244

Ved Reformationen var Kirken renset, og Læren var fastsat greit og klart. Men snart opstod nye Farer. Man havde Ordet rent og purt iblandt sig; men man glemte, at dette endnu ikke var nok, men at man ogsaa skulde leve efter Ordet. Man talte og skrev meget om den rette Tro; men man glemte altfor ofte, at den rette og sande Tro skal vise sin Kraft i et helligt Levnet. En død Rettroenhed begyndte at gribe om sig inden den lutherske Kirke. Ved Høiskolerne oplærtes de vordende Præster mere til at blive dygtige Forsvarere af den fastsatte Lære end til at forkynde Ordet i Enfold og Kjærlighed. Mange saa og følte den Fare, som truede. Blandt dem var Johan Arndt, der døde 1621 som Biskop i Hannover. Hans Andagtsbog om „den sande Kristendom“ har virket og virker til Velsignelse; den er skreven for at vise, at „det ikke er nok at have Kundskab om Gud; men at dette skal fremlyse saavel af vore Ord som af vore Gjerninger.“

Ingen har imidlertid virket saa kraftigt mod den døde Rettroenhed i hin Tid som Filip Jakob Spener. Han var en Tid Præst i Frankfurt; senere stod han, som Overhofpræst i Dresden, i Spidsen for den lutherske Kirke i Sachsen, og tilsidst var han Provst i Berlin, hvor han døde 1705. Medens han endnu var i Frankfurt, begyndte han at holde „Andagtsforsamlinger“ først i sit Hus, senere i Kirken; man læste og gjennemgik et Afsnit af Bibelen og samtalte derpaa om, hvad man havde læst og hørt. Spener troede at se god Frugt af disse Møder, og vilde derfor gjerne, at ogsaa andre skulde følge det Exempel, han havde givet. I en Bog, som han kaldte „fromme Ønsker,“ udtalte han sig udførligere om de Brøst, han fandt inden Kirken, men nævnte ogsaa de Midler, hvorved han mente, at der kunde rettes paa dem. Han vendte sig først og nærmest til Præsterne og bad dem, at de vilde baade selv betænke og prædike det for andre, at den saliggjørende Tro er en levende Tro, som viser sin Kraft i et helligt Levnet. Han vendte sig dernæst ogsaa til Menighederne og mindede dem om, at det er enhver Kristens Pligt i Ord og Gjerning at bekjende hans Navn og virke for hans Riges Fremme. Guds Ord skulde høres ikke blot i Kirkerne, men ogsaa omkring i Husene. — Speners Skrift gjorde megen Opsigt; men Meningerne om det og om hans Andagtsforsamlinger vare fra først af meget forskjellige. Hans Modstandere fandt, at han og hans Venner bar sin Fromhed altfor meget tilskue i det Ydre, og lagde derfor paa dem Navnet Pietister (de Fromme). Det Navn have de senere beholdt. Striden brød dog først for Alvor løs mod Slutningen af Speners Liv, da Høiskolen i Halle stiftedes, og Lærerposterne ved den besattes med Speners Venner. Blandt dem var August Herman Francke, hvis Navn især er blevet bekjendt ved den Pleiestiftelse for forældreløse Fattigbørn, som han grundede i Halle. Fra Høiskolen i Halle og Franckes Stiftelser udgik der en talrig Skare unge Mænd, som førte Pietismen videre om. Fra den Tid af blev Striden ret alvorlig mellem dem og deres Modstandere og fortsattes længe efter Speners Død.

