Allerede ved Luthers og Kalvins Død var den rensede Lære indført omtrent i de samme Lande, som nu ere protestantiske. Et Land er endog senere faldet tilbage til Katholicismen. Bøhmen, hvor Huss havde brudt Veien, og hvor der engang for 1 Katholik fandtes 100 Protestanter, er nu et gjennemkatholsk Land. — Luthers Lære fandt Indgang i Landene nordenfor og østenfor Tyskland, Kalvins Lære i Landene vestenfor Tyskland.
I Sverige blev den lutherske Lære indført, uden at Blod randt. To Brødre, Olaf og Lars Person, som i Vittenberg havde hørt Luther og Melankton, kom tilbage 1519 og prædikede, som de havde lært der. Olaf blev Præst i Stokholm og Lars blev Lærer ved Høiskolen i Upsala. Bibelen blev oversat paa Svensk. Geistligheden satte sig imod, og Folket havde ikke Syn for Sagen. Men den kraftige Konge, Gustav Vasa, som, før han blev Konge, havde været landflygtig i Tyskland og der faaet Øinene op, vilde indføre den og heller nedlægge sin Krone end se Folket leve i Mørket. Folkets Kjærlighed til Kongen var saa stor, at det lod ham raade, og Reformationen blev fuldstændig indført paa en Rigsdag i Vesteraas 1544.
Paa lignende Maade gik det til i Danmark. En Munk, Hans Tausen, fik af sin Abbed Lov til at reise udenlands, for at studere. Abbeden havde forbudt ham at reise til Vittenberg; men han opholdt sig alligevel hemmelig der i 2 Aar og hørte Luther og Melankton. Efter sin Hjemkomst 1521 forkyndte han først Ordet i Stilhed; en Dag mandede han sig op og holdt en Prædiken om, at Mennesket retfærdiggjøres af Naade for Christi Skyld og ikke ved Gjerninger. Abbeden kastede ham i Fængsel; men fra Fængslet prædikede han for Folk, som samlede sig udenfor. Kongen, Fredrik den første, tog sig nu af Tausen og bød, at enhver frit kunde prædike Pavens eller Luthers Lære. Imidlertid blev det nye Testamente oversat af Kristen Pedersen, Ordet vandt mere og mere Indgang hos Folket, og, da Kristian den tredie blev Konge, lod han alle Landets Biskoper fængsle 1536. Samme 241Aar holdt han Rigsdag i Kjøbenhavn, hvor Adelsmænd, Byfolk og Bønder mødte. Kongen kaldte dem sammen og spurgte: „Ville I have de fangne Biskoper eller andre i deres Sted?“ Folket svarede som med en Mund: „Vi ville blive ved det hellige Evangelium og ikke have saadanne Biskoper mere.“ — Bugenhagen indkaldtes fra Wittenberg, for at ordne Kirkevæsenet. Han indviede de nye Biskoper 1537. — Den hele Bibel udkom i dansk Oversættelse 1550.
Norge var kun lidet forberedt til at modtage den rensede Lære. Oplysningen blandt Folket var kun ringe. Klostrene vare mange og rige; men Munkene toge sig ikke af Folkets Undervisning, ei heller Geistligheden, uagtet flere Biskoper vare vellærte Folk, som havde ligget ved Høiskoler i Udlandet.
Luthers Navn var knap hørt inden Landet før 1528, da en Munk Anton begyndte at forkynde hans Lære i Bergen. Hans Tale vandt Indgang hos Borgerne, men ikke hos Biskopen, Olaf Thorkelssøn. Han, som var en magelig Mand og glad ved et godt Bord, vilde ikke forstyrres i sin Ro og reiste ud til sin Gaard paa Askøen, strax udenfor Byen. Anton blev da ved at prædike; men nogen videre Vækkelse finde vi ikke, at der sporedes. Han blev siden Præst i Byen.
Norge var dengang forenet med Danmark. Kristian den anden, som var afsat i Danmark, havde mange Tilhængere i Norge, og Throndhjems Erkebisp, Olaf Engelbrektssøn, søgte at bevare Riget for ham. Erkebispen kom tilkort; han flygtede tilsøs fra Throndhjem til Holland og tog med sig mange af Kirkens Kostbarheder. Norge blev nu Lydrige under Danmark, og Reformationen blev indført uden Modstand 1537. Den værdige Geble Pederssøn, der som Erkedegn, efter Olaf Thorkelssøns Død, forestod Bispestolen i Bergen, gik over til Reformationen og blev viet af Bugenhagen i Kjøbenhavn 1537 til Biskop i Bergen. Den slue Hans Ref, Biskop i Oslo, gik ogsaa over og vedblev som Biskop i Oslo. Han behøvede ingen Vielse. Stavanger og Throndhjems Bispestole bleve besatte med nye Mænd, nogle Aar senere.
