Læreplanatlas
Tredie SkoletrinFjerde Afdeling. Kirken. Kirkehistorie.

215. Pietisterne. Brødremenigheden. Kvækerne. Metodisterne.

244

Ved Reformationen var Kirken renset, og Læren var fastsat greit og klart. Men snart opstod nye Farer. Man havde Ordet rent og purt iblandt sig; men man glemte, at dette endnu ikke var nok, men at man ogsaa skulde leve efter Ordet. Man talte og skrev meget om den rette Tro; men man glemte altfor ofte, at den rette og sande Tro skal vise sin Kraft i et helligt Levnet. En død Rettroenhed begyndte at gribe om sig inden den lutherske Kirke. Ved Høiskolerne oplærtes de vordende Præster mere til at blive dygtige Forsvarere af den fastsatte Lære end til at forkynde Ordet i Enfold og Kjærlighed. Mange saa og følte den Fare, som truede. Blandt dem var Johan Arndt, der døde 1621 som Biskop i Hannover. Hans Andagtsbog om „den sande Kristendom“ har virket og virker til Velsignelse; den er skreven for at vise, at „det ikke er nok at have Kundskab om Gud; men at dette skal fremlyse saavel af vore Ord som af vore Gjerninger.“

Ingen har imidlertid virket saa kraftigt mod den døde Rettroenhed i hin Tid som Filip Jakob Spener. Han var en Tid Præst i Frankfurt; senere stod han, som Overhofpræst i Dresden, i Spidsen for den lutherske Kirke i Sachsen, og tilsidst var han Provst i Berlin, hvor han døde 1705. Medens han endnu var i Frankfurt, begyndte han at holde „Andagtsforsamlinger“ først i sit Hus, senere i Kirken; man læste og gjennemgik et Afsnit af Bibelen og samtalte derpaa om, hvad man havde læst og hørt. Spener troede at se god Frugt af disse Møder, og vilde derfor gjerne, at ogsaa andre skulde følge det Exempel, han havde givet. I en Bog, som han kaldte „fromme Ønsker,“ udtalte han sig udførligere om de Brøst, han fandt inden Kirken, men nævnte ogsaa de Midler, hvorved han mente, at der kunde rettes paa dem. Han vendte sig først og nærmest til Præsterne og bad dem, at de vilde baade selv betænke og prædike det for andre, at den saliggjørende Tro er en levende Tro, som viser sin Kraft i et helligt Levnet. Han vendte sig dernæst ogsaa til Menighederne og mindede dem om, at det er enhver Kristens Pligt i Ord og Gjerning at bekjende hans Navn og virke for hans Riges Fremme. Guds Ord skulde høres ikke blot i Kirkerne, men ogsaa omkring i Husene. — Speners Skrift gjorde megen Opsigt; men Meningerne om det og om hans Andagtsforsamlinger vare fra først af meget forskjellige. Hans Modstandere fandt, at han og hans Venner bar sin Fromhed altfor meget tilskue i det Ydre, og lagde derfor paa dem Navnet Pietister (de Fromme). Det Navn have de senere beholdt. Striden brød dog først for Alvor løs mod Slutningen af Speners Liv, da Høiskolen i Halle stiftedes, og Lærerposterne ved den besattes med Speners Venner. Blandt dem var August Herman Francke, hvis Navn især er blevet bekjendt ved den Pleiestiftelse for forældreløse Fattigbørn, som han grundede i Halle. Fra Høiskolen i Halle og Franckes Stiftelser udgik der en talrig Skare unge Mænd, som førte Pietismen videre om. Fra den Tid af blev Striden ret alvorlig mellem dem og deres Modstandere og fortsattes længe efter Speners Død.