Det var den døde Rettroenhed, Spener vilde virke mod. Derfor var han ivrig i at minde om, at Troen er død uden Gjerninger, og i at drive paa Helliggjørelsens Kamp. Dette synes nu ikke at være andet, end hvad alle Kristne burde være enige i. Men mange af Speners Venner gik langt 245videre end han selv; især var det Tilfældet med Pietisterne i den senere Tid, efterat Spener var død. Hvad man især havde at sige paa Pietisterne, var da først og fremst, at de talte mere om Gjerningerne end om Troen, mere om Helliggjørelsen end om Retfærdiggjørelsen, at de prædikede mere Loven end Evangeliet. De fordømte uden videre som Synd ikke blot saadanne Fornøielser som Dands, Skuespil og Kortspil, men ogsaa saadanne Ting som at ryge Tobak, at smile og le og i det Hele al Lyst og Glæde, som ikke er af ren aandelig Art. Man ankede fremdeles over, at de satte større Pris paa sine egne Forsamlinger og Andagtsøvelser end paa den kirkelige Gudstjeneste og de Midler, som i den gives os til Troens Væxt, og at de baade selv ringeagtede og lærte andre at ringeagte den beskikkede Lærerstand. Paa den Maade skilte de sig ud for sig selv og mente, at en ikke kunde være en sand Troende, naar han ikke holdt sig til deres Møder og teede sig paa deres Vis. Og som de skilte sig fra Kirken, saa holdt de igjen ofte sammen med Sværmere og andre Mennesker, der forstod at give sig Gudfrygtighedsskin, idet de glemte Apostelens Formaning at prøve Aanderne, om ogsaa deres Lære var den rene og sande Lære. — Dette og meget andet var det, man sagde, og i meget havde man Ret; Pietismen var i den senere Tid slaaet over i en sygelig og ukirkelig Retning; man byggede mere paa sine egne indre Følelser og sin egen Hellighedsstræben end paa Guds rene og usvigelige Ord. — Men var der end mangt og meget at sige mod Pietismen, saa har den dog været en gavnlig Surdeig i Kirken, og Speners Navn vil altid bevares i taknemmeligt Minde i den lutherske Kirke.

Nicolai, Greve af Zinzendorf og Eier af flere Godser i Sachsen, blev opdragen i Halle under Franckes Opsigt. Senere sendtes han paa Reiser og færdedes blandt anderledes Troende, hos hvem han fandt levende Kristendom. I Paris havde han i et halvt Aar Omgang med Munke og Biskoper i kristelig Kjærlighed, og ingen af dem tænkte paa, af hvilken Bekjendelse den ene eller den anden var. Det blev hans Tanke at stifte et Samfund, som skulde forene alle kristne Troesbekjendelser. Det fælles Baand skulde være Forsoningsdøden, som jo alle vare enige i. 1722 kom nogle Efterkommere af Hussiterne eller, som de nu kaldtes, bømiske og märiske Brødre, til Sachsen som Flygtninge for sin Tro. De fik Lov til at nedsætte sig paa et af Grevens Godser og byggede der Byen Hernhut, som blev Moderstad for den ny Brødremenighed. Da Folk af andre Bekjendelser strømmede til, opstod der Forvirring; men det lykkedes Grevens kjærlige Sind og store Gaver at faa en Overenskomst tilveie 1727. Fra nu af dannedes Menigheder i flere Lande, og Hernhutterne droge som kjærlige Missionærer ud i Hedningeverdenen. Zinzendorf, som var Brødremenighedens Biskop ligetil sin Død 1760, har skrevet over 100 Skrifter og digtet over 2000 Salmer. Han havde den lutherske Kirke kjær, og Menigheden vedtog den augsburgske Troesbekjendelse; men han kom dog med eiendommelige Lærdomme og brugte saa underlige Talemaader, at han mødte alvorlig Modstand af lærde og fromme Lutheranere. Saaledes vilde han, at Lodkastning skulde raade ved Missionærers Udsendelse, ved Ægteskaber o. s. v. Faderen og den Hellig-Aand traadte ligesom tilbage for Sønnen. Sønnen blev kaldt Menighedens Ægtemand, og Gud blev kaldt dens Svigerfader. Zinzendorf aflagde i sine senere Aar mange af 246sine Egenheder, og Spangenberg, der døde 1792 som Menighedens Biskop, har i sin „Fremstilling af Brødrenes Tro“ endnu mere nærmet sig den lutherske Kirke. Men det vedblev dog at være Særkjendet for Brødremenighedens Lære, at den dvæler ved Christi Lidelse og Død, som om det var ikke blot Kristendommens Kjerne, men fast den hele Kristendom. I de senere Tider stiftes Ægteskab ikke ved Lodkastning uden Vedkommendes Samtykke. — Brødremenigheden tæller omtrent 12,000 Medlemmer i de kristne Lande og 70,000 blandt Hedningerne. Den har i de senere Tider ikke voxet, men er snarere i Aftagende. I Norge, hvor der siden 1737 stiftedes Menigheder i mange Byer, er der nu kun en liden Menighed i Stavanger og i Throndhjem. Menigheden i Kristiania maa regnes for opløst. — Den oplivede Tro i det nittende Aarhundrede begynder at gjøre Brødremenigheden, hvor i Vantroens Tid saa mangt et fromt Sind fandt Tilflugt, overflødig. Den oplyste og sindige Spangenberg haabede, at en saadan Tid maatte komme. Aldrig skal det glemmes, at, medens Vantroen i det attende Aarhundrede gjorde Hjerterne kolde, var Troen stærk og Kjærligheden varm i Brødrenes lille Samfund. Og kjærlige Troesbud har det lille Samfund sendt ud paa mange Kanter.