Kongen tog alt Klostergodset og Bispegodset og overlod Brugsretten især til danske Adelsmænd. Klosterfolket skulde have Lov til at bo og have Underhold i Klostrene til sin Død. De sidste norske Munke omtales 1562. — Af Klosterbygningerne ere nu kun ringe Levninger tilbage; men Klostergodset er endnu paa nogle Steder samlet i større Eiendomme, saasom Værnekloster ved Moss, Utsteinskloster ved Stavanger, Lysekloster ved Bergen.
Kirkerne bleve plyndrede for sine Kalke, Diske, Altertavler og andet rørligt Gods, men beholdt sine faste Eiendomme, indtil Fredrik den fjerde, der døde 1730, solgte Kirkerne med tilhørende Jorder og Tiende, da Almuen, som fra umindelige Tider eiede dem, ikke kunde skaffe Skjøder frem. — Kaldene beholdt sine Præstegaarde og visse Gaarde, som Præsterne havde Ret til at bygsle til Leilændinger paa Livstid. Dette Bygselgods, som kaldtes beneficeret Gods, er siden 1821 solgt til Bedste for Kirken og Skolen, og deraf er dannet Oplysningsvæsenets Fond.
Reformationen blev ikke indført i Norge som Følge af nogen Trang hos Folket, men ved Kongens Magtbud. — Hverken Menigmand eller Præsterne paa Landet synes at have skjønnet, hvad Reformationen havde at betyde. Da Styrelsen ikke kunde opdrive lutherske Præster nok, maatte den lade Mængden 242af de katholske Præster blive i sine Kald, og disse beholdt saa mange katholske Skikke, som de kunde, uden at støde den verdslige Øvrighed. — Menigmand vilde i lange Tider ikke vide af den nye Lære, og flere Præster, som vilde udrydde de katholske Skikke, bleve undsagte og dræbte. — Bibelen blev ikke oversat paa Norsk; den danske Oversættelse blev indført; Byfolket forstod Dansk, men Almuen ikke. — Først under Kristian den fjerde († 1648), som med Nidkjærhed tog sig af Skolevæsenet, vandt den lutherske Lære Indgang hos Folket.
Island havde paa den Tid to Biskoper: Øgmund Paalssøn og Jon Aressøn, der levede som Høvdinger. Begge vare ivrige for den katholske Lære, begge vare dygtige til at styre; men Lærdommen var kun ringe. Jon forstod ikke saa megen Latin, at han ved sin Bispevielse i Throndhjems Domkirke kunde give Svarene paa det Sprog; men en anden Præst maatte svare for ham.
Nogle af Luthers Skrifter naaede op til Island, og en Præst vovede at tale mod Helgentilbedelsen og kalde den Afgudsdyrkelse. Øgmund kaldte Præsten for sig. Talen kom paa Præsternes Ægteskab. Præsten holdt sig til Paulus. Biskopen svarede: „Paulus var Hedningernes Læremester, men ikke vor.“ — Luthers Lære vandt efterhaanden Indgang hos flere, og det nye Testamente 1) blev hemmelig oversat paa Øens Tungemaal, det gamle norske, og, da Reformationen var indført i Danmark og Norge, vilde Kristian den tredie, at den ogsaa skulde indføres paa Island. Øgmund, som nu var 80 Aar og blind, blev fangen ved Svig og ført til Kjøbenhavn 1541. Men Jon satte sig til Modværge, og ved Sluhed og Djærvhed holdt han sig endnu i flere Aar mod Kongens Mænd. Han blev endelig overmandet og flygtede ind i en Kirke; han stillede sig i fuldt Biskopsskrud foran Alteret; der blev han greben og blev halshuggen Aaret efter (1550). Saaledes døde den sidste katholske Biskop i den norske Kirke. Islændingerne ærede Jon som en Helt, Øen kunde være stolt af, og denne Ærefrygt har holdt sig lige til vore Dage.
I de Lande, hvor Kalvins Lære vandt Indgang, randt Blodet i Strømme. Hertug Alba, som Filip den anden af Spanien havde sendt til Holland og Belgien, for at udrydde Kjetteriet, roste sig af at have dræbt 18000 Mennesker. — I Frankrige bleve Protestanterne efter hemmelig Aftale mellem Katholikerne overfaldne Bartholomæusnatten (24de August 1572) og myrdede i tusindtal 2). Paven lod af Glæde over Kjetternes Mord ringe med alle Klokker i Rom og synge: O store Gud, vi takke dig. — I England blev, efterat meget Blod var udgydt, Reformationen indført under Dronning Elisabet, († 1603) og Troeslæren fastsat i 39 Artikler. I de 39 Artikler er Nadveren fremstillet efter Kalvins Lære; men hans Lære om Naadevalget er ikke optagen. — I Spanien og Italien blev Reformationen udryddet ved Fængsel, Pinebænk og Baal.