkning ogsaa udenfor Tyskland.

I Danmark var der mange dygtige og fromme Mænd, som reiste sig imod Fornuftkristendommen; vi kunne nævne Biskoperne Balle og Münster, men fornemmelig Præsten Nicolai Fredrik Severin Grundtvig. Han er født 1783 og blev 1811 Kapellan hos Faderen. I flere Aar var han uden Embede; men siden 1839 har han været Præst i Kjøbenhavn.

Først skrev han om Nordens Gudesagn; men snart reiste han sig mod Fornuftkristendommen baade med Mund og Pen. Han har ført Ordet for Frihed i Troessager og digtet en Række af Salmer og kristelige Sange, fulde af Tro og Kraft.

Under Kampen lededes han 1825 ind paa den særegne Lære, som senere har faaet Navn af den „kirkelige Anskuelse.” Han søgte en fast Grundvold, som skulde staa over enhver Udlægning af Skriften. Denne Grundvold troede han at finde i Daabsordene, det er Forsagelsen af Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen, og Bekjendelsen eller Troens 3 Artikler. Han lærer nemlig, at Daabsordene, som ikke ere optegnede i Bibelen, ere fra Herren 250selv, ligesaavel som Nadverordene. Daabsordene, Nadverordene og Herrens Bøn kalder han det mundtlige eller det „levende Ord.“ Det „levende Ord“ er den eneste Troeskilde; Bibelen skal kun tjene til at oplyse og styrke det kristne Liv, som fødes i Daaben.

I Norge optraadte i den Tid, da Fornuftkristendommen hørtes fra de fleste Prædikestole, Hans Nilsen, født 1771 paa Gaarden Hauge i Tune ved Sarpsborg, som Bodsprædikant. Han var af Bondestand og lærte, hvad Børn af den Stand pleie at lære. Som Barn var han alvorsfuld, læste gjerne gudelige Bøger og tænkte over Døden og Evigheden. 13 Aar gammel kom han i Livsfare, da han paa Veien til Kirken skulde sætte over en Arm af Glommen. Fra den Stund læste han med endnu større Iver gudelige Bøger og lovede sig selv at leve derefter.

Engang da han under sit Arbeide sang Salmen: „Jesu! din søde Forening at smage,“ blev hans Sind saaledes opløftet til Gud, at han var, som han selv siger, aldeles udenfor sig. Da han kom til sig, følte han en fuldkommen Forandring i sit Sind og en brændende Attraa efter at gjøre andre delagtige i den Naade, som var bleven ham til Del. Han bad Gud aabenbare ham, hvad han skulde gjøre, og snart troede han i sit Indre at høre Guds Røst, som bød ham at drage ud som Bodsprædikant. Først talede han til sine Nærmeste; men fra Midtsommerstid 1796 begyndte han at drage om i By og Bygd fra Lindesnes til Tromsø. I et Aar reiste han over 500 norske Mil, mest tilfods. Overalt gav han sig i Tale med Folk, og mange lyttede til hans Ord om Bod og Bedring. Norge havde dengang ikke Religionsfrihed, og der var en Lov, som forbød at holde gudelige Forsamlinger uden vedkommende Præsts Tilladelse. I det Stykke havde nu Hauge handlet mod Loven. Der reistes ogsaa andre Klagemaal mod ham, og han blev derfor 1804 sat i Fængsel i Kristiania. Sagen mod ham endtes ikke før 1814, da han dømtes til en Pengebod. Efter den Tid drog han ikke mere om som Prædikant, men levede stille paa sin Gaard Bredtvedt ved Kristiania, hvor han døde 1824.

Det gjærer i Troessager rundt om i Landene, i de katholske saavelsom i de protestantiske. Herren, som er med Kirken alle Dage, vil føre Kampen tilende med Seier. Men det 19de Aarhundrede maa føle Ydmygelse, naar en Sekt, som Mormonernes, kan finde Indgang. Mormonerne ere ikke stort bedre end Muhammedanerne. Det er ikke blot en Mormons Ret, men hans Pligt at have flere Koner, da kun den Kvinde, som har været gift med en Mormon, kan faa Del i Paradiset. Og Mormonernes Paradis er ligesom Muhammedanernes fuldt af kjødelige Glæder.