England og Nordamerika tæller en Mængde Sekter. I England stiftedes 1649 Vennernes Selskab; Kvæker eller Skjælver var oprindelig et Øgenavn. Stifteren, Georg Fox, var Søn af fattige Forældre. Som Barn havde han ikke Lyst til at lege med andre Børn; men til at gruble for sig selv stod hans Hu. Han lærte, hvad Børn i hans Stand pleie at lære, og bragte det aldrig til nogen Færdighed i at skrive. Han blev sat i Skomagerlære, men sendtes ofte ud, for at vogte Faar. Som Gjæter bar han altid Bibelen med sig og lærte den næsten Ord til andet. Som han en Dag sad paa Marken, faldt han i dybe Tanker. Han troede at høre en Røst fraoven, som foreholdt ham Verdens Forfængelighed og bad ham at vie sit Liv til Herrens Tjeneste. Nu syntes alting ham fordærvet, især Kirken og de Geistlige. Han drog da om som Bodsprædikant, truede med Guds Straffedomme og forstyrrede Gudstjenesten i Kirkerne. Han blev spottet og kastet i Fængsel, men blev ved at prædike og vandt mange for sin Lære. — Fox levede sine sidste Dage i Ro, glad over at se Vennernes Samfund sikret ved dets anden Stifter. Det var Villiam Pen. Efter sin Fader, Admiral Pen, arvede han en Fordring paa Staten. Som Betaling overlod Staten ham et Stykke Land i Nordamerika, hvor han byggede Filadelfia, som betyder Broderkjærlighed.

Kvækerne ære vistnok det aabenbarede Ord; men endnu høiere sætte de det indre Ord eller indre Lys. De forkaste den geistlige Stand og geistlig Kundskab; thi Aanden, sige de, gjør alle oplyste. Naar de komme sammen, sidde de stille, indtil en, Mand eller Kvinde, tror sig greben af Aanden til at prædike; kommer Aanden ikke, gaa de stille bort. De forkaste ikke blot, som Gjendøberne, Barnedaaben, men al Daab. Ligeledes forkaste de Nadveren. De negte at tjene som Soldat, at aflægge Ed, at betale Tiende. De tage ikke Hatten af for nogen og tiltale alle med „du.“

De have især hjemme i Nordamerika; de have med Kjærlighed og Opofrelse søgt at virke for Negerslavernes Frihed. I Norge findes de især i Stavanger, hvor de have en Skole.