Det var den døde Rettroenhed, Spener vilde virke mod. Derfor var han ivrig i at minde om, at Troen er død uden Gjerninger, og i at drive paa Helliggjørelsens Kamp. Dette synes nu ikke at være andet, end hvad alle Kristne burde være enige i. Men mange af Speners Venner gik langt 245videre end han selv; især var det Tilfældet med Pietisterne i den senere Tid, efterat Spener var død. Hvad man især havde at sige paa Pietisterne, var da først og fremst, at de talte mere om Gjerningerne end om Troen, mere om Helliggjørelsen end om Retfærdiggjørelsen, at de prædikede mere Loven end Evangeliet. De fordømte uden videre som Synd ikke blot saadanne Fornøielser som Dands, Skuespil og Kortspil, men ogsaa saadanne Ting som at ryge Tobak, at smile og le og i det Hele al Lyst og Glæde, som ikke er af ren aandelig Art. Man ankede fremdeles over, at de satte større Pris paa sine egne Forsamlinger og Andagtsøvelser end paa den kirkelige Gudstjeneste og de Midler, som i den gives os til Troens Væxt, og at de baade selv ringeagtede og lærte andre at ringeagte den beskikkede Lærerstand. Paa den Maade skilte de sig ud for sig selv og mente, at en ikke kunde være en sand Troende, naar han ikke holdt sig til deres Møder og teede sig paa deres Vis. Og som de skilte sig fra Kirken, saa holdt de igjen ofte sammen med Sværmere og andre Mennesker, der forstod at give sig Gudfrygtighedsskin, idet de glemte Apostelens Formaning at prøve Aanderne, om ogsaa deres Lære var den rene og sande Lære. — Dette og meget andet var det, man sagde, og i meget havde man Ret; Pietismen var i den senere Tid slaaet over i en sygelig og ukirkelig Retning; man byggede mere paa sine egne indre Følelser og sin egen Hellighedsstræben end paa Guds rene og usvigelige Ord. — Men var der end mangt og meget at sige mod Pietismen, saa har den dog været en gavnlig Surdeig i Kirken, og Speners Navn vil altid bevares i taknemmeligt Minde i den lutherske Kirke.

Nicolai, Greve af Zinzendorf og Eier af flere Godser i Sachsen, blev opdragen i Halle under Franckes Opsigt. Senere sendtes han paa Reiser og færdedes blandt anderledes Troende, hos hvem han fandt levende Kristendom. I Paris havde han i et halvt Aar Omgang med Munke og Biskoper i kristelig Kjærlighed, og ingen af dem tænkte paa, af hvilken Bekjendelse den ene eller den anden var. Det blev hans Tanke at stifte et Samfund, som skulde forene alle kristne Troesbekjendelser. Det fælles Baand skulde være Forsoningsdøden, som jo alle vare enige i. 1722 kom nogle Efterkommere af Hussiterne eller, som de nu kaldtes, bømiske og märiske Brødre, til Sachsen som Flygtninge for sin Tro. De fik Lov til at nedsætte sig paa et af Grevens Godser og byggede der Byen Hernhut, som blev Moderstad for den ny Brødremenighed. Da Folk af andre Bekjendelser strømmede til, opstod der Forvirring; men det lykkedes Grevens kjærlige Sind og store Gaver at faa en Overenskomst tilveie 1727. Fra nu af dannedes Menigheder i flere Lande, og Hernhutterne droge som kjærlige Missionærer ud i Hedningeverdenen. Zinzendorf, som var Brødremenighedens Biskop ligetil sin Død 1760, har skrevet over 100 Skrifter og digtet over 2000 Salmer. Han havde den lutherske Kirke kjær, og Menigheden vedtog den augsburgske Troesbekjendelse; men han kom dog med eiendommelige Lærdomme og brugte saa underlige Talemaader, at han mødte alvorlig Modstand af lærde og fromme Lutheranere. Saaledes vilde han, at Lodkastning skulde raade ved Missionærers Udsendelse, ved Ægteskaber o. s. v. Faderen og den Hellig-Aand traadte ligesom tilbage for Sønnen. Sønnen blev kaldt Menighedens Ægtemand, og Gud blev kaldt dens Svigerfader. Zinzendorf aflagde i sine senere Aar mange af 246sine Egenheder, og Spangenberg, der døde 1792 som Menighedens Biskop, har i sin „Fremstilling af Brødrenes Tro“ endnu mere nærmet sig den lutherske Kirke. Men det vedblev dog at være Særkjendet for Brødremenighedens Lære, at den dvæler ved Christi Lidelse og Død, som om det var ikke blot Kristendommens Kjerne, men fast den hele Kristendom. I de senere Tider stiftes Ægteskab ikke ved Lodkastning uden Vedkommendes Samtykke. — Brødremenigheden tæller omtrent 12,000 Medlemmer i de kristne Lande og 70,000 blandt Hedningerne. Den har i de senere Tider ikke voxet, men er snarere i Aftagende. I Norge, hvor der siden 1737 stiftedes Menigheder i mange Byer, er der nu kun en liden Menighed i Stavanger og i Throndhjem. Menigheden i Kristiania maa regnes for opløst. — Den oplivede Tro i det nittende Aarhundrede begynder at gjøre Brødremenigheden, hvor i Vantroens Tid saa mangt et fromt Sind fandt Tilflugt, overflødig. Den oplyste og sindige Spangenberg haabede, at en saadan Tid maatte komme. Aldrig skal det glemmes, at, medens Vantroen i det attende Aarhundrede gjorde Hjerterne kolde, var Troen stærk og Kjærligheden varm i Brødrenes lille Samfund. Og kjærlige Troesbud har det lille Samfund sendt ud paa mange Kanter.

