Nord i Spanien ligger Slottet Lojola, som tilhørte en gammel adelig Æt. Der fødtes Ignatius 1491. Han opdroges til Krigsstanden, og hans Hu stod til at vinde Navn som Kriger, og han drømte 243om at storme Borge og tage Fyrster og Riddersmænd tilfange. Han var med at forsvare Fæstningen Pampelona Nord i Spanien, blev haardt saaret og maatte længe holde Sengen. For at korte Tiden læste han Legender. Som han læste, blev han greben af Længsel efter at blive en aandelig Stridsmand istedetfor en Kriger med Sværd og Spyd. Og underlige Syner viste sig for hans drømmende Sind. Han troede, at Himmeldronningen steg ned og talede med ham. Han mente at se med sit jordiske Øie Troens dybeste Hemmeligheder: Brødet og Vinen forvandlede til Christi Legeme og Blod og Treenigheden som Enhed, og han græd overlydt af Glæde og Henrykkelse. — Store Gaver havde han ikke; men han havde en Jernvillie, som overvandt alle Hindringer. Han vilde fornegte sig selv og overvinde Verden. Han uddelte alt sit Gods til Fattige, klædte sig som Tigger, led Sult og Tørst, piskede sig 3 Gange daglig og drog omkring for at prædike. Da han saa, at han uden Kundskaber og præstelig Vielse ikke kunde udrette Stort i Kirken, satte han sig, skjønt 33 Aar gammel, paa Skolebænken ved Siden af Smaagutter for at lære Latin, og 4 Aar derefter drog han til Høiskolen i Paris, for at studere og modtage den præstelige Vielse.
Det var hans Tanke at stifte en Orden, som skulde stille sig aldeles til Pavens Raadighed. Paven stadfæstede Ordenen, som kaldte sig Jesu Selskab eller Jesuiterordenen, og gav den store Rettigheder. Saaledes maatte ingen Geistlig nægte en Jesuit sin Prædikestol. — Ignatius blev Ordenens første General eller Forstander. Da han døde 1556, tællede Ordenen 1,000 Medlemmer.
Det var Jesuiterordenens Maal at bringe alle under Lydighed mod Paven. For at naa dette Maal skulde Jesuiten ofre alt det, som er Mennesket dyrebart: Slægtskab og Venskab, ja selv sin Samvittighed. Jesuiten har ikke Lov til at lytte til sin Samvittighed. Hans Samvittighed tilhører Ordenen. Luthers Ord paa Rigsdagen i Vorms: „Det er ikke raadeligt at handle mod sin Samvittighed,“ ere formastelige Ord i en Jesuits Mund.
Snart saa man Jesuiter allevegne. De droge som Missionærer til Amerika, China, Japan og andre Lande langt borte; de færdedes som Skriftefædre i Kongernes Borge og i de Fattiges Hytter; de prædikede i Kirkerne og lærte ved Høiskolerne; de oprettede en Mængde Skoler og forstode at opdrage lydige Lærlinge. Ingen blev brugt, før han længe var prøvet. Generalen, som boede i Rom, fik hemmelige Indberetninger, saa at han kjendte sine Folk og vidste, hvad de duede til. De skyede hverken at begaa Kongemord eller at bruge Gift; thi, sagde de, Hensigten helliger Midlet.
Med saadanne Kræfter var det, at Paverne kunde standse Reformationens Fremgang. Ja Paverne kunde endog fatte Haab om at føre de frafaldne Lande tilbage til den romerske Kirke. Jesuiterne laa allevegne paa Lur, og dem skyldtes det, at Protestantismen blev udryddet i Bøhmen.
Tilsidst blev Jesuiterne saa forhadte selv i de katholske Lande, at Pave Klemens den fjortende saa sig nødsaget til at ophæve Ordenen 1773, uagtet han vidste, at han derved underskrev sin Dødsdom. Han døde ogsaa Aaret efter med mange Mærker af Gift. — 1814 blev Ordenen oprettet igjen og søger af alle Kræfter at styrke Pavemagten og føre Protestanterne tilbage under Roms Aag.