Jon Vesley († 1791) viste tidlig Alvor og Fromhed. Allerede i sit ottende 247Aar fik han Lov til at nyde den hellige Nadvere. 17 Aar gammel blev han sendt til Høiskolen i Oxford. Her stiftede han 1729 med 3 andre Studenter en Forening, for at opbygges ved Læsning i den hellige Skrift. Snart traadte flere til, og de satte sig som Maal at besøge dem, som vare syge eller i Fængsel, og at tage sig af forsømte Børn. Da de krævede, at Omvendelsen skulde gaa for sig efter en bestemt Metode eller Regel, under Suk og Stønning, under Bodskamp og Bodskrampe, bleve de kaldte Metodister. — Vesley brændte af Nidkjærhed efter at redde Sjele, og i England var der knap en Krog, hvor han ikke havde trængt ind. Han seilede ogsaa over til Amerika. Man har regnet ud, at han i 62 Aar har holdt 40,000 Foredrag og aarlig reist 700 norske Mil. Han var velgjørende og tilgav let Fornærmelser; han var overbærende i Troesmeninger og optog afvigende Troesbekjendere i sit Samfund; men han krævede strengere Vandel end den strengeste Pietist; han forbød ethvert Tidsfordriv, som ellers regnes for uskyldigt; ikke engang Børn fik Lov til at lege! Han havde heller ikke Børn og var ulykkelig i sit Giftermaal; efter 10 Aars Ægteskab maatte han skille sig fra en Enke, han havde ægtet.

Vesley bekjendte sig til de 39 Artikler og vilde ikke skille sig fra den engelske Kirke. Men den stive engelske Kirke, hvor dengang død Rettroenhed raadede, skjød Metodisterne fra sig. De fik ikke Lov til at prædike i Kirkerne og tyede til simple Huse. Da disse snart bleve for smaa, begyndte hans Troesfælle, Vitefild, at prædike paa aaben Mark. Vitefild forstod med folkelig Veltalenhed at ryste ved at udmale Helvedes Rædsler, og mangen forhærdet Synder og mangt letfærdigt Verdensbarn vendte om fra sin onde Vei. — Den, som skriver dette, har 1851 i Vales (læs: Væls) været tilstede ved en Gudstjeneste under aaben Himmel. Mellem 20–30,000 Mennesker sagdes at være tilstede. Bakker, Tage og Træer vare fulde af Mennesker. Gudstjenesten varede, med et længere Mellemrum, fra Formiddagen til ud paa Aftenen. Hjertelig Bøn og Sang skiftede med Prædiken, den ene Taler traadte op efter den anden. Stundom hævedes Talerens Røst til Skrig; Suk og uhyggelig Stønning hørtes hist og her, og enkelte daanede. Men ellers foregik alt med en større Sømmelighed, end man kunde tænke mulig i en saa stor Forsamling. Den bestod især af Bønder, Tjenestefolk og Arbeidere. — Fra Amerika fortælle Øienvidner om uhyggelige og voldsomme Udbrud under Gudstjenesten i Skoven ved Nattetide. Prædikanten taler med saadan Iver og Heftighed, at han ligner en Rasende, og de grebne Tilhørere falde om i voldsomme Krampetrækninger, indtil Naaden bryder igjennem, og de ende i en Udmattelse, som kaldes salig Fred. Vitefild havde vist Veien. I sin Begeistring tabte han ofte Herredømmet over sig selv. Han stampede med Foden, hulkede og skreg og endte i fuldkommen Udmattelse, ja stundom med Blodbrækning.

Vesley kom i Amerika sammen med Hernhutterne. Han tilstod, at Kristendommen aldrig havde vist sig for ham i saa mildt et Lys. Men han blev senere uenig med Zinzendorf, da han paastod, at den ved Guds Naade Gjenfødte allerede i dette Liv kunde bringe det til syndefri Fuldkommenhed. Zinzendorf svarede: „Jeg erkjender ingen Fuldkommenhed i dette Liv; det er den største af alle Vildfarelser. Det gamle Menneske vedbliver lige til Døden.“ — Det kan ikke være andet, end at Læren om den syndefri Fuldkommenhed maa lede til Hysteri eller Hovmod.

248Med Vitefild blev Vesley uenig i Læren om Naadevalget. Vitefild holdt sig til Kalvins Lære, medens Vesley nærmede sig den lutherske Lære¹). — Vesleys Forbud mod at nyde Blod grunder sig paa en Misforstaaelse af Forhandlingerne paa Apostelmødet i Jerusalem (se Side 213).