249

Den franske revolusjon hadde brakt elendighet og ydmykelse både over Frankrige og over andre land. Folkene så og følte, hvor en opplysning uten tro fører hen. Så begynte de å lenges etter Herren, som ene kan hjelpe i nøden.

Gamle minner vaktes i Tyskland ved festen, som 1817 holdtes for Reformationens begynnelse for 300 år siden. Grundige teologer eller Skriftlærde have kjempet og kjempe for Troens seier og have øvet stor virkning også utenfor Tyskland.

I Danmark var der mange dyktige og fromme menn, som reiste seg imot Fornuftkristendommen; vi kunne nevne biskopene Balle og Münster, men fornemmelig presten Nicolai Fredrik Severin Grundtvig. Han er født 1783 og ble 1811 kapellan hos Faderen. I flere år var han uten embete; men siden 1839 har han vært prest i Kjøbenhavn.

Først skrev han om Nordens gudesagn; men snart reiste han seg mot Fornuftkristendommen både med munn og Pen. Han har ført Ordet for Frihed i trossaker og diktet en rekke av salmer og kristelige sanger, fulle av tro og kraft.

Under kampen lededes han 1825 inn på den særegne lære, som senere har fått navn av den „kirkelige anskuelse.” Han søkte en fast grunnvoll, som skulle stå over enhver utlegning av Skriften. Denne grunnvoll trodde han å finne i Daabsordene, det er forsagelsen av djevelen og alle hans gjerninger og alt hans vesen, og bekjennelsen eller Troens 3 artikler. Han lærer nemlig, at Daabsordene, som ikke er opptegnede i Bibelen, er fra Herren 250selv, ligesaavel som Nadverordene. Daabsordene, Nadverordene og Herrens Bøn kaller han det muntlige eller det „levende ord.“ Det „levende ord“ er den eneste Troeskilde; Bibelen skal kun tjene til å opplyse og styrke det kristne Liv, som fødes i dåpen.

I Norge opptrådte i den tid, da Fornuftkristendommen hørtes fra de fleste prekestoler, Hans Nilsen, født 1771 på gården Hauge i Tune ved Sarpsborg, som Bodsprædikant. Han var av bondestand og lærte, hva barn av den stand pleie å lære. Som Barn var han alvorsfull, leste gjerne gudelige bøker og tenkte over døden og evigheten. 13 år gammel kom han i livsfare, da han på veien til kirken skulle sette over en arm av Glommen. Fra den stund leste han med enda større Iver gudelige bøker og lovede seg selv å leve deretter.

Engang da han under sitt arbeide sang salmen: „Jesu! din søte forening å smake,“ ble hans sinn således oppløftet til Gud, at han var, som han selv sier, aldeles utenfor seg. Da han kom til seg, følte han en fullkommen forandring i sitt sinn og en brennende attrå etter å gjøre andre delaktige i den nåde, som var blitt ham til del. Han bad Gud åpenbare ham, hva han skulle gjøre, og snart trodde han i sitt indre å høre Guds røst, som bød ham å dra ut som Bodsprædikant. Først talte han til sine Nærmeste; men fra Midtsommerstid 1796 begynte han å dra om i by og bygd fra Lindesnes til Tromsø. I et år reiste han over 500 norske mil, mest tilfods. Overalt ga han seg i Tale med Folk, og mange lyttet til hans ord om Bod og bedring. Norge hadde dengang ikke religionsfrihet, og der var en lov, som forbød å holde gudelige forsamlinger uten vedkommende prests tillatelse. I det stykke hadde nå Hauge handlet mot loven. Der reistes også andre klagemål mot ham, og han ble derfor 1804 satt i fengsel i Kristiania. Sagen mot ham endtes ikke før 1814, da han dømtes til en pengebot. Etter den tid drog han ikke mer om som predikant, men levde stille på sin gård Bredtvedt ved Kristiania, hvor han døde 1824.

Det gjærer i trossaker rundt om i landene, i de katolske saavelsom i de protestantiske. Herren, som er med kirken alle dager, vil føre kampen til ende med seier. Men det 19de århundre må føle ydmykelse, når en sekt, som Mormonernes, kan finne inngang. Mormonerne er ikke stort bedre enn Muhammedanerne. Det er ikke blot en Mormons rett, men hans plikt å ha flere koner, da kun den kvinne, som har vært gift med en Mormon, kan få del i paradiset. Og Mormonernes paradis er likesom Muhammedanernes fullt av kjødelige gleder.