England og Nordamerika tæller en Mængde Sekter. I England stiftedes 1649 Vennernes Selskab; Kvæker eller Skjælver var oprindelig et Øgenavn. Stifteren, Georg Fox, var Søn af fattige Forældre. Som Barn havde han ikke Lyst til at lege med andre Børn; men til at gruble for sig selv stod hans Hu. Han lærte, hvad Børn i hans Stand pleie at lære, og bragte det aldrig til nogen Færdighed i at skrive. Han blev sat i Skomagerlære, men sendtes ofte ud, for at vogte Faar. Som Gjæter bar han altid Bibelen med sig og lærte den næsten Ord til andet. Som han en Dag sad paa Marken, faldt han i dybe Tanker. Han troede at høre en Røst fraoven, som foreholdt ham Verdens Forfængelighed og bad ham at vie sit Liv til Herrens Tjeneste. Nu syntes alting ham fordærvet, især Kirken og de Geistlige. Han drog da om som Bodsprædikant, truede med Guds Straffedomme og forstyrrede Gudstjenesten i Kirkerne. Han blev spottet og kastet i Fængsel, men blev ved at prædike og vandt mange for sin Lære. — Fox levede sine sidste Dage i Ro, glad over at se Vennernes Samfund sikret ved dets anden Stifter. Det var Villiam Pen. Efter sin Fader, Admiral Pen, arvede han en Fordring paa Staten. Som Betaling overlod Staten ham et Stykke Land i Nordamerika, hvor han byggede Filadelfia, som betyder Broderkjærlighed.

Kvækerne ære vistnok det aabenbarede Ord; men endnu høiere sætte de det indre Ord eller indre Lys. De forkaste den geistlige Stand og geistlig Kundskab; thi Aanden, sige de, gjør alle oplyste. Naar de komme sammen, sidde de stille, indtil en, Mand eller Kvinde, tror sig greben af Aanden til at prædike; kommer Aanden ikke, gaa de stille bort. De forkaste ikke blot, som Gjendøberne, Barnedaaben, men al Daab. Ligeledes forkaste de Nadveren. De negte at tjene som Soldat, at aflægge Ed, at betale Tiende. De tage ikke Hatten af for nogen og tiltale alle med „du.“

De have især hjemme i Nordamerika; de have med Kjærlighed og Opofrelse søgt at virke for Negerslavernes Frihed. I Norge findes de især i Stavanger, hvor de have en Skole.

Jon Vesley († 1791) viste tidlig Alvor og Fromhed. Allerede i sit ottende 247Aar fik han Lov til at nyde den hellige Nadvere. 17 Aar gammel blev han sendt til Høiskolen i Oxford. Her stiftede han 1729 med 3 andre Studenter en Forening, for at opbygges ved Læsning i den hellige Skrift. Snart traadte flere til, og de satte sig som Maal at besøge dem, som vare syge eller i Fængsel, og at tage sig af forsømte Børn. Da de krævede, at Omvendelsen skulde gaa for sig efter en bestemt Metode eller Regel, under Suk og Stønning, under Bodskamp og Bodskrampe, bleve de kaldte Metodister. — Vesley brændte af Nidkjærhed efter at redde Sjele, og i England var der knap en Krog, hvor han ikke havde trængt ind. Han seilede ogsaa over til Amerika. Man har regnet ud, at han i 62 Aar har holdt 40,000 Foredrag og aarlig reist 700 norske Mil. Han var velgjørende og tilgav let Fornærmelser; han var overbærende i Troesmeninger og optog afvigende Troesbekjendere i sit Samfund; men han krævede strengere Vandel end den strengeste Pietist; han forbød ethvert Tidsfordriv, som ellers regnes for uskyldigt; ikke engang Børn fik Lov til at lege! Han havde heller ikke Børn og var ulykkelig i sit Giftermaal; efter 10 Aars Ægteskab maatte han skille sig fra en Enke, han havde ægtet.