Metodismen lovede engang at blive for den engelske Kirke, hvad Pietismen og Brødremenigheden har været for den lutherske. Men senere Tiders Udskeielser have stillet den næsten fiendtlig ligeoverfor den engelske Kirke. Imidlertid har den været et vækkende Middel mod Vantroen i forrige Aarhundrede, og altid skal det mindes, at den har taget sig af Fattige og Forladte, af Hedningerne og Negerslaverne. Vilberforce, Negrenes Ven († 1833), vaktes ved Metodismen til at vie hele sit Liv til Kamp for Negrenes Frihed. — Metodisternes Tal regnes til omkring 4 Millioner.

244

Ved reformasjonen var kirken renset, og læren var fastsatt greit og klart. Men snart opstod nye Farer. Man hadde Ordet rent og purt iblant seg; men man glemte, at dette ennå ikke var nok, men at man også skulle leve etter Ordet. Man talte og skrev meget om den rette tro; men man glemte altfor ofte, at den rette og sande tro skal vise sin kraft i et hellig Levnet. En død rettroenhet begynte å gripe om seg innen den lutherske Kirke. Ved høyskolene oplærtes de vordende prester mer til å bli dyktige forsvarere av den fastsatte lære enn til å forkynne Ordet i enfold og kjærlighet. Mange så og følte den fare, som truet. Blant dem var Johan Arndt, der døde 1621 som biskop i Hannover. Hans Andagtsbog om „den sanne kristendom“ har virket og virker til velsignelse; den er skrevet for å vise, at „det ikke er nok å ha kunnskap om Gud; men at dette skal fremlyse såvel av våre ord som av våre gjerninger.“

Ingen har imidlertid virket så kraftig mot den døde rettroenhet i hin tid som Filip Jakob Spener. Han var en tid prest i Frankfurt; senere stod han, som Overhofpræst i Dresden, i Spidsen for den lutherske Kirke i Sachsen, og til sist var han prost i Berlin, hvor han døde 1705. Mens han ennå var i Frankfurt, begynte han å holde „andaktsforsamlinger“ først i sitt hus, senere i kirken; man leste og gjennomgikk et avsnitt av Bibelen og samtalte derpå om, hva man hadde lest og hørt. Spener trodde å se god frukt av disse møter, og ville derfor gjerne, at også andre skulle følge det eksempel, han hadde gitt. I en bok, som han kalte „fromme ønsker,“ uttalte han seg udførligere om de Brøst, han fant innen kirken, men nevnte også de midler, hvorved han mente, at der kunne rettes på dem. Han vendte seg først og nærmest til prestene og bad dem, at de ville både selv betenke og predike det for andre, at den saliggjørende tro er en levende tro, som viser sin kraft i et hellig Levnet. Han vendte seg dernest også til menighetene og minnet dem om, at det er enhver Kristens Pligt i ord og gjerning å bekjenne hans navn og virke for hans Riges fremme. Guds ord skulle høres ikke blot i kirkene, men også omkring i husene. — Speners skrift gjorde mye Opsigt; men meningene om det og om hans andaktsforsamlinger vare fra først av meget forskjellige. Hans Modstandere fant, at han og hans venner bar sin fromhet altfor meget til skue i det ytre, og la derfor på dem navnet pietister (de Fromme). Det navn har de senere beholdt. Striden brød dog først for alvor løs mot Slutningen av Speners Liv, da høyskolen i Halle stiftedes, og lærerpostene ved den besattes med Speners venner. Blant dem var August Herman Francke, hvis navn især er blitt bekjent ved den Pleiestiftelse for foreldreløse fattigbarn, som han grundede i Halle. Fra Høiskolen i Halle og Franckes stiftelser utgikk der en talrig Skare unge menn, som førte pietismen videre om. Fra den tid av ble striden rett alvorlig mellom dem og deres motstandere og fortsattes lenge etter Speners død.

Det var den døde rettroenhet, Spener ville virke mot. Derfor var han ivrig i å minde om, at troen er død uten gjerninger, og i å drive på Helliggjørelsens kamp. Dette synes nå ikke å være annet, enn hva alle kristne burde være enige i. Men mange av Speners venner gikk langt 245videre enn han selv; især var det tilfellet med pietistene i den senere tid, etter at Spener var død. Hva man især hadde å si på pietistene, var da først og fremst, at de talte mer om gjerningene enn om troen, mer om Helliggjørelsen enn om rettferdiggjørelsen, at de prekte mer loven enn evangeliet. De fordømte uten videre som synd ikke blot sådanne fornøyelser som dans, skuespill og kortspill, men også sådanne ting som at ryge tobakk, å smile og le og i det hele all lyst og glede, som ikke er av ren åndelig art. Man anket fremdeles over, at de satte større pris på sine egne forsamlinger og Andagtsøvelser enn på den kirkelige gudstjeneste og de midler, som i den gives oss til Troens vekst, og at de både selv ringeaktet og lærte andre å ringeakte den beskikket lærerstand. På den måte skilte de seg ut for seg selv og mente, at en ikke kunne være en sann Troende, når han ikke holdt seg til deres møter og tedde seg på deres Vis. Og som de skilte seg fra kirken, så holdt de igjen ofte sammen med svermere og andre mennesker, der forstod å gi seg gudfryktighetsskinn, idet de glemte Apostelens formaning å prøve åndene, om også deres lære var den rene og sande lære. — Dette og meget annet var det, man sa, og i meget hadde man rett; Pietismen var i den senere tid slått over i en sykelig og ukirkelig retning; man bygde mer på sine egne indre følelser og sin egen hellighetsstreben enn på Guds rene og usvikelige ord. — Men var der enn mangt og meget å si mot pietismen, så har den dog vært en gavnlig surdeig i kirken, og Speners navn vil alltid bevares i takknemlig Minde i den lutherske Kirke.

Nicolai, Greve av Zinzendorf og eier av flere Godser i Sachsen, ble oppdratt i Halle under Franckes Opsigt. Senere sendtes han på reiser og ferdedes blant annerledes Troende, hos hvem han fant levende kristendom. I Paris hadde han i et halvt år omgang med munker og biskoper i kristelig kjærlighet, og ingen av dem tenkte på, av hvilken bekjennelse den ene eller den annen var. Det ble hans tanke å stifte et samfunn, som skulle forene alle kristne trosbekjennelser. Det felles bånd skulle være Forsoningsdøden, som jo alle var enige i. 1722 kom noen etterkommere av Hussiterne eller, som de nå kaltes, bømiske og märiske brødre, til Sachsen som flyktninger for sin tro. De fikk lov til å nedsette seg på et av Grevens Godser og bygde der byen Hernhut, som ble Moderstad for den ny brødremenighet. Da Folk av andre bekjennelser strømmet til, opstod der forvirring; men det lyktes Grevens kjærlige sinn og store gaver å få en overenskomst til veie 1727. Fra nå av dannedes menigheter i flere land, og Hernhutterne dro som kjærlige misjonærer ut i Hedningeverdenen. Zinzendorf, som var Brødremenighedens biskop ligetil sin død 1760, har skrevet over 100 skrifter og diktet over 2000 salmer. Han hadde den lutherske Kirke kjær, og menigheten vedtok den augsburgske trosbekjennelse; men han kom dog med eiendommelige lærdommer og brukte så underlige talemåter, at han møtte alvorlig motstand av lærde og fromme lutheranere. Således ville han, at loddkasting skulle råde ved misjonærers utsendelse, ved ekteskaper o. s. v. Faderen og den Hellig-ånd trådte likesom tilbake for sønnen. Sønnen ble kalt menighetens ektemann, og Gud ble kalt dens Svigerfader. Zinzendorf avla i sine senere år mange av 246sine egenheter, og Spangenberg, der døde 1792 som menighetens biskop, har i sin „fremstilling av Brødrenes tro“ enda mer nærmet seg den lutherske Kirke. Men det vedble dog å være særkjennet for Brødremenighedens lære, at den dveler ved Christi lidelse og død, som om det var ikke blot Kristendommens kjerne, men fast den hele kristendom. I de senere tider stiftes ekteskap ikke ved loddkasting uten Vedkommendes samtykke. — Brødremenigheten teller omtrent 12,000 medlemmer i de kristne land og 70,000 blant hedningene. Den har i de senere tider ikke vokset, men er snarere i Aftagende. I Norge, hvor der siden 1737 stiftedes menigheter i mange byer, er der nå kun en liten menighet i Stavanger og i Throndhjem. Menigheten i Kristiania må regnes for oppløst. — Den oplivede tro i det nittende århundre begynner å gjøre brødremenigheten, hvor i Vantroens tid så mangt et fromt sinn fant tilflukt, overflødig. Den opplyste og sindige Spangenberg håpet, at en sådan tid måtte komme. Aldri skal det glemmes, at, mens vantroen i det attende århundre gjorde hjertene kalde, var troen sterk og kjærligheten varm i Brødrenes lille samfunn. Og kjærlige Troesbud har det lille samfunn sendt ut på mange kanter.