Vesley bekjendte sig til de 39 Artikler og vilde ikke skille sig fra den engelske Kirke. Men den stive engelske Kirke, hvor dengang død Rettroenhed raadede, skjød Metodisterne fra sig. De fik ikke Lov til at prædike i Kirkerne og tyede til simple Huse. Da disse snart bleve for smaa, begyndte hans Troesfælle, Vitefild, at prædike paa aaben Mark. Vitefild forstod med folkelig Veltalenhed at ryste ved at udmale Helvedes Rædsler, og mangen forhærdet Synder og mangt letfærdigt Verdensbarn vendte om fra sin onde Vei. — Den, som skriver dette, har 1851 i Vales (læs: Væls) været tilstede ved en Gudstjeneste under aaben Himmel. Mellem 20–30,000 Mennesker sagdes at være tilstede. Bakker, Tage og Træer vare fulde af Mennesker. Gudstjenesten varede, med et længere Mellemrum, fra Formiddagen til ud paa Aftenen. Hjertelig Bøn og Sang skiftede med Prædiken, den ene Taler traadte op efter den anden. Stundom hævedes Talerens Røst til Skrig; Suk og uhyggelig Stønning hørtes hist og her, og enkelte daanede. Men ellers foregik alt med en større Sømmelighed, end man kunde tænke mulig i en saa stor Forsamling. Den bestod især af Bønder, Tjenestefolk og Arbeidere. — Fra Amerika fortælle Øienvidner om uhyggelige og voldsomme Udbrud under Gudstjenesten i Skoven ved Nattetide. Prædikanten taler med saadan Iver og Heftighed, at han ligner en Rasende, og de grebne Tilhørere falde om i voldsomme Krampetrækninger, indtil Naaden bryder igjennem, og de ende i en Udmattelse, som kaldes salig Fred. Vitefild havde vist Veien. I sin Begeistring tabte han ofte Herredømmet over sig selv. Han stampede med Foden, hulkede og skreg og endte i fuldkommen Udmattelse, ja stundom med Blodbrækning.

Vesley kom i Amerika sammen med Hernhutterne. Han tilstod, at Kristendommen aldrig havde vist sig for ham i saa mildt et Lys. Men han blev senere uenig med Zinzendorf, da han paastod, at den ved Guds Naade Gjenfødte allerede i dette Liv kunde bringe det til syndefri Fuldkommenhed. Zinzendorf svarede: „Jeg erkjender ingen Fuldkommenhed i dette Liv; det er den største af alle Vildfarelser. Det gamle Menneske vedbliver lige til Døden.“ — Det kan ikke være andet, end at Læren om den syndefri Fuldkommenhed maa lede til Hysteri eller Hovmod.

248Med Vitefild blev Vesley uenig i Læren om Naadevalget. Vitefild holdt sig til Kalvins Lære, medens Vesley nærmede sig den lutherske Lære¹). — Vesleys Forbud mod at nyde Blod grunder sig paa en Misforstaaelse af Forhandlingerne paa Apostelmødet i Jerusalem (se Side 213).

Metodismen lovede engang at blive for den engelske Kirke, hvad Pietismen og Brødremenigheden har været for den lutherske. Men senere Tiders Udskeielser have stillet den næsten fiendtlig ligeoverfor den engelske Kirke. Imidlertid har den været et vækkende Middel mod Vantroen i forrige Aarhundrede, og altid skal det mindes, at den har taget sig af Fattige og Forladte, af Hedningerne og Negerslaverne. Vilberforce, Negrenes Ven († 1833), vaktes ved Metodismen til at vie hele sit Liv til Kamp for Negrenes Frihed. — Metodisternes Tal regnes til omkring 4 Millioner.