England og Nordamerika teller en mengde sekter. I England stiftedes 1649 Vennernes Selskab; Kveker eller skjelver var opprinnelig et økenavn. Stifteren, Georg Fox, var sønn av fattige foreldre. Som Barn hadde han ikke lyst til å leke med andre barn; men til å gruble for seg selv stod hans hu. Han lærte, hva barn i hans stand pleie å lære, og brakte det aldri til noen ferdighet i å skrive. Han ble satt i skomakerlære, men sendtes ofte ut, for å vokte får. Som Gjæter bar han alltid Bibelen med seg og lærte den nesten ord til annet. Som han en dag satt på marken, falt han i dype tanker. Han trodde å høre en røst fraoven, som foreholdt ham Verdens forfengelighet og bad ham å vie sitt liv til Herrens tjeneste. Nå syntes alting ham fordervet, især kirken og de Geistlige. Han drog da om som Bodsprædikant, truet med Guds Straffedomme og forstyrret gudstjenesten i kirkene. Han ble spottet og kastet i fengsel, men ble ved å predike og vant mange for sin lære. — Fox levde sine siste dager i ro, glad over å se Vennernes samfunn sikret ved dets annen Stifter. Det var Villiam Pen. Etter sin far, Admiral Pen, arvet han en fordring på staten. Som Betaling overlot staten ham et stykke land i Nordamerika, hvor han bygde Filadelfia, som betyr broderkjærlighet.

Kvekerne ære vistnok det åpenbarte ord; men enda høyere sette de det indre ord eller indre lys. De forkaste den geistlige stand og geistlig kunnskap; thi Aanden, si de, gjør alle opplyste. Når de kommer sammen, sitte de stille, inntil en, mann eller kvinne, tror seg grepet av Aanden til å predike; kommer Aanden ikke, gå de stille bort. De forkaste ikke blot, som gjendøperne, barnedåpen, men all dåp. Likeledes forkaste de nattverden. De nekter å tjene som soldat, å avlegge Ed, å betale tiende. De tar ikke hatten av for noen og tiltale alle med „du.“

De har især hjemme i Nordamerika; de har med kjærlighet og oppofrelse søkt å virke for Negerslavernes Frihed. I Norge finnes de især i Stavanger, hvor de har en skole.

Jon Vesley († 1791) viste tidlig alvor og fromhet. Allerede i sitt åttende 247år fikk han lov til å nyte den hellige nattverd. 17 år gammel ble han sendt til høyskolen i Oxford. Her stiftet han 1729 med 3 andre studenter en forening, for å oppbygges ved lesning i den hellige skrift. Snart trådte flere til, og de satte seg som mål å besøke dem, som var syke eller i fengsel, og å ta seg av forsømte barn. Da de krevde, at omvendelsen skulle gå for seg etter en bestemt metode eller regel, under sukk og stønning, under Bodskamp og Bodskrampe, ble de kalte metodister. — Vesley brente av nidkjærhet etter å redde sjeler, og i England var der knap en krok, hvor han ikke hadde trengt inn. Han seilte også over til Amerika. Man har regnet ut, at han i 62 år har holdt 40,000 foredrag og årlig reist 700 norske mil. Han var velgjørende og tilgav lett fornærmelser; han var overbærende i Troesmeninger og opptok avvikende Troesbekjendere i sitt samfunn; men han krevde strengere vandel enn den strengeste pietist; han forbød ethvert tidsfordriv, som ellers regnes for uskyldig; ikke engang barn fikk lov til å leke! Han hadde heller ikke barn og var ulykkelig i sitt giftermål; etter 10 Aars ekteskap måtte han skille seg fra en enke, han hadde ektet.

Vesley bekjente seg til de 39 artikler og ville ikke skille seg fra den engelske Kirke. Men den stive engelske Kirke, hvor dengang død rettroenhet rådde, skjød metodistene fra seg. De fikk ikke lov til å predike i kirkene og tydde til simple hus. Da disse snart ble for små, begynte hans Troesfælle, Vitefild, å predike på åpen Mark. Vitefild forstod med folkelig veltalenhet å ryste ved å utmale Helvedes redsler, og mangen forherdet synder og mangt lettferdig Verdensbarn vendte om fra sin onde vei. — Den, som skriver dette, har 1851 i Vales (les: Væls) vært til stede ved en gudstjeneste under åpen himmel. Mellom 20–30,000 mennesker sagdes å være til stede. Bakker, Tage og trær vare fulle av mennesker. Gudstjenesten varte, med et lenger mellomrom, fra formiddagen til ut på Aftenen. Hjertelig Bøn og sang skiftet med prediken, den ene Taler trådte opp etter den annen. Stundom hævedes Talerens røst til skrik; Sukk og uhyggelig stønning hørtes hist og her, og enkelte dånet. Men ellers foregikk alt med en større sømmelighet, enn man kunne tenke mulig i en så stor forsamling. Den bestod især av bønder, tjenestefolk og arbeidere. — Fra Amerika fortelle øyenvitner om uhyggelige og voldsomme utbrudd under gudstjenesten i skogen ved Nattetide. Predikanten taler med sådan Iver og heftighet, at han ligner en Rasende, og de grepne tilhørere falle om i voldsomme krampetrekninger, inntil nåden bryter igjennom, og de ende i en utmattelse, som kalles salig fred. Vitefild hadde vist veien. I sin begeistring tapte han ofte herredømmet over seg selv. Han stampet med foten, hulket og skrek og endte i fullkommen utmattelse, ja stundom med Blodbrækning.

Vesley kom i Amerika sammen med Hernhutterne. Han tilstod, at kristendommen aldri hadde vist seg for ham i så mildt et lys. Men han ble senere uenig med Zinzendorf, da han påstod, at den ved Guds Naade Gjenfødte allerede i dette Liv kunne bringe det til syndefri fullkommenhet. Zinzendorf svarte: „Jeg erkjenner ingen fullkommenhet i dette Liv; det er den største av alle villfarelser. Det gamle menneske vedbliver like til døden.“ — Det kan ikke være annet, enn at læren om den syndefri fullkommenhet må lede til hysteri eller hovmod.

248Med Vitefild ble Vesley uenig i læren om Naadevalget. Vitefild holdt seg til Kalvins lære, mens Vesley nærmet seg den lutherske Lære¹). — Vesleys forbud mot å nyte blod grunner seg på en misforståelse av forhandlingene på apostelmøtet i Jerusalem (se side 213).

Metodismen lovede engang å bli for den engelske Kirke, hva pietismen og brødremenigheten har vært for den lutherske. Men senere Tiders utskeielser have stillet den nesten fiendtlig ligeoverfor den engelske Kirke. Imidlertid har den vært et vekkende middel mot vantroen i forrige århundre, og alltid skal det minnes, at den har tatt seg av Fattige og Forladte, av hedningene og negerslavene. Vilberforce, Negrenes venn († 1833), vaktes ved metodismen til å vie hele sitt liv til kamp for Negrenes Frihed. — Metodisternes tall regnes til omkring 4 Millioner.